Baggrund
Læsetid: 7 min.

Affald flyder fra Europa. På verdenshavene forsvinder afsenderen. Og i Sydøstasien ender det som giftig røg

Da Kina stoppede sin omfattende import af plastaffald i 2018, lukkede også en global genbrugsstation for cirka 45 procent af verdens brugte plastik. Nu stiger handelen med ulovligt plastikaffald, advarer Interpol i ny rapport
Containere med plastaffald hober sig op i Malaysias havne.

Containere med plastaffald hober sig op i Malaysias havne.

Udland
19. oktober 2020

Noget står helt stille i Klang-havnen i Malaysia. En ophobning af containere, proppet til randen med europæisk plastaffald uden afsender eller modtager. Et sjældent syn i en af verdens travleste havne, der udgør et forbindelsespunkt mellem Sydøstasien og resten af kloden. Og en hovedpine for den malaysiske regering, der i de seneste år har oplevet en stigning i mængderne af plastaffald, der smugles til landet fra især Europa. Derfor besluttede myndighederne sidste år at sende det ulovlige plastaffald tilbage.

I det malaysiske miljøministerium sidder Fenny Yin, leder af ministeriets håndhævelsesafdeling. Hendes skrivebord er fyldt med efterforskninger af containerne i havnen.

»Vi gør vores bedste for at sende affaldet tilbage til Europa, men proceduren er langtfra ligetil. Vi skal opspore eksportlandet og den specifikke eksportør – og står med forkerte identifikationskoder på fragtdokumenter, som bruges som led i smuglingen.«

»Herefter skal vi udstede en meddelelse, sørge for, at alle juridiske foranstaltninger er på plads, og vente på landets tilladelse, inden vi kan skride til handling,« siger Fenny Yin.

Hun holder en kort pause, imens hun finder sine oversigtslister.

»Vi har nu sendt 254 containere tilbage. Men de bliver ved med at komme ind!«

De voksende bunker på Fenny Yins skrivebord stemmer overens med det billede, som Interpol for nylig tegnede i en rapport om international handel med plastaffald.

Her konkluderer Interpol, at der i de sidste to år er sket en »alarmerende stigning« i ulovlige forsendelser af affald. Rapportens konklusioner er baseret på efterretninger fra 40 lande, hvor myndigheder har givet Interpol indsigt i forbrydelser inden for affaldssektoren.

Da Kina sagde stop

Den primære årsag til den nye bølge af smuglerskrald er, at Kina stoppede sin store import af affald i 2018. Tidligere tog landet imod godt 45 procent af verdens brugte plastik, og fra Europa kom der hvert år officielt 2,6 mio. ton til Kina.

Efter at Kina lukkede låget på den globale skraldespand, har affaldet måttet finde andre veje. De kortlægges i rapporten: Europa er stadig den største globale eksportør af plasticaffald, men plastaffaldet ender nu i mindre sydøstasiatiske lande frem for i Kina. Og selv om lande som Malaysia, Thailand og Indonesien har investeret i nye genanvendelsesanlæg, er det langtfra nok.

»Vanskeligheder i forhold til at kunne behandle og overvåge det overskydende affald i eksport- og importlande har åbnet dørene for opportunistisk kriminalitet i affaldssektoren både i forhold til ulovlig handel samt ulovlig behandling af affald,« konkluderer rapporten.

Fenny Yin kan nikke genkendende til den type forbrydelser. Problemet ifølge hende er, at der kommer meget skrald til Malaysia, der slet ikke må importeres – farligt affald eller plastik, der ikke kan genanvendes til noget. Allerede ved lastningen sætter eksportøren den forkerte identifikationskode på fragtdokumentet. Og ved at lade lasten stoppe ved et par mellemmænd undervejs forsvinder afsenderens navn ofte, inden den når Malaysia.

– Har I indtryk af, om der er tale om overlagt kriminalitet fra de europæiske eksportørers side, eller skyldes det, at man ikke har sat sig ind i importreglerne i Malaysia?

»Alle oplysninger er jo helt frit tilgængelige. Det er selvfølgelig svært at give præcise tal på, men vi samarbejder med myndigheder i europæiske lande, og vores indtryk er, at man har omgået regler, som man godt kendte i forvejen,« siger Fenny Yin.

Tre vigtige pointer fra Interpol-rapporten

  • Konklusion: Den globale ulovlige handel med plastaffald er stigende. Det skyldes især Kinas importstop i 2018
     
  • Hyppige forbrydelser:

Eksportlande: Dokumentforfalskning og omdirigering af laster, så afsenders navn bliver svært at spore

Importlande: Ulovlig behandling af affald i forhold til forbrænding og opbevaring

  • Motivet for at handle ulovligt med plastaffald er økonomisk:

Eksportører kan spare penge ved at sende affald til sydøstasiatiske lande. Illegale importører kan tjene penge på at modtage det.

Det globale marked for genbrugsplast blev vurderet til 34,80 mia. dollar i 2016 og forventes at nå 50,36 mia. dollar inden 2022. Dette medregner ikke det traditionelle marked for affaldsbehandling, inklusive forbrænding og losseplads

Europas lange affaldskæder

Sidste efterår modtog de franske myndigheder et opkald fra Fenny Yins ministerium. Ud over de 20 containere, Malaysia allerede havde sendt tilbage i løbet af sommeren, havde man opdaget 13 nye i en af landets havne, og sporet førte igen tilbage til Frankrig. Et firma havde sendt containere afsted med ulovlige plastikblandinger, og det var ikke første gang, firmaets navn var dukket op i en efterforskning.

Det fik Frankrig til at reagere. Man idømte firmaet en bøde på 192.000 euro og annoncerede, at man fremover ville slå hårdere ned på den slags forbrydelser.

Bag sagen ligger dog et mere strukturelt problem med gennemsigtighed, mener eksperter.

I Europa er skraldesituationen kort fortalt: Affald bliver samlet ind fra husholdninger og virksomheder af en vognmand. Herefter sendes det til et sorteringsanlæg – ofte et privatejet – der afhængig af, hvilket land det drejer sig om, har indgået en ordning med staten. I Danmark findes der ikke særligt mange anlæg, så en stor del af Danmarks brugte plastik sendes til Tyskland. Her sorterer man affaldet i forskellige typer genanvendeligt materiale, der så igen sendes videre til andre anlæg.

Således håndteres affaldet i Europa af en række forskellige virksomheder og anlæg. Ifølge professor Thomas Fruergaard Astrup fra Institut for Vand og Miljøteknologi på Danmarks Tekniske Universitet er det den største udfordring i forhold til at opdage kriminalitet.

»Affald i Europa er en vare, som bliver håndteret af rigtig mange skiftende hænder. Det gør det svært at få styr på: Vi i Danmark ved måske, at vores virksomhed sender det til Tyskland, men hvad der sker med det derefter, det har vi svært ved at følge,« siger Thomas Fruergaard Astrup, der nævner omkostninger som den primære årsag til, at europæisk affald sejles til Sydøstasien.

Det er nemlig dyrt at betale mennesker for at sortere brugt plastik i Europa. Omvendt er det billigt at købe en plads til skraldet i de mange tomme containere, der sejles tilbage til Asien efter at være blevet tømt for varer, som er blevet importeret af EU-lande.

Presser Sydøstasiens miljø

Hvem er modtagerne af affaldet så? Fenny Yin fortæller, at det ofte er illegale importører i Malaysia, der ikke har licens til at håndtere affald.

»Vi er meget bekymrede for de uformelle affaldscentre, som der er dukket flere op af,« siger Fenny Yin.

I en dokumentarserie fra sidste år fandt TV 2 dansk affald på en af disse lossepladser. Hovedsageligt importeres dårlig plastik, der enten er for beskidt eller af for blandet materiale til at kunne genanvendes. Men myndighederne i Malaysia har også fundet laster med plastik, der egentlig skal genanvendes, men som i stedet bliver brændt af på en mark.

Det malaysiske miljø lider under ophobningen af skraldet. Luften forurenes med sort røg, og jorden under nogle af de ulovlige lossepladser er ifølge Fenny Yin og ministeriets laboratorieprøver så forurenet, at det vil tage år at rense.

»Vi har modtaget en masse klager fra offentligheden. Nogle husstande må leve med konstante sorte plastikrøgvinde, indtil vi kan nå at lukke stedet,« siger Fenny Yin.

Derfor bevæger sydøstasiatiske lande sig nu i retning af importrestriktioner lignende Kinas. Det gælder for eksempel Malaysia, Indonesien, Thailand og Taiwan. Professor Thomas Fruergaard Astrup ser muligheder i udviklingen:

»Det er jo godt, fordi det lægger et pres på os (EU-landene, red.). I virkeligheden handler det om, at vi tager ansvaret på os og håndterer alt det affald, vi laver, og lader være med at sende det af dårlig kvalitet ud af landet.«

Affaldseksport en god idé?

International handel med affald er reguleret af den såkaldte Basel-konvention. Problemet med den er, at den kun dækker over et begrænset antal kategorier som for eksempel farligt affald. Konventionen blev derfor lavet om for nylig, således at den fra januar regulerer bredere.

En ting er dog regler, en anden er overholdelse af dem. Interpolrapporten opfordrer til, at der afsættes flere ressourcer til et internationalt agentur, der kan holde øje med affaldshandel. På den måde kan der skabes bedre opsyn og etableres et center, der kan forbinde de enkelte landes myndigheder og databaser.

Men hvorfor er affald overhovedet en del af det private marked – når profithensyn lader det ende på en ulovlig losseplads i Malaysia, og modtagerlandene har så vanskeligt ved at følge processen i Europa? Hvad med et scenarie, hvor landene selv håndterede deres brugte plastik?

Thomas Fruergaard Astrup tænker. Så siger han: »Det er egentlig okay, at man kan flytte affald over grænser inden for EU, for det understøtter en effektiv udnyttelse af det, og det ligger i EU-setuppet. Og private virksomheder kan sagtens være rigtig effektive i forhold til affaldsbehandling. Men det ville være rigtig godt med et mere gennemsigtigt system og mere offentligt opsyn. Det handler jo grundlæggende om at sikre miljø og klima. Og lige så snart affaldet sendes ud af EU, bliver det bare en mere uklar proces.«

Fenny Yin er med på, at det er en udfordring at holde opsyn.

»Men det er dobbelt for os. Genbrugsplastik udgør et stort bidrag til vores økonomi i Malaysia, og vi har investeret meget i ny teknologi. Vi håber stadig på at modtage genbrugeligt plastik, men det skal være under ordnede forhold. Ikke med os som skraldespand, hvor vi drukner i det.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Ude af syn ude af sind har været den bærende miljø politik for vesten i de seneste mange årtier. Godt gemt er godt glemt. Men nu banker fortidens "smarte" løsninger på alle døre og vender hjem gennem alle sprækker.

Der er kun én Jord. Hverken to eller tre. At sejle alle problemer om på den anden side af Jorden er en for for "sindsyg" galimatias. Alt vender tilbage før eller siden i en eller anden form.

Velkommen til virkeligheden.

Alvin Jensen, Torben Arendal, Kim Vildnis, Randi Christiansen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

"Det er nemlig dyrt at betale mennesker for at sortere brugt plastik i Europa. Omvendt er det billigt at købe en plads til skraldet i de mange tomme containere, der sejles tilbage til Asien efter at være blevet tømt for varer, som er blevet importeret af EU-lande."

Groft ridset op; de velstående europæiske lande vil gerne producere varer billigt og anvender slavelignende arbejdskraft i bl.a. Asien - og de tomme varecontainere fyldes så med giftigt affald, som asiaterne og andre kan få lige i hovedet igen.

På samme måde eksporterer de rige, europæiske lande, deres giftige emissioner af drivgasser til hele kloden, ligesom vi eksporterer hungersnød, konflikter og krige. Og når konflikt- og krigsofrene, samt de hungersnødsramte, beder om ophold i Europa, kan de enten få en container at bo i - eller blive sendt retur som affald. Ligningen går op.

Alvin Jensen, Mette Eskelund, Ruth Sørensen, Flemming Berger, Torben Arendal og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvornår laver man et producentansvar på plastik, så der udlukkende produceres genanvendeligt plastik og der ikke er noget, som det kan svare sig at brænde af?

Alvin Jensen, Mette Eskelund, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og hvornår finder nogen ud af at recirkulere plasticaffaldet til ikke forurenende, genanvendelige produkter. Og så naturligvis omstille, således at fremtidig produktion er bæredygtig og genanvendelig.

Randi Christiansen

Kunne det tænkes, at den enorme mængde plastvarer er restprodukter fra olieproduktionen?