Baggrund
Læsetid: 7 min.

Boris Johnsons store deroute – hvad COVID-smitten kom til at betyde for den britiske premierminister

For bare ti måneder siden fejede Boris Johnson al modstand til side og fik det bedste valgresultat siden Thatcher. Så blev han syg og den usårlige Churchill-facon blev afløst af rådvildhed. Brexit-projektet og økonomien vakler, og hans helbred siges stadig ikke at være for godt. Selv partifæller og dele af den konservative presse vender sig nu mod ham
Hvis han tidligere på året var bærer af en brynje af usårlighed, så har COVID-19 pillet den af den britiske premierminister Boris Johnson. Siden han forlod sygesengen, er det gået skarpt tilbage med hans popularitet både i befolkningen og internt i partiet.

Hvis han tidligere på året var bærer af en brynje af usårlighed, så har COVID-19 pillet den af den britiske premierminister Boris Johnson. Siden han forlod sygesengen, er det gået skarpt tilbage med hans popularitet både i befolkningen og internt i partiet.

Anthony Harvey

Udland
3. oktober 2020

Donald Trump er som bekendt ikke den eneste statsleder, der er testet positiv med COVID-19. Når historiebøgerne om Boris Johnsons stormfulde tid som premierminister skal skrives, er spørgsmålet, om det er Brexit eller COVID-19, der kommer til at fylde mest?

Begge emner vil nok tage en del plads, men på trods af, at hele Boris’ lederskab er bygget op omkring den største politiske begivenhed i Storbritannien siden Anden Verdenskrig, så er det ikke utænkeligt, at det er virussen, der næsten tog livet af premierministeren, som vil vise sig at få størst betydning for hans tid ved magten.

Boris Johnson lider tydeligt fortsat af sygdommens eftervirkninger. I hvilken grad vides ikke præcist, men sir Humphrey Wakefield, Dominic Cummings svigerfar, fortalte ifølge The Times i slutningen af august en middagsgæst, at den er helt galt med premierministeren, som han sammenlignede med en sygdomsramt hest, der tvinges til at arbejde trods sin svaghed. Wakefield forventer, at Boris må gå af inden for et halvt år.

Boris Johnson har siden kaldt det udsagn for vås, og siger selv, at han aldrig har haft det bedre, at han har tabt sig ti kilo og føler sig frisk som en fisk. Han ser bare ikke sådan ud, og hans offentlige optræden er præget af tøvende og selvmodsigende udmeldinger. I forbindelse med Underhusets behandling af den kontroversielle lov om det britiske indre marked beskyldte Labours Ed Milliband premierministeren for ikke at have læst sin egen lov, så vaklende var hans præsentation af indholdet.

Men fjenderne findes nu ikke kun på oppositionssiden. Et betragteligt antal konservative parlamentarikere er rystede over Boris Johnsons Brexit- og COVID-strategi, eller mangel på samme. Han undslap denne uge mere ved held end forstand et oprør initieret af egne partifæller, der er modstandere af hans, synes de, ukonservative nedlukningsstrategi. Som den konservative avis The Spectator skrev den 21. september:

»Spørgsmålet nu er, hvorvidt han kan blive en ordentlig leder med fornemmelse for retning og formål, eller om mønsteret med uorden, fiasko og oprør, kovendinger og forvirring er det, vi skal forvente fremover?«

Sludder og vrøvl

Få dage efter holmgangen med Milliband gik det helt galt, da Boris blev spurgt ud om de nye COVID-regler, kaldet the rule of six. Det skete ved en pressekonference mandag, samme dag som regeringen indførte nye skrappe regler i det nordøstlige England. Fra talerstolen bad han de flere millioner, som nedlukningen berører, om at følge reglerne lokalt, og så kom han med et råd til englænderne:

»For resten af landet er reglerne, at maksimalt seks må være samlet i hjemmet, seks ved et bord på restauranter, men som jeg forstår det, gælder det ikke udenfor.«

Problemet er bare, at Boris Johnson selv tidligere på måneden havde introduceret the rule of six, der inkluderer maksimalt seks samlet også udenfor. I et tweet skrev premierministeren senere samme dag:

»Jeg undskylder. Jeg fortalte mig i dag.«

Det er dog langtfra et enkeltstående tilfælde. Og fornemmelsen blandt mange er, at han simpelthen ikke længere kan følge med. Han virker ofte nærmest komisk famlende og uforberedt. Da den britiske udgave af Den Store Bagedyst løb over skærmen lørdag i sidste uge med komikeren Matt Lucas som ny vært, åbnede denne showet, der ses af mange millioner briter, med en to minutters meget morsom parodi på en Boris Johnson, der usammenhængende plaprer selvmodsigelser afsted i én lang køre.

Det er et brat fald fra tinderne. Mens han kæmpede for livet mod COVID-19 var hans popularitet blandt konservative vælgere skyhøj med hele 91 procents tilslutning. På landsplan var tallet 56 procent, i dag er hans approval rating sølle 35 procent, mens 57 procent af briterne synes, at deres premierminister klarer det skidt.

Spørger man tilfældige folk på gaden, som f.eks. Fiona Edie, der arbejder som homøopat og luftede sin hund på Hoxton Square i det østlige London, så forklarer hun, at hun stemte konservativt ved valget i december, men slet ikke kan genkende sin premierminister fra dengang:

»Jeg tror helt ærligt ikke, at han helt ved, hvad der foregår, hverken hvad angår COVID eller Brexit. Det er skræmmende, og jeg tror, vi er mange, der er bange for fremtiden. Bange for vores lands fremtid,« siger hun.

En anden londoner, Greg Benzen, der arbejder på en tekstilfabrik på Shoreditch High Street, synes især, det er regeringens håndtering af coronakrisen, der skræmmer mest:

»Hvordan kan regeringen ramme så langt fra skiven igen og igen. Vi er jo nærmest det land i verden, der har klaret krisen dårligst. Det er rystende,« siger han.

Et stort spørgsmål om kompetence hænger nu over Johnsons hoved. På ganske få måneder er det lykkedes Labours Keir Starmer at indhente de konservatives store føring. En meningsmåling i The Observer søndag den 27. september giver Labour 42 procent af stemmerne mod de konservatives 39 procent. Umiddelbart efter valget i december viste målinger 56 procent tilslutning til de konservative. Og Observer-målingen er vel at mærke foretaget før ophøret af COVID-hjælpepakker formodentlig vil gøre hundredtusinder af briter arbejdsløse, og før Brexit-transitionsperioden ophører til nytår med al den ballade, det ventes at medføre.

Oprør indefra

Der er ikke noget i sol og måne, der peger på, at Boris Johnson går en nemmere tid i møde. Selv i egne rækker har han mistet opbakning. Sir Graham Brady, formanden for den vigtige konservative 1922-komité af backbenchers, som spillede en afgørende rolle for Boris Johnsons vej til magten, stod denne uge i spidsen for et åbent oprør mod regeringens COVID-strategi. Det er højest usædvanligt, og det var kun formanden for Underhusets fravalg af at behandle et lovforslag stillet af 1922-komiteen, der reddede Boris Johnson fra at lide sit første nederlag i parlamentet.

Og det er ikke det eneste punkt, hvor tilliden internt i partiet er nedbrudt. Premierministeren har overladt stort set alt strategisk ansvar til sin særlige rådgiver Dominic Cummings. Men Cummings er ikke engang partimedlem og anses af mange konservative for at være en gøgeunge og en revolutionær, der er i gang med at smadre partiet. Tilbage i 2017 sagde Cummings ved en konference:

»Konservative politikere er ligeglade med de fattige, og de bryder sig ikke om folk som mig.«

Det sidste er i hvert fald for manges vedkommende rigtigt. Cummings stod bag en ydmygende fritstilling af en række konservative ronkedorer før valget i 2019, og han afkræver parlamentarikerne en loyalitet og lydighed, som for dem er ganske uvant. Boris Johnson har indtil nu uden tøven taget Cummings parti og støtter op om hans planer om en revolution af centraladministrationen. Men Cummings er både hadet og frygtet internt i partiet, og Boris Johnson spiller højt spil ved at satse på sin rådgiver over det parti, der – som Maraget Thatcher måtte sande – ikke altid holder sig tilbage fra at dolke sin egen leder. Selv om det koster på den lange bane.

Boris Johnsons (eller nok snarere Dominic Cummings) arrogance i forhold til at overholde den bindende internationale aftale med EU omkring den såkaldte nordirske protokol har heller ikke sikret ham flere venner i egne rækker. Hele tre tidligere konservative premierministre (John Major, David Cameron og Theresa May) har fordømt loven om det britiske indre marked, der giver regeringen mulighed fra at løbe fra aftalen med EU i tilfælde af et no deal.

En bejler til tronen

Mens Boris Johnsons stjerne er dalet, så har COVID-krisen været god for den kun 39-årige finansminister, Rishi Sunak. Hans økonomiske hjælpepakker har holdt hånden under en ængstelig befolkning, og et initiativ som eat out to help out, hvor regeringen betalte en del af regningen, hvis folk gik på restaurant, har været særdeles populært. Rishi Sunak, der var tiltænkt en rolle som en lydig ung finansminister, har vist sig som en dygtig og troværdig kommunikator. Mens Boris Johnson ved et pressemøde tirsdag advarede om »En mørk vinter i vente«, så var Sunaks besked til befolkningen mere kamplysten:

»Vores land må nu lære at leve med sygdommen uden frygt,« sagde finansministeren samme dag, og i en mail til partimedlemmerne skrev han:

»Vores liv kan ikke længere sættes på pause.«

The Daily Telegraph kaldte udmeldingen fra Sunak for et krigsråb, og handlekraften bliver vel modtaget af mange konservative vælgere, der fra sidelinjen bekymrede følger premierministerens COVID-slingrekurs og tilsyneladende manglende evne til at levere den »grydeklare« aftale med EU, han lovede sidste år.

Sunak anses allerede nu af mange som en bejler til tronen. Det er ikke uden grund, at Labour de seneste uger er begyndt at stille skarpt på den populære finansminister. Meget vil for Sunak afhænge af, hvordan han håndterer den næste vanskelige tid, hvor der i mindre grad skal uddeles pengegaver til befolkningen, og hvor Storbritanniens nu sønderskudte økonomi skal bringes på fode igen.

Boris er bedst i medvind på cykelstien

På sin vis burde det ikke komme som en overraskelse, at Boris Johnson ikke gør sig godt i modvind. Tidligere arbejdsgivere har fortalt om hans dovenskab og mangel på lyst til at sætte sig ind i detaljer. Premierministerens appel ligger allermest i hans nærmest skamløse populisme, evnen til at stjæle rampelyset og være et præmieeksempel på arrogant britisk overklasse på en meget folkelig måde. Han er entitled, som man siger i Storbritannien, og det betyder, at han er naturligt udvalgt som overlegen, som et menneske, der er lidt mere værd end andre.

Hvis han tidligere på året var bærer af en brynje af usårlighed, så har COVID-19 pillet den af ham. Sygdommen gav ham umiddelbart et skud sympati, men allerede fra maj måned begyndte hans politiske nedtur, og den er ikke stoppet siden. Hvorvidt COVID har fældet manden, eller om han allerede var fint i gang med at save den gren over, han selv sidder på, er det nok for tidligt at afgøre – og det er også for tidligt at afskrive en premierminister, der fortsat har et flertal i Underhuset på 80 mandater. Men Boris har siden marts haft det, som dronning Elisabeth engang kaldte et annus horribilis.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jakob Illeborg

Spændende artikel.

De konservative er en flok cut-throats - men det er briternes egen sag.

Jeg vil være Boris Johnson - og Dominic Cummings - taknemmelig, hvis de får gennemført Brexit pr. 31.12.2020. Ikke flere udsættelser.

Hvis en senere generation af briter vil være med i EU igen, så skal de være så hjerteligt velkomne, selvfølgelig; men nu skal vi til at fokusere på Vestbalkan.

ingemaje lange, Jørgen Mathiasen, Dennis Tomsen, Peter Hertz og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Øhm, Torben Lindegaard:

1) Hvad er Vestbalkan?
Kroatien? Slovenien? Kosovo? eller?

2) Hvorfor vil du være B. Johnson mm. og mv. taknemmelig for at briterne kommer ud af EU - uden en reel aftale den 31-12-2020? Fordi det forstår jeg ganske enkelt ikke, da varerne ind og ud til og fra GB/UK/England, så bliver meget dyrere, hvis de kan fås? i butikker, og forretninger, se den her artikel fra JP:

https://jyllands-posten.dk/international/ECE12458877/en-kaotisk-og-kostb...

hvor der bl.a. står det her:

"Hvis ikke det ikke lykkes at indgå en aftale, vil al handel fra den 1. januar skulle foregå efter den internationale handelsorganisation WTO’s regler. Det vil betyde indførelse af told på langt størstedelen af de varer, der i årtier er flydt toldfrit mellem Storbritannien og resten af EU. Dermed kan danske forbrugere også indstille sig på højere priser på biler, ingefær, nødder, elektronik, tøj og alt det andet, som de i dag køber toldfrit fra Storbritannien. For et par bukser bliver importtolden 12 pct. For biler bliver den 10 pct."

Der står også det her:

"Rent økonomisk samler dansk bekymring sig især om eksporten af fødevarer som bacon og smør. Kød og mejeriprodukter er sammen med maskiner og medicin blandt de varer, som Danmark eksporterer allermest over Nordsøen. Dertil kommer især fisk og skaldyr. En stor udfordring bliver det logistiske kaos. I dag kører lastbilerne frit, men fra den 1. januar skal de tjekkes for, om varerne lever op til kravene på den anden side. Hvis der ikke bliver indgået en handelsaftale, vil der desuden skulle tolddeklareres. Den britiske regering har vurderet, at stiger ekspeditionstiden pr. køretøj med 70 sekunder, vil der opstå seks dages kø ved færgerne i Dover. Ved 80 sekunder vil systemet brænde endegyldigt sammen. Dertil kommer de varslede toldsatser, hvor Storbritannien især har varslet høje satser på fødevarer. Ifølge en beregning, som London School of Economics har lavet for Arla Foods, vil der i gennemsnit komme 17,7 pct. told på fødevarer fra EU. For britiske fødevarer til EU truer en told på 21,7 pct. Når det gælder mejerivarer, varsler briterne en told på op til 55 pct. – for en række oste. Det kan gøre det helt urentabelt at eksportere nogle typer yoghurt, smørepålæg, mælk og fløde, forudser rapporten."

Som bonusinfo kan nævnes, at jeg godt kan huske 1970'erne, hvor mine forældre og jeg kørte over grænsen til Tyskland, og hvor der stod lastbiler, både på den danske, og den tyske side af grænsen, ventende på at komme ind i f.eks. Tyskland, eller i DK -
der var flere kilometer køer, og lastbilerne, med varer!, måtte ofte vente i dagevis på at komme ind - fordi toldpapirerne skulle tjekkes...

alt det kommer til at ske igen, ved indgangen og udgangen til UK - hvis briterne ikke får en aftale med EU!.

Torben Lindegaard

@Karsten Aaen 04. oktober, 2020 - 13:47

Candidate countries:
Albania
North Macedonia
Montenegro
Serbia
Turkey

Potential candidates
They were promised the prospect of joining when they are ready:
Bosnia and Herzegovina
Kosovo

fra https://ec.europa.eu/neighbourhood-enlargement/countries/check-current-s...

Så ud af de 7 kandidatlande & potentielle kandidatlande ligger de 6 på Vestbalkan -
Tyrkiet ligger ikke på Vestbalkan.

Jeg læste også Carsten Ellegaards & Martin Kaaes artikel fra JyllandsPosten i går.

Men uagtet danske eksportinteresser, prisstigninger i Danmark på britiske varer & almindeligt bøvl ved grænserne, så skal Brexit afsluttes d. 31.12.2020 - vi skal ikke tæske mere langhalm på den sag.

Det er langt vigtigere, at imødekomme kandidatlandenes og de potentielle kandidatlandes ønske om reelle optagelsesforhandlinger.

Jørgen Mathiasen

Der er uklarhed i udvekslingerne her.
Johnson, Gove og Cummings har sat deres politiske indsats ind på at gennemføre Brexit, og derfor vil en genindmeldelse kræve en ny generation af vælgere i UK.
Der er et komfortabelt flertal for Brexit i parlamentet. Lindegaard har derfor ret i, at det ikke bør vare længere end til årets udgang at få Brexit gennemført. Jeg er sikker på, at han også vil ret.

Mht. forholdet mellem UK og EU, så er forhandlingstiden blevet forlænget. Det er ikke nogen overraskelse, for Johnson, der allerede er i betydelige problemer, vil komme under nyt politisk og økonomisk pres, hvis han ikke får en aftale. Man behøver blot at høre på de seneste meldinger fra Merkel for at gætte, at EU vil forsøge at hale en aftale i land, og Irland vil insistere på, at det bliver i overensstemmelse med fredsaftalen.
Hvis irsk-amerikaneren Biden bliver valgt, kan Johnson godt regne ud, hvad det betyder for hans EU-udmeldelse. EU kan også, og derfor står signalerne også af den grund på aftale.

Hvis man antager at det sker, er udmeldelsesdebatten forbi i løbet af få uger. Derefter vil der blive holdt et skarpt øje med britisk økonomi og med UKs integritet, som måske ikke overlever den proces.