Baggrund
Læsetid: 9 min.

Dødt løb i Libanon og tre andre historier fra verden

Landet er igen uden en premierminister, efter at uenighed om finansministerposten endte i sekteriske slagsmål. Som igen kan medføre, at en fransk plan for politisk og økonomisk genopretning fortoner sig
En antiregeringsdemonstrant står foran libanesiske soldater under en demonstration mod præsident Michel Aoun i nærheden af præsidentpaladset i Baabda øst for Beirut lørdag den 12. september.

En antiregeringsdemonstrant står foran libanesiske soldater under en demonstration mod præsident Michel Aoun i nærheden af præsidentpaladset i Baabda øst for Beirut lørdag den 12. september.

Bilal Hussein

Udland
3. oktober 2020

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

Direktøren for Carnegie-tænketankens mellemøstkontor, Maha Yahya, ramte det nationale søm lige på hovedet, da hun i et interview til BBC forleden konstaterede, at »de politiske partier, der har til opgave at gennemføre reformer, er de samme som dem, der blokerer for reformer«.

Klarere kan Libanon som tilstand ikke beskrives. Hvilket igen blev pinagtigt klart i sidste uge, da den nyligt udpegede premierminister, diplomaten Mustafa Adib, efter få ugers sonderinger opgav forsøget på at danne en duelig regering. Begrundelsen var uenighed om finansministerposten, som den shiitiske blok, bestående af de to partier Hizbollah og Amal, insisterer på at besætte.

Sekteriske stopklodser

Libanons politiske struktur forudsætter, at præsidenten er kristen, premierministeren sunni og formanden for parlamentet shiitisk – denne tredeling har skabt en politisk kultur, hvor magtfordelingen følger de sekteriske linjer, og som har fremmet nepotisme og korruption, ligesom den har åbnet for ekstern indblanding i landets indre anliggender.

Det er således paratviden i Beirut, at Hizbollah og Amal støttes – og i vidt omfang styres – af ayatollaherne i Iran. Det store sunni-muslimske parti med Saad Hariri i spidsen bakkes traditionelt op af Golfens sunni-oliestater (og dermed af USA), og den kristne sekt maronitterne plejer tætte forbindelser til Paris, der blev knæsat, da Frankrig i 1920 etablerede den libanesiske stat med en udskilning fra Syrien.

Den aktuelle magtfordeling er baseret på to kriterier: magten i parlamentet og magten på gaden. I begge tilfælde fører Hizbollah – og dermed shia-blokken – det afgørende ord. På gaden er partiet det eneste med egen bevæbnet milits – de kristne og sunnimuslimske militser fra borgerkrigsperioden er ubetydelige eller afvæbnede – og i parlamentet råder de to shia-partier over 26 af de 128 pladser, men når i kraft af politiske alliancer op på 45 pladser. Dertil kommer en alliance siden 2008 med det kristne maronit-parti Frie Patriotiske Bevægelse, hvis leder er den siddende præsident, Michel Aoun, og som med 29 sæder er det største kristne parti.

Kort sagt betyder det, at Hizbollah-Amal kontrollerer et parlamentarisk flertal på 74 sæder og således er i stand til at blokere reformtiltag, der strider mod deres interesser. Som eksempelvis besættelsen af den afgørende finansministerpost, der er central i den forhandlingsproces om økonomisk genopretning, der nu står for, efter at et lager på 2.750 tons ammonium-nitrat (kunstgødning) eksploderede 4. august og resulterede i 192 dræbte og 6.000 sårede, og som lagde hele bykvarterer øde. Ifølge Beiruts guvernør blev 200.000 hjemløse.

Ingen vilje til samarbejde

Som bekendt udløste eksplosionen en ny bølge af folkelige protester mod regeringen, der har stået på med jævne mellemrum siden 2018, og som i november 2019 pressede sunni-lederen Saad Hariri til at gå af. Han blev afløst af en professor og tidligere undervisningsminister, Hassan Diab, der i spidsen for en ny sekterisk ’neutral’ regering fik til opgave at gennemføre nødvendige reformer i en økonomi på kanten af kollaps, tynget af gigantisk offentlig gæld og faldende likviditet i centralbanken.

Hassan Diab nåede ingen vegne med sine reformforslag og benyttede protesterne efter eksplosionen 4. august til at forlade den økonomisk synkende samfundsskude, der er blevet yderligere svækket af corona-pandemien. FN-eksperter har anslået, at 55 procent af befolkningen i Libanon lever under fattigdomsgrænsen, men her skal indregnes, at landet huser et sted mellem halvanden og to millioner syriske flygtninge.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, var hurtigt ude med en reformplan, der kombinerer en donorkonference i oktober med sanering af centralbanken, bekæmpelse af strukturel korruption og etablering af troværdige kreditsatser over for långivere som IMF og Verdensbanken og en hurtig udskrivelse af nyvalg. Macron har nu skruet bissen på efter Mustafa Adibs afgang i utide og givet de libanesiske politikere »seks-syv uger« til at finde en løsning på krisen. Han støtter et forslag fra sunni-lederen Saad Hariri om at finde en ’uafhængig’ shiitisk politiker til finansministerposten, hvilket hidtil er blevet mødt med isnende tavshed. Men i den Hizbollah-relaterede Beirut-avis al-Akhbar stod at læse, at forslaget »ikke er i nationens interesse«. Eller med andre ord: Det bestemmer Macron ikke.

  • En tidligere oberst indsættes som Malis nye præsident trods appeller om civilt lederskab

Af Mads Thorup Thomsen

Da hæren i august afsatte Malis præsident, Ibrahim Boubacar Keïta, insisterede vestafrikanske nabolande på, at landet fortsat skulle ledes af et civilt statsoverhoved.

Men om det gik sådan, er vist et spørgsmål om, hvordan man definerer civilt lederskab. I søndags indsatte kupmagerne den pensionerede oberst Bah Ndaw som ny præsident, og selv om han teknisk set er civil, har han ifølge BBC en lang karriere i den maliske hær bag sig. Planen er, at han skal være en overgangspræsident, indtil demokratiske valg finder sted i 2022.

Efter militærkuppet blev Mali ramt af økonomiske sanktioner fra De Vestafrikanske Staters Økonomiske Fællesskab – en politisk og økonomisk union, der foruden Mali blandt andet indbefatter Senegal, Guinea og Gambia.

For to uger siden mødtes de succesfulde kupmagere med repræsentanter fra unionen, der insisterede på en civil overgangsfigur, hvis sanktionerne skal hæves.

Kuppets leder, oberst Assimi Goïta, gik efterfølgende på stats-tv og annoncerede valget af Bah Ndaw til Malis 20 millioner indbyggere:

»Nogle ønskede en udelukkende militær overgangsperiode, andre ønskede en civil overgangsperiode, og andre foreslog en blanding,« sagde han ifølge The New York Times.

Han specificerede ifølge avisen ikke, hvilken kategori han mener, den tidligere oberst falder i.

»Ikke flere blodsudgydelser«

En tumultarisk periode startede i det vestafrikanske land, da højesteret i sommer omstødte resultaterne fra Malis parlamentsvalg i marts. Det fik titusindvis af demonstranter på gaden. Opositionspolitikere og religiøse ledere førte an i protester imod præsident Ibrahim Boubacar Keïta, som de mente stod bag, og som de beskyldte for at stjæle parlamentsvalget og give posterne til sine allierede, skriver The New York Times.

Demonstrationerne startede den femte juni og forløb fredeligt, indtil statens sikkerhedsstyrker dræbte 11 demonstranter i hovedstaden Bamako. The New York Times skriver, at protestbevægelsen, der i dag kalder sig Femte juni-bevægelsen, fortsatte med at gå på gaden i endnu større antal.

Den 19. august tog situationen en dramatisk drejning, da en gruppe officerer fra den malisiske hær greb magten i landet. De arresterede præsident Keïta og anklagede ham for højforræderi, beordring af attentater og for at bryde landets grundlov.

Præsident Keïta dukkede op på stats-tv i noget, der lignede et hotelværelse med gardinerne trukket for: »Der må ikke være flere blodsudgydelser, for at jeg kan beholde min position,« mumlede han ifølge The New York Times gennem et mundbind og annoncerede, at han trak sig fra posten omgående. Samtidig opløste han både parlamentet og regeringen.

Protestbevægelsen holdes udenfor

Efter magtovertagelsen lovede Assimi Goïta og hans officerer, at landet inden for et »rimeligt tidsrum« vil vende tilbage til demokratisk valgte ledere, skriver The Telegraph. Kupmagerne var ikke interesserede i magt, lød det, men greb ind for at modvirke »kaos, utryghed og anarki«.

Da Bah Ndaw i søndags blev indsat, sagde Assimi Goïta, at medlemmer af den civile Femte juni-bevægelse var involveret i valget af overgangspræsident.

Men Femte juni-bevægelsen afviser at være blevet spurgt.

»Vi hørte først om beslutningen på sociale medier og i pressen,« siger en af bevægelsens ledere ifølge The New York Times til lokale journalister.

Femte juni-bevægelsen føler sig allerede ignoreret og vil holde tæt øje med udviklingen, vurderer BCC’s Vestafrikakorrespondent Mayeni Jones.

»De næste 18 måneder vil blive skæbnesvangre for, hvor langt Mali bevæger sig fra eller imod demokrati,« skriver hun på BBC’s nyhedssite.

Den nu tidligere regionspræsident Quim Torra, der bakker hårdt op om catalansk løsrivelse fra Spanien, beskriver højesterets afgørelse som et resultat af Spaniens »tørst efter hævn« over den catalanske løsrivelsesbevægelse.

Den nu tidligere regionspræsident Quim Torra, der bakker hårdt op om catalansk løsrivelse fra Spanien, beskriver højesterets afgørelse som et resultat af Spaniens »tørst efter hævn« over den catalanske løsrivelsesbevægelse.

David Zorrakino/Ritzau Scanpix

  • Catalansk separatistleder fjernet efter »stædig modstand«

Af Martin Gøttske

Den catalanske regionspræsident Quim Torra er med øjeblikkelig virkning blevet fjernet fra sin post, efter at Spaniens højesteret har givet ham en dom for ulydighed. Det kan føre til fornyet uro i Catalonien, hvor hårde domme mod separatistledere sidste år førte til voldsomme gadekampe i Barcelona.

Højesteret gav regionspræsident Torra et forbud mod at indtage et offentligt embede i 18 måneder og begrundede det med hans »gentagne og stædige modstand« mod den spanske valgkommission, da han i forbindelse med det spanske parlamentsvalg sidste år nægtede at fjerne plakater og symboler, der bakkede op om den catalanske løsrivelsesbevægelse, fra offentlige bygninger.

Cataloniens regionale domstol fandt allerede sidste år Torra skyldig i at gå imod valgkommissionens ordrer.

Torra, der bakker hårdt op om catalansk løsrivelse fra Spanien, beskriver højesterets afgørelse som et »forsøg på at omstyrte Cataloniens regering«, og han beskrev sin dom som et resultat af Spaniens »tørst efter hævn« over den catalanske løsrivelsesbevægelse.

Separatistiske demonstranter samlede sig i Barcelona og andre catalanske byer umiddelbart efter højesterets dom i starten af ugen.

Også Torras forgænger som catalansk præsident, Carles Puigdemont, fordømte dommen og sagde, at »endnu engang blander den spanske stat sig i vores demokratiske institutioner«.

Puigdemont flygtede fra Spanien, efter at han i 2017 stod i spidsen for afholdelsen af en illegal folkeafstemning om catalansk løsrivelse og umiddelbart derefter erklærede selvstændighed for den nordøstspanske region.

Han opholder sig nu i eksil i Belgien og er blevet medlem af Europa-Parlamentet, mens de spanske myndigheder gentagne gange forgæves har forsøgt at få ham udleveret til retsforfølgelse.

Catalonierne gik på gaden i hundredtusindvis, da den spanske højesteret i oktober sidste år idømte ni catalanske separatistledere fængselsdomme på op til 13 års fængsel for deres rolle i folkeafstemningen.

I det lokale catalanske parlament er det uafhængighedspartier, der har magten, men på spørgsmålet om selvstændighed er Cataloniens 7,5 millioner indbyggere delt i to. Opinionsundersøgelser viser, at omkring 42 procent ønsker løsrivelse, mens cirka 50 procent vil forblive spaniere.

I næste uge overtages Quim Torras post formentlig af Pere Aragonès, ligeledes fra et catalansk separatistparti, og der forventes at blive afholdt nyvalg i regionen i begyndelsen af 2021.

  • Amnesty opgiver at arbejde i Indien

Af Lasse Karner

Amnesty International er udsat for en heksejagt, der er så omfattende, at det ikke længere er muligt for organisationen at operere i Indien. Det meddelte rettighedsorganisationen tidligere på ugen som kulminationen på et to år langt forløb, hvor indiske myndigheder adskillige gange har ransaget organisationens kontorer og tidligere på måneden indefrøs alle dens bankkonti. Myndighedernes tiltag er baseret på anklager om ulovlige skatteforhold i forbindelse med donationer fra udlandet.

»Amnesty kan frit fortsætte det humanitære arbejde i Indien, som det gøres af mange andre organisationer. Imidlertid tillader indisk lov ikke indblanding i indenrigspolitiske debatter fra enheder finansieret af udenlandske donationer,« fremgår det af et svar fra det indiske indenrigsministerium til avisen The Indian Express.

Amnesty afviser at have brudt nogen indisk lov. Hele sagen skal ses som et politisk motiveret forsøg på at stoppe den kritik af regeringens politik, organisationen er involveret i, lyder det fra direktøren for Amnesty International i Indien, Avinash Kumar.

»At behandle menneskerettighedsorganisationer som kriminelle virksomheder og kritiske personer som forbrydere uden nogen pålidelig dokumentation er et bevidst forsøg fra myndighederne og den indiske regering på at skabe et klima af frygt og nedbryde de kritiske stemmer i Indien,« skriver han i en udtalelse. Amnesty har de seneste år været involveret i at sætte fokus på de menneskelige konsekvenser af ny lovgivning indført af det hindunationale regeringsparti, Bharatiya Janata Party (BJP). Det gælder i særdeleshed lovindgreb rettet imod Indiens store muslimske minoritet.

Anklagerne imod Amnesty International er ifølge 15 internationale rettighedsorganisationer forkastelige og en del af en større sammenhæng, hvor regeringen slår ned på dem, der tør tale den imod.

»BJP-regeringen har i stigende grad brugt lovgivning om oprør, terrorisme og andre undertrykkende love til at slå ned på civilsamfundet og chikaneret og ført politisk motiverede sager mod menneskerettighedsforkæmpere, akademikere, studenteraktivister, journalister og andre, der er kritiske over for regeringen,« skriver de 15 organisationer, herunder Human Rights Watch, i en støtteerklæring til Amnesty International. Amnesty har 150 ansatte på to kontorer i New Delhi og Bengaluru, der nu risikerer at blive opsagt. Sagen har også vakt opsigt uden for Indien. Blandt andet har EU’s udenrigstjeneste henvendt sig til den indiske regeringen ad diplomatiske kanaler og givet udtryk for EU’s bekymring og generelle støtte til Amnesty Internationals arbejde på verdensplan.

Serie

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her