Skal EU være grøn, må landbrugsstøtten blive det. Efter godt to års forhandlinger sker der noget

Det er jo EU, det her, så processen har hverken været hurtig eller effektiv, faktisk har forhandlingerne om en reform af EU’s notorisk kontroversielle og provokerende byzantinske landbrugsstøtte været i gang siden juni 2018. De har været brudt sammen, de er blevet afbrudt af et valg, men i denne uge sker der endelig noget.

Mandag lander fødevareminister Mogens Jensen (S) i Luxembourg, hvor han skal mødes med sine europæiske kolleger og forhåbentlig blive enig med dem om landenes fælles bud på en reform.

Samtidig i Strasbourg stemmer Europa-Parlamentet onsdag om dets eget udkast til en reform – de ivrige parlamentarikere har fremsat svimlende 1.790 tilføjelser til Europa-Kommissionens oprindelige reformudkast, så det bliver næppe heller en kort affære.

Det er en stor sag i EU. For hvis unionen skal »vise vejen«, som kommissionsformand Ursula von der Leyen sagde om klimakampen i sin store tale i september, og hvis EU skal bruge sit fælles budget til at blive verdens første klimaneutrale kontinent i 2050, sådan som Angela Merkel, Emmanuel Macron og Mette Frederiksen har lovet, ja, så skal landbrugsstøtten laves om.

I dag udgør landbrugsstøtten 36 procent af hele EU’s budget: 405 milliarder kroner alene i 2020.

Efter ’klimavalget’ sidste sommer har Europa-Kommissionen og EU’s 27 statsledere besluttet, at »40 procent« af landbrugsstøtten i fremtiden skal betragtes som penge, der arbejder for klimaet. Så når en hollandsk svinefarm eller en polsk majsbonde modtager 10.000 euro i subsidier bliver 4.000 af dem nu automatisk regnet som ’grønne’.

Problemet er bare, at det regnestykke ikke giver mening.

Det er »green washing« og »en regnskabsøvelse«, som grønne ngo’er har formuleret det her i avisen. Den Europæiske Revisionsret, der er en af EU’s syv institutioner, har flere gange pointeret det samme: Det »vides ikke, hvor stort et bidrag disse midler vil yde til at bekæmpe klimaforandringer«, som de skrev i en rapport sidste år.

Det går da heller ikke den rigtige vej: CO2-udledningen fra Europas landbrug er kun reduceret med 0,4 procent fra 2008 til 2018 – og det er vel at mærke ikke et spidsvinklet tal fra en eller anden obskur ngo, det er en beregning fra EU’s eget agentur, Det Europæiske Miljøagentur i København.

Der skal ske noget.

Mogens’ fornemmelse for ’eco schemes’

For at forstå kampen om landbrugsstøtten og den kommende reform må man først forstå, hvad der er galt med det nuværende system. Og det er kort sagt – som EU’s revisionsret har påpeget – at størstedelen af landbrugsstøtten stadig uddeles som ’hektarstøtte’: Jo mere jord en landmand har, jo flere penge får han.

Støtten gives altså ikke til specifikke (grønne) projekter med en påviselig effekt. Den gives som direkte »indkomststøtte«.

Det er landmændene glade for:

»Hektarstøtte er en grundstøtte, som stiller os lige med andre lande og skærmer landmændene mod kriser og problemer,« som Martin Merrild siger. Han er formand for de danske landmænds interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer.

Bønder i Asien og Sydamerika får jo også en slags landbrugsstøtte, så det er kun logisk, at deres kolleger i Europa også får, siger han. Og landmændene skal da også leve op til grønne krav for at få den fulde direkte støtte – de skal variere afgrøderne fra år til år, holde noget jord uden for opdyrkning og plante grønne vinterafgrøder.

Men sådanne krav er ikke i sig selv nok til, at den direkte støtte ligefrem gavner klimaet. Hvis landbrugsstøtten skal være grøn, skal den i stedet øremærkes til tiltag, »hvor landmænd rent faktisk anvender metoder, der modvirker klimaforandringer«, som Revisionsretten har konkluderet.

Og så er vi fremme ved den nye reform. For det er netop dét, den vil gøre. På en måde i hvert fald.

Europa-Kommissionens reformudkast ændrer faktisk ikke ved princippet om, at langt størstedelen af støtten udbetales som direkte indkomststøtte. Men Kommissionen foreslår til gengæld en ny måde at uddele hektarstøtten på:

De vil sætte en andel af den direkte støtte til side og kun udbetale den til de landmænd, som laver nogle grønne projekter. Nogle »eco schemes«, som det hedder på EU-sprog. Det kunne være at plante blomsterstriber på markerne eller give dyrene særlig foder.

Et af de store slagsmål, som Mogens Jensen og co. skal forsøge at løse i denne uge, er, om de nye grønne eco schemes overhovedet skal oprettes. Tør ministrene gøre en stor del af landmændenes »grundstøtte«, som Martin Merrild er så glad for, betinget af grønne projekter?

Og hvor stor andel taler vi i så fald om? Det forlyder, at nogle medlemsstater er klar til at gøre 30 procent af den direkte landbrugsstøtte til eco schemes. Andre siger nul procent. Så det bliver virkelig en kamp.

Et stort excelark og EU’s sammenbrud

Landbrugsstøtten er notorisk kompliceret.

I august udkom et nyt studie, der systematisk kortlægger et års landbrugsstøtte: 16 millioner enkeltbetalinger til landmænd fra de 102 forskellige EU-pengekasser, som tilsammen udgør det uoverskuelige støttesystem. Det er et stort excelark.

Studiet konkluderer, at de regioner i EU, hvor landmændene udleder mest CO2 – blandt andet områder i Danmark, Holland og Belgien, hvor der produceres mange svin – også er blandt de regioner, som modtager mest støtte.

Det er ofte de samme områder, hvor landmændene har den højeste indtjening og det laveste antal beskæftigede.

»Den nuværende landbrugsstøtte betaler forurenerne,« konkluderer Kimberly Nicholas, der er lektor på Centre for Sustainability Studies ved universitetet i Lund og en af forfatterne til det nye studie.

»Vi subsidierer landbrugsregioner med høje indkomster og intensiv kvæg- og svineproduktion, de regioner, som udleder mest klimaforurening,« siger hun.

Siden landbrugsstøtten blev indført i 1962, har der været kritik: Liberale ser subsidierne som en slags planøkonomi. Venstreorienterede mener, at de skaber ulighed, fordi 80 procent af støtten i dag går til de 20 procent rigeste landmænd. Og de senere år er det desuden kommet frem, at Ungarns Viktor Orbán har kanaliseret landbrugsstøtte hen til sine politisk allierede.

Det har fået mange til at ønske sig en total afvikling af subsidierne. Men det ville være en katastrofe, mener Martin Merrild – og ikke kun for landmændene.

»Hvis støtten forsvandt, ville der bare komme en hel masse nationale støtteordninger, som ville blive bundet op på protektionistiske politikker om at holde andres varer ude,« siger han.

En fælles landbrugsstøtte sikrer, at Europa kan brødføde sig selv, og at landbrugsvarer kan cirkulere frit, siger Martin Merrild.

»Uden den ville det indre marked bryde sammen, det ville være en katastrofe for Europa. Hele EU ville bryde sammen.«

Hvis landbrugsstøtten ikke er grøn, er EU det så?

Udkastet til den nye reform vil også give de enkelte lande mere at skulle have sagt.

I dag bliver landbrugsstøtten uddelt ved, at nogle teknokrater i Bruxelles skriver detaljerede regler, og hvis landmændene i Andalusien og Ikast følger dem, så får de penge. Groft sagt.

Det skal laves om. I stedet skal landene en gang om året lave en »strategisk plan« for hele deres landbrugssektor. Den skal sendes til Bruxelles, og det er sådan, man kan få penge. Det giver landene bedre mulighed for at bruge støtten på grøn omstilling. Hvis de altså vil …

»For det store spørgsmål bliver så, om landene vil gøre det,« som Alan Matthews siger. Han er professor emeritus i europæisk landbrugspolitik ved Trinity College i Dublin og har bloggen capreform.eu.

»Er medlemsstaterne klar til at begrænse og måske ligefrem reducere landbrugsproduktionen, især produktionen af husdyr? Indtil nu har jeg ikke set noget, der tyder på, at de vil gøre det.«

Og hvad sker der, hvis Ungarn eller Tjekkiet bare er ligeglade med blomsterstriber og CO2-udledning? Hvad kan Kommissionen så gøre?

Ikke så meget, mener Matthews, for »lige nu siger lovgivningen intet om, hvordan Kommissionen kan afvise en plan«.

Kommissionen skal i princippet godkende de strategiske planer, men hvis landene bare siger: ’Tak for jeres feedback, vi har lyttet, men vi mener stadig, at vores plan er god nok, som den er.’ Ja, så kan de ikke gøre så meget. Det skal laves om, mener Matthews.

Det kan lyde som en nørdet detalje, men EU’s statsledere har lovet, at »30 procent« af hele EU’s budget skal arbejde for klimaet. Det står i konklusionerne fra det lange topmøde i juli. Det er sådan, EU skal »vise vejen«.

Det bliver meget svært, hvis landbrugsstøtten ikke er grøn. For husk – og her skal vi undskylde alle de tal, som flyver gennem luften – at landbrugsstøtten altså stadig udgør over en tredjedel af EU’s budget. Og som Alan Matthews siger:

»Så længe vi bruger så mange penge på den direkte indkomststøtte, som vi ved har en meget begrænset klimaeffekt, så kan vi ikke meningsfuldt påstå, at landbrugsstøtten er med til at bekæmpe klimaforandringerne.«

Hvis landbrugsstøtten ikke er grøn, ja, så er EU det nok heller ikke.

Til slut skal det nævnes, at et kompromis i både Luxembourg og Strasbourg i denne uge ikke betyder, at en reform er i hus – det er EU, det her, det er besværligt. Men det betyder, at både Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet – de tre centrale institutioner i EU – har en klar holdning og derfor kan forhandle en løsning, som kan være klar til … ja, lad os forsigtigt gætte på en gang til foråret. Altså knap tre år efter, at forhandlingerne gik i gang.