Donald Trump er 74 år gammel, har en mild hjertelidelse og tager dagligt medicin mod forhøjet kolesteroltal. Da han i juni trådte op på vægten til sit årlige helbredstjek, ramte pilen lidt over 110 kilo, hvilket placerer præsidenten i kategorien ’svært overvægtig’. COVID-19 er altså ikke ufarlig for præsidenten.
Fredag morgen annoncerede Trump, at han var smittet positiv. Mandag aften blev han udskrevet fra hospitalet. Mellem de to øjeblikke udspillede sig et hektisk, tåget drama præget af halve sandheder, store autoritetstab, spektakulære optrin og heftig aktivitet på de sociale medier. Lidt ligesom Trumps embedsperiode generelt.
Præsidenten har været alvorligt syg, mens han insisterede på at fortælle omverdenen det modsatte. Han har fået ilt og steroider, og han har oplevet behandlingen som »mirakler sendt ned fra Gud« og »lært meget« om pandemien blot for at runde det hele af med at fortælle amerikanerne, at de slet ikke behøver frygte den sygdom, der indtil videre har kostet 210.000 af deres landsmænd livet.
Her er et overblik over de seneste fem dages krise i en i forvejen kriseramt nation/de seneste fem dages begivenheder.
Fredag:
00.54: Trump annoncerer, at han og førstedamen er testet positive for COVID-19.
»Vi kommer igennem det her SAMMEN!« skriver han på Twitter.
8.45: Joe Biden tweeter, at han »beder for præsidentens og hans families gode helbred«.
Kort efter meddeler Bidens folk, at alle tv-kampagner med et negativt budskab over for Trump vil blive suspenderet midlertidigt. Efter selv at have taget to negative test vælger Biden dog at fortsætte sin valgkampagne.
10.36: Konspirationerne om, hvorvidt Trump overhovedet er syg, begynder at sprede sig. På Twitter skriver Joy-Ann Reid, der er vært på tv-kanalen MSNBC: »Trumps troværdighed er så tyndslidt, at jeg har en mobiltelefon fuld af sms’er fra folk, der ikke er overbeviste om, at han rent faktisk har COVID-19.«
En meningsmåling i Politico viser, at 55 procent af vælgerne ikke har tillid til, at præsidenten vil være sandfærdig om sit helbred.
Senere på eftermiddagen: Iltmætningen i Trumps blod falder, og præsidenten er nødsaget til at få ilt. Desuden indledes en behandling bestående af zink, D-vitamin, Melatonin, Remdesivir og det eksperimentelle middel Regeneron.
18.16: Iført marineblåt jakkesæt, slips og maske forlader Trump Det Hvide Hus i en helikopter, som flyver til Walter Reed-hospitalet i Washington, DC, hvor præsidenten indlægges.
23.43: Præsidentens personlige læge, Sean Conley, udsender en erklæring. Præsidenten har det godt, skriver Conley: »Han har ikke brug for ilt, men i tæt konsultation med specialister har vi besluttet at indlede behandling med Remdesivir.«
Lørdag:
Lidt efter 12: På et udendørs pressemøde forklarer et hold af kittelklædte mænd, at Trump har det godt, er i »exceptionelt godt humør«, ikke modtager ilt og har været »feberfri i over 24 timer«.
Kort tid efter Sean Conley har rundet af, siger Trumps stabschef Mark Meadows til de fremmødte journalister, at Trumps tilstand over de seneste 24 timer har været »stærkt bekymrende«, og at de næste 48 timer »vil være kritiske i forhold til hans tilstand«.
22.58: CNN beretter, at antallet af smittede amerikanere er stigende i 24 stater.
23.02: Med ordene »manden stopper aldrig med at arbejde!« deler Trumps pressemand et af to billeder, som Det Hvide Hus har udsendt tidligere på aftenen, som viser Trump med en kuglepen i hånden bøjet over en stak dokumenter i hospitalets kontorlokaler. På de sociale medier påpeger flere hånligt, at han på et af dem øjensynligt er ved at skrive sit navn midt på et blankt stykke papir.
Søndag:
7.46: I en videotale takker Trump sine støtter og hospitalets ansatte. Behandlingen har været som »mirakler fra himlen,« siger han.
11.00 (cirka): Under et nyt pressemøde fortæller Sean Conley, at præsidenten har det godt. Lægen erkender, at præsidenten har haft brug for ilt to gange, en gang fredag og en gang lørdag. Adspurgt hvorfor han dagen forinden undveg spørgsmålet om, hvorvidt præsidenten havde brug for ilt, svarer Conley, at han ville afspejle præsidentens »upbeat attitude« i sine meldinger. Conley oplyser desuden, at Trump bliver behandlet med stereoiden Dexamethasone.
18.12: I en ny video fortæller Trump, at sygdomsforløbet har været en »interessant rejse«, at han har lært meget om sygdommen, at han forstår den nu og glæder sig til at fortælle amerikanerne om det. Kort efter forlader han Walter Reed-hospitalet for en kort bemærkning. Fra bagsædet af en sort firehjulstrækker vinker han til en større forsamling af støtter, der har samlet sig foran hospitalet.
Senere søndag siger dr. Megan Ranny på CNN: »Jeg ville aldrig sige, at præsidenten oplever en psykose som følge af, at han er på steroider, men det er virkelig bekymrende at se nogle af hans handlinger i dag.«
Mandag:
06.47: Trump begynder at tweete i versaler igen.
»AKTIEMARKEDET LIGGER HØJT. STEM!«
»DET STÆRKESTE MILITÆR NOGENSINDE. STEM!«
»LOV OG ORDEN. STEM!«
»RELIGIØS FRIHED. STEM!«
»STØRSTE SKATTELETTELSER NOGENSINDE. OG DER KOMMER EN MERE. STEM!«
»401 (K) (pensionsopsparinger, red.). STEM!«
»BEDSTE V.A. NOGENSINDE (program for veteraner, red.). 91 % i APPROVAL RATING. STEM!«
»STYRKE I DET YDRE RUM. STEM!«
»MASSIV FJERNELSE AF REGULERING. STEM!«
»ANTIABORT. STEM!«
»MERE OG BEDRE SYGEHJÆLP. STEM!«
»STYRKEDE RETTIGHEDER FOR FOLK MED PRÆEKSISTERENDE SYGDOMME. STEM!«
»BEKÆMP DE KORRUPTE OG FALSKE MEDIER. STEM!«
»BESKYT VORES ANDEN FORFATNINGSTILFØJELSE. STEM!«
»FRED GENNEM STYRKE. (BRING VORES SOLDATER HJEM). STEM!«
Lidt efter retweeter den britiskfødte amerikanske journalist og forfatter Andrew Sullivan:
»Der er nogen, der har fået sin mobil tilbage.«
14.37: Trump annoncerer, at han bliver udskrevet fra hospitalet på Twitter:
»Jeg forlader det fantastiske Walter Reed-hospital i dag klokken 18.30 amerikansk tid. Har det virkelig godt. Vær ikke bange for COVID. Lad det ikke dominere dit liv. Vi har udviklet, under Trump-regeringen, virkelig fantastisk medicin og viden. Jeg har det bedre, end jeg havde for 20 år siden.«
Senere tilføjer præsidenten, der er blevet stærkt kritiseret for ikke at følge de officielle coronaretningslinjer, i en video: »Ingen, der er leder, ville ikke gøre, hvad jeg har gjort. Og jeg ved, der er en risiko, at det er farligt, men det er OK. Og nu har jeg det bedre, og måske er jeg immun – jeg ved det ikke. Men lad den ikke dominere jeres liv. Gå derud. Vær forsigtige.
15.11: På en pressekonference fortæller præsidentens læge Sean Conley, at Trump enten har overholdt eller mere end overholdt kriterierne for udskrivelse. Og at han har fået endnu en dosis Remdesivir.
»Vi sender patienter hjem med medicin hele tiden,« udtaler Conley og tilføjer, at det er 72 timer siden, at Trump sidst har haft feber, og at hans iltmætning i blodet er normalt.
»Selv om han måske ikke helt er ’på den anden side’, så er lægeholdet og jeg enige om, at alle vores undersøgelser, og ikke mindst hans tilstand, støtter, at præsidenten kan tage hjem, hvor han vil være omgivet af den bedste medicinske behandling 24/7.«
Adspurgt om han er enig med Trump i, at man ikke skal være bange for COVID-19, svarer Conley: » Jeg har ikke tænkt mig at komme ind på, hvad præsidenten siger.«
18.38: Trump forlader Walter Reed-hospitalet og sætter sig ind i sin limousine, mens han ignorerer journalister, der spørger: »Hr. præsident, hvor mange medlemmer af dit personale er syge?« eller »Er du superspreder?«
Lidt før klokken 19 ankommer præsidenten til Det Hvide Hus i Marine One-helikopteren, går op på den sydlige trappe og fjerner sin hvide stofmaske, mens fotograferne tager billeder.
Mandag aften kommenterer Joe Biden på Trumps tweets og udskrivelse med reference til det antal amerikanere, der på det tidspunkt er døde med COVID-19. Det tal har siden passeret 210.000:
»Fortæl det til de 205.000 familier, der har mistet nogen.«
Tirsdag:
11.00: CNN offentliggør en ny meningsmåling, der viser en føring til Joe Biden på 16 procentpoint over Trump. 57 mod 41 procent. Målingen er foretaget i perioden efter debatten og indtil lørdag. I overensstemmelse med en tidligere WSJ-NBC-måling fra søndag, der gav Biden en føring på 14 procentpoint.
De anførte tider er amerikansk tid.
Kilder: CNN, The Guardian, Politico
Præsidentvalg 2020 – kampen om USA
Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.
Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.
Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.
Seneste artikler
Republikanerne skal vælge mellem Donald Trump og USA’s forfatning
6. januar 2021Indtil for nylig holdt Trump de republikanske lovgivere i en skruestik. Det er ikke længere tilfældet. Jo mere ekstreme hans grundløse påstande om valgfusk bliver, desto flere republikanere undsiger den afgående præsidenten. Resultatet er et dybt splittet parti»Fra nu af må alle kysse ringen«: Trump tabte valget, men fuldendte den ’fjendtlige overtagelse’ af partiet
28. november 2020I 2016 talte ledende republikanere åbent om Donald Trump som en plage, der skulle bekæmpes med alle midler. I dag står han som partiets uanfægtede leder, som ingen vover at sige imod. Hvordan gik det til?Georgias kvinder kan afgøre Amerikas skæbne
18. november 2020For første gang siden 1996 har Georgia valgt en demokratisk præsident, og til januar vil sydstaten afgøre magtfordelingen i det amerikanske senat. En historisk kamp – som delstatens kvinder og minoriteter har afgørende betydning for. Information har mødt nogle af dem
Sturt, sturt nummer - eller hvad?
Han har intet lært overhovedet.
"Præsidenten har været alvorligt syg, mens han insisterede på at fortælle omverdenen det modsatte. Han har fået ilt og steroider, og han har oplevet behandlingen som »mirakler sendt ned fra Gud« "
Trump er ikke rask endnu, og han er stadig i behandling. Det kan stadig nå at gå rygende galt. Lad være med at få det til at lyde som om, det er et overstået kapitel.
når man er trump er "virkeligheden" noget der kommer indefra,
og hvis noget udefra ( som feks fakta ) ikke stemmer overens med "virkeligheden" er det selvfølgelig pr definition løgn og bør ignoreres.
Han er slet ikke rask endnu, men insisterede på at forlade hospitalet.
Havde han været en dement "dørsøgende" patient/beboer på et plejehjem,
havde han aldrig fået lov.
Men han er tilfældigvis USA's præsident for tiden, og hvem kan sige nej her !
Og at han samtidig får steroider, et binyrebarkpræparat, som ofte kan give maniske opture
som en bivirkning, får hele denne sæbeopera op i det høje C.
Narcissisme og mani, hvilken kombination !
Jeg ser frem til næste afsnit i morgen.
Alt i mens coronaen kører rundt i Det Hvide Hus har Joe Biden andre prioriteter. Det mest vigtige lige nu er at melde ud, at Biden stod op mod....Castro
Thomas Nielsen, det er vist kun højreekstremister, der kalder de nævnte medier for (stærkt) venstreorienterede.
Hvem siger Trump overhovedet er/har været syg? Det hele er en løgn, lige som det plejer at være.
"Det hele er en løgn, lige som det plejer at være."
Bortset fra, at han ser syg ud - og lyder manisk - mere end han plejer...
Pest eller kolera. En patologisk nacissist eller en dement olding. Og stort set samme politik.
Stakkels amerikanere.
Pest eller kolera. En patologisk nacissist eller en dement olding. Og stort set samme politik.
Stakkels amerikanere.
Nå, det med Castro har jeg da ikke hørt. Har Biden været negativ overfor Castro? Jamen så er han da en slem karl.
Jens Christian: De er begge ca begge lige gamle og Biden er ikke dement.
Nu handler det om a. at få Trump ud/blive meget syg/dø og b. kongressen udskiftet med nogenlunde hæderlige politikere (uf) og c. at der ikke bliver borgerkrig i USA.
Så skal det nok gå. Lad os alle bede. Og Biden dør måske snart. Men hvad mente Harris om Castro og har hun taget nogen på lårene?