Læsetid: 4 min.

Efter fredsaftaler mellem arabere og Israel: Palæstinenserne står i en historisk krise

Forenede Arabiske Emirater og Bahrains normalisering af forholdet til Israel har kastet den palæstinensiske sag ud på meget dybt vand. I dag er der ingen politisk horisont for palæstinenserne. Deres ledere er paralyserede og har ingen modsvar, siger ekspert i palæstinensiske forhold
Prioriteten for palæstinenserne er ikke længere en palæstinensisk stat. Nu handler kampen alene om at vise, at palæstinenserne stadig eksisterer som folk, siger Toufic Haddad, der er Palæstina-forsker ved University of London.

Prioriteten for palæstinenserne er ikke længere en palæstinensisk stat. Nu handler kampen alene om at vise, at palæstinenserne stadig eksisterer som folk, siger Toufic Haddad, der er Palæstina-forsker ved University of London.

Mahmuod Khattab

9. oktober 2020

Der hersker stadig en følelse af afsky, bitterhed og afmagt i de besatte palæstinensiske områder efter golflandenes fredsaftale med Israel i sidste måned. For endnu en gang har de ’arabiske brødre’ i regionen ’forrådt’ den palæstinensiske kamp til fordel for egne interesser.

Vreden i de palæstinensiske områder har især været rettet mod Forenede Arabiske Emirater. Trods sin lille størrelse er emiraterne en nation med stærke internationale forbindelser, som kunne bruges til at fremme palæstinenserne sag.

Men prinserne i Golf-regionen valgte realpolitik. Hvor tidligere tiders arabiske ledere gjorde »befrielsen af Jerusalem« til et symbolpolitisk spørgsmål, tænker den nye generation af arabiske magthavere, at åbne diplomatiske forbindelser med Israel er langt mere gunstige for deres fremtid, sikkerhed, økonomi og prestige end de glemte palæstinensere.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Schönbeck

Som artiklen er inde på, er det palæstinensiske selvstyre på mange måder totalt underlagt Israel. Israel kontrollerer alle aspekter af palæstinensernes liv, men har i 53 år nægtet palæstinenserne i de besatte områder helt basale rettigheder. At der findes et palæstinensisk selvstyre fritager ikke Israel for beskyldningerne om apartheid. Israel regerer over 5 millioner palæstinensere i de besatte områder, og disse mennesker udsættes for en diskrimination, der er værre end den vi så i Sydafrika under apartheid.

En FN rapport konkluderede i 2017 at Israel praktiserer apartheid mod palæstinenserne. Efter pres fra Israel og USA blev rapporten fjernet fra hjemmesiden, men den kan læses her:
https://electronicintifada.net/blogs/ali-abunimah/landmark-un-report-bac...

I år udgav den israelske menneskerettighedsorganisation Yesh Din ligeledes en rapport som karakterisede det israelske regime over de 2.5 millioner palæstinensere på Vestbredden som apartheid:
https://www.yesh-din.org/en/the-occupation-of-the-west-bank-and-the-crim...

Enten må Israel tillade en suveræn palæstinensisk stat i de besatte områder, eller også må Israel tildele lige rettigheder til palæstinenserne. Den nuværende situation, hvor Israel vil regere over de besatte områder men ikke give områdernes palæstinensiske indbyggere rettigheder, er lig med apartheid.

Thomas Tanghus, Pietro Cini, Trond Meiring, Erik Winberg og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Men der er jo ingen ledere på hverken Israelsk eller Palestinensisk side der ønsker fred andet end 100% på deres betingelser. Man tager de mest rabiate i hele verden fra 3 religioner og placerer det samme sted. Hvad forventer man. Vel mest af alt at de kæmper der og ikke i resten af verden.

Den såkaldte frem mellem Israel og visse arabiske statslige royale dikturer er presset igennem af Donald Trump, og afhænger af samme. Efter et valg i USA, hvor man må formode, at Donald Trump bliver forhenværende, og ikke mere kan gennemføre private sanktioner mod Iran, må man formode, at de samme diktature stile og roligt mister interessen for fredsaftalen med Israel.

Og omkring Palæstina må EU se at komme i omdrejninger. Der er allerede EU-blokader mod produkter, der er fremstillet ved udnyttelse af besatte områder, men disse håndhæves ikke af visse medlemslande. Og der er også en vis modstand mod Israels Palæstina-politik i både kommission og parlament, men visse USA-venlige lande holder debatten omkring dette nede i EU-ministerrådet. Men det ene land er stærkt på vej ud af EU, og efter valget i USA, vil de andre 2 lande formentlig slå ind på en anden politisk holdning omkring Israel.

@ Men der er jo ingen ledere på hverken Israelsk eller Palestinensisk side der ønsker fred andet end 100% på deres betingelser.@

Hvad er det palæstinenserne har af totalitære krav andet end deres egen stat fri for israelsk kontrol? Det er ikke en konflikt imellem to ligeværdige modstandere. Israel er en atombevæbnet besættelsesmagt der vist ikke er så truet af stenkastende unge arabere som den render og bilder sig selv ind.

Søren Andersen

Artiklen er i mine øjne en militær- eller magtanalyse, der fokuserer på, om magtbalancen mellem forskellige aktører er tippet til den ene eller anden side.
Ved siden af den slags analyser synes jeg, det er vigtigt at holde fokus på, at verden bør være et sted, hvor vi ikke afhænger af militær eller anden magt over hinanden. D.v.s. der er ikke noget galt i - tværtimod - at lande opretter diplomatiske forbindelser og indgår fredsaftaler. I dette afmilitariserede univers skal FN, EU og andre gøre en indsats for palæstinenserne. Det skal ikke kun handle om, om de selv med eller uden allierede kan knockoute deres fjender. Det skal handle om en fredelig udvikling af regionen, som hele verden, herunder FN og EU må arbejde for.