Efter fredsaftaler mellem arabere og Israel: Palæstinenserne står i en historisk krise

Der hersker stadig en følelse af afsky, bitterhed og afmagt i de besatte palæstinensiske områder efter golflandenes fredsaftale med Israel i sidste måned. For endnu en gang har de ’arabiske brødre’ i regionen ’forrådt’ den palæstinensiske kamp til fordel for egne interesser.

Vreden i de palæstinensiske områder har især været rettet mod Forenede Arabiske Emirater. Trods sin lille størrelse er emiraterne en nation med stærke internationale forbindelser, som kunne bruges til at fremme palæstinenserne sag.

Men prinserne i Golf-regionen valgte realpolitik. Hvor tidligere tiders arabiske ledere gjorde »befrielsen af Jerusalem« til et symbolpolitisk spørgsmål, tænker den nye generation af arabiske magthavere, at åbne diplomatiske forbindelser med Israel er langt mere gunstige for deres fremtid, sikkerhed, økonomi og prestige end de glemte palæstinensere.

»Trods stor vrede i de palæstinensiske områder kommer golflandenes træk ikke som den store overraskelse«, siger Toufic Haddad, ph.d.-forsker ved Centre for Palestine Studies, University of London (SOAS), og forfatter til bogen Palestine Ltd.: Neoliberalism and Nationalism in the Occupied Territory.

»I de palæstinensiske områder er der efterhånden en udbredt opfattelse af, at arabiske lande ikke længere føler sig forpligtede til at udkæmpe noget for Palæstina. I og for sig er det en korrekt analyse. Siden revolterne i 2010-11 har de arabiske regimer været optagede af deres egen overlevelse. Dette har efterladt det palæstinensiske spørgsmål nederst på dagsordenen.«

Massiv krise

Mere end nogensinde har det været et sisyfosarbejde for palæstinenserne at fremme deres sag. Revolutioner, kup og krige i regionen over det seneste årti har ligegyldiggjort Israel-Palæstina- konflikten. Derfor betegnes »fredsaftalerne« mellem golflandene og Israel som et politisk knockout for palæstinensiske ledere.

»Efter de seneste normaliseringsaftaler er der opstået en massiv forvirring, demoralisering og afmagt blandt den palæstinensiske ledelse. Der er ingen klare strategier eller taktikker. Ledelsen er paralyseret og målløs. Den har ingen klare modsvar eller løsninger,« siger Toufic Haddad.

Faktisk er der slet ingen klarhed om, hvilken politisk aktør der skal repræsentere palæstinenserne fremover. Den traditionelt sekulære Fatah-bevægelse og islamistiske Hamas sidder på magten i hver deres enklave i henholdsvis Vestbredden og Gaza. Lokalt er de begge udfordret af en ung og rebelsk græsrodsbevægelse, der ligesom andre steder i regionen ønsker forandring, og internationalt er Trump-administrationen så Israel-venlig, at den palæstinensiske ledelse dybest set står over for en håbløs opgave.

»Under de nuværende regionale og internationale omstændigheder er det næsten umuligt at føre en politisk kamp. Prioriteten er derfor ikke længere en palæstinensisk stat. Prioriteten er blevet langt mere primitiv. Nu handler kampen alene om at vise, at palæstinenserne stadig eksisterer som folk,« siger Haddad.

Kamp skal udkæmpes internationalt

At den palæstinensiske kamp er blevet så umulig at føre, handler til en vis grad om de nu efterhånden labyrintiske administrative, økonomiske, og juridiske strukturer i de besatte områder.

Selv om Fatah og Hamas udøver kontrol over den palæstinensiske befolkning i Vestbredden og Gaza, er det i sidste ende den israelske stat, som har herredømmet over palæstinensernes liv og dagligdag.

»Det asymmetriske magtforhold mellem Israel og Palæstina er blevet så ekstremt, at det ikke længere giver mening at udkæmpe en kamp fra Gaza og Vestbredden,« mener Haddad.

For at forstå forskerens pointe, det nødvendigt at dykke ned i noget så gråt som bureaukratiet i de besatte områder.

For eksempel er det palæstinensiske selvstyre nødt til at underrette de israelske myndigheder, hvis et barn fødes i Ramallah. Barnet skal registreres i det israelske system, ellers får det ikke fødselsattest, pas eller identifikationskort. Det vil sige, at barnets palæstinensiske nationale identitet paradoksalt  nok tildeles af Israel og ikke af palæstinenserne selv.

Palæstinensiske virksomheder i Gaza og Vestbredden kan for eksempel ikke importere eller eksportere produkter uden de israelske myndigheders velvilje. Virksomhederne skal betale skat til Israel. Derudover opererer palæstinensiske teleselskaber, banker og forsikringsselskaber gennem israelske netværk, hvor man bruger israelsk valuta.

Palæstinensere på Vestbredden kan heller ikke bevæge sig eller forlade landet uden at gå gennem israelske kontrolpunkter eller lufthavne. Alt i alt er de palæstinensiske magthavere, myndigheder, virksomheder og institutioner på en måde blevet den israelske stats partnere i administrationen af palæstinenserne. Lederne er afhængige af den israelske stat, som de facto opretholder suverænitet over hele territoriet.

»Palæstinenserne kan ikke udkæmpe en politisk kamp under disse vilkår. Kampen er nødt til at foregår på den internationale arena,« som Haddad påpeger.

Ingen genveje

Hvordan palæstinenserne skal rykke kampen til den internationale arena, er uvist.

»Sidst den palæstinensiske sag var højt på den internationale dagsorden, var dengang, vi levede i en bipolar verdensorden og havde en venstrefløj, som omfavnede sagen. Sådan er det ikke længere. Venstrefløjen er i krise, og kampen står over for enorme udfordringer,« siger Haddad.

Desuden har pandemien medført store udfordringer for aktivisme og sociale bevægelser. Klimaspørgsmålet er altdominerende mange steder. Og verden står generelt over for helt andre udfordringer.

»Der er ingen nemme genveje for palæstinenserne, da mange odds er imod dem. Men der er nogle strukturelle forhold, som er til palæstinensernes fordel. For eksempel demografien. Med de nuværende fødselsrater står staten Israel over for et problem. Om nogle år bliver israelerne et mindretal, der hersker over et palæstinensisk flertal,« siger Haddad.

Men om demografien alene kan »knække systemet«, tør Haddad ikke sige noget om. Dog er han er ikke i tvivl om, at kampen fortsætter omend i en ukendt retning. Den palæstinensiske nationalisme er stadig i live, forklarer han, og palæstinenserne taler stadig om, at de er palæstinensere. De holder fast i, at de eksisterer som folk.

»Det er virkelig en primitiv kamp, men i sidste ende er det stadig en kamp. Samlet set står palæstinenserne dog i en historisk krise – uden nogen klar vej fremad,« afslutter Haddad.