Husker du Russiagate, pornostjernen og blegemidlet i blodårerne? Vi har samlet fire års Trump-skandaler

Ofte er det skandalerne, der står tilbage, længe efter en amerikansk præsident er gået af. Siger nogen Richard Nixon, tænker vi Watergate. Nævnes Bill Clinton, tænker vi Monica Lewinsky. Hører vi Ronald Reagan, er der i hvert fald nogle af os, som tænker Iran-Contra.

Også i den forstand er Donald Trump en exceptionel præsident. For her, få uger før hans tid som præsident måske render ud, står det ikke klart, hvilken spektakulær begivenhed, som for eftertiden intuitivt vil følge af navnet Trump. Måske det påståede samarbejde med russerne? Eller da han hyldede et optog nynazister som »meget fine mennesker«? Eller pornostjernen? Krigen med pressen? Håndteringen af pandemien?

Skandalerne har været så mange, så omfattende og så vanvittige, at de fleste har tabt overblikket. Saftige tabloidhistorier, som ville have klæbet sig til enhver anden politikers eftermæle, er nærmest gået i glemmebogen. Man skal måske lige mindes om, at Trump pressede FBI’s chef til at skrinlægge en efterforskning mod hans kampagnehold, og at Trump fyrede ham, da han nægtede. Eller at Trump forsøgte at købe Grønland. Eller kaldte Nordkoreas leder for Little Rocket Man.

Husk også den aktuelle føljeton om hans skattepapirer – et godt eksempel på en Trump-skandales finurlige økosystem. Under valgkampen i 2016 blærede han sig med, at han var »smart«, fordi han ikke betalte skat. Det glemte vi. I september i år fik The New York Times endelig fat i skattepapirerne, som dokumenterer, at milliardæren stort set ikke har betalt føderal skat i 15 år. Så var vi optaget af det et par dage, indtil Trump sagde nogle vilde ting i debatten med Biden og blev testet positiv for COVID-19. Nu – en måneds tid senere – virker sagen som et fjernt minde fra en svunden tid.

Man kunne blive ved og ved og ved. Under overskriften »Må vi aldrig glemme det« oplister det lille amerikanske medie og forlag McSweeneys alle de spektakulære kontroverser under Trumps embedsperiode.

I skrivende stund er der 940 punkter, og forsøger man at printe den, fylder listen 292 A4-ark. Vi har slet ikke sider nok i vores lille avis til at udsætte jer for så fyldig en gennemgang. Materialet er for omfattende, kartoteket for stort. Men vi har samlet en god buket af store og små tidsler fra de seneste fire år. Lige nok til en lettere urovækkende slendren ned ad mindernes allé. 

Det kommer ikke til at handle så meget om politik som om det gigantiske spektakel af et onemanshow, vi alle sammen var vidner til.

For overblikkets skyld har vi sorteret skandalerne under fem temaer.

I krig med sandheden

Vi kræver som regel af vores politikere, at de ikke lyver. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i USA. Bare tænk på Frank Jensen, der midt i sin afskedstale mandag formiddag fremhævede som en sidste formildende omstændighed, at pressen i det mindste »aldrig havde taget ham i at lyve«. 

Den slags sandhedspuritanisme har ikke tynget Trump, som ifølge The Washington Posts løbende optælling nærmer sig 25.000 usandheder som præsident. Det første eksempel er allerede fra Trumps tiltrædelse, hvor han påstod, at hans tiltrædelsesceremoni var den mest velbesøgte i historien. Alle kunne se billederne af den halvtomme plads og konstatere, at det var løgn, men dagen efter introducerede presserådgiver Kellyanne Conway det, der skulle vise sig at blive et formativt begreb for Trump-regeringen: Der var tale om »alternative kendsgerninger«. Resten er, som man siger, historie. Her er et lille kulørt udpluk:

Trump fik flest stemmer:
Man kan diskutere logikken i det amerikanske valgmandssystem, men det står klart, at Trump vandt i 2016. Clinton fik tre millioner flere stemmer end Trump, men Trump fik flest valgmænd. Det var imidlertid ikke nok for præsidenten.

»Jeg vandt også det samlede antal stemmer, hvis man trækker de millioner af mennesker, som stemte ulovligt, fra,« tweetede han i november 2016 kort efter sin valgsejr. Senere nedsatte han en kommission til at undersøge sagen, som senere – i al stilfærdighed – aflagde en rapport, som ikke bekræftede præsidentens konspiration.

Demokrater er socialister:
Demokraterne er »radikale socialister, som vil forme den amerikanske økonomi med forbillede i Venezuela«, skrev Trump i oktober 2018. En anden og mindre sofistikeret måde at bagvaske sine modstandere på er ved ekstreme personangreb. Som da han udokumenteret hævdede, at det demokratiske kongresmedlem Ilhan Omar havde erklæret sig »stolt« af al-Qaeda, og at hun ofte bruger vendingen »onde jøder«.

Vindmøller forårsager cancer:
»Hvis du har en vindmølle i nærheden af dit hus, så tillykke: værdien af dit hus er lige faldet med 75 procent, og de siger, at larmen fra dem forårsager cancer.«

Om retten til ’sen abort’ i USA:
»Babyen bliver født. Moren mødes med lægen. De tager sig af barnet, pakker det smukt ind, og så beslutter lægen og moren, om de vil henrette barnet eller ej.«

Ude af Syrien:
»Prøv at hør, vi har ingen soldater i Syrien. Vi har vundet. Vi har besejret ISIS, og vi slået det stort og eftertrykkeligt. Vi har ingen soldater der,« sagde Trump i oktober 2019, da USA fortsat havde 1.000 soldater i Syrien. Der er i øvrigt stadig 600.

Obamagate:
I maj i år tweetede Trump pludselig manisk om »den største politiske skandale i amerikansk historie nogensinde, overhovedet«: »OBAMAGATE«. Alle talte om det, hævdede præsidenten. Hele Amerika var efterladt i chok. Hvad forbrydelsen nærmere var, var til gengæld svært at få indblik i. Direkte adspurgt svarede Trump:

»’Obamagate’, det har stået på længe, det har stået på fra selv før, jeg blev valgt, og det er en skændsel, at det skete, og hvis du ser på, hvad der er sket, og hvis du nu ser på al den information, som er blevet frigivet, og ud fra det, jeg forstår, er det kun begyndelsen. Der skete nogle frygtelige ting, og det burde aldrig få lov til at ske i vores land igen.«

Da Trump senere gik med til at være en anelse mere konkret viste det sig, at Obama angiveligt havde presset FBI til opgive identiteten på Trumps rådgiver Michael Flynn, som de efterforskede på det tidspunkt.

Største præsident nogensinde:
»Med undtagelse af den ærværdige Abraham Lincoln, kan jeg blive den mest præsidentielle præsident, der nogensinde har besiddet dette embede.« Det er selvfølgelig mere end vurderingssag end en løgn, men vi har taget den med alligevel.

I krig med institutionerne

Den 5. september 2018 bragte The New York Times en kronik med titlen »Jeg er en del af Trump-regeringens modstandsbevægelse«, som angiveligt var skrevet af en højtstående medarbejder i regeringen, der hævdede at være en del af et netværk af embedsmænd, der aktivt modarbejder Donald Trump indefra.

Det står i hvert fald klart, at Trump fra begyndelsen af sin embedsperiode har kæmpet mod det regeringsapparat, han var udpeget til at stå i spidsen for. Myndigheder, domstole, embedsværk, pressen og fagkundskaben.

Indrejseforbuddet:
Trump havde ikke været præsident i en uge, før han per dekret indførte et indrejseforbud for indbyggere fra syv muslimske lande. Da en føderal dommer suspenderede forbuddet som potentielt ulovligt, loggede Trump på Twitter, stemplede vedkommende som en »såkaldt dommer« og skød sin krig mod institutionerne i gang. Netop dette slag endte Trump faktisk med at vinde. Efter et langt retligt opgør erklærede højesteret i 2020 indrejseforbuddet for lovligt, og antallet af visa udstedt til indbyggere fra fem af de syv muslimske lande er faldet med mellem 77 og 92 procent.

Miljøagenturet:
»Vi har tænkt os at fjerne stort set alle dele af det,« sagde Trump under valgkampen i 2016 om USA’s miljøstyrelse Environmental Protection Agency (EPA). Som ny leder af EPA udpegede Trump i februar 2017 klimabenægteren Scott Pruitt (som efter en række korruptionsskandaler året efter blev afløst af klimaskeptikeren Andrew Wheeler). Desuden har Trump beskåret EPA’s budget med 31 procent.

FBI:
I februar 2017 inviterede Trump FBI’s direktør, James Comey, på middag og bad ham droppe efterforskningen af Michael Flynn, der var rådgiver for Trump-kampagnen og sikkerhedsrådgiver i den nye regering. Comey opfattede det som en ordre og nægtede.

Få måneder senere – seks dage efter, at Comey havde bedt om flere midler til at efterforske russisk indblanding i valget – fyrede Trump FBI-direktøren. Angiveligt fordi »ingen i Washington« havde tillid til ham. Senere forklarede Trumps advokat, at det var, fordi Comey ikke offentligt ville nægte, at Trump selv kunne være et mål for efterforskningen. Hele virakken endte med, at specialundersøger Robert Mueller blev sat til at undersøge hele Rusland-affæren.

Russiagate:
Muellers undersøgelse udviklede sig til, hvad der føltes som en endeløs føljeton af bekræftede og ubekræftede sensationer. Måske husker du den om, at russerne angiveligt lå inde med en video af Trump, som dyrker urinsex med en prostitueret? Eller at præsidenten var i bundløs gæld til russiske oligarker?

De historier blev hverken bekræftet eller sandsynliggjort, men hvor der ikke var ild, var der i hvert fald røg. Tidligere topfolk i Trump-kampagnen som Paul Manafort og præsidentens personlige advokat Michael Cohen blev anholdt og senere dømt for lyssky aktiviteter i og omkring Rusland. Og for svindel, skattesvig og løgn under mened.

Da Mueller i 2019 aflagde sin 448 sider lange rapport, stod det ikke bare klart, at Trump har en tendens til at omgive sig med banditter, men også at forbavsende mange fra hans stab havde mødtes forbavsende meget med russere op til og under valgkampen. Det stod også klart, at russerne havde blandet sig. At de havde forsøgt at skade Clinton, hjulpet Trump og destabiliseret det amerikanske demokrati. Men, konkluderede Mueller, der var ikke håndfaste beviser for en decideret konspiration mellem russerne og Trump-kampagnen. Så, som Trump efterfølgende skrev på Twitter: »NO COLLUSION!!«

Ukrainegate:
Kan en amerikansk præsident true et andet lands præsident med at tilbageholde militærstøtte, hvis han ikke hjælper med finde snavs på og indlede en efterforskning af sin politiske modstander? I sommeren 2019 ringede Trump til den ukrainske præsident og indikerede, at han meget gerne så, at landet indledte en sag mod Joe Biden og hans søn Hunter. Cirka samtidig tilbageholdte Trump 400 millioner dollar i planlagt militærstøtte, vicepræsident Pence aflyste et statsbesøg, og Trumps personlige advokat brugte en del tid i Ukraine.

Det hele endte i en rigsretssag, hvor flere embedsmænd erklærede, at der i deres forståelse var tale om en decideret quid pro quo, noget for noget, efterforskning af Biden for økonomisk støtte. I sidste ende blev sagen lagt ned af det republikanske flertal i Senatet. Så svaret på det indledende spørgsmål er nok ja, det kan en amerikansk præsident godt.

Pandemien:
Anthony Fauci er direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases. Med en nyklassisk vending fra dansk presse kan vi også bare kalde ham ’USA’s Søren Brostrøm’.

Siden pandemiens udbrud har han været ansigtet på de sundhedsfaglige anbefalinger, som Donald Trump har overhørt, ignoreret og modarbejdet. Når Trump har sagt, at pandemien var under kontrol, at den ikke var farligere end influenza, at den ville forsvinde af sig selv, at USA håndterede det suverænt, at det måske var en god idé at skyde blegemiddel i blodårerne, eller at en vaccine var lige på trapperne, har det været Fauci, der har måttet undsige ham offentligt.

Det er derfor også ham, der har været genstand for Trumps hånlige udfald om, at han for eksempel er bedre til at spille baseball end til at forudsige pandemiens udvikling. I fejden mellem de to synes virkeligheden at være på dr. Faucis side. Som virologen sagde i sommer: »Som land kan man ikke sige, at vi klarer os godt igennem pandemien. Det gør vi bare ikke.«

Pressen:
Favntaget med den fjerde statsmagt har løbet som en rød tråd gennem Trumps tid som præsident. Han har kaldt journalister for »folkets fjender« og »meget dårlige mennesker«. Han har hængt reportere ud ved navn, udelukket store etablerede medier fra sine pressemøder i Det Hvide Hus og omfavnet og udbasuneret obskure, højreradikale netmedier.

Det hvide Amerikas præsident

Nogle kalder det »hvid identitetspolitik«, andre råber »racisme«. Andre igen mener, at Trump blot trykker særligt hårdt på den knap, som USA’s højrefløj altid har været glad for. Endelig kan man mene, at Trump med sin snak om skærpede grænser, færre visa, sammenhængskraft og visse etniske minoriteters »uamerikanske« adfærd blot trækker amerikansk politik i en europæisk retning. Her er et lille udpluk af skandaliserede udsagn om race, religion og minoriteter:

Mexicanerne:
»De kommer med stoffer, de kommer med kriminalitet, de er voldtægtsforbrydere, og nogle, går jeg ud fra, er gode folk,« sagde Trump om mexicanske migranter, da han annoncerede sit kandidatur i sommeren 2015. Sådan fortsatte det. Først med »den store, smukke mur«, som Mexico ville komme til at betale for. Siden med »karavanen« af ekstremt farlige latinamerikanske indvandrere, der lige op til midtvejsvalget i 2018 havde kurs mod USA, blot for, kort efter valget, at forsvinde fra Donald Trumps twitterfeed og alle andres bevidsthed.

Børnene ved grænsen:
Det handlede om at afskrække illegale immigranter fra at søge mod USA. »Nultolerance,« erklærede Trump-regeringen. Et af midlerne var at adskille migrantbørn fra deres familier. Efter billeder af migrantbørn i små bure dukkede op, steg presset på Trump, også fra hans eget parti, og i sommeren 2018 opgav han praksissen. På det tidspunkt var mere end 1.000 børn blevet fjernet fra deres forældre. For nylig kom det frem, at 545 fortsat ikke er blevet genforenet med deres familier. Forældrene er deporteret tilbage til Centralamerika og er ikke blevet lokaliseret. 

Dæmonisering af islam og muslimer:
Donald Trump taler ikke så meget om muslimer længere, men tilbage i 2016 var det et af hans store slagnumre. »Jeg tror, islam hader os. Der er noget … der er et fantastisk had. Et fantastisk had,« sagde han for eksempel. Han sagde også, at muslimske amerikanere ikke var i stand til at assimilere sig, og at det var for nemt for arabere at komme ind i landet. Her i Danmark skurrer den slags måske ikke så voldsomt i ørerne, men mange amerikanere opfattede det som stærkt racistisk.

’Ligeved og næsten’-racisme:
Af en stærkt frembrusende mand at være mestrer Donald Trump faktisk også antydningens kunst. I USA kalder man det et »hundefløjt«, når nogen siger noget, der kan forstås racistisk uden direkte at være det. For godt en måned siden holdt Trump vælgermøde i Minnesota, hvor han fortalte et helt hvidt publikum: »I har gode gener, det ved i godt, ikke? I har gode gener. Meget af det her handler om gener, er det ikke rigtigt? Væddeløbshesteteorien. I har gode gener i Minnesota.«

Hadgrupperne:
Det var ikke kun de »meget fine mennesker på begge sider« ved det nynazistiske optog i Charlottesville. Gennem hele sin embedsperiode har Trump haft usædvanligt svært ved at tage utvetydig afstand fra højreradikale grupper. Senest under den første tv-duel med Joe Biden, hvor han nægtede at undsige gruppen Proud Boys, men i stedet sagde, at man måtte »stand back and standby«, som betyder noget i retning af »stå tilbage« og »vær beredt«.

Desuden har Trump kaldt en række lande i det globale syd for »shithole countries«, bedt kongresmedlemmet Ilhan Omar om at tage »tilbage til sit eget land«, betegnet masseindvandringen til Europa som »meget, meget trist«, udtrykt solidaritet med »hvide sydafrikanske landmænd«, og erklæret sydstatsflaget for et »stolt« symbol på Syden.

Den forhenværende model Amy Dorris fortalte i september, at Trump forgreb sig på hende i en VIP-box til US Open i 1997. Dermed blev hun kvinde nummer 26, som retter anklager om seksuelle krænkelser mod Donald Trump.

Eve Edelheit

Sexskandalerne

Cirka en måned før valget i 2016 kunne alle amerikanere høre Donald Trump sludre med en tilfældig tv-vært. Først fortalte Trump, hvordan han havde prøvet at score vedkommendes medvært.

»I moved on her like a bitch,« sagde han. Umiddelbart efter forklarede han mere generelt, at når man er en stor stjerne som ham selv, lader kvinder som regel en gøre hvad som helst. »I just grab ’em by the pussy,« sagde han. Grab ’em by the pussy. Fem ikoniske ord, som formentlig havde efterladt enhver anden politikers karriere i ruiner.

Trump slog det bare hen som »omklædningsrumssnak«. Han fortalte, at han havde hørt Hillary Clintons mand, Bill, sige langt værre ting på golfbanen, og før den næste tv-debat mellem ham og Clinton arrangerede han en fælles pressekonference med alle de kvinder, som gennem tiden har anklaget Bill Clinton for overgreb og sexchikane.

Det var da sexskandalerne ramte, vi for alvor lærte, at skamløshed er et kraftfuld værn mod møgsager, og at almindelige regler for politiske skandaler bare ikke gælder for Donald Trump.

Stormy Daniels:
Tidligt i 2018 stod den tidligere pornostjerne Stormy Daniels frem og fortalte, at hun i 2006 havde en affære med Trump, som kort inden valget i 2016 betalte hende 130.000 dollar for at tie stille omkring det. Da sagen tog en juridisk drejning, og Trump blev anklaget for ulovligt at have brugt kampagnemidler til at betale Daniels, erkendte han at have udbetalt pengene, men insisterede på, at der var tale om hans egne, private penge. Trump er i øvrigt fortsat de evangeliske kristnes foretrukne kandidat.

Krænkelser:
I september fortalte den forhenværende model Amy Dorris, at Trump forgreb sig på hende i en VIP-box til US Open i 1997. Dermed blev hun kvinde nummer 26, som retter anklager om seksuelle krænkelser mod Donald Trump. Sagerne spænder over fire årtier og drejer sig om alt fra uønskede tilnærmelser og befamlinger til decideret voldtægt. Trump har benægtet alle anklager. Han har kaldt kvinderne for løgnere og opportunister og har i flere tilfælde sagt, at de pågældende kvinder var for grimme til ham.

Epstein-forbindelserne:
Ud over at være milliardær og jetsetter var Jeffrey Epstein dømt sexforbryder. Da han i 2019 blev anholdt for trafficking af mindreårige og senere begik selvmord i fængslet, efterlod han Trump i samme båd som andre notabiliteter som prins Andrew og Bill Clinton. Hvor tætte var de på Epsteins problemer?

I 2002 udtalte Trump: »Jeg har kendt Jeff i 15 år. Han er sjov. Det siges endda, at han er lige så glad for smukke kvinder, som jeg er. Mange af dem er til den yngre side. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Jeff nyder sit sociale liv.«

Forbindelserne mellem Epstein og Trump stopper ikke der. Allerede i 2008 blev Epstein dømt for sex med en mindreårig, men slap med en bemærkelsesværdig mild straf på 18 måneders fængsel, hvoraf han kunne afsone størstedelen hjemmefra. Den særdeles favorable aftale blev indgået af Alexander Acosta, som dengang var statsanklager i Florida og senere blev arbejdsminister for Donald Trump. Han trak sig efter Epstein-sagen i 2019.

Og så fik vi ikke engang berørt Trumps utallige fyringer af ledende medarbejdere og ministre, Parisaftalen, Nordkorea, forræderiet mod kurderne, størstedelen af konspirationsteorierne og de store gevinster, som familievirksomheden angiveligt har høstet ved, at Trump er rykket ind i Det Hvide Hus.