Feature
Læsetid: 14 min.

Husker du Russiagate, pornostjernen og blegemidlet i blodårerne? Vi har samlet fire års Trump-skandaler

Det er svært at huske alle Trumps skandaler. Rystelserne fra den ene saftige sag om sexchikane, magtmisbrug og korruption nåede dårligt at lægge sig, før den næste var i gang. Spørgsmålet er, om den politiske sensation nogensinde bliver den samme igen. Med et fyldigt udpluk forsøger vi at give et overblik over fire års tabloid feberdrøm
Gennem hele sin embedsperiode har Trump haft svært ved at tage utvetydig afstand fra højreradikale grupper. Som ved de voldelige sammenstød mellem nynazister og moddemonstranter i Charlottesville i august 2017, hvor Trump efterfølgende sagde, at der var »meget fine mennesker på begge sider«.

Gennem hele sin embedsperiode har Trump haft svært ved at tage utvetydig afstand fra højreradikale grupper. Som ved de voldelige sammenstød mellem nynazister og moddemonstranter i Charlottesville i august 2017, hvor Trump efterfølgende sagde, at der var »meget fine mennesker på begge sider«.

Chip Somodevilla

Udland
24. oktober 2020

Ofte er det skandalerne, der står tilbage, længe efter en amerikansk præsident er gået af. Siger nogen Richard Nixon, tænker vi Watergate. Nævnes Bill Clinton, tænker vi Monica Lewinsky. Hører vi Ronald Reagan, er der i hvert fald nogle af os, som tænker Iran-Contra.

Også i den forstand er Donald Trump en exceptionel præsident. For her, få uger før hans tid som præsident måske render ud, står det ikke klart, hvilken spektakulær begivenhed, som for eftertiden intuitivt vil følge af navnet Trump. Måske det påståede samarbejde med russerne? Eller da han hyldede et optog nynazister som »meget fine mennesker«? Eller pornostjernen? Krigen med pressen? Håndteringen af pandemien?

Skandalerne har været så mange, så omfattende og så vanvittige, at de fleste har tabt overblikket. Saftige tabloidhistorier, som ville have klæbet sig til enhver anden politikers eftermæle, er nærmest gået i glemmebogen. Man skal måske lige mindes om, at Trump pressede FBI’s chef til at skrinlægge en efterforskning mod hans kampagnehold, og at Trump fyrede ham, da han nægtede. Eller at Trump forsøgte at købe Grønland. Eller kaldte Nordkoreas leder for Little Rocket Man.

Husk også den aktuelle føljeton om hans skattepapirer – et godt eksempel på en Trump-skandales finurlige økosystem. Under valgkampen i 2016 blærede han sig med, at han var »smart«, fordi han ikke betalte skat. Det glemte vi. I september i år fik The New York Times endelig fat i skattepapirerne, som dokumenterer, at milliardæren stort set ikke har betalt føderal skat i 15 år. Så var vi optaget af det et par dage, indtil Trump sagde nogle vilde ting i debatten med Biden og blev testet positiv for COVID-19. Nu – en måneds tid senere – virker sagen som et fjernt minde fra en svunden tid.

Man kunne blive ved og ved og ved. Under overskriften »Må vi aldrig glemme det« oplister det lille amerikanske medie og forlag McSweeneys alle de spektakulære kontroverser under Trumps embedsperiode.

I skrivende stund er der 940 punkter, og forsøger man at printe den, fylder listen 292 A4-ark. Vi har slet ikke sider nok i vores lille avis til at udsætte jer for så fyldig en gennemgang. Materialet er for omfattende, kartoteket for stort. Men vi har samlet en god buket af store og små tidsler fra de seneste fire år. Lige nok til en lettere urovækkende slendren ned ad mindernes allé. 

Det kommer ikke til at handle så meget om politik som om det gigantiske spektakel af et onemanshow, vi alle sammen var vidner til.

For overblikkets skyld har vi sorteret skandalerne under fem temaer.

I krig med sandheden

Vi kræver som regel af vores politikere, at de ikke lyver. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i USA. Bare tænk på Frank Jensen, der midt i sin afskedstale mandag formiddag fremhævede som en sidste formildende omstændighed, at pressen i det mindste »aldrig havde taget ham i at lyve«. 

Den slags sandhedspuritanisme har ikke tynget Trump, som ifølge The Washington Posts løbende optælling nærmer sig 25.000 usandheder som præsident. Det første eksempel er allerede fra Trumps tiltrædelse, hvor han påstod, at hans tiltrædelsesceremoni var den mest velbesøgte i historien. Alle kunne se billederne af den halvtomme plads og konstatere, at det var løgn, men dagen efter introducerede presserådgiver Kellyanne Conway det, der skulle vise sig at blive et formativt begreb for Trump-regeringen: Der var tale om »alternative kendsgerninger«. Resten er, som man siger, historie. Her er et lille kulørt udpluk:

Trump fik flest stemmer:
Man kan diskutere logikken i det amerikanske valgmandssystem, men det står klart, at Trump vandt i 2016. Clinton fik tre millioner flere stemmer end Trump, men Trump fik flest valgmænd. Det var imidlertid ikke nok for præsidenten.

»Jeg vandt også det samlede antal stemmer, hvis man trækker de millioner af mennesker, som stemte ulovligt, fra,« tweetede han i november 2016 kort efter sin valgsejr. Senere nedsatte han en kommission til at undersøge sagen, som senere – i al stilfærdighed – aflagde en rapport, som ikke bekræftede præsidentens konspiration.

Demokrater er socialister:
Demokraterne er »radikale socialister, som vil forme den amerikanske økonomi med forbillede i Venezuela«, skrev Trump i oktober 2018. En anden og mindre sofistikeret måde at bagvaske sine modstandere på er ved ekstreme personangreb. Som da han udokumenteret hævdede, at det demokratiske kongresmedlem Ilhan Omar havde erklæret sig »stolt« af al-Qaeda, og at hun ofte bruger vendingen »onde jøder«.

Vindmøller forårsager cancer:
»Hvis du har en vindmølle i nærheden af dit hus, så tillykke: værdien af dit hus er lige faldet med 75 procent, og de siger, at larmen fra dem forårsager cancer.«

Om retten til ’sen abort’ i USA:
»Babyen bliver født. Moren mødes med lægen. De tager sig af barnet, pakker det smukt ind, og så beslutter lægen og moren, om de vil henrette barnet eller ej.«

Ude af Syrien:
»Prøv at hør, vi har ingen soldater i Syrien. Vi har vundet. Vi har besejret ISIS, og vi slået det stort og eftertrykkeligt. Vi har ingen soldater der,« sagde Trump i oktober 2019, da USA fortsat havde 1.000 soldater i Syrien. Der er i øvrigt stadig 600.

Obamagate:
I maj i år tweetede Trump pludselig manisk om »den største politiske skandale i amerikansk historie nogensinde, overhovedet«: »OBAMAGATE«. Alle talte om det, hævdede præsidenten. Hele Amerika var efterladt i chok. Hvad forbrydelsen nærmere var, var til gengæld svært at få indblik i. Direkte adspurgt svarede Trump:

»’Obamagate’, det har stået på længe, det har stået på fra selv før, jeg blev valgt, og det er en skændsel, at det skete, og hvis du ser på, hvad der er sket, og hvis du nu ser på al den information, som er blevet frigivet, og ud fra det, jeg forstår, er det kun begyndelsen. Der skete nogle frygtelige ting, og det burde aldrig få lov til at ske i vores land igen.«

Da Trump senere gik med til at være en anelse mere konkret viste det sig, at Obama angiveligt havde presset FBI til opgive identiteten på Trumps rådgiver Michael Flynn, som de efterforskede på det tidspunkt.

Største præsident nogensinde:
»Med undtagelse af den ærværdige Abraham Lincoln, kan jeg blive den mest præsidentielle præsident, der nogensinde har besiddet dette embede.« Det er selvfølgelig mere end vurderingssag end en løgn, men vi har taget den med alligevel.

I krig med institutionerne

Den 5. september 2018 bragte The New York Times en kronik med titlen »Jeg er en del af Trump-regeringens modstandsbevægelse«, som angiveligt var skrevet af en højtstående medarbejder i regeringen, der hævdede at være en del af et netværk af embedsmænd, der aktivt modarbejder Donald Trump indefra.

Det står i hvert fald klart, at Trump fra begyndelsen af sin embedsperiode har kæmpet mod det regeringsapparat, han var udpeget til at stå i spidsen for. Myndigheder, domstole, embedsværk, pressen og fagkundskaben.

Indrejseforbuddet:
Trump havde ikke været præsident i en uge, før han per dekret indførte et indrejseforbud for indbyggere fra syv muslimske lande. Da en føderal dommer suspenderede forbuddet som potentielt ulovligt, loggede Trump på Twitter, stemplede vedkommende som en »såkaldt dommer« og skød sin krig mod institutionerne i gang. Netop dette slag endte Trump faktisk med at vinde. Efter et langt retligt opgør erklærede højesteret i 2020 indrejseforbuddet for lovligt, og antallet af visa udstedt til indbyggere fra fem af de syv muslimske lande er faldet med mellem 77 og 92 procent.

Miljøagenturet:
»Vi har tænkt os at fjerne stort set alle dele af det,« sagde Trump under valgkampen i 2016 om USA’s miljøstyrelse Environmental Protection Agency (EPA). Som ny leder af EPA udpegede Trump i februar 2017 klimabenægteren Scott Pruitt (som efter en række korruptionsskandaler året efter blev afløst af klimaskeptikeren Andrew Wheeler). Desuden har Trump beskåret EPA’s budget med 31 procent.

FBI:
I februar 2017 inviterede Trump FBI’s direktør, James Comey, på middag og bad ham droppe efterforskningen af Michael Flynn, der var rådgiver for Trump-kampagnen og sikkerhedsrådgiver i den nye regering. Comey opfattede det som en ordre og nægtede.

Få måneder senere – seks dage efter, at Comey havde bedt om flere midler til at efterforske russisk indblanding i valget – fyrede Trump FBI-direktøren. Angiveligt fordi »ingen i Washington« havde tillid til ham. Senere forklarede Trumps advokat, at det var, fordi Comey ikke offentligt ville nægte, at Trump selv kunne være et mål for efterforskningen. Hele virakken endte med, at specialundersøger Robert Mueller blev sat til at undersøge hele Rusland-affæren.

Russiagate:
Muellers undersøgelse udviklede sig til, hvad der føltes som en endeløs føljeton af bekræftede og ubekræftede sensationer. Måske husker du den om, at russerne angiveligt lå inde med en video af Trump, som dyrker urinsex med en prostitueret? Eller at præsidenten var i bundløs gæld til russiske oligarker?

De historier blev hverken bekræftet eller sandsynliggjort, men hvor der ikke var ild, var der i hvert fald røg. Tidligere topfolk i Trump-kampagnen som Paul Manafort og præsidentens personlige advokat Michael Cohen blev anholdt og senere dømt for lyssky aktiviteter i og omkring Rusland. Og for svindel, skattesvig og løgn under mened.

Da Mueller i 2019 aflagde sin 448 sider lange rapport, stod det ikke bare klart, at Trump har en tendens til at omgive sig med banditter, men også at forbavsende mange fra hans stab havde mødtes forbavsende meget med russere op til og under valgkampen. Det stod også klart, at russerne havde blandet sig. At de havde forsøgt at skade Clinton, hjulpet Trump og destabiliseret det amerikanske demokrati. Men, konkluderede Mueller, der var ikke håndfaste beviser for en decideret konspiration mellem russerne og Trump-kampagnen. Så, som Trump efterfølgende skrev på Twitter: »NO COLLUSION!!«

Ukrainegate:
Kan en amerikansk præsident true et andet lands præsident med at tilbageholde militærstøtte, hvis han ikke hjælper med finde snavs på og indlede en efterforskning af sin politiske modstander? I sommeren 2019 ringede Trump til den ukrainske præsident og indikerede, at han meget gerne så, at landet indledte en sag mod Joe Biden og hans søn Hunter. Cirka samtidig tilbageholdte Trump 400 millioner dollar i planlagt militærstøtte, vicepræsident Pence aflyste et statsbesøg, og Trumps personlige advokat brugte en del tid i Ukraine.

Det hele endte i en rigsretssag, hvor flere embedsmænd erklærede, at der i deres forståelse var tale om en decideret quid pro quo, noget for noget, efterforskning af Biden for økonomisk støtte. I sidste ende blev sagen lagt ned af det republikanske flertal i Senatet. Så svaret på det indledende spørgsmål er nok ja, det kan en amerikansk præsident godt.

Pandemien:
Anthony Fauci er direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases. Med en nyklassisk vending fra dansk presse kan vi også bare kalde ham ’USA’s Søren Brostrøm’.

Siden pandemiens udbrud har han været ansigtet på de sundhedsfaglige anbefalinger, som Donald Trump har overhørt, ignoreret og modarbejdet. Når Trump har sagt, at pandemien var under kontrol, at den ikke var farligere end influenza, at den ville forsvinde af sig selv, at USA håndterede det suverænt, at det måske var en god idé at skyde blegemiddel i blodårerne, eller at en vaccine var lige på trapperne, har det været Fauci, der har måttet undsige ham offentligt.

Det er derfor også ham, der har været genstand for Trumps hånlige udfald om, at han for eksempel er bedre til at spille baseball end til at forudsige pandemiens udvikling. I fejden mellem de to synes virkeligheden at være på dr. Faucis side. Som virologen sagde i sommer: »Som land kan man ikke sige, at vi klarer os godt igennem pandemien. Det gør vi bare ikke.«

Pressen:
Favntaget med den fjerde statsmagt har løbet som en rød tråd gennem Trumps tid som præsident. Han har kaldt journalister for »folkets fjender« og »meget dårlige mennesker«. Han har hængt reportere ud ved navn, udelukket store etablerede medier fra sine pressemøder i Det Hvide Hus og omfavnet og udbasuneret obskure, højreradikale netmedier.

Det hvide Amerikas præsident

Nogle kalder det »hvid identitetspolitik«, andre råber »racisme«. Andre igen mener, at Trump blot trykker særligt hårdt på den knap, som USA’s højrefløj altid har været glad for. Endelig kan man mene, at Trump med sin snak om skærpede grænser, færre visa, sammenhængskraft og visse etniske minoriteters »uamerikanske« adfærd blot trækker amerikansk politik i en europæisk retning. Her er et lille udpluk af skandaliserede udsagn om race, religion og minoriteter:

Mexicanerne:
»De kommer med stoffer, de kommer med kriminalitet, de er voldtægtsforbrydere, og nogle, går jeg ud fra, er gode folk,« sagde Trump om mexicanske migranter, da han annoncerede sit kandidatur i sommeren 2015. Sådan fortsatte det. Først med »den store, smukke mur«, som Mexico ville komme til at betale for. Siden med »karavanen« af ekstremt farlige latinamerikanske indvandrere, der lige op til midtvejsvalget i 2018 havde kurs mod USA, blot for, kort efter valget, at forsvinde fra Donald Trumps twitterfeed og alle andres bevidsthed.

Børnene ved grænsen:
Det handlede om at afskrække illegale immigranter fra at søge mod USA. »Nultolerance,« erklærede Trump-regeringen. Et af midlerne var at adskille migrantbørn fra deres familier. Efter billeder af migrantbørn i små bure dukkede op, steg presset på Trump, også fra hans eget parti, og i sommeren 2018 opgav han praksissen. På det tidspunkt var mere end 1.000 børn blevet fjernet fra deres forældre. For nylig kom det frem, at 545 fortsat ikke er blevet genforenet med deres familier. Forældrene er deporteret tilbage til Centralamerika og er ikke blevet lokaliseret. 

Dæmonisering af islam og muslimer:
Donald Trump taler ikke så meget om muslimer længere, men tilbage i 2016 var det et af hans store slagnumre. »Jeg tror, islam hader os. Der er noget … der er et fantastisk had. Et fantastisk had,« sagde han for eksempel. Han sagde også, at muslimske amerikanere ikke var i stand til at assimilere sig, og at det var for nemt for arabere at komme ind i landet. Her i Danmark skurrer den slags måske ikke så voldsomt i ørerne, men mange amerikanere opfattede det som stærkt racistisk.

’Ligeved og næsten’-racisme:
Af en stærkt frembrusende mand at være mestrer Donald Trump faktisk også antydningens kunst. I USA kalder man det et »hundefløjt«, når nogen siger noget, der kan forstås racistisk uden direkte at være det. For godt en måned siden holdt Trump vælgermøde i Minnesota, hvor han fortalte et helt hvidt publikum: »I har gode gener, det ved i godt, ikke? I har gode gener. Meget af det her handler om gener, er det ikke rigtigt? Væddeløbshesteteorien. I har gode gener i Minnesota.«

Hadgrupperne:
Det var ikke kun de »meget fine mennesker på begge sider« ved det nynazistiske optog i Charlottesville. Gennem hele sin embedsperiode har Trump haft usædvanligt svært ved at tage utvetydig afstand fra højreradikale grupper. Senest under den første tv-duel med Joe Biden, hvor han nægtede at undsige gruppen Proud Boys, men i stedet sagde, at man måtte »stand back and standby«, som betyder noget i retning af »stå tilbage« og »vær beredt«.

Desuden har Trump kaldt en række lande i det globale syd for »shithole countries«, bedt kongresmedlemmet Ilhan Omar om at tage »tilbage til sit eget land«, betegnet masseindvandringen til Europa som »meget, meget trist«, udtrykt solidaritet med »hvide sydafrikanske landmænd«, og erklæret sydstatsflaget for et »stolt« symbol på Syden.

Den forhenværende model Amy Dorris fortalte i september, at Trump forgreb sig på hende i en VIP-box til US Open i 1997. Dermed blev hun kvinde nummer 26, som retter anklager om seksuelle krænkelser mod Donald Trump.

Den forhenværende model Amy Dorris fortalte i september, at Trump forgreb sig på hende i en VIP-box til US Open i 1997. Dermed blev hun kvinde nummer 26, som retter anklager om seksuelle krænkelser mod Donald Trump.

Eve Edelheit

Sexskandalerne

Cirka en måned før valget i 2016 kunne alle amerikanere høre Donald Trump sludre med en tilfældig tv-vært. Først fortalte Trump, hvordan han havde prøvet at score vedkommendes medvært.

»I moved on her like a bitch,« sagde han. Umiddelbart efter forklarede han mere generelt, at når man er en stor stjerne som ham selv, lader kvinder som regel en gøre hvad som helst. »I just grab ’em by the pussy,« sagde han. Grab ’em by the pussy. Fem ikoniske ord, som formentlig havde efterladt enhver anden politikers karriere i ruiner.

Trump slog det bare hen som »omklædningsrumssnak«. Han fortalte, at han havde hørt Hillary Clintons mand, Bill, sige langt værre ting på golfbanen, og før den næste tv-debat mellem ham og Clinton arrangerede han en fælles pressekonference med alle de kvinder, som gennem tiden har anklaget Bill Clinton for overgreb og sexchikane.

Det var da sexskandalerne ramte, vi for alvor lærte, at skamløshed er et kraftfuld værn mod møgsager, og at almindelige regler for politiske skandaler bare ikke gælder for Donald Trump.

Stormy Daniels:
Tidligt i 2018 stod den tidligere pornostjerne Stormy Daniels frem og fortalte, at hun i 2006 havde en affære med Trump, som kort inden valget i 2016 betalte hende 130.000 dollar for at tie stille omkring det. Da sagen tog en juridisk drejning, og Trump blev anklaget for ulovligt at have brugt kampagnemidler til at betale Daniels, erkendte han at have udbetalt pengene, men insisterede på, at der var tale om hans egne, private penge. Trump er i øvrigt fortsat de evangeliske kristnes foretrukne kandidat.

Krænkelser:
I september fortalte den forhenværende model Amy Dorris, at Trump forgreb sig på hende i en VIP-box til US Open i 1997. Dermed blev hun kvinde nummer 26, som retter anklager om seksuelle krænkelser mod Donald Trump. Sagerne spænder over fire årtier og drejer sig om alt fra uønskede tilnærmelser og befamlinger til decideret voldtægt. Trump har benægtet alle anklager. Han har kaldt kvinderne for løgnere og opportunister og har i flere tilfælde sagt, at de pågældende kvinder var for grimme til ham.

Epstein-forbindelserne:
Ud over at være milliardær og jetsetter var Jeffrey Epstein dømt sexforbryder. Da han i 2019 blev anholdt for trafficking af mindreårige og senere begik selvmord i fængslet, efterlod han Trump i samme båd som andre notabiliteter som prins Andrew og Bill Clinton. Hvor tætte var de på Epsteins problemer?

I 2002 udtalte Trump: »Jeg har kendt Jeff i 15 år. Han er sjov. Det siges endda, at han er lige så glad for smukke kvinder, som jeg er. Mange af dem er til den yngre side. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Jeff nyder sit sociale liv.«

Forbindelserne mellem Epstein og Trump stopper ikke der. Allerede i 2008 blev Epstein dømt for sex med en mindreårig, men slap med en bemærkelsesværdig mild straf på 18 måneders fængsel, hvoraf han kunne afsone størstedelen hjemmefra. Den særdeles favorable aftale blev indgået af Alexander Acosta, som dengang var statsanklager i Florida og senere blev arbejdsminister for Donald Trump. Han trak sig efter Epstein-sagen i 2019.

Og så fik vi ikke engang berørt Trumps utallige fyringer af ledende medarbejdere og ministre, Parisaftalen, Nordkorea, forræderiet mod kurderne, størstedelen af konspirationsteorierne og de store gevinster, som familievirksomheden angiveligt har høstet ved, at Trump er rykket ind i Det Hvide Hus.

Serie

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Arne Sejersen

Et exemplarisk exempel på Old Normal journalistik: Moralsk absolutisme.

Jens Frederiksen

"In der Grösse der Lüge liegt immer ein faktor des Geglaubtwerdens". Citat Adolf Hitler.
Kan omtrentligt oversættes: "I løgnens størrelse ligger kimen til troværdighed."

Thomas Tanghus, Sus johnsen og Hans Schjørmann anbefalede denne kommentar
Richard Strand

Ole Arne Sejersen
Forklar gerne lidt mere udførligt hvad du mener!?

Blot en lille kommentar...
Hvis man skal slippe af sted med en skrøne, så hjælper det, at man fylder rigtig meget detaljer på. Så mange at folk giver op på halvvejen og tænker; der er nok noget om det. At detaljerne kun lader sig verificere ved at læse andre skrøner eller ved, at bevisførelsen kører i ring, tja, det er bare bagateller.

Krigen, eller magtkampen, mellem Trump et al og Demokraterne et al, herunder de respektive mainstreammedier, demonstrerer hvad der i forvejen var åbenlyst, nemlig at ingen af parterne er redelige. Derfor er der ingen af parterne, som kan kalde sig værdige, folkedemokratiske repræsentanter/aktører i en demokratisk stat.

Og mens det ikke er spor overraskende at Fox News overvejende præsterer dårlig og stærkt ensidigt vinklet journalistik - er det heller ikke spor overraskende at MSNBC, CNN og de øvrige såkaldt moderate/liberale mainstreammedier begår det samme. Og ærgerligt er det i alle tilfælde at der hverken finder reel og saglig omtale af Trump-administrationens fadæser, kriminelle og vitterligt farlige handlinger, eller tilsvarende fra Demokraternes side, sted (jvf. flere kommentarer ovenfor). Det hele forplumres i udflydende mediekakafonier, hvor højdepunkter som Demokraternes myte om Trump som Putin-agent ... og Trumps påstand en kinesisk Corona-hoax, demonstrerer at begge parter inducerer paranoia og fjendebilleder af mest tragikomiske art i de offentlige debatter.

Hér er Chomsky's meget relevante perspektiv på Trump-truslen overfor Biden-administrationens status quo: https://www.youtube.com/watch?v=44Se1p_0YNY

Her er Greenwald's kritiske perspektiv på Chomsky's betragtninger:
https://www.youtube.com/watch?v=RSSnaGCXanA

Pia Nielsen, Bjørn Pedersen og Anders Graae anbefalede denne kommentar

"Det burde være en skandale af episke dimensioner, men bliver rapporteret på en måde så menige læsere ikke ser det som noget alvorligt. Det er faktisk kernen i min frygt. At almindelige mennesker har mistet evnen til at være mere kritiske overfor menings manipulation, primært ved udeladelser i beskrivelserne, der skæres så de bakker narrativet op."

Og arbejdet med at udrede og dokumentere at det meget hyppigt forholder sig således, er både besværligt og kræver en hel del fagkompetence:
http://medieoplysning.dk/?p=2725

Derfor informeres den brede offentlighed, som jo i øvrigt har travlt med at realisere sig selv som individer, sjældent om realpolitikkerne. Som et særdeles alvorligt eksempel på udeladelse kan den igangværende skandale i OPCW, et FN-organ som muligvis har været under stærk politisk pression i tilknytning til dets dokumentation af kemisk krigsførsel i Syrien, nævnes. Ingen danske medier eller aviser dækker denne sag, som har vidtrækkende historiske, aktuelle og fremtidige implikationer iht. international ret:
https://www.youtube.com/watch?v=ltcEoaL5XS4
https://www.youtube.com/watch?v=oP8z4APHDjI

Alexander Myrthue, Ole Svendsen, Hans Aagaard, Anders Graae, Ole jakob Dueholm Bech, Michael Waterstradt og Ragnar Ravn anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Den 4. november er Donald Trump forhåbentlig historie. Og der er virkelig ikke noget, som er værd at huske. Heller ikke en gang for kulminearbejderne i USA.

Forhåbentligt ryger klovnen Trump ud på røv og albuer i næste måned.

Michael Waterstradt

@Jeppe Lindholm & Ole Frank;
Når Trump er væk, hvad sker der dernæst?
Betyder det, at amerikanerne får "Medicare For All", som størstedelen af befolkningen ønsker; får de betalingsfri uddannelse, som majoriteten ligeledes ønsker; stopper de uendelige interventionskrige; vedtages der en "Green New Deal"; fængsles de ansvarlige for krigsforbrydelser frem for whistleblowers; afmilitariseres og reformeres politiet; reformeres den finansielle sektor; straffes de skyldige i bl.a. Goldmann Sachs for at have crashet økonomien i 2008-09; stoppes fracking; legaliseres marijana; stoppes brugen af slavearbejde i private fængsler; ændres våbenloven så de jævnlige og tilfældige skolemassakre stoppes; forsvinder penge og korruption ud af politik; åbnes der op for at flere partier kan deltage i den demokratiske proces (92 mill amerikanere stemmer ikke).
Det eneste som kommer til at ske er, at klovnen Trump ryger ud, og klovnen Biden sættes ind, og intet vil fundamentalt ændre sig (Biden's ord).

Ole Svendsen, Allan S. K. Frederiksen, Hans Aagaard, Martin Rønnow Klarlund, Anders Graae, Ragnar Ravn og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Det eneste som kommer til at ske er, at klovnen Trump ryger ud, og klovnen Biden sættes ind, og intet vil fundamentalt ændre sig (Biden’s ord)."

Selvom en administration under Biden givet vil være afhængig af lidt andre platforme end Trump-administrationen er - og derfor på visse områder vil være tvunget til at moderere sin politik, vil dette formentligt, som under Obama-administrationen, være meget begrænset og ofte resultere i skueprocesser, som ikke løser problemer, men blot udskyder løsningen på dem (eksempelvis atomaftalen, som ikke løste konflikten mellem USA/Israel og Iran - og som nu er forladt af flere parter) eller skaber nye udfordringer. Derfor kan det forventes at bl.a. nye Trump-kloner og nye Obama-kloner kan afløse hinanden i fremtidig, amerikansk politik, indtil der fundamentalt gøres noget ved megakapitalismen, donorparlamentarismen, uligheden, de tårnhøje magtdistancer, fremmedgørelsen og forbrugerismen i USA.

Ole Svendsen, Michael Waterstradt og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

24. oktober 2020 - 09:39 skrev Ragnar Ravn om Trump:
"Alle danske medier har brugt 3 år på at fortælle at nu ville Mueller, Schiff eller de andre knalde ham og så viser det sig, at de ingen beviser har på noget som helst."

Uanset hvor meget hellere man havde set en mere radikal modkandidat til Trump, er det måske på den baggrund relevant at henvise til et par steder, som giver en noget anden fremstilling af forløbet omkring Hunter Biden, Ukraine og Kina, end Ragnar Ravns. Og at erindre om, at det ikke er Hunter Biden, men Joe Biden, der er demokraternes præsidentkandidat.

tampabay.com/news/florida-politics/elections/2020/10/fact-checking-claims-about-hunter-biden-joe-biden-and-china-politifact/
en.wikipedia.org/wiki/Hunter_Biden

"Uanset hvor meget hellere man havde set en mere radikal modkandidat til Trump, er det måske på den baggrund relevant at henvise til et par steder, som giver en noget anden fremstilling af forløbet omkring Hunter Biden, Ukraine og Kina, end Ragnar Ravns."

Her er et par nysgerrige og kritiske perspektiver på Hunter Biden-affæren, leveret af tværpolitiske, amerikanske journalister:
https://www.youtube.com/watch?v=JpHfjBfCyyg
https://www.youtube.com/watch?v=yRil-QdqE0o

Og endnu ét, leveret af reelt venstreorienterede, amerikanske journalister:
https://thegrayzone.com/2020/10/23/blaming-moscow-for-hunter-bidens-lapt...

Nærværende medie, Information.dk, bragte fornyligt denne artikel, som konstaterer at man optrapper sanktioner mod russere, som angiveligt er ansvarlige for det formodede attentat mod Navalnyj: https://www.information.dk/telegram/2020/10/eu-indfoerer-sanktioner-seks...

Ligesom i Salisbury-sagen i 2018, skal den danske og vestlige offentlighed fæste lid til at Putin/det russiske styre er så dårligt begavet og inkompetent, at adskillige af det skumle attentatplaner på mest amatøragtig vis slår fejl - og at det gladeligt anvender agenter og mordvåben, som peger et strafferatligt ansvar direkte tilbage på det selv. Hér et kritisk perspektiv v. Fred Weir, mangeårig amerikansk Moskva-korrespondent:
https://www.youtube.com/watch?v=jTWcVOHEQTo&feature=emb_logo

Ib Gram-Jensen

*Trumps tilfælde

Med Bidens korruption, snakker vi så om en uverificetet historie, plantet af præsidentens personlige advokat? En historie, som journalisterne der havde skrevet den, nægtede at lægge deres navn til? Nej, klart, vi skal høre den fra de pålidelige russiske statsmedier, eller Murdochs medie-emperie, det eneste sted hvor sandheden findes!

Allan S. K. Frederiksen

@Chris Ru Brix

Vi taler om en historie som et kongresudvalg havde beskrevet, men ikke havde dokumentation for noget ulovligt ved.
Vi taler om en historie som FBI har verificeret dokumenternes validitet af og hvor dokumenter bekræfter mistanken om korruption.
Vi taler om en historie hvor en forretningsparner som blev dømt for ulovligheder, men Hunter Biden gik fri for samme handlinger, nu har givet Braibart adgang til sin google-mail-konto hvor mails bekræfter indholdet på Hunters computer.
Vi taler om en historie hvor en forretningspartner er blevet gal i skralden (fordi Hunter den dømte gik bag hans ryg og tog penge under bordet fra kineserne) og nu fortæller løs om deres forretninger, samt at Joe Biden var involveret og det er Joe som Hunter beskriver som The Big Man, JB eller B(ig)J(oe).

Den dømte forretningspartner er nu sat i isolation, formodentligt som beskyttelse.
Den gale forretningspartner har indvilliget i at vidne og levere dokumentation til et kongresudvalg.

Dertil bliver der løbende lækket mere materiale.

Det sjove ved det hele er så at Trump lige har ændret den lov, som Biden var med til at få i gennem i 90'erne, ellers kunne billedmaterialet som er lagt ud, have sendt Hunter i fængsel på livstid.

Anders Thornvig Sørensen

Allan S. K. Frederiksen 25. oktober, 2020 - 23:45

I værste fald kan det føre til, at Biden, hvis han bliver valgt, efterfølgende må gå af til fordel for sin vicepræsident.

Måske havde jeg lagt større vægt på, hvad du skriver her, hvis den i øjeblikket siddende præsident havde kunnet holde fingrene fra telefonen. Ellers hvis ikke jeg i forvejen havde været vidne til så mange usandsynlige påstande og bagvaskelser fra samme kant af. En fredsommelig gammel mand, der bliver hængt ud som antifa, mens han ligger på hospitalet med et blødende hul i hovedet og ikke kan forsvare sig, fordi han er i bevidstløs tilstand. For resten, drikker Biden også barneblod til morgenmad? Det hævder dine meningsfæller.

Det evigt gentagende sceneri, hvor en officiel talsmand bagefter forklarer og uddyber, med et pænt udtryk. Lidt ligesom dengang for tredive år siden, hvor en dansk politiker i rollen som støttepædagog mandsopdækkede sin partiformand. "Det, Svend mener, er..." Det blev en stående vittighed.

Eller hvis ikke det havde været sådan, at præsidentens tidligere kampagnestab efterhånden mest ligner et katalog over dømte forbrydere.

Det er korrekt, at Barr-rapporten ikke rummede nogen direkte beviser. Men hvis jeg havde plejet omgang med organiseret kriminalitet i det omfang som det blev dokumenteret, at dén kampagnestab gjorde med repræsentanter for en fjendtligsindet, fremmed magt, ville jeg blive frosset ud af arbejds- og foreningslivet, og samtlige mine venner ville vende mig ryggen. Ja, der blev ikke taget med blide hænder på den arme Flynn. Sådan går det, når man indlader sig med de forkerte.

Jeg snobber ikke for noget parnas, og jeg er ikke en del af nogen 'kystelite'. Men vi er mange millioner af helt jævne mennesker, som simpelthen ikke gider mere. Den opmærksomhed og tid, som dit indlæg nok egentlig fortjente, er desværre på forhånd opbrugt på at granske intellektuelle kadavere fra samme afsenderside. Der findes en kategori, man kalder foliehatte med kaniner. Som sagt, jeg beklager.

Anders Thornvig Sørensen

Rettelse. Mueller, ikke Barr. M.v.h.

Allan S. K. Frederiksen

"For resten, drikker Biden også barneblod til morgenmad? Det hævder dine meningsfæller."
"samme afsenderside."

????

Jeg tror du forveksler mig med en anden, jeg har tidligere skrevet at jeg ønskede Tulsi Gabbard som ny præsident. Så jeg er ikke en fanatisk Trump fan. Jeg er i stedet forarget over "sumpen" og enhver som aktivt vil bekæmpe den, ser jeg med milde øjne på. Diverse vennetjenester og pamperi i dansk politik, blegner totalt i forhold til hvordan det nærmest er sat i system i USA. Joe Biden er nærmest kongen af Sumpen og hans korruption når Clinton højder. Hans primære donorer er Wall Street parnasset og militærindustrien, så hvis du tror han vil gøre noget godt for den almindelige amerikaner, er du godt naiv.

Lad os da dreje samtalen over på postulater fra det ekstreme højre om Biden, i stedet for at fokusere på dokumenteret opførsel fra Trump.

Chris Ru Brix, hvis du gad at interessere dig en smule for sagen, ville du erfare at kritikken af Biden fra progressiv/venstreorienteret side har flere årtier på bagen - og at en del af den aktuelle kritik stammer fra venstreorienterede. Påstanden om at al kritikken af Biden er fra det ekstreme højre er en stråmand fra det mere moderate højre (dvs. DNC og Biden-kredsen); formålet er naturligvis at frede Biden på kunstig vis.

Michael Waterstradt og Allan S. K. Frederiksen anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Allan S. K. Frederiksen 26. oktober, 2020 - 12:51

Beklager, hvis jeg har forvekslet de facto allierede med meningsfæller. Så mange propagandister i den lejr har sejlet under bekvemmelighedsflag som "neutrale", at mistanken med omvendt bevisbyrde i udgangspunktet rammer alle, desværre, det kan ikke være anderledes, endnu en gang, beklager.

Taget isoleret for sig selv er den velkendte skepsis over for udfordreren forståelig. Forskellen ligger i kontekst. Patienten bliver ikke rask, men styrtblødningen standser, og feberen falder til et niveau, hvor delirium erstattes med bevidst ro. Måske i længden vel rigelig meget ro, men det må man se på hen ad vejen, mens nye og mere handlingslystne folk arbejder sig frem.

Michael Waterstradt rejste en lang række vigtige spørgsmål. Svaret skal i mange tilfælde søges på delstatsplan. Den 3. november skal der ikke kun vælges præsident og kongresmedlemmer. I 32 delstater er der folkeafstemninger med 120 spørgsmål til vælgerne, jf. link nf. Derudover må der henvises til de løbende, direkte valg af politikere og embedsmænd i delstaterne.

https://ballotpedia.org/2020_ballot_measures

M.v.h.

Anders Thornvig Sørensen

Gabbard ville have været en god kandidat, men hun har tiden for sig.

Jeg ved ikke af andet end at hun ligesom Sanders m.fl. har været loyal over for Biden.
Hvis hendes tilhængere ønsker noget godt for hende, følger de denne linje.
Ellers bliver konklusionen enten at hun ikke kan styre sit bagland, eller at hun bærer kappen på begge skuldre, og ingen af delene er velset i de kredse.

Jeg vil slå et stilfærdigt slag for at ordet klimaskeptiker, der anvendes i artiklen, erstattes med klimafornægter, da det at være skeptisk, ifølge ordbogen, er en som forholder sig tvivlende eller mistroisk over for nogen eller noget, fx med hensyn til om noget vil kunne fungere, lykkes eller nås. I forhold til Trump ville klimafornægter måske være mere korrekt som betegnelse? Om det forholder sig sådan at de i artiklen såkaldte klimaskeptikere, er klimafornægtere skal jeg i skrivende stund lade være usagt, men en sondren mellem skeptikere og fornægtere ville nok give et mere klart/sandfærdigt billede.

Hanne Utoft, hvis du gad interessere dig en smule for sagen, ville du vide at det ikke er sandt: https://www.nytimes.com/2020/10/31/us/politics/rudy-giuliani-biden.html

Det er egentligt meget påfaldende, Chris Ru Brix - i dét link til interviewet af Greenwald (som ifølge dig åbenbart også er fra det ekstreme højre), diskuteres bl.a. disse påstande om at al kritik af Biden er fra højre. Det demonstrerer en intellektuel armod, som er politisk dirigeret, og som helt givet vil få destruktive følger for kvaliteten af de offentlige debatter i USA fremover.

Glenn Greenwald forlader nu The Intercept som han selv var med til at grundlægge på grund af censur. Artiklen omhandler mediernes betandling af Bidens forbindelse til sønnen Hunter Bidens forretningsaktiviteter i Ukraine og Kina.

Glenns udkast af artikel som han presenterede for the intercept og som blev censureret kan læses her:
https://greenwald.substack.com/p/article-on-joe-and-hunter-biden-censored
Og e-mail korrespondancen mellem redaktionen og Glenn er her:
https://greenwald.substack.com/p/emails-with-intercept-editors-showing

https://www.nakedcapitalism.com/2020/10/glenn-greenwald-resigns-from-the...

Pressen burde interessere sig mere for at levere kritisk faktabaseret journalistik. Gid flere journalister var lige så modige som Glenn Greenwald. Et "Metoo" kunne være nødvendigt her i demokratiets navn. Men mon det sker. The Intercept er ejet af billionæren og eBay co-founder Pierre Omidyar og journalisterne der skriver for The Intercept er ekstremt højtlønnede , så der er god grund til at blive i folden. Og som Aron Mate bemærker så kan man sagtens forsvare at skrive for The Intercept hvis ens område ikke kommer på kollision med redaktionens politiske holdning. Aron Mate har dækket Russiagate sagen og kan derfor ikke skrive for The Intercept. Dette område er nemlig politiseret og blokkerer for kritisk faktabaseret journalistik. En politisering som kan give bagslag på den lange bane. The times are a changing..

Mht. Biden's emails, som ingen har benægtet autenticiteten af, så er det sådan at førende mainstreammedier og Demokraternes talsmænd har besluttet at disse emails er plantet af russerne; de er endnu et eksempel på russisk informationskrig og manipulation med de offentlige debatter i USA. Man har ingen beviser for denne antagelse, og dette vedgår man, men den fremføres alligevel.

Læs bl.a. denne artikel fra WP:
https://www.washingtonpost.com/politics/russian-involvement-biden-laptop...

Allan S. K. Frederiksen

FBI har bekræftet autenticiteten af Hunter Bidens computer og afvist at det har noget med russerne at gøre.

To forretningspartnere har bekræftet autenticiteten af de offentliggjorte emails. Den ene af disse har også bevidnet at Joe og Hunter Biden har talt forretninger sammen og at de brugte adgangen til Joe til at hente investorer, samt at Joe fik betaling for sin deltagelse.

Når Joe Biden hævder han ikke har modtaget penge af fremmede lande eller Hunters udenlandske forretningspartnere er det altså korrekt, betalingen skete hver gang gennem mellemmænd.
Metoden er faktisk modus operandi i sumpen og bruges på alle politiske niveauer og af begge sider i USA og mange andre lande.

Ja korruption er vidt udbredt og bør bekæmpes og det har netop Joe Biden givet udtryk for at han ville gøre. Men det drejer sig lige så meget om håndtering af sagen som en overgang medførte at The New York Times blev blokkeret på twitter.

"In Reversal, Twitter Is No Longer Blocking New York Post Article"
The latest change underlined how rapidly social media platforms are shifting their positions in the days leading up to the election".
https://www.nytimes.com/2020/10/16/technology/twitter-new-york-post.html

At emails mellem Joe og Hunter Biden er autentiske og ikke fabrikeret af russerne rejser en række spørgsmål som Biden burde svare på, og da han har rent mel i posen og blot gør som alle andre skulle det vel ikke være et problem. Men det er det tilsyneladende blevet.

Det er også besynderligt at alt det man gerne vil have feje ind under gulvtæppet altid først skal præsenteres som en konspirationsteori der involverer russerne.