Læsetid: 14 min.

Korrespondent i Belgien: Jeg bor i et vanvittigt land, hvor corona er gået amok. For anden gang

Corona breder sig hastigt i Europa. I foråret var Belgien et af verdens hårdest ramte lande, nu er smitten igen ude af kontrol. Myndighederne har fejlet eklatant. Det kan vi alle sammen lære af
En patient bliver testen for COVID-19 i en katolsk kirke i Antwerpen. I Belgien, hvor der bor 11,5 millioner mennesker, havde man 64.000 smittede alene i sidste uge.

En patient bliver testen for COVID-19 i en katolsk kirke i Antwerpen. I Belgien, hvor der bor 11,5 millioner mennesker, havde man 64.000 smittede alene i sidste uge.

Jean-Christophe Guillaume

22. oktober 2020

Da vi flyttede ind i vores lejlighed i Bruxelles, bestilte jeg et stort klædeskab fra IKEA, som efter mange besværligheder ankom i fragtvogn med en høj lift, der kunne hejse de tunge pakker op til vores soveværelse på fjerde sal.

Tre flyttefolk kørte liften op til vinduet og skulle lige til at slæbe det hele ind i huset, da de så ned i papirerne og forvirret konstaterede, at vores adresse var noteret som »3. sal«.

Ja, sagde jeg, lejligheden er både 3. og 4. sal, men adressen er 3. Men så kan vi ikke hejse skabet op på fjerde, sagde de. Hvorfor ikke, vi vil jo ikke have skabet i stuen, og liften holder allerede klar foran vinduet? Fordi det står på papiret. Reglerne.

Så småskændtes vi lidt, men det var tydeligvis ikke deres skyld, og til sidst ringede de til en chef, og rakte mig telefonen. Det var en kontorfyr fra IKEA i Anderlecht, der gjorde mig det klart, at det slet ikke kunne lade sig gøre, det var imod reglerne, de måtte køre skabet tilbage, ændre papirerne, lave en ny aftale.

Jeg nikkede, okay, okay, lagde på, så på de tre flyttefolk, der sad og røg på fortovskanten. Jeg smilede, ça va, jeres chef siger, det er okay. De lyste op, fedt mand, fem minutter senere lå alle tingene i soveværelset.

Den slags åbenlyse vanvid er en særlig belgisk specialitet, har vi fundet ud af. Et land af solblegede ringbind og officielle blækstempler, hvor der altid mangler en fotokopi og en attest.

»Belgian style,« som børnelægen på hospitalet sagde, da han på vej ud ad hospitalsdøren gav os til tip om at krydse en særlig boks af på en særlig formular, »a paper thing«, for på den måde at spare en hel del euro, uden at det tilsyneladende ændrede noget som helst, ud over at vores sag blev flyttet fra en bunke til en anden bunke på et kontor et sted.

Sådan er det her, har vi sagt til hinanden. Nærmest eksotisk, morsomt, og normalt kan man veksle vanviddet til små anekdoter, som internationale tilflyttere overbyder hinanden med til middage med rødvin. Men lige nu er intet normalt.

Den uoverstigelig klint af vanvid

Imens Danmark har diskuteret Frank Jensens pressemøder og Peter Madsens flugtforsøg, er coronasmitten steget voldsomt i Europa. EU har nu flere nye smittede end USA, tallene stiger nærmest overalt. Særligt i Belgien:

Danmark har haft 35.000 coronasmittede i alt. I Belgien, hvor der bor 11,5 millioner mennesker, havde 64.000 smittede alene i sidste uge. Som landets sundhedsminister sagde søndag:

»Vi er den hårdest ramte region i Europa. Vi er meget tæt på en tsunami. Vi har ikke længere kontrol over, hvad der sker

Så nu sidder jeg her på mit lille hjemmekontor i Bruxelles, hvor hvert fjerde coronatest lige nu er positiv. I Liege mod syd er tallet næsten hver tredje.

 

Da Belgien i foråret toppede listerne over antallet af døde pr. indbygger, forklarede regeringen, at de havde været uheldige. Alle var blevet taget med bukserne nede af de satans skiturister, og de fleste døde var jo på plejehjemmene.

Siden har de haft syv måneder til at sørge for at lige præcis det, som nu udfolder sig for øjnene af os, ikke skulle ske. Hvad er undskyldningen denne gang?

Det kan godt være, at myndighederne ikke ligefrem beordrer ambulancefolk i visir og beskyttelsesdragter til at fragte coronapositive plejehjemsbeboere væk fra hospitalerne og tilbage til plejehjemmene, sådan som det rent faktisk skete under den første bølge i foråret.

Men andelen af positive test er steget siden starten af september, udbruddet har været tydeligt, men ud over nogle halvhjertede forsøg i Antwerpen er der intet sket før mandag i denne uge. Nu er restauranter og cafeer lukket, hjemmearbejde er obligatorisk, og der er udgangsforbud mellem midnat og klokken 5.

Som Jasper D’Hoore, der dækker corona for den belgiske avis De Tjid, sagde til mig forleden:

»Tallene steg og steg, mens myndighederne ventede og ventede. Vi har spildt to måneder.«

Og nu er testsystemet ved at bryde sammen: Lange køer, laboratorierne kan ikke følge med, i Bruxelles tager det fire dage at få et svar. Så nu tester man kun folk med symptomer, og smitteopsporing er de facto umuligt.

Kan man overhovedet forestille sig en mere eklatant politisk fiasko?

Vanviddet er ikke længere en morsom anekdote. Det er en bureaukratisk og social katastrofe.

Man sidder med fornemmelse af, at alle de latterlige paragraffer og labyrintiske institutioner har aflejret sig som døde krebsdyr på havets bund i en svunden geologisk tidsalder, der nu er vokset til en uoverstigelig klint af vanvid.

Belgien er ikke noget

I Danmark sidder folk klar ved fjernsynet, når statsministeren holder pressemøde. De lytter, de gør, som hun siger. Ikke fordi hun befaler dem det, ikke fordi de er får, men fordi hendes ord også udtrykker en fælles vilje og interesse. Samfundets interesse. I Belgien har regeringen på intet tidspunkt holdt regelmæssige pressemøder eller taler for at samle nationen.

»Her har man ikke den slags officielle øjeblikke, hvor en person kan tale til alle på samme tid,« som lederskribenten på den belgiske avis Le Soir, Béatrice Delvaux, sagde til mig den anden dag:

»Jo, en gang om året: Når kongen til jul taler til alle på en gang på tre sprog, fransk, hollandsk og tysk.«

Pandemien viser, at Margaret Thatcher havde ret, da hun sagde, at »der ikke er noget, der er samfundet«. Det, vi kalder samfundet – den fælles offentlighed – findes kun, fordi vi selv fortløbende skaber den. Ved at diskutere det samme, ved at lytte og deltage.

Det er det, der er brudt sammen i USA og i Polen. Nationen har ikke én stor offentlighed, hvor alle af og til taler om det samme. De har ikke ét samfund, men lever i parallelle virkeligheder. Og det er på sin egen måde brudt sammen i Belgien.

Men en nation kan ikke fungere uden en social kontrakt. »En social forestillingsevne«, som den canadiske filosof Charles Taylor har kaldt det. Borgerne skal føle, at de kan handle i fællesskab, ellers er der slet ikke et samfund. ’Danmark, det er mig, jeg har også et ansvar’. Sådan tænkte de fleste, da COVID-19 brød ud, fornemmede man. Ingen havde forståelse for det der par, som sked på reglerne og fløj til Madeira.

Jeg vil selv gerne bidrage. Blive indendørs, hvis det er det, der skal til, være loyal over for et fællesskab. Men jeg ved ikke, hvad jeg skulle være loyal over for?

Hvis vores familie havde slået sig ned i Paris eller i Rom havde der været en leitkultur, en comme il faut, et system af skikke og normer, en måde at være i verden på, som man kunne falde ind i, efterligne, gøre oprør i mod, forsvinde ind i. En franskhed, en pariserattitude.

Men Belgien er ikke noget. Det er fransk, hollandsk og tysk, det er Liege, Antwerpen, Bruxelles, regioner, sprogområder, byer. Og selv byerne er segregerede: eurokrater for sig, muslimerne for sig.

Vi bor i et organisationsdiagram

Forleden aften sad jeg i sofaen og læste præamlerne til forskellige forfatninger på min iPad: Den franske indleder højstemt med menneskerettighederne og arven fra 1789. Den amerikanske åbner med en fanfare: »We The People of the United States …«. Den tyske nævner Europa i første sætning, den irske taler om den katolske kirke.

Og den belgiske? Den bruger de første mange sider på at forklare landets organisatoriske opbygning. »Belgien er en føderal stat sammensat af kulturfællesskaber og regioner«, som det profant og røvsygt hedder i første linje.

Vi bor i et organisationsdiagram, et »tætbefolket land i det nordvestlige Europa, som hverken natur- eller kulturgeografisk danner nogen enhed«, som det hedder i Den Store Danske ordbog.

Det kan udlægges optimistisk. Som af den mangeårige britiske EU-korrespondent, George Parker, der i Financial Times, har skrevet om Bruxelles, at »manglen på specifikke ting at skulle se er en af Bruxelles største charmer. Har man først set Grande Place kan man roligt slå sig ned med et glas Chimay Bleue-øl på en gaderestaurant og nyde byens afslappede og uraffinerede liv.«

Det kan være befriende, at man ikke skal noget særligt. Turisten kan drikke sig fuld og sove længe, diplomaten behøver ikke indrette sin levevis efter byen. Men den optimistiske udlægning rejser et nyt spørgsmål: Hvorfor så bo lige her? For kunne man så ikke lige så vel bruge sin formiddag bag fadøllene ved et af de små runde udendørsborde på Guldkronen i den uraffinerede by Middelfart?

Som et andet Dahlgårds Tivoli

Jeg har aldrig været glad for Belgien, men nu er jeg blevet decideret fjendtlig. Jeg er begyndt at afsky de søde stærke øl og den fede chokolade. De vamle pomfritboder, som står oliedampende på gadehjørnerne som et andet Dahlgårds Tivoli. Jeg ser nu hverdagens små irritationer som brudstykker i en stor forfaldsfortælling:

Nogle uger før karantænen gik jeg forbi en lille blomsterforretning, der ligger på en plads tæt ved vores lejlighed, for at købe en buket til min kone. Jeg har været der mange gange før, men havde glemt, at de kun tager kontanter, 30 euro for buketten, jeg havde kun 25.

Måtte jeg komme tilbage med de sidste fem lidt senere. Nej, sagde den lille kone, som ejer butikken, som om det var det mest tåbelige spørgsmål, hun nogensinde havde hørt. Hun kendte mig ikke, beklager, og så måtte jeg ellers frem og tilbage efter kontanter.

Når jeg sidder på en café og arbejder, tager jeg min computer med på toilettet. I gårdbutikkerne oppe ved grænsen til Holland, hvor man om sommeren kan købe jordbær og ærter, står bakkerne ikke frit fremme med en kurv, som man kan smide mønter i. De er låst inde i en slags sodavandsautomater, hvor man kan trække en bakke.

Drømmer på russisk, stønner på fransk

I en periode spillede jeg fodbold med en gruppe mænd, der – og det er ret almindeligt i EU-boblen – alle har dobbelt eller lige frem trippelt statsborgerskab.

En af dem er en høj, venlig fyr i 20’erne, som var opvokset på Mallorca, hvor begge forældre arbejdede som tolke. Hans far er hollandsk, hans mor russisk, i dag bosat i Bruxelles med en fransk-japansk kæreste. Han taler engelsk, hollandsk, russisk, spansk og fransk. Da han på et tidspunkt brænder en oplagt chance, skriger han i raseri: »Puta madre!«

Det er ikke et bevis på, at min bekendte i virkeligheden er spansk. Vi mennesker er en myriade af masker og identiteter, de underlige sammenfletninger af kultur og nationaliteter er ikke nulsumsspil, måske drømmer han på russisk og stønner på fransk, jeg aner det ikke.

Men udbruddet viser ikke desto mindre, at når lokummet brænder, når pandemien raser, når man brænder et straffespark, så kan man ikke springe op på sin hest og ride i alle retninger.

Når en uopmærksom Bruxelles-bilist for gud ved hvilken gang åbner døren i sin parkerede BMW uden at tage notits af min cykel, der nærmer sig i hans sidespejl, råber jeg heller ikke på fransk, for i det splitsekund, kan jeg intet sige på fransk, kun udbryde ’hvad fanden i helvede han egentlig tror, han har gang i’.

»Hjemme er det sted, vi helst vil være i en farlig tid,« som den bulgarske politolog Ivan Krastev skriver i sin lille bog Hvornår er det i morgen? Selv om han havde boet og arbejdet i Wien i ti år, da COVID-19 ramte, tog han og familien alligevel hjem til Bulgarien.

Nu har vi smitten til fælles. Og døden måske

For et år siden fik vores udlejer, som bor i stueetagen under os, besked fra kommunen om, at en tilbygning, som stikker ud i hans have, er en meter for lang. Jamen, den har stået sådan i 50 år, sagde han, før han selv blev født. Lige meget, reglerne, den var en meter for lang.

Og så måtte han hyre en masse rumænske arbejdere til at rive mur og gulv ned, slæbe rockwool ud i haven og køre de nedbrækkede sten væk i biler, og så bagefter bygge det hele op igen en meter længere tilbage.

I samme ombæring fik han påbud om at installere et ovenlysvindue i vores soveværelse, som ligger under taget. Men vi vil ikke have et ovenlysvindue lige over vores seng, indvendte vi. Nej, selvfølgelig ikke, og jeg vil ikke betale for det, svarede han, men altså, reglerne. Så hele sommeren er jeg blevet vækket kl. 5:30, når solen stod op.

Folk i Bruxelles elsker at fortælle anekdoter om vanviddet. Jeg tror, det skyldes, at det reelt er det eneste, vi har til fælles. Vi er fælles om at stå foran klinterne af bureaukratisk irrationalitet. Vi har vanviddet til fælles. Nu har vi også smitten til fælles. Og døden måske.

Man kunne håbe på, at vi også kunne få vreden til fælles, indignationen, raseri, det ustyrlige behov for at skrige ad de myndigheder og de regler, som ikke bare har svigtet deres ansvar, men som nu er ved at svigte det for anden gang.

Men det kan man ikke. Man kan ikke knytte næven og udpege den skyldige. Borgmestrene peger på regionerne, som peger på den føderale regering, som lige er blevet udskiftet efter 494 dages forhandlinger, de peger på eksperterne eller de uregerlige borgere.

Og hvad skal man gøre ved det? Ud over at blive frustreret. Rasende. Ked af det.

Min familie var på besøg i forrige weekend for at se vores nyfødte datter. De tog alle forholdsregler, kørte i bil, var her kun i 48 timer, de blev testet i Danmark inden afrejse, de gik med mundbind, men en fik alligevel COVID-19.

Et samarbejde, en retning, et fællesskab. Et samfund.

Vi har hele tiden vidst, at smitten ville stige igen. Og det har hele tiden været målet at bringe samfundet igennem med få døde og syge, få indgreb i borgernes frihed og få økonomiske konsekvenser. Belgien har fejlet. Europa er ved at fejle.

Det er, som vi forleden skrev her i avisen, en overset pointe i debatten om corona, at Danmark indtil nu har haft en af de mildeste nedlukninger i Europa og et af de laveste antal smittede. Den danske tilgang har sine egne skyggesider.

Vi ved godt, at den homogene nationalstat kan gøre samfundet konformt og selvtilstrækkeligt, indspist, kedeligt, provinsielt … Og forestillingen om, at hele landet har en fælles interesse, »en almenvilje«, for nu at bruge Jean-Jacques Rousseaus gamle begreb, og at almenviljen finder sit udtryk i Mette Frederiksens pressemøder, kan være farlig. Totalitært, ligefrem.

For hvad gør man med de mennesker, som ikke vil være med, som er uenige eller anderledes, jo de må »tvinges til at være fri«, som Rousseau så berømt har udtrykt det i teksten Den Sociale Kontrakt. Det er den ultimative fare.

Men fraværet af en social kontrakt – fraværet af ’et samfund’ for nu at sige det, som det er – gør også kampen mod COVID nærmest umulig. Det er blevet tydeligt, at det kræver en fælles vilje. En fælles »forestillingsevne«, et samarbejde, en retning, et fællesskab. Et samfund.

Restriktioner i Europa

Danmark:

  • Restauranter, barer, cafeer og lignende serveringssteder skal lukke kl. 22.
  • Krav om brug af mundbind eller visir på serveringssteder – dog ikke når man sidder ned.
  • Det er tilladt at afholde arrangementer, f.eks. teaterforestillinger, med op til 500 personer, hvis de sidder ned på faste pladser med retning mod en scene, biograflærred, bane eller lignende.
  • Det anbefales at begrænse den sociale omgang med andre.
  • Det anbefales, at arrangementer og fester i private hjem kun afholdes med den nærmeste snævre omgangskreds.

Sverige:

Her er der fortsat få restriktioner:

  • Man må ikke samles mere end 50 personer.
  • Personer over 70 anbefales at gå i selvisolation.
  • Befolkningen anbefales at arbejde hjemmefra.

Belgien:

  • Man må kun have tæt kontakt til én person uden for sin husstand. Man må invitere fire personer hjem, og de fire personer skal være de samme i en periode på to uger, hvorefter man må udskifte personerne.
  • Alle barer og cafeer er lukkede.
  • Salg af alkohol er forbudt efter kl. 20.
  • Man skal arbejde hjemmefra, hvis det er muligt.
  • Alle skoler er åbne, dog har nogle skoler indført delvis online-undervisning.
  • Kulturelle begivenheder er tilladt, hvis forholdsreglerne for social afstand bliver overholdt.

Tyskland:

  • Man skal bære mundbind i forretninger og i offentlig transport.
  • Alle større forsamlinger som sportsbegivenheder, festivaler og koncerter er forbudt.
  • Bayern, omkring den østrigske grænse, er skoler og børnehaver lukkede, og man skal blive hjemme, medmindre man har en god begrundelse for at gå ud.
  • I Berlin skal barer og restauranter lukke kl. 23.

Italien:

  • Borgmestre kan lukke offentlige områder efter kl. 21.
  • Der er udgangsforbud i Lombardiet i nord og Campania i syd.
  • Konferencer, festivaler og kontaktsport på amatørniveau er suspendereret.
  • Man skal bære mundbind både udenfor og indenfor på nær i private hjem.
  • I skoler skal børn over seks år bære mundbind, når de bevæger sig rundt på skolens område.

Spanien:

  • Den nordlige region Navarre, der grænser op til Frankrig, går i lockdown torsdag. Barer og restauranter skal være lukkede, og der er restriktioner på, hvem der må bevæge sig ind og ud af regionen.
  • Barer og restauranter er lukkede i Catalonien.
  • Madrid er i delvist lockdown. Der må blandt andet kun være halvdelen af restauranternes og barernes fulde kapacitet.
  • Det er obligatorisk at bære mundbind, når man bevæger sig udenfor i de fleste regioner.

Frankrig:

  • Der er udgangsforbud om aftenen i ni af de største byer. Her skal man være hjemme fra kl. 21 til kl. 6 om morgenen.
  • Man må maks. samles seks personer ad gangen i private hjem.
  • Store forsamlinger er forbudt i hele landet.
  • Man skal bære mundbind i lukkede offentlige rum samt på de fleste arbejdspladser i hele landet.
  • I hundredvis af landets regioner skal alle over 11 år bære mundbind udendørs.

Storbritannien:

Der er tre niveauer:

Niveau 1:

  • Man må ikke samles mere end seks personer udendørs og indendørs, og barer og restauranter lukker kl. 22.
  • Gælder i hele landet.

Niveau 2:

  • Indendørs socialt samkvem er kun tilladt med dem, man bor sammen med.
  • Uformel børnepasning er tilladt.
  • Man må gerne mødes med venner og familie, men kun udendørs og i grupper af maks. seks personer.

Niveau 3:

  • Man må kun mødes i store åbne områder som parker, skove eller på stranden. Maks seks personer ad gangen.
  • Pubber og barer skal være lukket, medmindre de serverer måltider – alkohol må kun serveres med et måltid mad.
  • Det anbefales, at man ikke rejser ind og ud af områder i niveau 3.
  • Niveau 3-restriktioner vil blive indført i Manchester-området fredag den 23. oktober.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Lisbeth Glud
  • Torben Lindegaard
  • Armin Vauk
  • Liselotte Paulsen
  • Jakob Trägårdh
  • Flemming Berger
  • Svend Erik Sokkelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Alvin Jensen
  • Jesper Eskelund
  • Carsten Munk
  • Torsten Jacobsen
  • Claus Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Ervin Lazar
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Ellen Jeppesen
  • Didde Bernberg
  • Steffen Gliese
  • Christian Mondrup
  • Maya Drøschler
  • Troels Ken Pedersen
  • Bjørn Pedersen
Maj-Britt Kent Hansen, Lisbeth Glud, Torben Lindegaard, Armin Vauk, Liselotte Paulsen, Jakob Trägårdh, Flemming Berger, Svend Erik Sokkelund, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Jesper Eskelund, Carsten Munk, Torsten Jacobsen, Claus Nielsen, Olaf Tehrani, Ervin Lazar, Katrine Damm, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Anne-Marie Krogsbøll, Ellen Jeppesen, Didde Bernberg, Steffen Gliese, Christian Mondrup, Maya Drøschler, Troels Ken Pedersen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Sondergaard

Kære Christian og Information, artiklen her giver desværre mest indblik i journalistens mangel på forståelse for og fordomme overfor Belgien og hans hjemve til igen at kunne gå i takt til Mette Frederiksens taler til den Danske Nation...

Der er en seriøs sundhedskrise i Belgien i øjeblikket, men at reducere årsagen til et spørgsmål om nationalt fællesskab er hverken god analyse eller særligt intelligent. Der er masser af fællesskab og solidaritet i Belgien også under den nuværende krise - og den nationale identitet er ikke en forudsætning for fællesskab og solidaritet som artiklen synes at påstå. For dem, der er interesseret er der en mere faktuel og intelligent analyse på nederlansk her: https://www.demorgen.be/nieuws/experts-zien-vijf-redenen-waarom-belgie-h...

Heidi Vanparys, Helle Søndergaard, Anna Thorst, Karen De Mey, Helena Fiers, Anne Albinus, Lars Holte Nielsen, Jes Kiil og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar

Belgien ligger i toppen af listen, men det er ikke kun i Belgien, at COVID-19 spreder sig med stor hastighed. Det gør den de fleste steder i Europa, og hvis det ikke bremses, er der kun få uger til, at f.eks. Tyskland er oppe på de samme smittetal, som Belgien har nu.

For mig at se er den triste konklusion, at ingenting hidtil har virket. Nedlukningerne i foråret bragte ikke nogen langsigtet og holdbar løsning, og selv lande med mange smittede og døde i foråret har ikke opnået nogen nævneværdig naturlig immunitet. Så det bliver givetvis en hård vinter i Europa.

Isolation er det eneste tiltag, der altid virker, så længe man ikke har vaccinen. Det er vel gået op for de fleste hvordan smitten bevæger sig. Manglende forståelse af dette tiltag har flere gange i historien bragt menneske i knæ. Spørgsmålet er blot, hvordan vi gennemfører det praktisk i et højt udviklet samfund med international samhandel. For vi kan ikke undvære industrien og landbrug hvis vi skal overleve.

Og spørgsmålet er om man ikke kunne bruge den partielle nedlukning, til at indføre nogle langtidsvirkende klimavenlige ændringer til vores alles fordel. Fx. Kontorarbejde behøver ikke at indebære at man rejser 100 km hver dag for at side i et andet lokale for sig selv, og kun ser sine kollegaer over en frokost. Bare dette kunne fjerne måske 20.000 biler fra vores veje hver dag?

Karsten Nielsen, Anna Louise Finck-Heidemann, Anina Weber, Carsten Wienholtz, Inger Jensen, Svend Erik Sokkelund, Carsten Munk, Henriette Bøhne, Nille Torsen, Steffen Gliese og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Dette spændende og fornuftige debatindlæg sætter tingene på plads:
https://www.sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3918-konflikten-tegnes...

"Løsningen er derfor at blive ved at slå hårdt ned over for virus. Kun ved at holde smitten nede kan vi effektivt beskytte de sårbare. Her fremhæves lande som Japan, Vietnam og New Zealand som lande, der har fundet modeller, der er værd at gøre efter."

Karsten Aaen, Anina Weber, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Nille Torsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Et af kendetegnene ved den eksponentielle smitte er at efter et vist smitteniveau, er det for sent at bremse smittespredningen. Hellere for tidligt end for store tiltag.

Karsten Aaen, Anina Weber, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Nille Torsen, Claus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"Hellere for tidligt end for store tiltag."

Man gør det modsatte:Hellere lidt for lidt, lidt for sent. Man skal lige se, om ikke den går...

Og så ønsker man ikke at risikere at slå epidemien HELT ned (som det næsten - ved et uheld - lykkedes ved nedlukningen) - for så er de mange millioner til vaccine- og behandlingsforskning spildte. De skal lige nå at give kæmpeafkast først....

jens peter hansen

Jeg synes det er en sørgmunter og velskrevet beskrivelse af et land der vist har nogle problemer, som pga af landets særegne struktur er yderst fremherskende.

Inger Jensen, Claus Nielsen og Ole Karmark anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Karl Lauterbach er blevet inviteret til at skrive i The Guardian om de tyske erfaringer fra første bølge:
https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/oct/19/germany-covid-seco...

citeret fra hukommelsen: Lauterbauch er 2x doktor, professor, epedimiolog og medlem af Forbundsdagen for SPD.
Han gennemgår i artiklen den tyske strategi også for 2. bølge. Forhåbningen er, at alle i risikogruppen bliver vaccineret til foråret (2021) og andre bliver til efteråret. Når det ikke er resten, så er det fordi, det er enormt mange mennesker, vi taler om.

Torsten Jacobsen

Tak for endnu en god artikel, Christian Bennike. Det er velgørende, at de personlige betragtninger krydres med henvisninger til forskellige værker, som taler ind i problemfeltet. Det er altid rart med forslag til læselisten :).

Hvad spændingen mellem individ og samfund angår, vil jeg anbefale en læsning af Sigmund Freuds værk, 'Kulturens Byrde' (Das Unbehagen in der Kultur (1930)). Det er ikke just opmuntrende læsning, men afhandlingen flugter fint med nogle af de pointer, som du i din tekst frembringer.

Karsten Aaen, Inger Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Anne-Marie Krogsbøll

Strammer sølvpapirshatten ikke en smule?

Torben Lindegaard, Tommy Gundestrup Schou, Inger Jensen, Bent Nørgaard og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Så har vi endnu en bølge af udtalelser fra skråsikre amatør-epidemiologer i en kommentarstreng i Information. Kan I i det mindste ikke holde jer til emnet og vente med jeres guddommelige vås til en relevant streng? Her kommenteres om Bennikes indlæg om Belgien.
Og til sagen: Peter Søndergård havde den første kommentar om Belgien hvor han henviser til en nederlandsk artikel. Det lyder spændende så Peter, vil du give en oversættelse og gerne i komprimeret form? Vi er formodentlig mange der ikke læser nederlandsk.

Anna Thorst, Karsten Aaen, Anna Louise Finck-Heidemann og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Indlægget har dobbelt fokus, jens christian jacobsen: Belgien OG den rette håndtering af corona-krisen. Se bare de omfattende tekst-bokse om håndteringen i forskellige lande.

Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jørgen Hansen

Jeg omskriver lige indlægget:
Et land fyldt med tyvagtige afrikanere, en underklasse i et hjørne af Lolland, hvor taberne æder deres pommes frites, på trods af at jeg synes det er noget lort. Et land som Danmark, fyldt med irriterende bygningsreglementer, som man ikke bare kan ignorere, øl der ikke passer til min smag. Og så kan de ikke engang finde ud af at splitte landet op i de 3 dele (mindst) som ville være naturligt. De har endog været med til at grundlægge EU, dette Babylon af racer.

Og hvorfor kan folk ikke se på mig at jeg er ærlig, og derfor har ret til at skylde i blomsterforretningen? Jeg betaler jo imorgen! De varme lande er noget lort!

Er det kun mig der kan se racismen?

Anna Thorst, kjeld hougaard, Anina Weber, Ruth Sørensen, Lars Holte Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll og Lars Hansen anbefalede denne kommentar
Jørgen Hansen

Min kritik går på at manden pepper en saglig reportage/kritik op med sin egen afsky for et land hvor han selv har valgt at bo. Unødvendigt for emnet.

Anna Thorst, Torben Lindegaard og Helena Fiers anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Well, Jørgen hansen. Der er vi så uenige, i al venskabelighed.

Har du læst 'Faldet' af Albert Camus? Hvad han dog ikke begår af overgreb på byen Amsterdam, alt sammen i en højere pointes tjeneste ;)

Jørgen Hansen

Næh, desværre. Men jeg skriver den på den kilometerlange liste af bøger jeg skal læse en dag :-)

Hvad covid angår, tror jeg næppe vi slipper for at de fleste får sygdommen. Enten i mild form, og for nogens vedkommende, alvorlig, eller tilmed dødelig.

Oprindeligt var det meningen at tilfældene skulle spredes over tid (de berømte kurver), men nu forsøger man helt at undgå smittespredning. Efter min mening, kan det ikke lade sig gøre, og Sveriges metode ender med nøjagtigt samme resultat som andre steder.

Jeg vil også gerne forklare begrebet eksponentiel vækst.

For folk flest betyder det "en helt vild stigning". Matematisk set, betyder det blot at antallet Y fordobles for hvert skridt på X-aksen.

Eksempel: virksomheden ABC havde 3 ansatte i 2010, 6 i 2013, 12 i 2016 og 24 i 2019.

Venter man længe nok, har virksomheden milliarder af ansatte.

I vort tilfælde, vil det både epidemiologisk såvel som matematisk være umuligt at have flere smittede i Danmark end antallet af borgere, og dem eksponentielle vækst gælder derfor kun for et delbillede af kurven. Eksempelvist 200 smittede i uge 30, 400 i uge 40 og 800 i uge 50. Denne vækst kan naturligvis ændres af tiltag, og det grænser derfor til talmanipulation og skræmmetaktik, når man på basis af et kurveudsnit og "hvad-nu-hvis" taler om eksponentiel vækst

jens christian jacobsen

Netop, Anne-Marie Krogsbøll, du er en af dem der aldrig lader en chance gå fra dig. Du er tilhænger af hard core nedlukning i kampen mod Covid-19. Det har vi to flere ganmge være uenige om i strenge i denne avis. Og såvidt jeg husker også i Pol.
Så, please, mener du noget om det 'andet' fokus i artiklen? Det synes jeg er mere spændende at høre fra din mund (hånd) end alt det, du og mange andre mener er den Rette Kur mod Corona.

"Kan I i det mindste ikke holde jer til emnet og vente med jeres guddommelige vås til en relevant streng? Her kommenteres om Bennikes indlæg om Belgien."

Hele Bennikes indlæg handler om at bruge COVID-19 som en anledning til at shame det belgiske samfund. Som han formentlig ikke kan lide af nogle helt andre årsager. Og med mindre man specifikt bor i Belgien, så er det mere interessant at forholde sig til den del af indlægget, der handler om COVID-19, end eksempelvis hvilket papirarbejde det kræver at flytte en sofa.

Hvis det at have overdødelighed under en pandemi er et udtryk for, at et land er en "fiasko", så er der rigtig mange lande, som er "fiaskoer". Omvendt har et land som Somalia kun registreret 3.897 smittede og 102 døde. Så hvis man skal følge logikken i Bennikes og mange andre lignende "COVID-19 landskamp" indlæg, så må Somalia være et fantastisk sted at bo?

Torsten Jacobsen

Gudfader..

Christian Bennike benytter det belgiske samfund som løftestang for en mere grundlæggende pointe, og nogen her i kommentartråden råber...Racisme??!

"Det er en aldeles uvederhæftig fremstilling af det belgiske samfund, og JEG føler mig som læser DYBT krænket af denne ensidige fremstilling af et ellers multifacetteret og dybt beundringsværdigt Belgien. JEG har godt nok aldrig selv hverken levet i Belgien, ej heller sat min fod der, men JEG synes alligevel, at det er særdeles urimeligt, at en journalist sådan tilsmager sin tekst med lidt 'Gonzo', begyndende krop og kraft.."

Undskyld mig. d'herrer og damer, men måske man ind imellem bare skal knytte sylten, lade selv sine mest værdsatte fugle fare, og så bare sætte pris på en velskrevet, ikke helt uigennemtænkt journalistisk tekst?

Pssst:

Den handler ikke om Belgien!

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Emil Davidsen, Inger Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jørgen Hansen

Kan en person der er meget negativ overfor Belgien referere og analysere objektivt?

Kan Rasmus Paludan levere en objektiv analyse af fordele og ulemper ved muslimsk indvandring?

kjeld hougaard, Karen De Mey og Helena Fiers anbefalede denne kommentar

Man kan selvfølgelig være kritisk over for, at Belgien har ventet så længe med at reagere på de stigende smittetal efter sommerferien. Men det virker søgt at gøre det til et spørgsmål om "fraværet af et samfund".

Mange andre lande har også været længe om at reagere, og grundlæggende er hovedårsagen vel, at man forsøger at afveje hensyn til at bremse smittespredningen mod hensyn til økonomien og til den personlige frihed.

Jørgen Hansen

Jeg spurgte engang en belgier (flamlænder) om konsekvensen af deres årelange problemer med at danne regering. "Det betyder ikke noget, Belgien har 7 regeringer."

Hvordan det faktisk forholder sig, ved jeg ikke, men belgisk politik er nok ikke sådan lige at gennemskue.

Men jeg er skeptisk overfor en reportage (=meningstilkendegivelse) fra en person der helst ville skride et andet sted hen. Har han overhovedet gidet sætte sig ind i tingene, eller er landet bare "noget lort"?

Torben Lindegaard, Claus Nielsen og Lars Hansen anbefalede denne kommentar

Bennike har ret i, at myndighedernes strategi har fejlet i Belgien.

Le Soirs lederskribent Béatrice Delvaux skrev i går, at det værste er, at myndighederne ikke har kommunikeret klart og gennemsigtigt til borgerne. Den politiske løgn, der herskede mht. brug af mundbind, der længe blev præsenteret som ubrugelige - modsat al evidens - for at skjule manglen har permanent rykket belgiernes tillid til myndighedernes udmeldinger. Testsagen tilføjer endnu et meget skadeligt lag.

Lederen er desværre bag betalingsmur: https://plus.lesoir.be/332871/article/2020-10-21/le-fiasco-des-tests-apr...

Der er da meget, man kan være træt af/undres over ved at bo i Belgien.

Jeg boede der fra 1999-2008. Men der er også meget, man kan glædes over, f.eks. den professionelle høflighed i det offentlige rum.

Karsten Aaen, Steffen Gliese og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Christian Bennike; utrolig negativ skrevet. Hvorfor bor du egentlig i det rådne land som du hader så meget??? Det gør ondt i mit belgisk hjerte.

Jeg bor som expat i dit såkaldte WallHalla Danmark.

Hvis jeg vil skrive på din måde om Danmark, vil patrioter danskerne siger: farvel, flyt ! Måske er det rådne banan et område lige noget til dig ?

Læs lige det her om fru Mette:

https://www.berlingske.dk/virksomheder/fuldstaendig-vanvittigt-der-finde...

Tak til Peter Sondergaards meget fint kommentar.
Christian er så negativ indstillet, at han ikke længere kan se det gode i Belgien.

Fællesskabet er enormt i Belgien. Kig hvor stort respekt det befolkningen overfor sundhedspersonale. Hjertevarmende. Det har jeg aldrig set her.

Steffen Gliese

Den danske grundlov er modelleret over den belgiske forfatning efter oprøret i 1830.
Da jeg var barn, lærte vi, at der var 2 stridende folkegrupper i Belgien, de katolske vallonere og de flamske reformerte; men såvidt jeg nu kan se, er det i mellem tiden kommet en gruppe mere til: det tyske mindretal.
Det har nu i flere omgange indenfor et årti været umuligt i rimelig tid at danne en regering efter et valg; men man udnyttede denne periode godt til eksperimenter med mere demokratiske beslutningsformer end valgte repræsentanter. Det kan man læse om i David van Reybroucks 'Imod valg'.

Heidi Vanparys

"I Belgien har regeringen på intet tidspunkt holdt regelmæssige pressemøder eller taler for at samle nationen." Det passer altså ikke. Listen med de mange pressemøder står på https://news.belgium.be/en/corona Og mange gange blev der vist klip fra dem i nyhederne. Derudover så har kongen også talt til nationen, se fx https://www.vrt.be/vrtnws/en/2020/03/17/king-filip-calls-on-belgians-to-... . Bl.a. på nederlandsk. Eller kald det flamsk. Men det var i hvert fald ikke på hollandsk... https://politiken.dk/debat/kroniken/art4898349/Nederlandsk-Et-ukendt-sprog http://nederlandsk.nu/?page_id=193 Så jeg, enig med en tidligere kommentar, korrespondenten udviser vist en mangel på forståelse for Belgien. Og som belgier synes jeg også, at det er superærgeligt med sådan en negativ artikel.

Anna Thorst, Karen De Mey, Helena Fiers og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jørgen Hansen

Stort set hver gang jeg hører en nyhed, hvor stoffet tilhører et område jeg ved noget om/var til stede/hørt fra personer der var, kan man finde greele og grove fejl, det viser at journalisten bare har causeret over emnet, eller kun hørt halvt efter.

Som et godt eksempel, kan man nu læse om en forgiftning der fandt sted i et coronatesttelt. Lige pludselig blev kulmonoxid/CO til kuldioxid/CO2.

Om journalisten har faktuelt ret, ved jeg ikke, men artiklens ene ben er, at Belgien er et lorteland. Mon så det andet ben (corona) er lødigt?

Almindelig viden om kildekritik siger, at en artikel hvor den ene halvdel er bullshit, nok siger noget om den sammen halvdel.

Christel Gruner-Olesen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Jeg har været i Belgien mange gange. Når man er i Wallonien, er man i den frankofone kultur, og det er behageligt. Det har folk i Flandern også erkendt, bl.a har de samme kulinariske niveau. Det er vanskeligt som turist at vurdere, hvordan det er at have sin dagligdag i Belgien, men det første, man skal gøre sig klart, er, at det er ikke som i Danmark. Hvis man synes, at det skal være på den måde og ikke kan få øje på, at der findes andre måder at leve et liv på, så skal man blive i DK.

Heidi Vanparys, Karsten Aaen, kjeld hougaard, Christel Gruner-Olesen, Karen De Mey og Lars Hansen anbefalede denne kommentar

Som allerede skrevet i tidligere kommentarer, har journalisten slet ikke gennemskuet landet, hvor han bor i. Og hvad er formålet egentligt med artiklen? Han beskriver stortset kun egne frustrationer og et ønske for at få det 'fantastiske Danmark' i Belgien. Og corona-pandemien har han slæbet ind i artiklen, for at kunne komme af med sin vred - for ellers vil ingen være interesseret i at læse det.

Der er ingen tvivl om, at Belgien er et komplekst land - det ved vi belgier også godt. Men vi er et land med mange gode og positive ting, som du vil se, hvis du bare vil være lidt mere åben. Og at vi ikke er så chauvinistisk som danskere (eller fx franskmænd), og er en blanding af forskellige kulturer, er ikke ensbetydende med, at der ikke eksisterer fælleskab og solidaritet. Der er en masse solidaritet og varme i vores belgiske samfund - en varme som jeg faktisk mindre kan se i det danske samfund. At udviklingen i coronasmitten så skyldes manglende national fællesskab er et meget snævret påstand. Der er så mange faktorer, som påvirker pandemien, og der er stadig så meget ukendt. En stigning i smitten kan skylde mange forskellige ting. Desuden skal man lade være med hele tiden at sammenligne lande: corona tallene er opgjort anderledes, landenes geografi, demografi etc. er så forskelligt...
Jeg vil forslå, at journalisten kommer hurtigst muligt tilbage til 'the center of the world' - som danskerne tit tror, man er i. Og så ikke længere skriver disse slags nedladende artikler fra sit kontor i EU/expat-boblen, som han tilsynladende er overbevist om, at det repræsenterer det ægte Belgien.

Heidi Vanparys, Anna Thorst, Christel Gruner-Olesen, Torben Lindegaard, kjeld hougaard og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Det er åbenbart for mig, at text forfatteren har hjemve, denne + Corona angst burde får hans arbejdsgiver til at tilbyde ham orlov. Lægen herhjemme kan formodentlig skrive en sygemelding, på engelsk har de et lidt stærkere ord for fænomenet: ”home – SICK”. Det er ikke alle der er skabte til at leve udenfor Danmark, hvor ingen – fra fødselsøjeblikket til det sidste suk på plejehjemmet – behøver spekulere over hvad ”man” skal mene og gøre = det samme som alle andre. At ”Tvinges til frihed” er det værste der kan ske i det liv.

jens peter hansen

Belgien fik som en betaling for indsatesen under 1. verdenskrig en lille luns af Tyskland omkring byen Malmedy og hermed også et lille tysk mindretal.

Jørgen Mathiasen

Belgien har ikke alene et lille tysk mindretal, men har det kuriøse, at nationalflagets farver er tyske (vertikalt). Hollands og Luxembourgs er franske.
Man kunne eventuelt foreslå Informations korrespondent at tage til Ardennerne. Der er nogle ualmindeligt skønne naturomgivelser og en dramatisk historie, som er fremstillet på flere forskellige museer i området. Der er noget at tænke over bagefter, og når den almindelige sult melder sig, kan man få fransk gastronomi. Hvad mangler man så?

jens peter hansen

For det første er det belgiske flag ældre end det tyske, det er fra 1831, og farverækken er sort, gul, rød lodret. Det tyske er fremme første gang i i Frankfurt 1848 og har en anden rækkefølge nemlig sort,rød, gul vandret. Nationalflag bliver det først i 1920 til 1933 og så igen i 1945. Hollands flag er langt ældre end Tricoloren,som er fra 1790, så de nederlandske farver er ikke franske, snarere omvendt. De franske farver er i øvrigt hvid efter kongen og rød og blå efter Paris' farver. Det bliver dog også symbol på frihed,lighed og broderskab.
Mon ikke Bennike kender Belgien og hans suk gælder jo især visse bureukratiske og ineffektive forhold i landet. At Vesterhavet er dejligt at bade i gør jo ikke stanken af svinefabrikker mindre her i landet...
En vittighed fra 50'erne fortæller at Pierre Mendes France, som ville sænke alkoholindtaget i landet går ind på en bar og siger til en tørstig mand ved disken: Er De klar over at der dør over 15.000 franskmænd af skrumpelever hvert år ? Hvad rager det mig, siger den tørstige, jeg er belgier.
Er den nu også stødende ?

Torben Lindegaard

Jørgen Hansen 22. oktober, 2020 - 15:58

Man skal virkelig være forsigtig, når man vil forklare matematiske begreber for os godtfolk.

Tænk bare på Finansminister Thor Pedersen, 2001–2007.

Thor Pedersen vovede at komme med en vittighed under en pressekonference, hvor de økonomiske fremtidsudsigter i henhold til Finansministeriets regnemodeller blev præsenteret.

Der var drønende overskud på betalingsbalancen – og hvis man lod modellen beregne langt nok ud i fremtiden under de give forudsætninger, så kunne vi snart købe hele verden, sagde Thor Pedersen …. og der gik totalt rundhyl i den blandt journalisterne.

Finanstidende var blevet nedlagt i 1989, så der kunne vi ikke søge oplysning.
Hans V. Bischoff havde forladt Information i 1975, så Informations journalister var ikke mere vidende end alle de andre, så det var svært at blive klogere på, at forudsætningen om alt andet lige helt ind i evigheden var et forsøg på en finansministeriel model-joke .... der unægteligt faldt fladt til jorden !!

Karsten Aaen, Finn Thøgersen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Tuomas Sihvonen

"Så nu sidder jeg her på mit lille hjemmekontor i Bruxelles, hvor hvert fjerde coronatest lige nu er positiv. I Liege mod syd er tallet næsten hver tredje." -- Christian Bennike kender ikke til at byen Liège er mod øst fra Bruxelles...