Tirsdag aften talte premierministeren til nationen. Væk var hans drengede og drilske facon. Den ældre udseende, tyndere udgave af Boris Johnson med sorte rande under øjnene, bærer personligt vidnesbyrd om det ekstraordinære år, Storbritannien har gennemlevet – og om den mørke vinter, der forestår.
»Antallet af syge med covid er firedoblet i løbet af den sidste måned. Og antallet af indlagte og døde stiger desværre også markant. Statistikken for sygdommen blinker os i øjnene som advarselslys på et jetfly i nød. Vi bliver simpelthen nødt til at reagere,« sagde Boris Johnson på et pressemøde mandag aften.
Trafiklysmodellen
Regeringens reaktion er et trafiklyssystem med risikokategorierne ’mellem’ ,’høj’ og ’ekstra høj’ og giver mulighed for at lukke proportionelt ned i forhold til den reelle smitte i lokalsamfundet.
London forbliver for eksempel i mellemkategorien ligesom det meste af det sydlige England. Jo længere nordpå i landet, man kommer, des hårdere restriktioner indføres der.
Nottingham og Manchester sættes nu i kategorien ’høj smitte’ sammen med størstedelen af The Midlands, mens altså Liverpool i nordvest puttes i den højeste alarmkategori, hvor man nærmer sig en lockdown som den i foråret med forbud mod unødvendige rejser til og fra regionen foruden nye restriktioner på social aktivitet.
Boris Johnson takkede i sin tale Liverpools borgmester, Steve Rotherham, for hans samarbejde omkring den vanskelige beslutning. Men bagefter stod det hurtigt klart, at Liverpools borgmester på ingen måde følte sig som del af et samarbejde. Ligesom byens borgere frygter han de økonomiske konsekvenser for et Liverpool, som gennem det seneste årti har kunnet genopfinde sig selv som en storby med et aktivt aften- og natteliv.
»Det var regeringen og ikke bystyret her, der traf denne beslutning. Det er uærligt af Boris Johnson at påstå noget andet. Dette er ikke vores ønske, og jeg frygter for langtidskonsekvenserne for Liverpool,« udtalte Steve Rotherham til Liverpool Echo.
Diskrimination mod Nordengland
Også Manchesters borgmester, Andy Burnham, er utilfreds med nedlukningsmodellen.
»Vi tvivler på effekten af denne strategi. Der er intet, der understøtter, at disse restriktioner, der vil gøre ondt på vores del af landet i meget lang tid, faktisk har nogen effekt. Personligt er jeg tilhænger af en national, såkaldt circuit breaker, hvor hele landet lukker ned et par uger for at kvæle smitten,« sagde Andy Burnham til The Independent.
Lokalpolitikernes afstandstagen fra det nye system afspejles i lokalbefolkningen. PÅ BBC Radio 4’s morgenradio fortalte flere oprørte Liverpudlians om, hvad de ser som mindelser om fortidens nord/syd-diskrimination, hvor Liverpool og andre byer i Norden betaler prisen for et nationalt problem.
Manchesters borgmester, Andy Burnham, er i løbet af COVID-19-krisen blevet en slags Nordens stemme mod den centraliserede beslutningstagen i Westminster. Fornemmelsen blandt mange i Nord er, at Boris Johnson famler i blinde, og at den konservative regering hverken har megen tid eller omsorg for Nordengland.
En dugfrisk meningsmåling udført af YouGov viser, at 65 procent af briterne ikke har tiltro til regeringens coronapolitik. Var rundspørgen blevet udført i Nordengland alene, ville tallene givet være endnu værre for Boris Johnson.
Boris lytter ikke til videnskaben
Premierministerens store problem er, at befolkningen og regeringens rådgivende videnskabsfolk vil vidt forskellige ting. Chefen for det videnskabelige råd SAGE, der rådgiver regeringen, Chris Witty, sagde ved tirsdagens pressemøde, at han frygtede, at det nye nedlukningssystem ikke er effektivt nok:
»Selv den skrappeste af disse kategorier er ikke skrap nok til at få kontrol med smitten. Det er mit indtryk, at det vil blive muligt for lokalstyret selv at skærpe restriktionerne yderligere, og det er jeg bange for bliver nødvendigt,« sagde Chris Witty.
Det er siden blevet lækket, at SAGE for tre uger siden anbefalede regeringen en total nedlukning af samfundet i tre uger, men at hverken finansminister Rishi Sunak eller Boris Johnson ville acceptere noget sådant.
Dette stiller regeringen i en vanskelig situation, hvor man på den ene side ikke vil lytte til videnskaben og på den anden side ikke vil give mange den frihed, de ønsker. Der er et ulmende oprør internt hos De Konservative mod det, dele af partiet ser som et angreb på individets frihed og »ukonservativ opførsel«.
Selv betegner Boris Johnson sig som en ’covid-centrist’, der forsøger at lytte til stærkt modsatrettede holdninger til epidemien i samfundet.
Lige nu er premierministerens politiske glas dog bestemt mere halvttomt end halvtfuldt. Politisk har han ikke råd til at tabe Nordengland på gulvet, og det er let at se ham blive skydeskive for angreb fra begge fløje, hvis det nye tiltag skulle slå fejl.
Hans eneste trøst – og måske en del af årsagen til det nye nedlukningssystem – er, at det bliver lettere at skubbe ansvaret over på de lokale myndigheder rundt om i landet.
Hvis det lykkes at overlade en del af ansvaret om graden af lockdown til de lokale borgmestre, så er det dem, der bliver genstand for folkets vrede – og det vil på sigt muligvis spare premierministeren for i hvert fald nogle tomater kastet i vrede.
Som jeg har forstået det er en del af problemet, at briterne stadig ikke har fået indført et effektivt system til testning og smitteopsporing. Og så var det måske bedre blot at resignere og lade naturen gå sin gang, så de kan få det overstået ved, at epidemien brænder sig selv ud. Det er nok sådan, det kommer til at gå alligevel. Forbud mod socialt samvær på tværs af husstande hører ingen steder hjemme i et demokratisk samfund. Det er fuldt forståeligt, at mange briter efterhånden er fået nok af de hysteriske og ineffektive tiltag.
Når "naturens gang" og flokimmunitet ikke er et valg den britiske regering vil tage, skyldes det antallet af dødsfald, UK allerede har haft til Covid-19, og den videnskabelige prognose for, hvad der kan blive fortsættelsen. Læs:
https://www.theguardian.com/world/2020/oct/13/keir-starmer-urges-pm-to-i...
hvor circuit-breaker-lockdown er et andet udtryk for en omfattende nedlukning.
@Jørgen Mathiasen
Men trods alt har den britiske regering valgt at ignorere det komplet hjernedøde råd fra SAGE om at lukke landet ned i 2-3 uger og dermed skubbe problemet foran sig til den kommende tredje bølge, som med sikkerhed ville opstå, så snart restriktionerne blev fjernet igen.
Hvad angår antallet af dødsfald, så skal vi alle dø før eller senere, og de fleste af de døde er over 80 år gamle, hvilket betyder, at det uundgåelige alligevel nærmede sig. Derimod smadrer nedlukninger fremtiden for de unge.
https://www.theguardian.com/society/2020/oct/13/uk-unemployed-young-peop...
@Lars Hansen
Hvis der er noget, der for de fleste forekommer at være mindre intelligent, så er det den britiske regerings håndtering af Covid-19. Man er stærkt fristet til at sige, at den har tillladelse fra en vælgerbefolkning, der selv virker middelmådigt begavet, men efter at den for et lille år siden gav en svinder og charlatan som Johnson et overvældende flertal (og 4 år tidligere stemte for hans Brexit), har den ifølge meningsmålingerne alligevel fået nok. Johnsons flertal er skrumpet stærkt.
Hvad der for de fleste mennesker og deres regeringer gør en forskel på historiske epidemier og den nutidige er forventningen om udviklingen af en vaccine, som afgørende ændrer på det, som ellers er "naturens gang" (bortset fra at behandlingen af syge også er blevet bedre).
Der er omkring 170 forsøg på at udvikle en vaccine, og 2/11 af disse forsøg, Oxford og BioNTech, er gået i fase 3 (»vaccines in large-scale efficacy trials«) med udviklingen. Forventningen om en vaccine gør det meningsfuldt at forsøge at forhindre eller forsinke udbredelse af viruset.
@Jørgen Mathiasen
Måske men da ikke for enhver pris. Og pointen er jo også, at ret begrænsede tiltag synes at være nok til at opnå det ønskede resultat. Alle de nordiske lande har lige nu få smittede og døde, og der er ingen af de nordiske lande, som har gjort det forbudt at mødes med nogen uden for egen husstand. Eller har gentaget nogen af forårets øvrige fadæser såsom at lukke skoler og et stort antal arbejdspladser.
Og med hensyn til at "lade naturen gå sin gang" så ser lande som Mexico og Brasilien nu faldende smittetal og dødstal, formentlig som følge af naturlig immunitet, og de har stadig ikke signifikant flere døde end Storbritannien, Frankrig, Spanien, Italien, Belgien og Holland.
Man må vel konkludere, at hvis man ikke vil høre (= reagere adækvat tidligt i epidemien), så må man føle ( = finde sig i hårde sanktioner, når det løber løbsk). Når først det er løbet løbsk, fordi man har forsøgt at springe over, hvor gærdet er lavest (og billigst), så er milde restriktioner ikke mere nok.
Jørgen Mathiasen... er du socialdemokrat?
Du bruger Mette F og co retorik.. "mindre intelligent" og "middelmådigt begavet" om dem du er uenige med.
Er du dermed "klog"?
Ulidelig argumentation.