Baggrund
Læsetid: 7 min.

Opgør med populismen: New Zealands nyvalgte parlament bliver det mest mangfoldige nogensinde

Labour-regeringen vandt en jordskredssejr, og det nye parlament tæller nu flere farvede personer, LGBTQ-personer og en historisk høj andel af kvinder. Hverken eksperthjælp fra den britiske Brexit-kampagne eller COVID-19-konspirationsteorier formåede at skabe populistisk fremdrift
New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, hilser på lokale vælgere dagen inden valget, hvor hun vandt en jordskredssejr.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, hilser på lokale vælgere dagen inden valget, hvor hun vandt en jordskredssejr.

Ben Mckay/Ritzau Scanpix

Udland
20. oktober 2020

Jacinda Ardern kan nu igen sole sig i international hyldest som modeksemplet, der bryder de højrepopulistiske strømninger, som bragte autoritære ledertyper som Donald Trump og Brasiliens Jair Bolsonaro til magten: Efter at have sikret sig en jordskredssejr ved lørdagens parlamentsvalg kan hun nu tage hul på sin anden embedsperiode.

For Labour var valgsejren historisk som partiets bedste valgresultat i et halvt århundrede: 64 ud af 120 af parlamentets pladser gik til Arderns parti. Men opsigtsvækkende er bestemt også vælgerbefolkningens klare opvisning af netop populistiske udfordrere og deres bestræbelser på at vække appel gennem konspirationsteorier og skepsis over for COVID-19.

De populistiske bevægelsers fravær af gennemslagskraft beror ifølge analytikere på, at et stort flertal af newzealændere har været fint tilfredse med landets udvikling inden for de seneste tyve år, uanset centrum-venstre- eller centrum-højre-regeringer var ved magten.

»Tallene viser, at newzealænderne grundlæggende har været tilfredse med deres regeringer siden 1999,« siger Stephen Mills, direktør for Labours eget meningsmålingsbureau, UMR. Perioden har omfattet to Labour-regeringer og to borgerlige regeringer under National Partys lederskab. Men fælles for alle perioder har været, at regeringerne har ført moderate politikker.

Siden 1991 har UMR spurgt repræsentative befolkningsudsnit, om de mente, at New Zealand som helhed var på rette spor. Inden for de seneste 21 år har svaret fra flertallet været »altovervejende positivt«, selv under den globale finanskrise og under den nuværende COVID-19-pandemi, som har udløst den værste recession i årtiet.

Krisestyring

Også på højdepunktet af New Zealands nedlukninger har »folk været fundamentalt tilfredse med deres regering«, siger Mills. Ardern har da også fået global anerkendelse for sin krisestyring, som har sikret New Zealand et af verdens laveste COVID-19-dødstal.

»Vi målte rekordtilslutninger, da pandemirestriktionerne var hårdest, hvilket er ret bemærkelsesværdigt situationen taget i betragtning,« siger Mills.

Også Curia Market Research, National Partys meningsmålingsbureau, stiller et spørgsmål om »rigtig eller forkert retning« i sine undersøgelser og har ifølge bureauets stifter, David Farrar, registreret »stærkt positive nettoresultater« siden 2008.

»Vi har et velfungerende politisk system, vi har et parlamentarisk etkammersystem og en neutral embedsmandsstand,« siger Farrar.

Alt dette står i stærk kontrast til USA, hvor man over de seneste 40 år for det mest har set »negative nettoresultater«, siger Farrar, forstået på den måde, at vælgerflertal konsekvent har tilkendegivet, at landet var på vej i den forkerte retning.

»Det er nedbrydende for et land med 40 års negative følelser,« siger Farrar om USA.

I Australien – hvor nyhedsmedier ejet af mediemogulen Rupert Murdoch af kritikere beskyldes for at frempiske folkestemninger og et konfrontatorisk politisk klima – har meningsmålingerne som oftest også afdækket en folkelig utilfredshed med landets udvikling.

»En væsentlig grund til, at vores politik ikke er så ekstremt polariseret, er, at vi ikke længere har nogen Murdoch-ejet presse i New Zealand, og at det aldrig er lykkedes for den at få fodfæste her,« siger David Cormack, medstifter af et pr-bureau og tidligere kommunikationschef for New Zealands venstreorienterede Green Party.

Også i Storbritannien har folkeflertal ifølge meningsmålinger længe følt, at landet var på vej i den gale retning – det så man også før folkeafstemningen om Brexit i 2016, da 52 procent stemte for at forlade EU, pointerer Farrar.

Indgroet folkelig modvilje er selve det element, der gør det muligt for populistiske bevægelser at vinde fremdrift, siger Farrar, og den har New Zealand for det meste være forskånet for. Hertil kommer, at der ofte gøres kort proces med ekstreme synspunkter i et land, hvor bombastiske offentlige markeringer af mange anses for pinlige.

Misinformation

Advance NZ – et nyt parti, der var opstillet ved lørdagens valg og førte kampagne imod Arderns COVID-19-restriktioner, FN, og 5G-teknologi – opnåede blot 0,9 procent af stemmerne eller 21.000 ud af de 2,4 millioner afgivne stemmer; et resultat, der var langt under spærregrænsen. To dage før valget fjernede Facebook Advance NZ’s profilside fra sin platform under henvisning til, at der herfra blev udbredt misinformation om COVID-19.

»De er kyniske, opportunistiske narcissister, så de fik så absolut, hvad de havde fortjent,« erklærede Emma Wehipeihana, en politisk kommentator for tv-kanalen 1 News på valgnatten i en udtalelse, som høstede store bifald på de sociale medier.

Men Farrar, National Partys meningsmålingschef, advarer dog mod at erklære definitiv sejr over konspirationsteoretikerne.

»Vi er ikke immune,« siger han og tilføjer, at de 1.000 mennesker, som mødte frem, da en af Advance NZ’s ledere skød partiets valgkamp i gang, trods alt ikke »er ingenting«.

Farrar siger også, at partiet med sin retorik formåede at udvide grænserne for, hvad der er acceptabelt i den politiske debat og udelukker heller ikke, at partiet senere vil kunne høste frugterne af dette skred.

En tidligere mainstreampolitiker, som i valgkampen decideret tog betegnelsen ’populist’ på sig, er Winston Peters, leder af partiet New Zealand First, hvis politiske karriere nu kan være forbi, efter at hans parti ved lørdagens valg ikke klarede at passere spærregrænsen på fem procent.

Før valget udtalte Peters til Guardian, at »det er på tide at gøre op med det sludder, at populisme på en eller anden måde gør dig til en suspekt person«.

Hans resultat – 2,6 procent af stemmerne mod 7,2 procent i 2017 – indikerer, at den hjælp, han fik til sin valgkamp fra to tidligere pro-Brexit-kampagnefolk, ikke hjalp på den folkelige opbakning, som var sigtet med strategien.

Før valget sagde lederen af New Zealand First og de to bad boys of Brexit, Banks og Wigmore, der var blandt chefarkitekterne for den britiske Brexit-kampagne, til nyhedsmediet Newshub, at deres plan var at »skabe ballade« i valgkampen. Det skete imidlertid ikke i noget videre omfang.

»Hvis hans kampagne fik nogen reel effekt ud over dens lidt mere outrerede indslag på de sociale medier og en slags bizar forceret aggressivitet i hans onlinetilstedeværelse, har jeg ikke kunnet få øje på den,« siger Ben Thomas, pr-konsulent og tidligere tilknyttet National Party.

Thomas tilføjer, at Peters’ naturligt oprørske og kontrære tone heller ikke fungerede, da hans parti var del af en koalitionsregering.

Uoverlagt

»Brexit var en anti-establishment-bevægelse, mens Peters er tidligere vicepremierminister,« tilføjer han, og det miks var ingen succes.

Stephen Mills fra meningsmålingsbureauet UMR siger, at Peters’ favnelse af en populistisk tilgang kun var det mindste af hans problemer.

»For mig at se førte han en komplet inkompetent valgkamp,« siger han.

En anden fremtrædende politiker, som en overgang greb til konspirationsteoretisk retorik, selv om det ifølge ham selv ikke var tilsigtet, måtte på dagen efter valget erkende at have begået en »kæmpefejl«. Gerry Brownlee, næstformand for National Party, blev straffet af vælgerne, da han mistede et mandat i Ilam, Christchurch, som han havde holdt i næsten 25 år. Han overvejer nu sin fremtid i politik.

Selv om tabet af hans ellers så sikre mandat kan skyldes flere faktorer, var Brownley i sin udtalelse søndag selv inde på, at bemærkninger, han var fremme med i august, om at »regeringen ved mere om COVID-19-udbruddet, end den har fortalt offentligheden«, kunne spille ind.

»Jeg kom med en uoverlagt kommentar, som forståeligt nok blev tillagt en betydning, det aldrig var min hensigt at udtrykke,« sagde han til Radio New Zealand søndag.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Et mangfoldigt parlament

Selv om Jacinda Arderns arbejderparti fik absolut flertal og således kan regere alene, har hun nu indledt samtaler med sin tidligere koalitionspartner, Det Grønne Parti, om dannelse af en ny koalitionsregering på et bredere regeringsgrundlag.

Mange vil måske huske Det Grønne Partis Chloe Swarbrick, der sidste år blev verdenskendt, da hun svarede en ældre mandlig kollega, der afbrød hende under en debat i parlamentet, med ordene: »OK, boomer«.

Som Guardian noterer, så »mistede mange ældre, hvide mandlige medlemmer magten ved valget, flere af dem havde siddet i parlamentet i mere end 30 år«.

Ud af de 64 pladser ud af parlamentets i alt 120 gik over halvdelen til kvindelige kandidater. Derudover stiller Labour med 16 parlamentsmedlemmer af maori-baggrund, det første parlamentsmedlem af afrikansk herkomst, Ibrahim Omar, og Vanushi Walters, som er af srilankansk oprindelse.

»Dette er det mest mangfoldige parlament, vi nogensinde har haft, målt på køn og på repræsentation af etniske minoriteter og oprindelige folk,« siger professor Paul Spoonley fra College of Humanities and Social Sciences på Massey University.

Det tegner også til, at New Zealands nye parlament vil få så mange som ti procent LGBTQ-medlemmer, hvilket vil være verdensrekord. Blandt disse er ledende politikere såsom finansminister Grant Robertson.

Det Grønne Parti vandt ti pladser i parlamentet, og heraf er over halvdelen kvinder, indfødte ledere eller LGBTQ-personer.

Hertil kommer, at flertallet af de nyvalgte i parlamentet er yngre end i nogen tidligere parlamentssamling, og en mange af dem fra millennium-generationen, pointerer Spoonley.

»Hvad vi har set er, at mange af de ældre, hvide parlamentsmedlemmer, deriblandt nogen, som har siddet i parlamentet i 30 år, ikke opnåede genvalg,« siger Spoonley.

Ardern trådte selv ind på den globale scene, da hun i 2017 blev verdens yngste kvindelige regeringschef i en alder af 37. Den i dag 40-årige premierminister hyldes globalt for at være en progressiv leder og forkæmper for kvinderettigheder, lighed og inklusion.

Kilder: Reuters, The Guardian, Information

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

New Zeelands premierminister, Jacinda Ardern og hendes Labourparti, har vundet er overbevisende sejl ved valget,

– "Nu mere end nogensinde er det tid at fortsætte", siger hun, "så lad os gå frem sammen"

Efter 90% af stemmerne er optalt, har hun fået 48,9%, medens hendes nærmeste modkandidat, National Partiet fik 27%.

Hvad vandt hun så egentlig valget på? - Jo, hun vil såmænd beskatte de højeste indkomster betydeligt mere for at skaffe velfærd.

Og det er føre politik er altså ikke blot at opføre sig populistisk. En rigtig politiker er en folkelig leder, der også har mod til at fortælle befolkningen, hvad der skal til, og til at føre en mere fremafrettet politik. Altså ægte politisk lederskab.
- Måske kan det danske socialdemokrati og Mette Frederiksen lære noget her?
- Eller måske er de blot populister?

Rune Palm, hannah bro, Ete Forchhammer , Peter Beck-Lauritzen, Hans Houmøller, Carsten Munk, Christian Mondrup, Per Klüver, Katrine Damm, Thomas Tanghus, Carsten Wienholtz, Anne-Marie Krogsbøll, Per Hansen, Estermarie Mandelquist, Jan Nielsen, Peter Owen, Ruth Sørensen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"Hvad vandt hun så egentlig valget på? - Jo, hun vil såmænd beskatte de højeste indkomster betydeligt mere for at skaffe velfærd."

Nu kan jeg ikke læse artiklen, men er det ikke også pga. hendes resolutte og konsekvente håndtering af corona-krisen?

Peter Beck-Lauritzen, Claus Nielsen, Per Klüver og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Jacinda Ardern virker kompetent og dygtigt. Jeg husker hende fra moskeangrebet i Christchurch. Der virkede hun god til at håndtere situation.
Interessant er hun populær men ikke populistisk.
Er forskellen i virkeligheden, at en person er "populær" hvis man er enig med/kan lide personen, mens "populistisk" er en person, man er uenig med/ikke kan lide?

Peter Beck-Lauritzen, Lars Hansen, Gert Romme, Claus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

@ Anne-Marie Krogsbøll,

Jeg tror da, at alt tæller med i den folkelige vurdering - også corona, holdning til homoseksuelle, minoriteter og trossamfund. Men når hendes succes bliver gjort op i meningsmålinger, var det altså den højere beskatning af alle borgere, undtagen de dårligst stillede, men især de højeste indkomster.

Meningsmålingerne var faktisk at finde i en række medier. Men måske ikke danske. medier, der efterhånden er blevet meget indvendte. Men det er formentlig et økonomisk spørgsmål.

Peter Beck-Lauritzen, Hans Houmøller og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Ok, tak for uddybning, Gert Romme.