Nyhed
Læsetid: 4 min.

En sort amerikaner udfordrer trumpismen og Lindsey Graham – og rejser rekordmange penge

Demokraten Jaime Harrison udfordrer en af præsident Trumps mest markante støtter: senator Lindsey Graham i South Carolina. Det bliver set som et af de mest afgørende opgør i senatsvalgkampen mellem trumpismen og dens kritikere
»Det er ikke nemt for en sort amerikaner at vinde en plads i Senatet for en delstat, men vi står i et kritisk historisk øjeblik, hvor det måske er muligt,« udtaler Tina Herbert, en advokat fra byen Columbia i South Carolina til CNN.

»Det er ikke nemt for en sort amerikaner at vinde en plads i Senatet for en delstat, men vi står i et kritisk historisk øjeblik, hvor det måske er muligt,« udtaler Tina Herbert, en advokat fra byen Columbia i South Carolina til CNN.

Travis Dove/New York Times/Ritzau Scanpix

Udland
16. oktober 2020

Demokraten Jaime Harrison, der stiller op til Senatet fra South Carolina, har slået alle rekorder for kampagneindsamlinger ved at rejse 57 millioner dollar til den sidste del af sin valgkampagne, hvor han udfordrer det siddende senatsmedlem Lindsey Graham fra Det Republikanske Parti.

Fra Harrisons kampagnestab lød det søndag, at den samlede kampagneindsamling var den største, en kandidat til Senatet nogensinde har rejst på et enkelt kvartal. På andenpladsen ligger de 38 millioner dollar, som demokraten Beto O’Rourke rejste i 2018, da han udfordrede den republikanske senator Ted Cruz fra Texas, som endte med at vinde valget.

Graham, der i en lang periode har siddet som senator, er i en meget tæt kamp mod Harrison. Hans kampagnekontor har ikke offentliggjort resultatet for indsamlingen i forrige kvartal, men det er sandsynligt, at Harrison også i den periode har rejst flere penge.

I sidste måned kom Graham med en offentlig opfordring til at støtte sin kampagne økonomisk for at holde trit med Harrison og sagde på Fox News, at han var ved at blive »udslettet økonomisk« af Harrison, som han forudsagde, ville kunne »rejse 100 millioner dollar i staten South Carolina«.

»De penge kommer ind, fordi de hader mig så inderligt,« tilføjede han.

I slutningen af juni havde begge kandidater rejst i omegnen af 30 millioner dollar hver, penge som primært kom fra donorer uden for staten. Under hele valgkampen – ikke medregnet det seneste kvartal – har Harrison rejst omkring ti procent af sine kampagnemidler inden for staten, mens Graham har rejst omkring 14 procent.

»Denne kampagne er historisk, fordi vi har fokuseret på at bringe håbet tilbage til South Carolina,« sagde Guy King, talsperson for Harrisons valgkampagne.

»Mens Lindsey Graham konstant er optaget af politiske spil i Washington, zoomer Jaime Harrison skarpt ind på de virkelige udfordringer, som betyder noget for folk her – såsom sundhed, adgang til internet og COVID-19-kompensation til virksomheder og familier.«

Senatet og højesteret

De seneste opgørelser over økonomiske indsamlinger blev offentliggjort dagen før, den kontroversielle høring af Donald Trumps højesteretskandidat, dommeren Amy Coney Barrett, i Senatets retsudvalg gik i gang. (Høringen var sat til at løbe fra mandag til torsdag, red.). Graham er formand for retsudvalget.

Hans støtte til Trumps tredje udpegning til højesteret er blevet omdrejningspunkt for valgkampen til Senatet, hvor Harrison jævnligt kritiserer Graham for at løbe fra sine løfter om ikke at lade nomineringer foregå i et valgår. Som modsvar har Graham udtalt, at han er overbevist om, at demokraterne ville gøre det samme, hvis de fik muligheden.

Harrisons kampagnestab hævder, at midlerne til hans valgkamp kommer fra græsrødder og siger, at de 57 millioner dollar kommer fra 994.000 donorer, hvoraf den gennemsnitlige støtte har doneret 37 dollar.

Spejler sig i Harrison

Nogle vælgere siger, at Harrison har en baggrund, de kan spejle sig i. Harrisons mor var 16 år, da hun fødte ham. Ifølge CNN voksede han primært op hos sine bedsteforældre i Orangeburg, en by i South Carolina med flertal af sorte, hvor en racistisk massakre fandt sted i 1968.

Harrison fortæller åbent om, hvordan han var vidne til, at fattigdom forhindrede sorte amerikanere i at få del i samme muligheder som andre, og at han selv oplevede trange økonomiske kår i sin ungdom. Da Harrison havde lært at læse, begyndte han at hjælpe sine bedsteforældre med at forstå deres regninger – som det gik op for ham, at de ofte ikke kunne betale. Til tider måtte han spise sin morgenmad med vand, fordi der ikke var penge til mælk, har han fortalt.

Harrison, der har gået i offentlige skoler, fik et stipendium til Yale University. Da han blev færdig i 1998, flyttede han hjem for at undervise på sit gamle gymnasium. Herefter arbejdede han for en organisation, der hjalp gymnasieelever fra lavindkomstfamilier, som ønskede at læse videre. I 2004 blev han uddannet i jura fra Georgetown University, og siden begyndte han at arbejde for South Carolinas demokratiske repræsentant James Clyburn og herefter som lobbyist.

»Det er ikke nemt for en sort amerikaner at vinde en plads i Senatet for en delstat, men vi står i et kritisk historisk øjeblik, hvor det måske er muligt,« udtaler Tina Herbert, en advokat fra byen Columbia i South Carolina til CNN.

»Så jeg har store forventninger til Harrisons kampagne. Hans historie er en, jeg kan genkende mig selv i. Han er i den grad en lokal dreng.«

Mellem 2013-2017 var Harrison også formand for demokraternes afdeling i South Carolina og er den første sorte amerikaner, der har haft denne position. Harrison har ifølge CNN også været rådgiver for demokraternes landsledelse siden 2017.

Under Harrisons debat med Graham den 3. oktober begyndte folk på sociale medier landet over at udsende tweets, hvor de lovede at donere til hans kampagne så ofte, de kunne. Ifølge Harrisons kampagnestab rejste de herefter 1,5 millioner dollar i løbet af blot to dage.

I valgkampens begyndelse sagde Harrison til Associated Press, at han vurderede, at han ville få brug for ti millioner dollar for at vinde valget. Et beløb, han på baggrund af sit landsdækkende netværk mente at kunne rejse. Siden har han rejst næsten 86 millioner dollar.

Sorte amerikanere i Senatet

Hvis demokraten Jaime Harrison bliver valgt til USA’s senat, vil han være den første sorte demokrat, der blev valgt fra det, der ofte kaldes »The Deep South«. Den eneste sorte republikaner i senatet, Tim Scott, er også fra delstaten South Carolina. I South Carolina ankom cirka 40 procent af de slaver, der blev bragt til Nordamerika fra Afrika. Her begyndte borgerkrigen, og her dræbte den 21-årige, hvide amerikaner Dylann Roof ni sorte kirkegængere i 2015 (den værste hate-crime i nyere amerikansk historie, red.), noterer The New York Times. South Carolina vil, hvis Harrison vinder, altså være den eneste delstat med en helt sort senatsdelegation.

© The Guardian og Information
Oversat af Nina Trige Andersen

Serie

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her