Interview
Læsetid: 4 min.

Strejken kommer ikke til at vælte Lukasjenko, men den kan styrke landet som civilsamfund

Oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja stillede Lukasjenko et ’folkets ultimatum’: Gå af, eller der udbryder strejke i Hviderusland. Nu har hviderusserne gjort alvor af truslen, og selvom strejken nok er mindre, end man håbede, markerer den en ny udvikling for folkebevægelsen
Arbejdere på en kemikaliefabrik forbereder en strejke. I de seneste to måneder har hviderusserne protesteret mod Lukasjenko gennem demonstrationer. Nu prøver man at skabe resultater via en landsdækkende strejke, og selvom strejken er mindre, end man håbede, markerer den en ny udvikling for den folkelige bevægelse.

Arbejdere på en kemikaliefabrik forbereder en strejke. I de seneste to måneder har hviderusserne protesteret mod Lukasjenko gennem demonstrationer. Nu prøver man at skabe resultater via en landsdækkende strejke, og selvom strejken er mindre, end man håbede, markerer den en ny udvikling for den folkelige bevægelse.

Leorid Shoheglov

Udland
31. oktober 2020

For to uger siden lænkede 42-årige Aleksandr Kurban sig fast på bunden af en mine i Hviderusland. Det var en protestaktion, for udover at være minearbejder i en statsejet virksomhed er Aleksandr Kurban en del af den folkebevægelse, der forsøger at vælte Lukasjenko og skabe demokrati i Hviderusland.

»Den her periode er afgørende for os i arbejderklassen. Før var vi systemets tavse slaver. I minen, hvor jeg arbejder, er sikkerheden forfærdelig i forhold til luftforhold, og vores rettigheder med hensyn til løn bliver brudt. Men før har ingen villet stå frem og sige noget, for det blev man jo straffet hårdt for,« siger Aleksandr Kurban.

Han kommer fra byen Salihorsk i midten af landet. Efter at have siddet lænket under jorden i nogle timer blev han fjernet af stedets personale. Han havde på forhånd besluttet sig for, at aktionen skulle være fredelig.

»Der var ikke rigtig mere, jeg kunne gøre. Mine kollegaer og jeg havde da håbet på, at de (virksomhedsledelsen, red.) ville lytte til vores krav i stedet for at fjerne mig med magt,« siger Aleksandr Kurban.

Og det må siges at være det uopklarede spørgsmål for hele den hviderussiske protestbevægelse: Hvordan vælter man et autoritært regime uden selv at anvende vold?

I de seneste to måneder har man forsøgt sig gennem demonstrationer. Nu prøver man at skabe resultater via en landsdækkende strejke. Oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja introducerede for et par uger siden ’folkets ultimatum’. Her opfordrede hun hviderusserne til at nedlægge arbejdet, hvis Lukasjenko ikke var gået af inden søndag. Mandag morgen var Lukasjenko dog stadig præsident, og flere sektorer er nu ramt af strejke.

Høj risiko for den enkelte

Det er svært at sige, hvor mange der deltager i strejken i Hviderusland. Statsstøttede medier har i denne uge haft travlt med at vise indslag fra fabrikker, hvor alt efter sigende er helt normalt. Omvendt vrimler de sociale medier med videoer, hvor medarbejdere udvandrer fra halvtomme fabrikshaller, samt caféer, der er lukkede på grund af strejke eller ’af etiske årsager’.

Vadim Mosjejko fra Belarusian Institute for Strategic Studies vurderer, at strejken er blevet mindre, end oppositionen håbede på. Det skyldes dog ikke manglende opbakning – den ser man stadig til de store demonstrationer – men i stedet frygten for straf:

»Du kan nemmere gemme dig til en demonstration med mange tusind mennesker. Når du vælger at strejke, kender ledelsen dit navn og dit ansigt. Det bliver især et problem på de statslige fabrikker og virksomheder,« siger Vadim Mosjejko.

Aleksandr Kurban nikker genkendende til den vurdering. Han er blevet en del af Salihorsk-minens strejkeudvalg.

»Virksomhedsledelsen har én efter én indkaldt os, der deltager i strejken. De truer med fyringer og personlige søgsmål for fabrikkens tabte fortjeneste,« siger Aleksandr Kurban.

Også fra det hviderussiske regimes top har man lagt en hård linje overfor både protester og strejker. I weekenden skød politiet med chokgranater og gummikugler på demonstranter. Derudover er mange strejkende studerende blevet smidt ud af universiteterne, og tusind mennesker blev tilbageholdt mandag og tirsdag, da de nedlagde arbejdet.

Strejkens begrænsninger

Der kan stadig nå at slutte sig flere til den nationale strejke. Og kan den i så fald blive succesfuld? Vadim Mosjejko mener, at det kommer an på, hvad man definerer som en succes:

»Økonomisk kommer strejken nok ikke til at vælte styret, heller ikke hvis den vokser sig en del større,« siger Vadim Mosjejko.

Han peger på tre årsager.

For det første har de store statsvirksomheder indgået kontrakter temmelig langt ud i fremtiden, og man vil derfor ikke med det samme kunne mærke i regnskaberne, om der er strejke på gulvet. For det andet findes der mange ineffektive fabrikker i Hviderusland – her ville det næsten være en fordel for staten, at de lukkede. Og for det tredje er den hviderussiske økonomi allerede i nedgang. Andre faktorer såsom landets begrænsede adgang til udenlandske kreditter vil derfor ramme Lukasjenko-regimet først, mener Vadim Mosjejko.

Som psykologisk krigsførelse er en strejke til gengæld perfekt. Den sender nemlig et andet slags signal, end demonstrationer gør.

»Lukasjenko har kunnet affeje folk i gaderne som vestligt styrede. Det kan han ikke på samme måde med en strejke, for den synliggør den gruppe, der anses som rygraden i det hviderussiske samfund: De arbejdende mennesker. Og de, der før har været Lukasjenkos støttebase: fabriks- og minearbejdere.«

Eksperimenter er vigtige

Selvom strejken ikke kommer til at vælte Lukasjenko, er den i Aleksandr Kurbans øjne en vigtig del af protestbevægelsens udvikling og det at vokse som civilsamfund.

Et eksempel er, at det er mere økonomisk sikkert for ham at nedlægge arbejdet nu, end det var i august, hvor mange hviderussere også forsøgte at starte en generalstrejke. Det skyldes de fonde, som oppositionsbevægelsen har oprettet i udlandet til at støtte arbejdere.

»Min familie og jeg er for eksempel skrevet op til at modtage mad fra INeedHelpBY, hvis vi fortsætter med at strejke på mit arbejde. På den måde bliver vi bedre til at organisere os hele tiden,« siger Aleksandr Kurban.

Det er også Vadim Mosjejkos vurdering. Han trækker et endnu længere historisk perspektiv.

»Hviderusland har ikke stor erfaring med folkeoprør. For eksempel generalstrejke, det har Polen og Tjekkoslovakiet været igennem, og flere lande har haft revolutioner i deres nyere historie. Den hviderussiske, moderne protestbevægelse er kendetegnet ved, at den stadig eksperimenterer – det er strejken blot et ud af mange eksempler på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her