Taber Trump, er det kvinderne, der vælter ham

Trump har lovet at rejse en mur mod Mexico, smide papirløse migranter ud af landet og stoppe de horder af »voldtægtsforbrydere« og »meget slemme hombres«, som angiveligt væltede ind over grænserne.

Alligevel havde og har han større opbakning blandt latinamerikanske vælgere end sin forgænger Mitt Romney. Og selv om Trump harcelerer mod Black Lives Matter og har kaldt nynazistiske demonstranter for »meget fine mennesker«, klarer han sig bedre blandt afroamerikanske vælgere end de to republikanske kandidater, som kom før ham (der godt nok også stillede op mod landets første sorte præsident).

Men der er én markant demografisk skillelinje, som adskiller præsidenten fra tidligere republikanske kandidater. En gruppe i det amerikanske samfund, som i overvældende grad har afvist Trump: kvinderne.

I demonstrationer, i græsrodsbevægelser og ved stemmeboksene har kvinder været drivkraften i kampen mod Trump. Sådan har det været fra begyndelsen. På dagen, hvor Trump tiltrådte i januar 2017, fik Women’s March i omegnen af fire millioner mennesker på gaden i protest. Det svarer til lidt over en procent af den amerikanske befolkning og blev indtil forårets Black Lives Matter demonstrationer betragtet som den største enkeltstående politiske mobilisering i USA’s historie.

Og det er måske ikke tilfældigt, at lige præcis kvinderne har rejst sig mod det, mange opfatter som højrepopulistiske og autoritære tendensers indtog i Det Hvide Hus.

Som journalist Karen Syberg skrev her i avisen kort efter massedemonstrationerne i 2017:

»Kvinder ved godt, at det er dem, der bliver ramt først, hvis tilkæmpede demokratiske rettigheder rulles tilbage, og netop dette er, hvad Trump-regeringen er i fuld gang med at forsøge.«

Den prominente amerikanske feminist og forfatter Katha Pollitt er enig. Hvis civilisationens hjul begynder at dreje baglæns, hvis magt bliver ret, og de stærkeste ikke længere er bundet af regler og principper, er det først og fremmest kvinder, det går ud over.

»Sexchikane, overgreb, begrænsede pasningsmuligheder, ligeløn, de evangeliske kristnes politiske indflydelse. Amerikanske kvinders problemer opstod naturligvis ikke med Donald Trump, men indtil 2016 havde mange kvinder – og her taler jeg også om mig selv – en forestilling om, at det på det lange stræk træk gik fremad, at historiens bue bøjede imod større retfærdighed, og at i morgen ville blive bedre end i dag. Trump fik os til at sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også var tilfældet,« siger Katha Pollit.

Efter valget i 2016 spekulerede Pollitt ligefrem i, om højdepunktet for amerikanske kvinders frigørelse nu lå bag dem. Om de progressive fremskridts tid var forbi, og det nu drejede sig om bare at forsvare de foregående årtiers sejre. I dag er hun ret overbevist om, at det ikke er tilfældet. Det skyldes først og fremmest kvindernes markante reaktion på Trump.

Kvinder imod Trump

Til et vælgermøde i Pennsylvania forrige uge gjorde Donald Trump noget ukarakteristisk. Han tryglede. Klædt i et glinsende lyserødt slips foran et bagtæppe af pink og lilla skilte med ordene »Women for Trump« og »Pro-life for Trump,« slog han armene ud, kiggede på publikum og sagde så:

»Jeg bliver nødt til at bede jer om at gøre mig en tjeneste. Forstadskvinder, vil I ikke nok være søde at kunne lide mig? Please, please.«

Umiddelbart lader svaret til at være nej. Skal man tro på meningsmålingerne, fører Joe Biden lige nu med 25 procentpoint blandt kvindelige vælgere. Det er, ifølge New York Magazine, den største føring, der nogensinde er målt til en kandidat på det parameter.

Den omstændighed forhindrede dog ikke Trump i hurtigt at slå over i et mere velkendt tonefald, straks efter at have bønfaldt kvinderne om at stemme på ham.

»Jeg har reddet jeres forbandede kvarterer. Jeg har reddet den amerikanske forstad,« sagde præsidenten. »Når det kommer til stykket, tror jeg faktisk, at vi vil se, at kvinderne virkelig godt kan lide Trump. Det var det, der skete sidste gang. Kan I huske det? For fire år siden sagde de, ’kvinder vil aldrig stemme på ham’, og jeg endte med 52 procent.«

Det er forkert. I 2016 stemte 42 procent af de kvindelige vælgere på Trump, mens 54 procent pegede på Hillary Clinton. Det er imidlertid rigtigt, at størstedelen af hvide kvindelige vælgere foretrak Trump, og det er også rigtigt, at der kort efter valget florerede analyser, der viste at 52 procent af dem stemte på Trump – senere og mere nøjagtige opgørelser viser, at Trump fik 47 procent af de hvide kvinders stemmer mod 45 procent til Clinton.

Siden da har billedet ændret sig. Allerede ved midtvejsvalget i 2018 stemte halvdelen af de hvide, kvindelige vælgere på demokratiske kandidater, og nu, efter fire år med Trump, viser målinger, at de i stor stil foretrækker Biden.

Selv forstadskvinderne, en traditionelt set republikansk vælgergruppe, der bekymrer sig om emner som tryghed og lov og orden, har vendt ryggen til Trump. Netop forstæderne er et godt sted at kigge, hvis man virkelig vil forstå, hvor upopulær Trump er blandt kvinder.

Ude ved de hvide stakitter, grønne forhaver og store indkørsler har præsidenten, ifølge Fivethirtyeight, stadig opbakning fra 57 procent af mændene mod Bidens 41 procent. Blandt kvinderne kan han samle 45 procent, mens 54 procent har tænkt sig at stemme demokratisk.

Bliver Joe Biden Amerikas næste præsident, vil det ikke mindst være på grund af dette skred i vælgerkorpset.

Åbenlys misogyni

Da nyhedsbureauet AP tidligere på ugen spurgte Michigans demokratiske guvernør, Gretchen Whitmer, hvorfor kvinder foretrækker demokrater, svarede hun, at »kvinder er pragmatiske vælgere«.

»Vi bekymrer os om børn, vi bekymrer os om vores forældre. Vi bekymrer os om økonomisk sikkerhed. Så det appellerer til kvinder, når kandidater står for de værdier og i øvrigt demonstrerer, at de er gode, anstændige mennesker.«

Katha Pollitt er enig i, at kvinders afsmag for Trump har en klar moralsk dimension.

»At han i sin grænseløshed ofte afslører sin åbenlyse misogyni og sin uforfalskede afsky over for kvinder, spiller selvfølgelig også en rolle,« siger hun.

Dusinvis af kvinder har anklaget ham for overgreb og krænkelser, hele Amerika hørte ham prale med, at han bare »ragede kvinder i fissen«, og hans sprog er ofte fyldt med sexistiske under- og overtoner, mener Pollitt.

»Trump er en karikatur på alt det værste ved mænd, og selv hvis kvinder ikke direkte anfører det som en årsag til, at de ikke stemmer på Trump, er jeg overbevist om, at det spiller en rolle,« siger hun.

»Det er svært at opretholde moralske normer i et samfund, der ledes af en mand, som konstant overskrider dem.«

– Er det nødvendigvis en kønnet bekymring?

»Noget tyder i hvert fald på, at kvinder har sværere ved at se igennem fingre med det end mænd,« svarer hun.

»Mange mænd har en opfattelse af, at Trump bare siger tingene, som de er, og i øvrigt udgør en eller anden form for værn mod en feminisme, der er skvulpet over sine bredder.«

Forfatteren er ikke længere i tvivl om, at en antifeministisk bølge skyller ind over Amerika. Det er en af drivkræfterne bag den moderne, populistiske højrefløj. Ofte usagt og antydet, men hele tiden til stede. Også omkring Trump.

»Når de taler om at gøre USA stort igen, handler det jo ikke om, at alle skal sættes i stand til at træffe lige og frie valg uanset køn og baggrund. Det handler ikke om at føre USA tilbage til en progressiv forkant. Det handler om at skrue tiden tilbage til 1950’erne, og i den politiske fantasi er jeg slet ikke i tvivl om, at kønnenes stilling spiller en afgørende rolle,« siger hun.

Venstreorienterede kvinder

Det handler imidlertid også om politisk substans. For det første er Trumps angreb på Obamas sundhedsreform særligt upopulær blandt kvinder, forklarer Pollitt. Det samme gælder en række andre økonomiske spørgsmål.

»Børnepasning, barsel og hele det offentlige sikkerhedsnet, som kvinder generelt er større fortalere for at udbygge,« siger hun. »Og som kvinder har mere brug for end mænd.«

De er godt klar over, hvem der skal træde til og lukke hullerne, når resterne af den amerikanske velfærdsstat trækker sig tilbage.

Håndteringen af COVID-19 er et godt eksempel, mener hun. Republikanerne har stillet sig i vejen for økonomiske redningspakker, og de har forsømt at investere i yderligere børnepasningsmuligheder.

»Resultatet er, at mange kvinder er drevet ud af arbejdsstyrken, fordi de ikke både kan arbejde og passe børn,« siger hun.

Desuden, siger Katha Pollitt, har Trump ført en bemærkelsesværdigt kulturkonservativ politik. På grund af hans facon og hedonisme tænker man måske ikke så meget over det, men i en uhellig alliance med den evangeliske højrefløj har han udpeget hundredvis af stærkt konservative dommere, herunder to, snart tre, højesteretsdommere.

»Det kan true hårdt tilkæmpede kvinderettigheder i mange år fremover. Ikke mindst retten til fri abort,« siger hun.

»Alt i alt,« vurderer Pollitt, »er det meget svært at få øje på, hvad Trump egentlig kan tilbyde kvinder politisk.«

Det står i hvert fald klart, at kvinder generelt er mere venstreorienterede end mænd. Sådan er det i de fleste industrialiserede lande, og USA er ingen undtagelse. I fire årtier har de stemt til venstre for amerikanske mænd. Det gælder både på kulturelle og økonomiske områder. Uanset om der tale om velfærdspolitik, LGBT+-rettigheder eller militærudgifter ligger kvinder konsekvent til venstre.

Meget tyder altså på, at Trump har accelereret den tendens.

Om så Biden spiste børn

Denne sommer indledte Katha Pollit sin faste klumme i det venstreorienterede magasin The Nation med ordene:

»Jeg ville stemme på Joe Biden, om han så kogte og spiste spædbørn.«

Uforvarende påkaldte hun sig en del vrede fra højreradikale amerikanere, som abonnerer på den bizarre konspirationsteori QAnon, som rent faktisk bygger på, at USA styres af en pædofil elite, som mishandler spædbørn. De troede med andre ord, at hun mente det alvorligt.

I en amerikansk kontekst er Katha Pollitt venstreorienteret med stort V, og hun lægger ikke skjul på, at hun støttede Elizabeth Warren i demokraternes primærvalg.

»Men Biden kunne stort set gøre hvad som helst nu, og jeg ville stadig stemme på ham,« siger hun. »Jeg vil bare leve i et normalt land igen. Jeg vil bare have, at tingene vender tilbage til normalen.«

– Havde jeg spurgt dig for fem år siden, havde du aldrig drømt om den status quo, du nu længes efter. Du havde krævet progressive forandringer?

»Uden tvivl, og det vil jeg stadig. Men vi bliver regeret af en uligevægtigt narcissistisk ignorant. Det har været en indsigtsgivende oplevelse for mange af os. En antydning af, hvor galt det kan gå.«

Det hedder sig, at man ikke ved, hvad man har, før man er ved miste det. Og for Katha Pollitt var valget i 2016 et chok.

»Jeg havde ingen anelse om, at fire ud af ti af amerikanere havde de her holdninger. At de var så reaktionære, så sexistiske, så xenofobiske og så villige til bare at sætte alting over styr og stemme på en fuldstændig forudsætningsløs præsident,« siger hun.

Dermed ikke sagt, at Obamas Amerika er civilisationens højdepunkt. Langt fra. Men hvis Trump vinder igen, har venstrefløjen ingen mulighed for at fremsætte krav om nye rettigheder og bedre velfærd. Så kan de se frem til fire år til, hvor de kan spille forsvar og klynge sig til det, de har.

»Lige nu handler det om at vende tilbage til et sted, hvor rammerne igen er til stede for at arbejde for et mere lige og retfærdigt samfund,« siger hun.

– Er du begejstret ved udsigten til Joe Biden som præsident?

»Jeg skal da være ærlig og sige, at jeg ikke har svært ved at forestille mig et scenarie, hvor vi kan være ekstatiske i fem minutter, inden en langstrakt skuffelse sætter ind.«

I en anden klumme i 2017 undrede Pollitt sig over, at relativt mange kvinder trods alt havde stemt på Trump i 2016. Med afsæt i præsidentens berygtede ord om, hvordan han rager kvinder i »fissen«, begræd Pollitt, at »missekatten (pussy) ikke havde sluppet kløerne løs og raget tilbage med tilstrækkeligt kraft og vrede«.

I 2020 virker kvinderne klar til at slå tilbage.