Baggrund
Læsetid: 6 min.

Tanzania er stormodtager af dansk bistand. Nu gambler landet med sit demokrati

Tanzania, der går til valg onsdag, var engang Danmarks donordarling og Afrikas demokratiske duks. Nu tramper landets autoritære præsident John Magufuli på de demokratiske principper for at vinde fem år mere ved magten. Det kan få konsekvenser for den danske bistand, varsler udviklingsminister Rasmus Prehn
Tanzanias præsident John Magufuli kan bedst sammenlignes med autoritære ledere som Ungarns Orbán eller Erdogan i Tyrkiet: en konservativ og autoritær populist, der bid for bid rykker sit land længere væk fra demokratiet. Og det kan få konsekvenser for Danmarks bistand til landet, siger udviklingsminister Rasmus Prehn (S).

Tanzanias præsident John Magufuli kan bedst sammenlignes med autoritære ledere som Ungarns Orbán eller Erdogan i Tyrkiet: en konservativ og autoritær populist, der bid for bid rykker sit land længere væk fra demokratiet. Og det kan få konsekvenser for Danmarks bistand til landet, siger udviklingsminister Rasmus Prehn (S).

Ericky Boniphace

Udland
26. oktober 2020

Hvis ikke Tanzanias stærke mand, præsident John Magufuli, i vinder valget på onsdag og dermed kan tage hul på sin anden femårige valgperiode i det østafrikanske land, er det noget nær et mirakel på flere niveauer.

Skulle hans vælgertække for eksempel ikke vise sig at være nok til at fastholde magten, så er betingelserne for valgsvindel på forhånd blevet optimeret med en lang række opsigtsvækkende juridiske spidsfindigheder, der har høstet bred kritik fra ngo’ere og demokratiforkæmpere.

Flere regeringskritiske medier er lukket eller suspenderet. Det er forbudt at offentliggøre tal, der strider mod de officielle statistikker – eksempelvis ved at påstå, at der skulle være flere end de officielle nul coronasmittede. Planlægning af demonstrationer via sociale medier er ligeledes forbudt, og udenlandske valgobservatører og journalister er i vidt omfang forhindret i at dække valget.

Men mere mirakuløst er det nu alligevel, at oppositionspolitikeren Tundu Lissu, der onsdag er det mest sandsynlige alternativ til Magufuli, overhovedet er i live. For tre år siden blev han ramt af 16 projektiler i et brutalt attentatforsøg, der efterlod i alt 38 skudhuller i hans bil og politikeren selv et sted mellem liv og død. Men Tundu Lissu overlevede.

I sommer vendte han tilbage til Tanzania fra sit eksil i Belgien, hvor han blev opereret for sine mange skudsår. Selv om det ikke lykkedes de højt specialiserede kirurger, at fjerne alle projektilerne fra hans krop, så der i dag stadig sidder skudfragmenter i ryggen på ham tæt op ad rygsøjlen, lader den 52-årige politiker sig tilsyneladende ikke skræmme af udsigten til mere vold op til det afgørende valg.

»Regimet er bange denne gang, så de bliver meget, meget voldelige,« sagde Tundu Lissu i et indslag fra Reuters for et par uger siden.

Nogle dage tidligere havde politiet bombarderet hans kortege med tåregas og tilbageholdt ham i timevis.

»I et frit og fair valg ville vi vinde uden tvivl. Derfor bruger de alle de her instrumenter og voldelige tiltag for at stoppe os,« sagde Tundu Lissu.

Autoritære nye love

Oppositionspolitikeren er ikke bare som genopstået fra de døde, men også den eneste af de i alt 15 godkendte præsidentkandidater, der ifølge iagttagere er stærk nok til reelt at udfordre præsident Magufuli og det altdominerende regeringsparti, CCM, der har siddet på magten i Tanzania siden uafhængigheden og vundet alle nationale valg, siden flerpartisystemet blev indført.

»Oppositionen har ligget fuldstændigt i ruiner. Men da Tundu Lissu tidligere i år offentliggjorde, at han også er præsidentkandidat, gav det oppositionen ny energi, ja, et helt nyt liv. Han er en game changer,« siger den tanzaniske forsker i politik Thabit Jacob, der er gæsteforsker ved DIIS.

Men spørgsmålet er, om det er nok til at genrejse oppositionen?

»Det har været nogle meget hårde år for alle, der har kritiseret Magufuli. Han har ført et langvarigt angreb på oppositionspolitikere, der har måttet bruge det meste af deres tid på at bevæge sig mellem fængsler og retssale. Så de har ikke haft meget tid til at lave politik,« siger Thabit Jacob.

Om et flertal af vælgere på valgdagen overhovedet er nok til at vælte Magufuli, er slet ikke sikkert. Præsidenten har lige siden sin valgsejr i 2015 resolut strammet grebet om magten i først regeringspartiet og derpå i hele statens magtapparat og dermed også i valgkommissionen, der ikke længere anses for at være særligt uafhængig, påpeger Thabit Jacob.

Organisationer som Human Rights Watch, Amnesty International og Freedom House beskriver samstemmende, hvordan demokratiske principper i vidt omfang er blevet udvandet. I en ny rapport beskriver Amnesty for eksempel, hvordan en række undertrykkende nye love blandt andet begrænser landets pressefrihed, oppositionens forsamlingsfrihed og manøvrerummet for uafhængige ngo’er. Lovene bliver nu brugt af politiet til at jage kritikere af regeringen. Valget på onsdag er samtidig det første i landets demokratiske historie uden deltagelse af internationale valgobservatører.

Afrikas Erdogan

Præsident John Magufuli kan bedst sammenlignes med autoritære ledere som Ungarns Viktor Orbán eller Recep Tayyip Erdogan fra Tyrkiet. Han er en konservativ og autoritær populist, der bid for bid rykker sit land længere væk fra demokratiet og tættere på diktaturet, imens han brusende harcelerer mod udenlandske kritikere, som han betegner som vestlige imperialister.

Hans nærmeste allierede er – ud over Erdogan selv og Xi Jinping fra Kina – andre afrikanske ’stærke mænd’-præsidenter som Paul Kagame i Rwanda og Museveni i Uganda. Men hvor demokratiet længe har været sat ud af kraft i disse lande, er det noget nyt i Tanzania. Og det kan betyde farvel til en vigtig demokratisk rollemodel.

»Tanzania er ved at miste sin position som demokratisk foregangsland i Afrika,« sagde den progressive kenyanske politiker og tidligere justitsminister, Martha Karua, på en pressekonference for nylig, hvor den nye Amnesty-rapport blev præsenteret.

»Tilbage i 1990’erne blæste de demokratiske vinde fra Berlinmuren til Afrika. Men jeg tror, at det, vi ser nu, er et tilbageskridt for demokratiet i mange lande på vores kontinent. Nu er vi i stedet på vej ind i æraen for de stærke mænd. Og når der til sidst ikke er nogno rollemodeller tilbage, der respekterer menneskerettigheder og demokrati, så bliver det rigtig slemt for hele kontinentet,« sagde Martha Karua.

»Medmindre borgerne selv begynder yde et pres den anden vej og forsvare deres rettigheder, så går vi fra et åbent til lukket samfund. Vores brødre og søstre i Tanzania skal derfor hæve stemmen. Men det skal vi andre også. Alle skal hæve stemmen og kritisere udvandingen af menneskerettigheder og demokrati.«

Dansk bistand i tænkepause

I Danmark er udviklingsminister Rasmus Prehn (S) kritisk over for udviklingen.

»Jeg har en klar intention om at løfte en pegefinger – sende et klart signal – om, at vi har store forventninger til, at demokrati og menneskerettigheder er noget man tager alvorligt i Tanzania. Vi vil ikke finde os i svinkeærinder,« siger han til Information.

Prehn indrømmer dog, at han ikke har fulgt udviklingen i Tanzania under Magufuli særligt tæt i sit første travle år som minister. Det til trods for, at Tanzania uden sammenligning er det land i verden, der har modtaget mest u-landsbistand fra Danmark over årene: 32,2 milliarder kroner siden 1965 (i 2019-priser). Ja, faktisk var Tanzania det første land i Afrika, Danmark indledte udviklingssamarbejde med tilbage i 1963 kort efter Tanzanias selvstændighed. Der findes bare ikke pålidelige tal fra de første par år, meddeler Udenrigsministeriet.

»Jeg er klar over, at der er et efterslæb her med Tanzania. Det kommer jeg til at knokle med i tiden, der kommer,« siger Rasmus Prehn.

Men selv her under Magufulis regeringstid de sidste fem år er de danske bistandskroner strømmet til Tanzania. Samlet set drejer det sig om over 1,6 milliarder kroner siden 2015, hvoraf over 200 millioner kr. er gået til projekter inden for god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder.

– Har de penge haft den ønskede effekt?

»Det er jo ikke sådan, at pengene er gået i lommen på Magufuli eller regeringen. Men jeg medgiver da, at man sagtens kunne have håbet, at det var gået bedre. Det er da hamrende ærgerligt. Men hvis vi ikke havde været til stede, var det måske gået endnu værre,« siger Rasmus Prehn.

– Skal det have økonomiske konsekvenser?

»Vi kommer til at diskutere, om vi overhovedet skal være til stede, og hvis vi skal det, hvordan. Så vi har sat landeprogrammet på pause for at tænke os om, men også for at sende et signal om, at vi ikke vil finde os i, at man undertrykker civilbefolkningen, oppositionspartier og indskrænker det civile råderum. Det dur simpelthen ikke,« siger Prehn og tilføjer, at »hvis man fusker, svindler og undertrykker oppositionen«, kan det få konsekvenser for landeprogrammet

– Er det 57 år som Danmarks donordarling, der er forbi nu for Tanzania?

»Det er hamrende ærgerligt, hvad vi ser i Tanzania under Magufuli. Men det skal heller ikke være sådan, at gode relationer helt går tabt, fordi der er en kurre på tråden eller udfordringer i en periode. Vores mål er, at få Tanzania back on track på demokrati og menneskerettigheder. Det vil vi stadig prøve at kæmpe for,« siger Rasmus Prehn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

kjeld hougaard

Oj! Risikerer de dansk bistand, om de ikke styrer deres samfund som vi vil? Det er os der bestemmer? = ”Westlessness”. Kinesere er frihedselskende ude i verden – ”I lever som I vil, vil i ha investeringer”?

Carsten Hansen

Synd for befolkningen hvis der ikke længere kan ydes bistand til deres udvikling.
Men selvfølgelig skal Danmark ikke smide penge i korrupte politikeres lommer.

Så er der andre steder de kan gøre gavn.

Benjamin Bjerre

Jeg spørger nysgerrigt: Får Amerikas opførsel i forbindelse med deres kommende valg konsekvenser for vores støtte af dem?

Michael Waterstradt, ingemaje lange, Hanne Utoft og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Tanzania er sådan en svag stat, som den danske udenrigsminister kan spille hellig og smart omkring - så det gør han da. Men som Benjamin Bjerre er inde på; hvordan med vores støtte til USA, givet landets krigsforbrydelser, økonomiske krige og statskup rundt omkring i verden? Skal det opfattes som demokratisk adfærd, som den danske udenrigsminister støtter?

Søren Fosberg

Hanne: skal din kommentar forstås sådan at Danmarks holdning til USA bør afskære os fra at reagere på at Tanzania bevæger sig mod udemokratiske tilstande? Eller hvad vi du foreslå?

Søren Fosberg

Kjeld: tror du at udviklingen i Tanzania udtrykker folkets vilje?

Carsten Hansen

Jeg mener at der skal allokeres langt flere ressourcer i forhold til befolkninger i Afrika, så der kan ske fremskridt.
Men det undrer mig enormt at folk her mener de ressourcer skal gives til diktatorer, korrupte politikere og teokrater.
Læg pres på regeringer/diktatorer med krav om at anvende ressourcerne i folkets interesse. Hvis ikke, så vil nabostaten muligvis gerne.