Baggrund
Læsetid: 4 min.

Her er det, du skal vide om konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan

Det lille bjergområde Nagorno-Karabakh er centrum for væbnede kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan. Senest har Rusland og Frankrig opfordret til »fuldstændigt« stop for kampene, og Ruslands udenrigsminister har tilbudt at mægle i konflikten. Men de to lande har indtil videre afvist forhandlingsbordet. Information giver her et overblik over konflikten
En mand står i en lejlighed, der er blevet ødelagt efter et påstået armensk angreb på byen Tartar.

En mand står i en lejlighed, der er blevet ødelagt efter et påstået armensk angreb på byen Tartar.

Roman Ismayilov/Ritzau Scanpix

Udland
2. oktober 2020

Et gammelt sår er revet op i Kaukasus, idet der søndag udbrød kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan i det omstridte område Nagorno-Karabakh.

Konflikten er i de seneste dage eskaleret til et niveau, der ikke er set i årevis: Over 100 personer formodes dræbt, størstedelen af de to nationers militær er blevet mobiliseret, og tirsdag blev et armensk kampfly skudt ned i regionen. Landenes ledere har indtil videre takket nej til at mødes til forhandlinger i Moskva.

Fjendskabet mellem Armenien og Aserbajdsjan rækker langt tilbage i historien, men med årene er nye interesser og stormagter blevet blandet ind i striden. Her er det, du skal vide om konflikten.

Hvad er Nagorno-Karabakh?

Det er en region i Aserbajdsjan med en befolkning på omkring 150.000 mennesker, der overvejende består af kristne armeniere. I dag fungerer regionen som et de facto-selvstyre under Armeniens kontrol, og det armenske flertal i regionen vil løsrive sig fra Aserbajdsjan.

Det bjergfyldte område har gennem tiden været scene for mange kampe, idet både Armenien og Aserbajdsjan har gjort krav på det – for eksempel i 1918, da de to lande blev uafhængige af Det Russiske Imperium og gik i krig over blandt andet Nagorno-Karabakh.

Da Sovjetunionen var tæt på sammenbrud i 1988, forsøgte regionen igen at løsrive sig. Det førte til en seks år lang krig mellem Armenien og Aserbajdsjan, der kostede op mod 30.000 mennesker livet og sendte mere end én million på flugt.

Efter en indgået våbenhvile i 1994 er kampene brudt ud i perioder, og fredsforhandlinger gennem den såkaldte OSCE Minsk-gruppe – foranlediget af blandt andet Frankrig, Rusland og USA – har ikke kunnet løse konflikten.

Hvad ønsker Armenien og Aserbajdsjan at opnå?

Armenien er interesseret i at normalisere status quo og give Nagorno-Karabakhs afhængighed af landet en mere formel status.

Aserbajdsjan vil vinde området tilbage, idet man anser Nagorno-Karabakh for at være en ulovlig armensk besættelse midt i landet.

I løbet af de seneste år har både Aserbajdsjan og Armenien gennemgået moderniseringsprocesser i militæret, hvilket giver mere ammunition til konflikten nu.

Hvorfor opstår der kampe nu?

Armenien og Aserbajdsjan beskylder hinanden for at have begyndt søndagens angreb. Lignende kampe fandt sted i juli. Her stillede begge lande sig også i selverklæret forsvarsposition.

Flere analytikere vurderer dog, at Aserbajdsjan har mest at vinde ved at indlede en offensiv. Landet vil genoprette kontrol med området, og man har måske set muligheder i en tid, hvor det internationale samfund er optaget af andre emner – for eksempel urolighederne i Hviderusland og præsidentvalget i USA.

I foråret blev der derudover afholdt valg i Nagorno-Karabakh, der blev organiseret af det armenske de facto-styre. Det blev betragtet som en stor provokation af den aserbajdsjanske regering.

Hvad med stormagterne – Rusland og Tyrkiet?

I Kaukasus er der især to stormagter i spil: Naboerne mod nord og syd, Rusland og Tyrkiet.

Rusland er den primære magt i regionen, og i den verserende konflikt indtager Rusland en dobbeltrolle. For det første er man traditionelt tæt på Armenien, som man deler kulturelle bånd med, og derudover har Rusland selv en militærbase i landet.

Rusland har dog også tidligere ageret mægler mellem de to lande. Blandt andet som partner i Minsk-gruppen, men også som en magt, der med aktiviteter i både Armenien og Aserbajdsjan har en bred regional indflydelse.

Opfordringen fra Moskva er derfor indtil videre nedtrapning af konflikten, fornyet dialog og et tilbud om at være vært ved et møde mellem de to landes udenrigsministre. Det er dog indtil videre afvist.

Tyrkiets position er mere ensidig: Man støtter Aserbajdsjan, hvilket også er defineret af det strategiske partnerskab, de to lande indgik i 2010. I stil med NATO er det defineret ved, at et angreb på én er et angreb på alle. Tyrkiet og Aserbajdsjan er desuden forbundet af kulturhistoriske rødder, og på statsplan har de to lande vigtige økonomiske alliancer.

Spørgsmålet er nu, hvordan Tyrkiet vil støtte sin mindre nabo. Eskaleres situationen yderligere, er militær hjælp ikke utænkelig. Armenien har allerede anklaget Tyrkiet for at stå bag nedskydningen af et kampfly tirsdag og for at sende syriske krigere ind i området – en anklage, som Tyrkiet har afvist.

Styret i Ankara er dog på ingen måde tilfreds med det internationale samfunds engagement. Præsident Erdogan skriver på Twitter:

»Det internationale samfund, som ikke kunne give et nødvendigt og tilstrækkeligt svar på Armeniens provokerende aggression, demonstrerer endnu en gang sin dobbeltmoral. Minsk-trioen, der har bevaret sin negligerende holdning i omkring 30 år, er desværre langt fra at handle på en løsningsorienteret måde.«

Fremadrettet: Krig eller fredelig løsning?

Rusland og Tyrkiets modsatrettede interesser kan umiddelbart ligne en oplagt mulighed for en stedfortræderkrig i Nagorno-Karabakh. Dog mener de færreste iagttagere indtil videre, at det vil komme så vidt. For nok står de to stormagter også på hver sin side i krigene i Syrien og Libyen, men partnerskabet mellem de to lande er også essentielt.

Dertil kommer, at landene har masser at se til andre steder: Rusland med situationen i Hviderusland, Tyrkiet med en energistrid med Grækenland og begge – selvfølgelig – med den globalt overhængende pandemisituation.

Alligevel tyder meget på, at kampene mellem Armenien og Aserbajdsjan ikke er slut. Begge lande har i de seneste dage skruet op for krigsretorikken, og dræbte civile på hver side har oprevet befolkningen.

Alternativet til den voldelige kurs er ny dialog. I en pressemeddelelse opfordrer Minsk-gruppen de to sider til at gøre det nødvendige for at stabilisere de blodige kampe, idet man fastholder, at den eneste løsning lige nu kommer i form af et forhandlingsbord og en samtale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er det ikke interessant at én artikel kan præsentere alt dét, 'man' skal vide om konflikten. Intellektuelt forulempende og forarmende journalistik.

Anina Weber, kjeld hougaard, Oluf Dragsbo og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Peter Ravn-Olesen

@Hanne Utoft så søger man da virkelig efter måder at blive fornærmet!

Peter Ravn-Olesen, tillad mig dette lidt abstrakte svar:
https://www.youtube.com/watch?v=B2SaM8RJ30c

Måske skal det lige med i helhedsindtrykket, at den franske præsident, Emmanuel Macron, henleder opmærksomheden på, ar Tyrkiet faktisk har sendt tusinder af syriske jihadister som betalte lejesoldater til at kæmpe i Nagorno Karabakh-regionen, samt at Tyrkiet dermed totalt har ændret på krigssituationen.

Tyrkiet, der allieret med Aserbajdsjan, nægter ikke, men mener ikke, at deres "tropper" endnu har været i kamp - i hvert fald ikke i Baku. Men Tyrkiet håber på, at "hjælpen" til broderfolket i Aserbajdsjan vil medføre, at Tyrkiet vil få sin velfortjente andel af de olie og naturgas-forekomster, der findes i Nagorno Karabakh, der faktisk ligger i Armenien.

"Vi har dog oplysninger om, at betalte syriske krigere fra forskellige jihadist-grupperinger er ankommet til Nagorno-Karabakh-konflikten gennem det sydøstlige Tyrkiet i Gaziantep," sagde Macron og tilføjede, at dette er "en meget alvorlig og helt ny udvikling.

Russisk udenrigsministeriet sagde også i går, at omkring 4.000 betalte krigere fra Syrien og Libyen er blevet sendt til Nagorno Karabakh af Tyrkiet.

Videre sagde 2 krigere fra en af ​de tyrkisk betalte oprørsgrupper ril Reuter, at de var ved at blive udsendt i Aserbajdsjan i et samarbejde mellem deres ledere og den tyrkiske regering.

Claus Nielsen, Oluf Dragsbo og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

I fortsættelse af Gert Rommes kommentar, skal man også huske Israel og Iran. Israel har et glimrende forhold til Aserbajdsjan, inkl. nærmest baser i landet. Aserbajdsjan henter for øjeblikket våben i Israel. Samtidigt har Iran et glimrende forhold til Armenien, som var en del af Iran for et par hundrede år siden. Iran leverer sandsynligvis våben til Armenien. Så Israel, jihadister og Tyrkiet hjælper Aserbajdsjan, og samtidigt hjælper Iran og muligvis Rusland Armenien. Sikke en “fest.”

Anders Graae, Claus Nielsen, Hanne Utoft og Anina Weber anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Kære Hanna Utoft. Du har misforstået noget: dette et en af Lykkebergs ”opbyggelige texter” der skal opbygge borgere til at forandre verden – som han vil. Som han har udtrykt det ”Information har taget flere steg væk fra at referere hvad der sker i verden – vi vil opbygge læsere.” jeg venter med spænding på hvem han kræver EU skal indføre sanktioner mod.

Trond Meiring, Hanne Utoft og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Thomas Bindesbøll

Forleden ringede en fremtrædede og dygtig dansk udenrigsjournalist og spurgte mig, om jeg havde nogen aktuel viden om denne krig?
Måtte ærligt svare, at lige så meget viden som jeg i 25 år har erhvervet mig om konflikterne i Nordkaukasus (Tjetjenien, Ingusjetien, Georgien. Dagestan. m.fl, (OG versus gl. Koloni-magt Rusland), ja lige så lidt kunne jeg bidrage med her, mht sobre forsøg på nogenlunde objektive vurderinger af denne krig, i Sydkaukasus.

Forleden hørte jeg på altid gode Svenske Radio, P1, en både derboende armener og derboende azerbadsjaner, der ud fra hver deres humanistiske udgangspunkt, blot var deprimerede over at en ny krig flammede op, uden andre konsekvenser end en masse flere døde, både soldater, men ikke mindst civile.

Man kan vælge mange forskellige tilgange til det store spørgsmål "Hvorfor mon lige NU" (?) ift til den igangværende krig.

Svarene er ikke entydige, uanset hvad:
Grundlæggende set har vi her en en tilnærmelsesvis "Balkaniseret" krig, hvor kampen står om overordnet kontrol med samme territorium, i det omtvistede område, Nagorno Karabakh.

Det er svært at være andet end blot umiddelbart på civilbefolkningens side, når begge parter nu massivt anvender deres alt for rigelige(!) lagre af upræcise gamle Sovjet-skrammel af "artilleri". Lige fra morterer, tanks og kanoner, herunder upræcise "Grad"-raketter" og/eller andre typer af længererækkende "Stalinorgler". Suk!
Senest så jeg at også beskidte klyngebomber tilsyneladende var blevet anvendt.

Enhver, der har fulgt hæderligt objektive reportere på stedet. lige fra BBC, Al-Jazeera, Deutsche Welle, France24, m-fl. , vil finde samme, depressive billede: Civile, på begge sider, der nu må gemme sig i usikre kældre, mens både armensk og azerbajdsjansk krigsførelse selvsagt ikke kun rammer "militære mål", men netop som skrevet, vivile. Bygninger ligger i ruiner, på begge sider.

Jagten på at finde "alliancer" der kan "forklare" alt lider også umiddelbart skibbrud.
Alliancerne er overhovedet ikke logiske, i en normal, traditionel "realpolitisk" forstand, tilsat de enorme og totalt opportunistiske våbenindkøb, som begge sider har foretaget over de seneste 10 år.

Udover alt det gamle Sovjet-skrammel, er der også indkøbt nyere og mere avanceret udstyr, bl,.a. russisk.
Armenien råder således bl.a over de hos os kendte "Iskander"-misslier (som Rusland har udstationeret i Kaliningrad.

Men ellers er det især avancerede droner, på begge sider, der sørger for andre ødelæggelser. Hver side har tilsvarende hidtil udsendt mange & uhyggelige live-optagelser af især ramte og udslettede tanks, på begge sider. Enhver kan forestille sig hvordan de arme besætninger er blevet ristet til døde...

Heldigvis er der en del kommentatorer, der forsøger at finde "årsag & virkning, samtidig som de er vidende nok til at skrælle hver sides mest overdrevne propaganda fra, og dermed tilbage til "Fake News"-kategorien af rene løgne.

Sluttelig: Man bør ikke glemme hver sides dybe følelser her. Men dette er også just det farlige punkt:

Ja, armenerne har været et historisk forfulgt folk, mest kendt er det barbariaske tyrkiske folkemord på dem i forbindelse med afslutningen af 1. Verdenskrig.
Azerierne er dog heller ikke selv gået ram forbi. Rent "aktuelt" skal man derfor ejheller glemme de titusinder (visse kilder taler om op mod 200,000) fordrevne Azeri'er som måtte flygte fra stidens kerne. Nagorno Karabkah, i beg af 1990erne.

I skrivende stund ser det hele meget dystert ud:
Krigspropaganda'en - på begge sider - er uhørt. Og uhørt groft eensidig. Må man bruge orden "balkanisering" igen. Dette er nu i Sydkaukasus nærmest et ekko af den forfærdligt blodige krig ml. bl.a. Serbien og Bosnien-Herzegovina. Samme ofte primitive had.

Stormagtsalliancerne ser som nævnte anderledes end i det "normale" billede: Azerbadsjan har således indkøbt high-tech droner fra bl.a Israel. Iran (der selv har en befolkningsgruppe på mange millioner azeri'er, bla. i området omkring iranske storby-område Shiraz), er også på Bakus side. Erdogans Tyrkiet kører sit eget ræs.
Azerbajdsjans leder, Alijev "Junior", er søn af landets tidl højtstående og berygtede KGB-officer og medlem af Politbureaet i SUKP, Heydar Alijev. En berygtet hård hund og diktator, også i den post-sovjetiske æra.

Armenien gennemgik på sin side en mindre "revolution" for et par år siden, til det bedre, på flere områder, inkl. både demokratiske reformer, øget presse- og ytringsfrihed, bekæmpelse af korruption, mv. Dog synes nuv. premierminister, Nikol Pasinjan, meget hårdnakket / fastlåst mht. til de etniske og Folkeretslige problemer i stridens kerne: Nagorno Karabakh. Her er der ingen pardon. Alting fastlåst. Desværre. Ingen åbning ift til evt. løsninger på også det azeriske flygtningeproblem i det omtvistede område.

Armeniens allierede, Rusland synes foreløbig ikke tæt på at ville indgribe foreløbig, skønt man har en stor militærbase i Armenien og har indgået en vanlig "pagt", der sikrer stormagt Rusland "ret" til at intervenere. Selv Putin er formentlig indtil videre klar over det hængedyng, en evt ensidig russisk indgriben ville medføre i denne sydkaukasiske krudttønde.
Men det kan ændre sig.

Den mest "optimistiske" spådom er p.t. at Azerbadjan vil fortsætte en offensiv for at tilbageerobre blot en lille del af deres (Folkeretsligt anerkendte, det bedes lige husket af alle der råber FN?) eget, anerkendte territorium. En sådan "delsejr" kunne forhåbentlig siden følges af en våbenhvile. Men foreløbig ser det sort ud. Især for alle arme civile, på begge sider.

Et enkelt, oplysende link: Interview med hhv Azerbadjans og Armeniens ledere, ikke opmuntrende mht. til en hurtig bilæggelse af krigen, men i hvert fald oplysende:
https://youtu.be/fPZG4tSvWbo

Henrik Plaschke

Thomas Bindesbøll

Dine bemærkninger ovenfor forekommer interessante og velunderbyggede.

Men jeg tror, du tager fejl, når du skriver, at Iran er på Bakus side. Iran har altid snarere støttet Armenien end Aserbajdsjan. Og det er der gode grunde til: Aserbajdsjan er nært knyttet til en af Irans ”rivaler”, nemlig Tyrkiet. Iran ønsker ikke at støtte disse magter. Hertil kommer, som du ganske rigtigt skriver det, at Iran har en stor azeri befolkningsgruppe indenbords. Men det indebærer ikke iransk støtte til Baku – tværtimod!

I den helt aktuelle situation søger Iran, som jeg har forstået det, at opretholde en forholdsvis neutral position i forholdet mellem Aserbajdsjan og Armenien. Samtidig har den iranske regering kritiseret Tyrkiets støtte til Aserbajdsjan, og der er rygter om iranske våbenleverancer til den armenske side, hvilket benægtes fra iransk side.

https://www.al-monitor.com/pulse/originals/2020/10/iran-criticize-turkey...

Thomas Bindesbøll

Henrik Plaschke,

Tak for linket og for præciseringerne!
Det er nok forkert at anse Iran som allieret med Baku. Det har du helt ret i. Officielt synes Teheran at indtage en neutral rolle, men spiller måske på to heste?, meget forenklet sagt. Jeg hæftede mig blot ved de kraftige støtteerklæringet til Baku, der kommer fra Shiraz regionen i nordlige Iran. Her er befolkningen overvejende "azerisk", og der har været rapporterer om frivillige, på vej til fronten i Nagorno Karabakh.
Dagens melding om forsøg på russisk mægling gennem invitationer til både Armeniens og Aserbajdsjan er et lille lyspunkt mht forhandlinger. Som bekendt er jeg ingen ynder af Putins normale "del- og hersk" politik, men her forsøger Moskva da i det mindste at sætte pres på begge sider. Vi må håbe det kan føre videre.

Thomas Bindesbøll

En lille tilføjelse:

"I krig er Sandheden altid det første offer" er et kendt udsagn. Selvsagt også i krigs propagandaen sidste 10 dage i Sydkaukasus.

Jeg fandt d.d. denne artikel og video, der afslører en slem omgang bl.a billedmanipulation. Det bliver nok ikke det sidste af slagsen, må man frygte.
PS: Man behøver ikke kunne læse og forstå russisk for at kigge med.

LINK:
https://www.rferl.org/a/video-purporting-to-show-chechens-in-nagorno-kar...

RFE/RL:
Video Purporting To Show Chechens In Nagorno-Karabakh Conflict Was Filmed In Crimea

October 08, 2020 12:00 GMT
By Ivan Martynenko Robert Coalson

RFE/RL identified a derelict pedestrian bridge shown in the clip, as well as other landmarks, as being located near the Crimean resort town of Morske.

RFE/RL identified a derelict pedestrian bridge shown in the clip, as well as other landmarks, as being located near the Crimean resort town of Morske.
On October 4, a short, jumpy video was released to social media purporting to show Chechen fighters in the conflict zone around Azerbaijan’s Nagorno-Karabakh region.

The video came just days after a September 29 Instagram post by Elkhan Suleimanov, the health minister of Russia’s North Caucasus region of Chechnya and a native of Azerbaijan, expressing support for Azerbaijan in the escalated fighting with neighboring Armenia and ethnic Armenian separatists in and around the breakaway region.

But the 37-second clip was not filmed in Azerbaijan, RFE/RL’s North Caucasus Service has determined, but in Crimea, the Ukrainian Black Sea region seized by Russia in 2014.

RFE/RL identified a derelict pedestrian bridge shown in the clip, as well as other landmarks, as being located near the Crimean resort town of Morske.
The clip, which also shows people in unmarked military uniforms as well as destroyed military equipment, may have been filmed earlier this year when several Russian war movies were being made in the Morske area. Scenes from the films Palmira, Shugalei-2, and Nebo were filmed at the location.

On October 2, the Russian administration of the town posted a photograph of the filming of Nebo that appears to show the same bridge from a different angle with a plume of smoke rising behind it. The post on the social-media site VK promises the film “will be on screens next year.”

Azerbaijan and Armenia have been locked in a conflict over the mountainous Nagorno-Karabakh region since the waning years of the Soviet Union. They fought a war that ended in 1994 with an uneasy cease-fire and an estimated 30,000 killed.

The bridge near the village of Morske in Crimea (screenshot from Yandex.Maps)

Nagorno-Karabakh is internationally recognized as Azerbaijani territory, but it is controlled by ethnic Armenian separatists with close ties to Yerevan. Armenian forces also hold control over seven regions adjacent to Nagorno-Karabakh.

Heavy fighting erupted on September 27, after which both countries declared a military emergency. Reports from the sides, which blame each other for the flare-up in the conflict, indicate that more than 200 civilians and combatants have been killed.

Fighters from the Muslim-majority Chechnya, including notorious warlord Shamil Basayev, fought alongside their Azerbaijani co-religionists during the 1990s war.

Moscow-based military analyst Anatoly Tsyganok told the news outlet Caucasian Knot that it is likely that some ethnic Chechens are fighting with the Azerbaijanis in the conflict, but that most likely they did not come from Chechnya. He speculated that such fighters might have come to Azerbaijan from Syria.

Baku and Yerevan have long exchanged accusations of disinformation about the conflict. On October 7, Armenian Prime Minister Nikol Pashinian’s chief of staff, Eduard Aghajanian, issued a statement urging Armenians not to fall for the “misinformation” that neighboring Georgia was supporting Azerbaijan in the conflict.

“I urge you not to give in to provocations and not to create or spread misinformation,” he wrote.

Written by RFE/RL senior correspondent Robert Coalson based on reporting by RFE/RL North Caucasus Service correspondent Ivan Martynenko
Robert Coalson is a senior correspondent for RFE/RL who covers Russia, the Balkans, and Eastern Europe.