Whistleblower: Vælgermanipulation udgør en trussel mod demokratiet. Og Facebook lader det ske

PORDENONE – »Vi var så lille en gruppe, der formåede at gøre så stor skade på demokratiet. Bare tænk på, hvor slemt det kan gå, hvis mere magtfulde kræfter benytter sig af samme taktik som os,« siger Christopher Wylie.

Den 31-årige canadiske dataanalytiker ligner ikke umiddelbart en, der kan gøre den store fortræd. Han taler blidt og har et tilbageholdende, næsten genert kropssprog inde bag det løstsiddende tøj. Hans skarpeste kant er hans kortklippede hår, der de seneste år hyppigt har skiftet fra den ene iøjespringende farve til den anden – blå, pink og i dag platinblond.

Men på trods af det relativt tilforladelige ydre, så har Wylie deltaget i det, han selv beskriver som et digitalt angreb på vestlige demokratier. Han spillede nemlig en hovedrolle i det berygtede britiske analyseselskab Cambridge Analytica, som illegalt høstede millionvis af Facebookbrugeres data og misbrugte dem til at opdyrke had, sprede desinformation og manipulere vælgere til fordel for Donald Trump i den amerikanske valgkamp i 2016.

Wylie stod i 2018 frem som whistleblower og afslørede Cambridge Analyticas metoder, og selv om hans tidligere arbejdsgiver ikke længere eksisterer, så advarer han om, at selskabets taktik i hænderne på andre kan vise sig at være et endnu mere potent våben ved præsidentvalget i USA den 3. november.

»Det kan blive meget værre, for de teknologiske våben er blevet stærkere, og samtidig beskytter demokratierne ikke sig selv,« siger Wylie til Information.

»Vi er nu godt klar over, at der er et problem, men specielt i USA gør man ikke nok for at tackle problemerne med desinformation og manipulerende valgkampagner på digitale platforme som Facebook, så jeg er meget bekymret for, hvordan det her kan udvikle sig.«

Wylie er især nervøs for den potentielt farlige kombination af fjendtlige nationer, som ønsker at destabilisere vestlige demokratier, og et Facebook, som han mener, har fået for stor magt og ikke i tilstrækkelig grad lever op til sit ansvar for at bekæmpe desinformation og manipulation.

»Desinformation er et stadig voksende problem rundt om i verden, og årsagen er, at Facebook tillader, at det sker,« siger han.

»Det er foruroligende, at vi har overdraget ansvaret for vores offentlige samtale til et privat amerikansk foretagende, som virkelig ikke bekymrer sig om borgerne i USA eller nogen som helst andre lande. Facebook er motiveret af profit, og det er en rigtig dårlig ide, at vi giver en person som Mark Zuckerberg så meget magt og indflydelse på noget så fundamentalt vigtigt som vores demokratiske valg.«

Efter massiv kritik – blandt andet affødt af Wylies afsløringer om vælgermanipulation på sociale medier – er Facebooks stifter og chef, Mark Zuckerberg, også begyndt at tage nogle skridt for at få luget ud.

I sidste uge har Facebook netop meddelt, at man har fjernet sider, som blev oprettet af aktører med forbindelse til Kina, og som havde til formål at påvirke det amerikanske valg ved at så splid og kaos. Samtidig har Facebook tidligere i september fjernet sider med forbindelse til russiske statsaktører, som spredte desinformation, hvilket peger i retning af, at Rusland ligesom ved valget i 2016 har planer om et onlineangreb for at skabe yderligere politisk polarisering og strid i USA.

Psykologisk krigsførelse

Langt fra kontroverserne i Nordamerika er Wylie kommet til byen Pordenone for foden af alperne i det nordøstlige hjørne af Italien. Han deltager i en større bogfestival, pordenonelegge, for at promovere den italienske oversættelse af sin bog, der på engelsk hedder Mindf*ck og har undertitlen Cambridge Analytica and the Plot to Break America.

Bogen er Wylies egen fortælling om en barndom, hvor han søger tilflugt i computerverdenen og tidligt lærer sig selv at programmere og hacke, og hvordan han som »en venstreorienteret, homoseksuel, 24-årig canadier« bliver en central aktør i udviklingen af et »våben til psykologisk krigsførelse for det ekstreme højre i USA«.

Wylie analyserede data og personprofiler for at forstå de valg, som folk tog, og hvordan man bedst kunne påvirke dem gennem målrettede politiske budskaber.

Han arbejdede først for Det Liberale Parti i Canada og siden for Liberaldemokraterne i Storbritannien, inden han blev ansat hos Strategic Communication Laboratories (SCL), et britisk foretagende, der blandt andet analyserede, hvordan folk blev radikaliseret på internettet – og hvilken psykologisk profil de radikaliserede havde – for militære kunder.

Det oprindelige formål var at udvikle forsvarsstrategier for at modarbejde militante islamistiske gruppers forsøg på at hverve især unge mænd til deres sag.

Men det hele ændrede sig, da Steve Bannon gjorde sin entre. Manden, der senere stod i spidsen for Donald Trumps valgkampagne og efter valget i 2016 blev præsidentens toprådgiver, ville vende SCL’s specialviden om og bruge den som et våben i den ideologiske kulturkrig, han ville føre i USA.

Han fik en højreorienteret milliardærven til at skyde adskillige millioner dollar ind i foretagendet, og ud af SCL voksede Cambridge Analytica.

Bannon satte sig i sædet som vicepræsident, og i sin bog beskriver Wylie, hvordan den intellektuelle kemi mellem ham og amerikaneren var så intens, at »det føltes, som om vi flirtede«.

»Bannon vendte vores arbejde på hovedet, så vi nu skulle bruge vores arbejde offensivt for at radikalisere og ikke forhindre radikalisering,« fortæller Wylie, da han om aftenen i Pordenone sidder i et telt foran en større tilhørerskare, der alle sidder i sikker afstand fra hinanden og er påført ansigtsmasker.

»Han så vores algoritmer og data som det målretningssystem, som han kunne udnytte til lettere og mere præcist at ramme den amerikanske offentlighed med sin sprængladning, det vil altså sige med hans propaganda.«

Vælgerradikalisering

De begyndte nu at lokalisere folk i USA, der potentielt ville være lydhøre over for Bannons opfordring til et højreorienteret oprør i USA, som i sidste ende skulle bakke op om Trump – det var folk, som ifølge Wylie havde nogenlunde samme psykologiske profil som dem, der blev radikaliseret af islamistiske grupper i Mellemøsten og Nordafrika, ofte unge, ugifte mænd, som var mere neurotisk anlagt og lettere troede på konspirationsteorier.

Adgang til så mange data som muligt var afgørende i opsporingsarbejdet, og Cambridge Analytica fik fingre i en skattekiste, da de illegalt gennem en app fik adgang til 87 millioner Facebookbrugeres data – og ikke kun fra dem, der downloadede appen gennem Facebook, men også deres venner og bekendte. Cambridge Analytica høstede informationerne uden brugernes viden i det, der angiveligt er det største læk i Facebooks historie.

Ved hjælp af det datasystem, som Wylie havde designet, brugte de informationerne til at konstruere politiske og psykologiske profiler, så de kunne udvikle meget målrettede budskaber til individuelle vælgere via Facebook.

Det handlede om at isolere individerne fra andre informationskilder og i sin essens fodre dem med skræddersyet information – og ofte desinformation – der eksempelvis skulle give næring til frygt og paranoia eller til en vrede mod indvandring eller den politiske tilstand i USA.

Facebooks algoritmer fungerede til Cambridge Analyticas fordel, da de for hvert klik automatisk førte folk ned ad en informationssti med stadig mere radikale og polariserende synspunkter, og samtidig isolerede Facebook folk i grupper med ligesindede, hvor de kunne bekræfte og bestyrke hinanden i deres synspunkter.

»Det var reelt en radikaliseringsproces, der fandt sted,« siger Wylie.

Som en anden whistleblower fra Cambridge Analytica, en af selskabets tidligere chefer, Brittany Kaiser, har forklaret det, så brugte man data til at producere indhold, som kunne fremmanipulere et positivt resultat for Trump. Hun fortæller i dokumentarfilmen The Great Hack, hvordan vælgere blev »bombarderet, indtil de så verden på den måde, vi ønskede, og indtil de stemte på vores kandidat«.

Modsat forsøgte Cambridge Analytica også at påvirke afroamerikanske vælgere til ikke at stemme. Wylie beskriver, hvordan selskabet blev bedt om at finde måder, hvorpå man kunne »forvirre, demotivere og få den farvede befolkning til at føle afmagt«.

Effektiv strategi?

Wylie begyndte at se Cambridge Analytica som gift for samfundet. Da han senere blev whistleblower, afgav vidneforklaringer til det amerikanske senat og amerikanske efterretningstjenester og gav interview til medier, fremlagde han materiale, der pegede på, at selskabet havde hyret hackere og folk med forbindelse til det russiske efterretningsvæsen og gjorde brug af bestikkelse, afpresning og desinformation for at påvirke valg adskillige steder i verden.

Efter et kæmpe stormvejr gik Cambridge Analytica konkurs sidste år, og efter en undersøgelse fra de britiske myndigheders side fik Wylies tidligere chef i SCL og Cambridge Analytica, Alexander Nix, i sidste uge et forbud på syv år mod at fungere som direktør på grund af »potentielt uetisk« opførsel og »den lyssky politiske service«, hans selskab tilbød gennem en årrække.

Det er dog blevet debatteret, hvor effektiv Cambridge Analyticas strategi rent faktisk var i USA, og hvor stor en andel den har i Trumps valgsejr – hvis nogen overhovedet. Og også om det bare er en rar afledningsmanøvre for den progressive del af USA at lægge skylden for Trumps succes over på valgmanipulation, så de kan lukke øjnene for, at valget var et resultat af reelle, dybtfølte politiske præferencer i vælgerhavet.

Til det svarer Wylie, at der selvfølgelig var mange faktorer, som førte til valgresultatet i 2016, men målet var også blot at give Trump »det ekstra nøk«, som kunne sikre ham et flertal i svingstaterne.

En uhellig alliance

Wylie mener, at det i dag ville være endnu nemmere for et selskab som Cambridge Analytica at målrette politiske budskaber og skabe troværdig desinformation, da de teknologiske kapaciteter er blevet forbedret, blandt andet med den fortsatte udvikling af kunstig intelligens, men også med fremkomsten af fænomener som deepfakes, en teknologi, der gør det muligt at fremstille videoer, hvor personer gør og siger ting, som de i virkeligheden aldrig har gjort.

Men desinformation florerer også i større grad nu, fordi der ikke bliver slået ned på det, og fordi selve den amerikanske præsident ses som eksponent for desinformation.

Kritikere ser en uhellig alliance mellem Mark Zuckerberg og Det Hvide Hus, hvor Facebook langt hen ad vejen kigger den anden vej og lader Trump sprede desinformation.

Tilsyneladende i et forsøg på at komme kritikken af Facebook som platform for manipulerende politiske budskaber i møde, har Mark Zuckerberg i september sagt, at »vi har alle et ansvar for at beskytte demokratiet«, og han annoncerede planer om at forbyde nye politiske annoncer på sin platform i de sidste syv dage før præsidentvalget.

Det drejer sig dog udelukkende om nye politiske annoncer – indhold produceret inden syvdagesgrænsen vil fortsat kunne vises på platformen helt frem til valget.

Det Hvide Hus anklagede straks tiltaget for at være »Silicon Valley-mafiaens« forsøg på at forhindre Trumps budskaber i at nå ud til vælgerne.

Behov for regulering

For Wylie er det dog ikke nok med denne type mindre tiltag fra Facebooks egen side. Han efterlyser, at myndighederne rundt om i verden indfører love og regler, der kan stille sociale medier til ansvar.

»Sociale medier og digitale platforme er de eneste sektorer i vores økonomi, hvor der absolut ingen form for sikkerhedsstandarder er,« siger Wylie.

»De sociale medier skal stilles til ansvar for, hvad deres produkter bliver brugt til, og de skal påføres regler, der vil gøre det sværere for et selskab som Cambridge Analytica eller fjendtlige stater at sprede had og propaganda online.«

I dag har Wylie det selv svært med sin egen indsats for Cambridge Analytica, men han undskylder også sig selv med at have været del af en kultur blandt programmører og dataingeniører, hvor man kun fokuserer på det tekniske og er blind for de konsekvenser, ens arbejde har ude i den virkelige verden.

»Jeg fortryder enormt meget min rolle i det selskab,« siger han. »Men mange, der arbejder i tech, inklusiv mig selv, har fulgt det mantra, som Facebook udbredte, nemlig ’move fast and break things’. Vi fokuserede bare på, at vi hele tiden skulle bevæge os fremad og skabe nyt, men vi tænkte ikke over konsekvenserne. Hos Cambridge Analytica lærte jeg, at man kan smadre samfund med det arbejde, man udfører.«