Australske soldater deltog i drab på 39 civile afghanere og tre andre historier fra verden

Australske specialstyrker har begået overlagte mord på 39 civile afghanere – i flere tilfælde som henrettelse af fanger, der skulle give nytilkomne soldater deres ’bloddåb’ – og har efterfølgende søgt at mørklægge deres handlinger ved at opfinde dækhistorier og plante våben på ligene. Sådan lyder anklagerne i en opsigtsvækkende rapport, der bygger på fire års efterforskning.

Rapporten er udarbejdet af generalmajor Paul Brereton, der har undersøgt påstande om, at en lille gruppe kommandosoldater fra den australske eliteenhed Special Air Services har myrdet og mishandlet civile afghanere – i nogle tilfælde ved at skære halsen over på dem og derpå prale med deres handlinger, føre kill count-lister og fotografere lig med plantede våben og mobiltelefoner for at legitimere deres handlinger.

I sin rapport, der udkom torsdag, betegner Brereton den adfærd, han har søgt at dokumentere, som »et vanærende og omfattende forræderi« mod de værdier, De Australske Forsvarsstyrker skal forestille at stå for.

Sammenfattet konkluderer rapporten, at 1) specialstyrkeenheden stod bag dusinvis af ulovlige drab, hvoraf hovedparten involverede fanger. Efterfølgende blev drabene med overlæg søgt tilsløret som kamphandlinger; 2) 39 afghanere blev på ulovlig vis dræbt i 23 episoder, enten af specialstyrkesoldater selv eller på deres instrukser; 3) ingen af drabene skete under kamphandlinger – de skete alle under omstændigheder, som i en domstols øjne ville gøre dem til overlagte mord og krigsforbrydelser; 4) alle ofre var ’ikkekombattanter’ eller ikke længere ’kombattanter’; 5) mindst 25 personer er blevet identificeret enten som gerningsmænd eller medskyldige. Nogle af de pågældende er stadig i aktiv tjeneste i De Australske Forsvarsstyrker.

Syg kultur

I samtlige tilfælde, som undersøges i rapporten, »burde det have stået klart, at den dræbte person var ikkekombattant«. Langt hovedparten af ofrene var tilfangetagne og under kontrol. De var dermed berettigede til at nyde beskyttelse efter international lov.

Patricia Gossman, en seniorforsker for Human Rights Watch med speciale i Afghanistan, opfordrer alle de nationer, hvis militærstyrker har været eller er indsat som del af den USA-ledede koalition i Afghanistan (herunder også Danmark, red.) til at følge Australiens eksempel og undersøge egne soldaters opførsel. »Det var en del af en syg kultur, der grundlæggende behandlede afghanere, der boede i disse omstridte områder, som om de alle var farlige kriminelle – selv børnene – eller endda som undermennesker,« siger hun.

Vidnesbyrd i rapporten tyder på, at nytilkomne menige soldater blev instrueret af deres overordnede i at henrette fanger med koldt blod som en del af en »bloddåbs«-proces ved deres første drab.

»Typisk tog patruljelederen en person under sin kontrol og beordrede herefter den menige soldat (…) til at dræbe den person, der var under kontrol,« hedder det i rapporten. Våben blev placeret på liget og en »dækhistorie« fabrikeret med henblik på operationel rapportering.

Den australske forsvarschef, general Angus Campbell, har efter Brereton-rapportens offentliggørelse lovet, at dens »skammelige«, »dybt foruroligende« og »forfærdende« afsløringer om de australske specialstyrkers opførsel vil få konsekvenser.

Campbell forsikrede om, at han agter at følge samtlige 143 anbefalinger i rapporten, herunder at lade en særundersøger indlede mulige strafferetlige sager. Han varslede desuden ændringer i hærens organisationsstruktur og en undersøgelse af forfremmelser og hædersbevisninger for de involverede soldater.

»Over for Afghanistans befolkning vil jeg på vegne af De Australske Forsvarsstyrker give min oprigtige og uforbeholdne undskyldning for alle ulovligheder, australske soldater måtte have begået,« sagde Campbell ved en pressekonference torsdag.

Brereton-rapporten frikender i vidt omfang højtstående officerer for at have haft kendskab til de krigsforbrydelser, rapporten har fundet tegn på. Ifølge rapporten ser initiativtagerne til de kriminelle handlinger ud til at have været patruljeledere, typisk lavere rangerende sergenter eller korporaler og deres »protegéer«.

© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen

I denne bølge holder de italienske skoler åbent – indtil videre

Martin Gøttske

Da coronavirussen ramte Italien tilbage i februar, var skolerne det første, der blev lukket ned. Og det sidste, der åbnede igen.

Syv måneder stod klasselokalerne tomme.

Men nu, hvor anden bølge af COVID-19 for alvor har ramt Italien, holder myndighederne i stor udstrækning fortsat skolerne åbne. Børnene sidder dagen lang med masker på, men sidder dog foran en lærer.

Selv i Milano, der ligger i en af de såkaldte røde zoner, hvor smitten er værst, går børn op til sjette klasse fortsat i skole, mens de ældre klassetrin må nøjes med fjernundervisning.

Der er tilsyneladende sket et skifte i fokus. Hvor skolerne i første bølge udelukkende blev set som et smittereservoir, så mener man nu langt hen ad vejen, at hensynet til børnenes skolegang vejer tungere end sundhedsrisikoen. Regeringen vurderer, at skolelukningerne har for store generelle samfundsomkostninger, da en stor del af arbejdsstyrken – det går især ud over de italienske kvinder – er tvunget til at tage sig af de børn, der ikke går i skole, og det er i høj grad en hård byrde for mindre velstillede familier, hvor begge forældre arbejder.

Samtidig har det også vist sig, at en del børn sakker agterud, da deres forældre ikke er i stand til at give dem den støtte, der er nødvendig ved fjernundervisning.

»Vi vil forsvare undervisningen i skolerne hele vejen,« har premierminister Giuseppe Conte sagt.

Og undervisningsminister Lucia Azzolina siger, at »det er ikke det at holde skolerne åbne, som indebærer risici. Der er snarere større risici ved at lukke skolerne«.

I Napoli, der lige nu er hårdt ramt af coronavirussen, har de regionale myndigheder dog lukket skolerne ned. Men det har også ført til protester fra mange forældre og sundhedseksperter.

»Lukningen af skolerne skader børnenes uddannelsesmæssige og sociale udvikling og skaber store kulturelle huller specielt blandt børn med en fattigere socioøkonomisk baggrund,« hedder det i et åbent brev fra børnelæger i Napoli og omegn.

Spørgsmålet er dog, hvor længe myndighederne tør holde skolerne åbne, samtidig med at smitten vokser. Inden for den sidste uge er der hver dag blevet registreret omkring 35.000 nye smittetilfælde – hele syv gange flere end på det værste tidspunkt i foråret – og hver dag dør nu omkring 750 italienere med coronavirussen. Man nærmer sig dermed de høje dødstal fra første bølge.

»Smittekurven er en trussel mod ønsket om at holde skolerne åbne,« erkender premierminister Conte.

Tysk epidemilov skærpet under protester og sammenligninger med 1933

Mathias Sonne

»Her skabes flokimmunitet.«

Denne plakat vajede et sted i mængden, da omkring 10.000 demonstranter onsdag troppede op ved Rigsdagsbygningen i Berlin. Lejlighedsvis råbte de sloganet fra den østtyske revolution i 1989, »Wir sind das Volk«, og fra talerstolen var der ingen tvivl: Coronareglerne er et figenblad. I virkeligheden vil eliterne afskaffe demokrati og frihedsrettigheder til fordel for et overvågningsdiktatur.

Protesterne rettede sig ikke kun mod coronareglerne generelt, men især mod en række skærpelser af den tyske epidemilov, som den tyske forbundsdag vedtog samme dag. Efter flyvende flasker og kanonslag endte politiet med at opløse forsamlingen med vandkanoner, fordi der hverken blev holdt afstand eller båret mundbind. Men også i de tyske medier og i Forbundsdagen, hvor flere demonstranter trængte ind og skabte ballade, har ændringen af lovgivningen medført debat om grundlæggende frihedsrettigheder og parlamentets rolle som folkets repræsentation.

Fra Forbundsdagens talerstol mente blandt andre Martin Sichert fra Tysklands største oppositionsparti, det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD), at »lovændringen skaber grundlaget for statslig vilkårlighed og kontrol« – og at lovændringen har paralleller til »tidligere tiders love om bemyndigelse«.

Den vind kan man ikke så i Tyskland uden at høste storm.

Henvisningen gælder den infame »Ermächtigungsgesetz« (bemyndigelseslov, red.) fra 1933, der fratog parlamentets magt og lagde hele den lovgivende magt i hænderne på Adolf Hitler. Ligesom demonstranterne påtog AfD sig altså rollen som demokratiets redningsmænd, mens Forbundsdagen med epidemilovgivningen i deres øjne giver regeringen og sundhedsministeriet carte blanche til at gennemføre alle tænkelige tiltag uden om parlamentet.

Den tyske epidemilovgivning er allerede ændret flere gange i coronapandemien, blandt andet så Forbundsdagen kan udråbe – og atter ophæve – en national undtagelsestilstand, som især giver sundhedsministeriet flere beføjelser og indskrænker magten i de 16 tyske delstater.

Konkret handler onsdagens lovændring, der blev stemt igennem med 415 jastemmer mod 236 nejstemmer, især om præciseringer af indskrænkninger i bevægelses- og forsamlingsfriheden. Herunder beskrives det i paragraf 28, hvilke myndigheder der har beføjelse til hvad: kontaktindskrænkninger, maskepligt, afstandspåbud og lukning af forretninger, skoler, events og så videre.

Som avisen DIE ZEIT formulerer det, er udfordringen at skabe så konkrete retningslinjer, at myndighederne ikke kan gøre, hvad de vil, og samtidig så almene formuleringer, at myndighederne kan reagere på nye situationer.

Som en lang række andre tyske medier og politikere afviser avisen Der Tagesspiegel på det skarpeste, at der kan tales om en bemyndigelseslov som i 1933.

»Loven korrigerer derimod den omfattende bemyndigelse, som Forbundsdagen i marts gav til regeringen (…). Dermed står de mulige tiltag og indgreb i vores grundlæggende rettigheder, som allerede var mulige, nu endelig i lovmæssig form. Hvordan den udøvende magt omgås dette, kontrolleres stadig af parlamentet og domstolene, og loven kan trækkes tilbage med simpelt flertal.«

Alligevel retter Der Tagesspiegel ligesom oppositionspartierne Die Linke, FDP og AfD en stærk kritik mod hastværket i lovgivningen. Det liberale FDP taler om »eksekutiv arrogance«, mens Die Linke ser lovændringen som Merkel-regeringens usolidariske forsøg på at kompensere for ringe forberedelse på anden coronabølge.

Omvendt er det statens pligt at beskytte sine borgere, påpeger Der Tagesspiegel. Og her ligger den tyske stat bedre end de fleste nabolande.

Palæstinenserne genoptager samarbejde med Israel

Lasse Ellegaard

I tirsdags meddelte Det Palæstinensiske Selvstyres (PA) indenrigsminister, Hussein al-Sheik, at det palæstinensisk-israelske sikkerhedssamarbejde genoptages, »som det var før«. Meldingen kom, to dage før USA’s udenrigsminister Mike Pompeo som det første amerikanske regeringsmedlem nogensinde besøgte en jødisk bosættelse på den besatte Vestbred – og efter at PA-styret i Ramallah havde fordømt den USA-sponserede åbning mellem Israel og en række arabiske stater som »knive i ryggen«.

Baggrunden er, at Trump-administrationen har indgået en fredsaftale, som blandt andet tillader israelsk annektering af en tredjedel af den besatte Vestbred tilbage. Det fik i maj PA-styrets leder Mahmoud Abbas til at afbryde alt samarbejde med USA og Israel, herunder sikkerhedssamarbejdet – som i realiteten er palæstinensisk bistand til den israelske kontrol med den besatte Vestbred. I mellemtiden har Israels aftale med Forenede Arabiske Emirater (UAE) suspenderet annekteringsplanen, dog – som Benjamin Netanyahu erklærede – »kun midlertidigt«.

Voldsomt øget pres

Økonomisk opkræver Israel et beløb på cirka 175 millioner dollar om måneden i import- og eksportafgifter på vegne af PA-styret. Men siden det israelske parlament, Knesset, i 2018 vedtog en lov, fratrækker Israel nu årligt cirka 300 millioner dollar af PA-pengene med den begrundelse, at de bruges til understøttelse af familier med forsørgere (fædre, brødre, ægtemænd) i israelske fængsler. Dengang var Abbas-styrets reaktion helt at afvise de israelske overførsler.

Kombineret med Donald Trumps annullering af amerikansk bistandshjælp er presset på PA-styrets i forvejen flossede økonomi øget voldsomt, også fordi PA ikke længere har den positive bevågenhed i de arabiske Golf-stater, bortset fra Qatar, når det kommer til hjælp udefra. I dag hører PA-styret ikke fra dets rige arabiske fætre og ej heller fra Den Arabiske Liga, der har afvist at fordømme aftalerne mellem Israel og UAE, Bahrain og Sudan – med Saudi-Arabiens stiltiende samtykke. De tider er forbi, hvor martyrfamilier i Gaza levede af donationer fra det saudiarabiske kongehus.

PA-styret står mere alene end nogensinde og begrunder genoptagelsen af sikkerhedssamarbejdet med, at COVID-19 har nødvendiggjort øget koordinering af værneforanstaltninger, der kan øge beskyttelsen af kolonister og palæstinensiske arbejdere, der krydser hinanden ind og ud af områderne. Pandemien har medført et yderligere dyk i den økonomiske aktivitet på Vestbredden, hvilket har tvunget PA-styret til at spise titusinder af PA-ansatte af med halve lønninger. Den genoptagne aftale med Israel omfatter således udbetaling af tre milliarder shekel (cirka 890 millioner dollar) i tilbageholdte skatteindtægter.