Biden har en plan. Men den bliver udfordret af republikansk modstand og demokratisk uenighed

Ingen vælger, der stemte på Joe Biden i præsidentvalget 2020, vil efterfølgende kunne hævde, at hun var uvidende om hans progressive økonomiske planer.

I valgkampen lovede USA’s næste præsident at omstille USA’s energiforsyning, at hæve skatterne på virksomheder og velstående familier, at fordoble mindstelønnen og føre en industri- og handelspolitik, der tilgodeser amerikansk industri og arbejdspladser på bekostning af konkurrenter i udlandet.

Et uafklaret spørgsmål er, hvorvidt det vil lykkes for Biden at få så progressive initiativer igennem Kongressen.

Demokraterne kan få svært ved at tolke deres sejr som et mandat til gennemgribende reformer af det amerikanske samfund i betragtning af, at deres position i Repræsentanternes Hus er svækket, og et flertal i Senatet måske er uden for rækkevidde. Og i nogle sager vil den nye præsident blive mødt af modstand fra republikanerne, ligesom Biden-demokraterne skal forcere en anden hurdle i Senatet, nemlig filibuster-reglen, der fordrer støtte fra 60 ud af 100 medlemmer under vedtagelsen af bevillinger.

Republikanerne håber på at bevare et spinkelt flertal i Senatet i 2021-22, men det endelige udfald er endnu ikke afgjort. Det sker først den 5. januar, når anden runde i to senatsvalg afholdes i sydstaten Georgia, hvor Biden vandt en papirtynd sejr over præsident Donald Trump.

Demokraterne skal vinde begge valg i januar for at opnå flertal, og det kan blive en næsten uoverstigelig udfordring. Begge partier vil rejse enorme summer til deres respektive senatskandidater. Meget står på spil, og begge partier planlægger at registrere så mange nye vælgere som muligt. 

Her kan demokraterne måske have en fordel. Bidens overraskende sejr i Georgia tilskrives en flere år lang kampagne organiseret af den tidligere guvernørkandidat Stacey Abrams, der fik registreret flere minoritetsvælgere.

Lagt op til storvask

I Repræsentanternes Hus bevarer demokraterne som ventet deres flertal efter tirsdagens valg, men det vil blive reduceret betydeligt. Og forkvinde Nancy Pelosi får hænderne fulde i sine bestræbelser på at mægle mellem den progressive og moderate fløj i Det Demokratiske Parti.

Moderate kongresmedlemmer beskylder politikere som Alexandra Ocasio-Cortéz for at have gjort dem sårbare over for republikanske udfordrere i valgkampen, der hævdede, at alle demokrater over en kam vil skære ned på bevillinger til politiet og og trække partiet i en »socialistisk« retning. 

Moderate kongresmedlemmer beskylder progressive demokrater som Alexandra Ocasio-Cortéz for at have gjort dem sårbare over for republikanske smædekampagner.

Brendan Smialowski

Men Ocasio-Cortez gav straks igen af samme skuffe i et interview i The New York Times lørdag. Her pegede hun på, at moderate demokratiske kongreskandidater ikke er gode nok til at mobilisere alle ressourcer i deres valgkampagner, og at flere af dem afviste tilbud om hjælp fra hende og andre progressive politikere og grupper.

»Det er ikke nok at sende kampagnemateriale ud med posten og lave tv-reklamer. Man skal stemme dørklokker og være til stede på internettet,« understregede Ocasio-Cortez.

Der er altså lagt op til storvask blandt demokraterne i Repræsentanternes Hus, og det kan få betydning, når der skal lovgives.

Udsigten i Senatet

I Senatet kan Biden heller ikke regne med en enstemmig opbakning fra demokraterne. Det gælder for eksempel et forventet klimapolitisk initiativ, som kan sende demokratiske senatorer fra West Virginia, Ohio og Pennsylvania ud i en strid politisk modvind. I disse tre delstater udvindes der olie, naturgas og kul.

Men i stil med tidligere præsidenter kan Biden – der var senator fra 1972 til 2008 – vælge at inkludere progressive initiativer i en coronaredningspakke og en stimuluspakke. Det lægger et politisk pres på oppositionen og tilskynder som regel til forhandlinger om et kompromis.

De udslagsgivende kompromiser om bevillinger finder normalt sted i forhandlinger mellem Repræsentanternes Hus og Senatet om den endelige udformning af en lov, hvor der især er mulighed for at få vedtaget gennemgribende reformer, hvis demokraterne råder over et flertal i begge kamre. Men det kan blive en næsten uoverstigelig barriere i et senat med republikansk flertal.

»Biden skal først have republikanerne i Senatet til at godkende sine ministre og ledere af agenturer – og det betyder, at medlemmer af hans regering bliver mere midtsøgende end forudset,« skriver den progressive økonomiske kommentator Robert Kuttner i magasinet The American Prospect.

»I de første to år inden midtvejsvalget i 2022 kan vi godt glemme alt om at have en præsident, der på linje med Franklin Roosevelt får gennemført store reformer.«

I den amerikanske fagbevægelse er der en forventning om, at Biden-regeringen vil hjælpe minoritetsgrupper og kvinder gennem en pandemi, som har ramt dem særligt hårdt. Her er vi til suppekøkken for folk, der har mistet deres job under corona, i The Bronx, New York City.

Spencer Platt

På den anden side er Biden en erfaren politiker og parlamentariker. Som vicepræsident stod han i spidsen for Obama-regeringens forhandlinger med Senatet i 2009 om en stimuluspakke til en værdi af 750 milliarder dollar. Senatet var i den periode kontrolleret af demokraterne, men Biden måtte bruge al sin politiske snilde til at få tre moderate republikanere om bord og dermed nå over 60 stemmer. 

Og ifølge Obamas tidligere økonomiske rådgiver Jason Furman er Biden akut bevidst om, hvor store muligheder der ligger i at bruge stimuluspakkerne til at gennemføre strukturelle ændringer af den amerikanske økonomi.

»I forhandlingerne om stimuluspakken i 2009-10 lagde Biden vægt på de elementer, der kunne få en vedvarende virkning,« siger Furman i et interview med The Financial Times.

»Han forlangte for eksempel, at bevillinger til udvikling af vedvarende energikilder skulle nedbringe prisen på solkraft og samtidig bygge et datastyret højspændingsnet i hele landet,« husker Furman.

Finansminister Warren?

Hvor progressiv en Biden-regering bliver, beror også på de ministre, ledere af agenturer og rådgivere i Det Hvide Hus, han vil udpege.

Det kunne for eksempel gøre en stor forskel for udformningen af den økonomiske politik, hvis senator Elizabeth Warren bliver udpeget til finans- og økonomiminister frem for den anden spidskandidat, Lael Brainard, der er medlem af det styrende organ i USA’s centralbank, The Federal Reserve Board.

Ikke kun republikanere i Senatet må forventes at modsætte sig en udnævnelse af Warren – modstanden vil også komme fra Wall Street og de store koncerner.

Warren er ophavskvinde til et føderalt organ oprettet under præsident Barack Obama, der beskytter amerikanske forbrugere mod ublu priser, vildledende reklamer og bedrageri. Brainard er derimod ikke særlig populær blandt progressive demokrater i Kongressen. I sin tid som vicefinansminister i Obama-regeringen skal hun for eksempel have ført en blød linje over for Kinas angivelige valutamanipulering. Men hendes moderate syn på økonomisk politik kan gøre hende mere spiselig for Senatet.

Biden-regeringens hjælpepakker, infrastrukturprogram og klimaplan kan også støde på modstand i et senat, hvor republikanerne formentlig vil vende tilbage til deres gamle mantra om mindre gæld og et lavere budgetunderskud. Under Trump har de ellers opgivet kravet om sparepolitik, som de brugte til at blokere mange af præsident Obamas budgetforslag.   

Obamas tidligere økonomiske rådgiver Austan Goolsbee er overbevist om, at republikanerne vil foretage en ideologisk kovending. 

»Bidens økonomiske plan er så ambitiøs, at ingen ville have turdet satse så stort for 12 år siden, da han og Obama trådte til midt i en dyb recession. Dengang løb vi panden mod en republikansk mur. Jeg er sikker på, at republikanerne i Senatet igen vil gøre heftig modstand,« siger Goolsbee til The Washington Post.

Restriktiv handelspolitik

Til gengæld vil Biden have den offentlige mening i ryggen. Ifølge en meningsmåling lavet af The New York Times/Siena i oktober støtter to tredjedele af de udspurgte vælgere et forslag i Repræsentanternes Hus om at vedtage en ny hjælpepakke under pandemien til en værdi af 2.000 milliarder dollar. Og støtten til en klimapakke til den samme pris er tilsvarende stor.

En anden meningsmåling fra USA Today/Ipsos i september viser en voksende opbakning til en fordobling af den nationale mindsteløn til 15 dollar i timen.

Til de mindre populære ideer i meningsmålingen hører Bidens forslag om at forhøje selskabsskatten fra 21 til 28 procent (under Trump blev den nedsat fra 35 til 21 procent) og at forøge kapitalvindingsskatten og personskatten for familier med en årsindkomst over 400.000 dollar.

Progressive organisationer og politikere har fået stillet i udsigt, at flere afroamerikanere, latinoer, asiatiske amerikanere og kvinder vil blive udpeget til ledende stillinger i den nye regering. Symone Sanders, en af Joe Bidens nærmeste kampagnerådgivere, står til at blive talskvinde i Det Hvide Hus.

Matt Rourke

I Det Demokratiske Parti hersker der stor spænding om, hvor langt præsident Biden vil gå, i hvad de fleste mener bliver et uundgåeligt opgør i partiet med tre årtiers nyliberal handelspolitik – og overgangen til en form for økonomisk nationalisme, hvor USA for alvor begynder at føre en industripolitik, som alle andre udviklede lande gør, såvel som en restriktiv handelspolitik.

»Det handler om skifte fra hyperglobalisering til en industripolitik, som de fleste andre lande fører,« siger Robert Kuttner til Information.

Ifølge Kuttner, der sammen med tidligere arbejdsminister Robert Reich grundlagde magasinet The American Prospect, har det aldrig givet mening, at amerikanske skatteydere og indehavere af statsobligationer finansierer forbundsstatens indkøbsbudget og så sender ordrer i udbud til både amerikanske og udenlandske firmaer.

»Det er vanvittigt, at vi ikke for længst har sikret, at skatteydernes penge bliver brugt på at købe goder og serviceydelser produceret i USA,« siger han til Information.

Og i valgkampen har Biden netop foreslået, at forbundsstaten i sine udbudskontrakter så vidt muligt vælger amerikanske firmaer. Han kalder planen ’Buy American’.

Noget andet er så, at en sådan praksis er i strid med Verdenshandelsorganisationens regler og derfor potentielt kan blive indbragt for en WTO-domstol af et andet land. Det kan give en præsident Biden, der håber at gøre USA’s hoser grønne hos allierede lande efter Trump-æraen, noget af en hovedpine.

Men progressive demokrater i Kongressens to kamre og industrifagforbund vil lægge et ubønhørligt pres på Biden-regeringen for at føre en mere USA-fokuseret handelspolitik. Og fordi republikanerne under Trump er blevet mere skeptisk indstillede over for frihandel, kan Biden regne med deres støtte til sin ’Buy American’-politik.

Minoriteter i Det Hvide Hus

I den amerikanske fagbevægelse hersker der også en forventning om, at Biden-regeringen vil sætte fokus på at hjælpe minoritetsgrupper og kvinder gennem en pandemi, som har ramt dem særligt hårdt.

»Vi håber, at Biden vil udpege ministre og rådgivere, vi kan stole på, og som er indstillede på at løse de ekstreme former for økonomisk og social ulighed i vort samfund,« siger cheføkonom William Spriggs i den amerikanske landsorganisation AFL-CIO til The New York Times.

Spriggs tilføjer: »Jeg tror, Biden vil vælge de rette personer, men nogle gange må en præsident tage andre hensyn.«

Én ting er dog givet på forhånd: Biden-regeringen vil være etnisk og kønsmæssigt mere forskelligartet end præsident Obamas regering. Progressive organisationer og politikere har fået stillet i udsigt, at afroamerikanere, latinoer, asiatiske amerikanere og kvinder vil blive udpeget til ledende stillinger.

Det antages, at Symone Sanders, en af Bidens nærmeste kampagnerådgivere, vil blive udpeget til talskvinde i Det Hvide Hus. Hun er afroamerikaner.