Nyhed
Læsetid: 10 min.

Han var med til at diagnosticere Europas patient nul: »I krigstid kan du ikke holde fast i dine gamle vaner«

Da corona kom til en lille italiensk stationsby som det første sted i Europa, blev læger og sygeplejersker kastet ud i en krig, de ikke var forberedt på. Nu risikerer anden bølge at blive værre end foråret – men denne gang kender vi fjenden, siger overlægen, der styrede kontinentets første slag mod virussen
I februar blev Codogno, Lodi og flere andre småbyer lukket ned og befolkningen sat i karantæne. Senere fulgte store dele af det nordlige Italien, inden hele landet blev lukket ned i det, der skulle vise sig at blive en af Europas hårdeste og længstvarende nedlukninger. Her bliver en kvinde, der er syg med COVID-19, tilset på hospitalet i Codogno.

I februar blev Codogno, Lodi og flere andre småbyer lukket ned og befolkningen sat i karantæne. Senere fulgte store dele af det nordlige Italien, inden hele landet blev lukket ned i det, der skulle vise sig at blive en af Europas hårdeste og længstvarende nedlukninger. Her bliver en kvinde, der er syg med COVID-19, tilset på hospitalet i Codogno.

Mathias Svold

Udland
7. november 2020

LODI – »Hvorfor her? Hvorfor mit hospital? Hvorfor mig?«

Overlæge Enrico Storti har stillet sig selv det spørgsmål et utal af gange siden februar, da han var vidne til coronavirussens ankomst til Europa. Det skete her i en lille anonym stationsby, som normalt skjuler sig bag den massive tåge, der mere ofte end ikke ligger tungt over sletten, som floden Po løber igennem i det nordlige Italien.

»Jeg kunne ikke fatte, at det netop skulle være os, der som de første i Europa skulle stå over for denne fjende,« siger den 55-årige chef for intensivafdelingen og skadestuen på hospitalerne i de små byer Lodi og Codogno sydøst for Milano.

I Italien er graden af folks respekt for reglerne om, at man skal gå med mundbind overalt, ude som inde, en ret præcis indikator for, hvor slemt deres hjemegn har været ramt af pandemien. I de egne, der slap billigt i foråret – i det sydlige Italien, på landet og i bjergene – dækker mundbindene ofte blot munden og ikke næsen, eller de hænger nyttesløst nede på hagen.

Men her i Lodi er de sat på med en frygtinduceret præcision og disciplin.

Det var Enrico Storti og hans kolleger, der tilbage i februar diagnosticerede Europas første coronapatient. Og mens virussen omdannede Italien og især Lombardiet, hvor Lodi ligger, til det store skrækeksempel med titusindvis af døde, militærkonvojer fyldt med kister og et sundhedssystem på sammenbruddets rand, udviklede de sig til nogle af de mest erfarne coronalæger, man kan opdrive noget sted i verden.

»Intet har været det samme siden da,« konstaterer Enrico Storti.

Ja, Europa har ikke været det samme. På tværs af kontinentet står man nu i adskillige lande foran en anden bølge, der er ved at opbygge en endnu større kraft end den første og nu er ved at skylle ind over befolkninger, som alle er udmattede af endnu en gang at skulle presses i bund psykisk, økonomisk og helbredsmæssigt af coronaens destruktive kraft.

Og på hospitalerne er der også lagt op til et brutalt gensyn med COVID-19’s styrke.

»Det er et krigsscenarie,« siger Enrico Storti om at blive overvældet af coronapatienter.

»Når man kun har syv pladser på intensivafdelingen, men pludselig får brug for fire gange så mange, så er man nødt til at gå nye veje. Man skal tænke mindre som en læge i Europa og mere som en læge i Guatemala eller Nigeria, hvor man er vant til at gøre mere med færre ressourcer.«

Enrico Storti på sin intensivafdeling.

Enrico Storti på sin intensivafdeling.

Martin Gøttske

Fjenden er kendt

I denne uge indførte den italienske regering nye restriktioner for at forhindre smitten i at sprede sig yderligere. Blandt andet er der indført natligt udgangsforbud i nogle af de hårdest ramte regioner, blandt andet Lombardiet, mens barer, restauranter, museer og de fleste butikker er blevet lukket.

Der lyder dog rigeligt med advarsler om, at tiltagene er for få og kommer for sent, og der er voldsom kritik af, at de stejle smittekurver er et tegn på, at befolkningens, men også lægernes og sygeplejerskernes opofrelse i foråret nu er spildt på gulvet.

Filippo Anelli, leder af den italienske lægeforening siger i en pressemeddelelse, at »vi er bekymrede for, at denne anden bølge ikke vil være en kyststorm, men en flodbølge, der kan overvælde det nationale sundhedssystem«.

Og han advarer om, at situationen er ved at komme »ud af kontrol«.

Der er dog også udbredt vrede over restriktionerne, som forstærker en allerede dyb økonomisk krise.

Overlæge Enrico Storti er bekymret over, at befolkningen er lige så udmattet som han selv og hans ansatte.

»Italienerne gjorde det fantastisk i foråret, og de respekterede regeringens strategi, men nu er folk trætte og bange. Og også fattigere efter den første bølge,« siger han.

»Vi skal finde en balance mellem sundhed, økonomi og samfundets sammenhængskraft. Det er svært, men hvis vi ikke gør det rigtigt, så er det ikke kun din familie, din by eller din region, som er i fare, men hele landet.«

Men denne gang er hospitalerne bedre forberedt, forsikrer Enrico Storti.

»Vi var slet ikke klar i foråret, men nu kender vi vores fjende langt bedre, og vi er blevet meget klogere på, hvilken behandling der er den bedste. Alligevel vil det blive svært, for vi vil snart stå med et kæmpe antal coronapatienter. Formentlig flere, end vi nogensinde før har set.«

En ny, voldsommere bølge

Også Enrico Stortis ordforråd har under tiden med corona ændret sig og passer nu bedre til en general i hæren end til en læge i komfortable hvide træsko.

Han taler om »krigen« mellem »fjenden« og »vores soldater«.

»Hvis du i krigstid holder fast i dine gamle vaner fra fredstid, så vil du blive dræbt med det samme,« siger han, som var han ved at skrive på en gammel kinesisk lærebog over krigskunst.

Det, han reelt har været med til at skrive, er ’Lodi-manualen’ – den første europæiske opskrift på, hvordan man undgår, at hospitaler bryder sammen under presset fra et stort indryk af coronapatienter.

Resumeret ultrakort – og langtfra fyldestgørende – så foreskriver manualen, at man som læge skal tænke langt mere effektivt og bruge langt enklere midler, end man sædvanligvis føler sig tryg ved. Og man skal være klar til at slække på den normalt høje, men alt for tidskrævende standard, man er vant til at tilbyde sine patienter, da man ellers ikke vil kunne følge med og ikke vil have tid til at behandle alle.

Lodi-manualen skal nu i brug igen, da anden coronabølge rammer Italien hårdt. Efter en rolig sommer på coronafronten, så er smittekurverne nu så stejle, at de næsten står lodret.

Den seneste uge er der registreret op mod 30.000 nye coronatilfælde hver eneste dag, sammenlignet med omkring 6.000 dagligt på det værste tidspunkt i foråret. Antallet af døde vokser også med en foruroligende hast – alene fredag blev der registreret 446 nye døde, hvilket er næsten 20 gange flere end det daglige antal i starten af oktober.

Samtidig vokser trykket på intensivafdelingerne. Fredag var 2.515 coronapatienter indlagt på intensiv, mens det tal blot var 43 i begyndelsen af august.

Italien har nu rundet 40.000 døde med coronavirus, det næsthøjeste antal i Europa efter Storbritannien.

»Milano kollapser«

På hospitalet i Lodi nåede de lige akkurat at udskrive den sidste coronapatient fra første bølge i slutningen af september, førend ofrene for anden bølge begyndte at blive indlagt i midten af oktober.

Nu frygter Enrico Storti, at de står over for en lang, mørk vinter og en situation, der vil blive »endnu værre« end forårets mareridt, der blev bremset både af en hård lockdown og årstidernes skiften.

»Hvor vi i foråret kæmpede mod virussen i relativt få måneder, så står vi nu over for en kamp, der vil strække sig fra november og helt frem til april og måske maj,« siger overlægen.

»Vi betalte en enorm pris i første bølge, men anden bølge kommer til at kræve endnu mere af os.«

På hospitalets syvende etage giver han en highfive til en kollega og griber med det samme ud efter en flaske håndsprit. Foran den grønne dør bag ham ligger en plastikmåtte, som der er hældt så meget desinfektionsmiddel ud over, at den er glat som is, og gennem dørens vinduer kan man se ind på en stue, hvor tre coronapatienter ligger bedøvede, intuberede og med tunge åndedræt.

Derinde går en sygeplejerske rundt iført beskyttelsesdragt, handsker, mundbind og ansigtsvisir. Hun tjekker op på en ældre mandlig patient, som ikke har været ved bevidsthed i to uger.

Han er ligesom de andre patienter på coronaafdelingen blevet overført hertil fra hospitaler i Milano, som er ved at blive overvældet af coronapatienter – italienske medier rapporterer, at ambulancer har holdt i kø i ni timer uden for hospitaler i millionbyen, før de har kunnet aflevere deres patienter.

Her i Lombardiet, som var den region i Italien, der i foråret var hårdest ramt med næsten halvdelen af alle italienske dødsfald, var man i første bølge langt hen ad vejen i stand til at holde smitten fra Milano, men det er tydeligvis ikke lykkedes i denne omgang.

»Milano kollapser lige nu,« siger Enrico Storti.

»Og hvis Milano kollapser, så vil det kollapse over det hele i Lombardiet.«

Samme ansigter, andre personer

Ude på hospitalsgangen har en del læger og sygeplejersker samlet sig. Der er grin og vagtskifte. Når deres chef, Enrico Storti, kigger på dem alle sammen, så ser han de samme ansigter, som kæmpede med ham, da coronavirussen ramte i februar.

»Men de er ikke de samme personer,« siger han.

»Pandemien har sat sig dybe spor. Vi har alle set så mange forfærdelige ting, at vi aldrig bliver, som vi var engang.«

Enrico Storti er heller ikke længere den samme, fortæller han.

»For selv om jeg har tre årtiers erfaring på skadestuer og intensivafdelinger, så har jeg aldrig set noget lignende; så mange døde. Og det fortsatte og fortsatte i ugevis og månedsvis. Hver dag var en ny katastrofe, hvor folk døde over det hele og hele tiden. Ja, det var en krig.«

Det, som har været sværest for Enrico Storti at rumme, var at se så mange dø alene uden deres familier. For at begrænse smittespredning indførte myndighederne regler om, at pårørende blev forment adgang til hospitalerne, så Enrico Storti var nødt til at være det psykologiske bindeled mellem de døende og deres familier.

»Når de indså, at de skulle dø, og at de ville dø alene, så bad de mig fortælle deres ægtefæller, døtre og sønner, at de elskede dem,« fortæller han.

»Det gør ondt. Det er slemt nok at opleve det én gang, men når man så oplever det dusinvis af gange på kort tid, så bliver det ubærligt.«

Enrico Storti besluttede sig derfor at tilsidesætte reglerne, og i nogle tilfælde blev familiemedlemmer lukket ind på intensivafdelingen.

»Ellers var det jo en menneskelig katastrofe. Vi gjorde det selvfølgelig så forsvarligt som muligt, men vi kunne ikke lade være med at give nogle mulighed for at sige farvel en sidste gang til deres ægtefælle.«

Lægerne og sygeplejerskerne løb rundt i døgndrift, og så sjældent deres egne familier, som de ville beskytte mod smitten. Selv sov Enrico Storti i flere måneder det meste af tiden på hospitalet, væk fra sin kone og 16-årige søn i Milano.

»Vi er stadig alle sammen så udmattede efter den omgang, og nogle er også hårdt ramt på motivationen,« siger han.

»Vi skal nok gøre det, der er nødvendigt her i anden bølge, men for mange af os er det sværeste rent psykisk nok, at vi allerede ved, hvad der venter os, og hvor hårdt det bliver. I februar kom det hele som en overraskelse. Det gør det ikke denne gang.«

Patient nul

For Enrico Storti og hans personale kom den overrumplende overraskelse, da den 38-årige Mattia Maestri i februar gik ind på hospitalet i Codogno. Han troede selv, at han havde influenza, og han havde først opsøgt sin praktiserende læge, og besøgte også hospitalet. Men han blev blot sendt hjem med en besked om at hvile sig.

Først da han om natten den 20. februar fik alvorlige åndedrætsproblemer og tog tilbage til hospitalet, begyndte alarmklokkerne at ringe.

En af Enrico Stortis unge læger fattede mistanke og testede patienten for den nye virus. Og dermed blev Mattia Maestri registreret som den første, der var blevet smittet med COVID-19 i Italien. Han blev kendt som landets ’patient nul’.

Det viste sig senere, at han på det tidspunkt allerede havde nået at smitte sin gravide kæreste, sin far, flere venner og bekendte samt læger, sygeplejersker og andre patienter.

»Jeg er pessimistisk af natur, men tilsyneladende ikke pessimistisk nok, for jeg havde aldrig forestillet mig, at smitten ville kommer hertil. Men pludselig gik det op for os, at det her ikke længere blot var et problem i Kina, men noget, som vi skulle håndtere lige her hos os,« siger Enrico Storti.

»Inden for få timer fik vi syv-otte flere smittede. Pandemien var ankommet.«

Codogno, Lodi og flere andre byer i området blev næsten øjeblikkeligt lukket ned og befolkningen sat i karantæne. Senere fulgte store dele af det nordlige Italien, inden hele landet blev lukket ned i det, der skulle vise sig at blive en af Europas hårdeste og længstvarende nedlukninger.

»Den ene patient efter den anden kom ind på hospitalet. Der var 20. Efter en time 25. Efter tre timer var der 50,« siger Storti.

»I begyndelsen var vi rædselsslagne, men vi fik hurtigt sagt til os selv, at vi ikke havde tid til at være bange. Vi var nødt til at finde en måde at følge med på.«

Flere operationsstuer blev inddraget, så antallet af sengepladser på intensivafdelingen kunne blive øget fra de normale syv til i alt 27. Derudover blev hele skadestuen fyldt op med coronapatienter. Overlægen viser billeder på sin mobiltelefon af, hvordan smittede patienter næsten lå i lag på skadestuens gange.

Foto fra Enrico Stortis mobiltelefon.

Foto fra Enrico Stortis mobiltelefon.

»Når man bliver ramt af så stor en krise, så har man ikke tid og ressourcer til en normal behandling,« fortæller han.

»Så det, der normalt er korrekt at gøre, det kunne vi ikke gøre, da det tog for lang tid, og vi var ved at drukne i patienter.«

Eksempelvis ville man under normale omstændigheder få kørt alle coronapatienter til en CT-scanning, men det er tidskrævende. Så i stedet valgte de den næstbedste løsning: røntgenbilleder og ultralyd af lungerne, som gik hurtigt og trods alt gav et nogenlunde præcist billede af patientens tilstand, selv om det ikke kan hamle op med en CT-scanning.

»Vi opfandt ikke den dybe tallerken, men vi forhindrede trods alt, at vi blev blæst bagover,« siger Enrico Storti.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her