Eufori, lettelse og fest i de amerikanske gader

Amerikanerne brød ud i store gadefester, da det lørdag blev officielt, at Joe Biden bliver Amerikas næste præsident. Festen kulminerede, da Biden sammen med sin kommende vicepræsident, Kamala Harris, gik på talerstolen og holdt en sejrstale med ønsket om, at det todelte USA igen skal forenes
Biden-tilhængere fejrer sejren med dans I gaden foran Det Hvide Hus.

Biden-tilhængere fejrer sejren med dans I gaden foran Det Hvide Hus.

Olivier Douliery

Udland
9. november 2020

Dans, jubelbrøl, spontan fællessang, lyden af bilhorn, amerikanske flag, regnbueflag og Black Lives Matter-faner svinges i luften side om side, mens unge mundbindsklædte hopper rundt i gaderne og popper champagne, så både bobler og propper flyver rundt i luften.

Sådan så det ud flere steder, da Biden-tilhængere på tværs af landet indtog centrale gader og pladser for at fejre, at Joe R. Biden Jr. fra den 20. januar overtager pladsen i Det Ovale Værelse. Festen startede kort tid efter, at flere af de store amerikanske tv-selskaber som CCN, NBC og Fox News alle kårede Biden som vinder, da det stod klart, at han havde vundet svingstaten Pennsylvania.

Fællessang og spontan dans

Blot få sekunder efter afgørelsen brød borgerne i New York ud i enorm jubel. Folk begyndte at brøle sejrsråb ud af deres vinduer og ud over deres altaner, mens andre søgte ned på gaden i formiddagssolen for at finde nogen at juble sammen med. Flere steder begyndte beboerne i byens skyskrabere at synge fællessange. Andre steder stoppede billister deres biler midt på vejen for i stedet at hoppe op på taget og danse. Centrum for festlighederne var ikoniske steder som Times Square, Central Park og langs vandet ved Hudson River. På Twitter begyndte videoer af den spontane jubel lynhurtigt at gå viralt.

Den danske musiker Kristian Leth, der selv bor i New York, var en af dem, som delte en video fra festlighederne. I videoen ses han sammen sine børn og tusindvis andre skråle med på Fleetwood Mac klassikeren ’Don’t Stop’ og linjen: »Don’t stop thinking about tomorrow. Yesterday is gone.«

Langs stranden i San Francisco, Californien, samledes tusindvis af mennesker også for at fejre Biden-Harris sejren. Gadebilledet var prydet af regnbueflag og konfetti, og i flere lyskryds var der blevet hængt diskokugler og trump-lignende piñatas op.

En af dem, der deltog i festlighederne, var Mark Bowen, som dansede rundt i en stramtsiddende tanktop med en trådløs højtaler i den ene hånd og et prideflag i den anden. Til det lokale nyhedsmedie San Francisco Chronicle udtalte Bowen, at »det var den bedste dag i hans liv, og at han for en stund blot ønskede at være til stede i nuet og glæden«, inden han løb tilbage ind i menneskemængden sammen med sin trådløse højtaler, hvorfra han spillede Lady Gaga-sangen Born This Way for fuld skrue.

Også ude foran Det Hvide Hus i Washington, D.C. var folk stimlet sammen for at fejre Bidens sejr. I timerne efter sejren, mens Donald Trump selv var på golfbanen, strømmede flere og flere til indgangen foran præsidentboligen. Her sang Biden-tilhængerne blandt andet Village People klassikeren YMCA som en stikpille til Trump, der havde brugt selvsamme sang i sin sidste kampagnevideo på valgdagen. Blandt mange skilte med diverse budskaber stod der på det største »You’re Fired«. En henvisning til Trumps catchphrase dengang han blot var en simpel realitystjerne.

Et par timer senere kom præsident Trump tilbage til Det Hvide Hus, hvor han blev mødt af tilråb som for eksempel »taber, taber, taber«.

Ikke alle festede

Det var dog ikke alle omkring Det Hvide Hus, der deltog i festlighederne. En gruppe Trump-støtter afholdt en moddemonstration, hvor de, ligesom Trump selv, gik til angreb på valget, som de mener er manipuleret. Samtidig protesterede de mod de store medier, der med deres valgdækning skulle være en del af svindelnummeret.

Også i Phoenix, Arizona, og en række andre steder protesterede Trumps tilhængere og råbte kampråb som »Trump har vundet« og »Vi vinder i retten«.

Omkring klokken to natten til søndag dansk tid fik demokraternes festligheder yderligere et nøk op, da Amerikas næste præsident, Joe Biden, sammen med USA’s første kvindelige vicepræsident, Kamala Harris, indtog scenen ved demokraternes partifest i Wilmington, Delaware.

Kamala Harris startede med at gå på talerstolen alene. I en følelsesladet tale hyldede hun sin mor og de tidligere generationer af kvinder, der så længe har kæmpet for ligestilling og »har banet vejen for, at en sort kvinde nu kan kalde sig Amerikas vicepræsident«.

Hun roste Joe Biden for at have haft modet til at vælge en kvinde som vicepræsidentkandidat, og understregede, at hun var den første af mange.

»Selv om jeg måske er den første kvinde i dette embede, bliver jeg ikke den sidste,« sagde hun med et bredt smil og en løftet pegefinger og fik enorme klapsalver fra de fremmødte demokrater, og hun fortsatte:

»For hver eneste lille pige, der kigger med i aften, ser, at dette er et land fyldt med muligheder.«

Efter den ti minutter lange tale overtog Joe Biden scenen med et klart budskab om, at han vil forsone et splittet USA.

»Jeg forpligter mig til at være en præsident, der ikke søger at splitte, men at forene. Som ikke ser røde og blå stater, men De Forenede Stater. Og som vil arbejde af mit fulde hjerte for at vinde hele folkets tillid,« lød det som noget af det første fra Biden.

Derefter takkede Biden sin familie, Kamala Harris og sin kampagnestab, inden han henvendte sig direkte til Trumps vælgere.

»Lad os give hinanden en chance. Det er tid til at gemme de hårde ord væk. Sænke temperaturen. Se hinanden igen. Lytte til hinanden igen.«

Biden kom også ind på coronavirussen, som han fra i dag mandag vil gå i gang med at lave en ihærdig indsats for at komme til livs.

Festen i Wilmington sluttede i bedste 2020 stil med et lysdroneshow til stor jubel for de mange fremmødte mundbindsbærere.

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, for de 49,5% af dem der stemte på Biden. Men for de andre 46,8% er det et mareridt. Det kan man vist kalde et delt USA.

De 32,1% som ikke gad stemme, vil nok bare have det hele overstået....

De knap 100 millioner primært børn og unge, som ikke kunne stemme, må alligevel tænke ...lige snart 78 år...WTF