Frihandelsaftale: Fremover vil Asien handle mere med Asien – hvad betyder det for USA og EU?

En ny frihandelsaftale, The Regional Comprehensive Economic Partnership (RCEP), blev søndag underskrevet ved en virtuel ceremoni under vietnamesisk værtskab.

Omkring 2,2 milliarder mennesker og cirka 30 procent af den globale økonomi vil blive påvirket. RCEP inkluderer de ti lande, der udgør Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN), samt Kina, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand. Det gør den til verdens største frihandelsaftale.

Ikke overraskende vækker den slags mastodontaftale både glæde og bekymring. Kritikken kommer i flere varianter. Hvor nogle ser aftalen som udemokratisk, beskylder andre den for at være uambitiøs, mens andre igen ser den som en gave til Kina. Demokratisk er handelsaftaler aldrig. De bliver forhandlet på plads i lukkede fora, hvor bureaukrater sliber kanter og indgår kompromiser, indtil et resultat ligger klar. I dette tilfælde fik offentligheden først de 510 siders lovtekst at se på selve dagen, hvor underskrifterne blev sat.

Forhandlingsarbejdet har stået på siden 2012 og skal ses i lyset af, at hovedparten af deltagerlandene allerede har bilaterale eller multilaterale aftaler med hinanden i et virvar af overlappende sfærer, der over årene er blevet kendt som den asiatiske nudelsuppe af frihandelsaftaler.

Som helhed er den handelsmæssige effekt derfor mindre omfattende. Den dækker heller ikke områder som miljø, forbrugerbeskyttelse eller rettigheder for arbejdere. Dertil kommer, at aftalen først træder i kraft, når den er ratificeret af en håndfuld lande, og at sænkningen af toldsatser landene imellem kommer til at ske gradvist over de næste 20 år.

Alligevel hersker der ingen tvivl om, at RCEP er en skelsættende begivenhed for en region, der i forvejen er klodens vækstcentrum. Ud over at sænke toldsatser sigter den mod at bekæmpe protektionisme, tiltrække flere investeringer og skabe fælles regler og priser for varer, der krydser en eller flere grænser inden for regionen. Stadig længere og mere fragmenterede forsyningskæder gør, at fremstillingsvirksomheder ofte må holde styr på et hav af regler og tilpasse produkter fra land til land. Den proces bliver nu underlagt fælles standarder i RCEP-landene.

Favner bredere end Kina

Kina bliver ofte nævnt som arkitekten bag aftalen, men fra starten har RCEP været drevet af de ti lande i ASEAN. Når Kina fremstår som en vinder, skyldes det ikke mindst, at hverken Indien eller USA er med. Indien var en del af forhandlingerne helt frem til sidste år, hvor den indiske regering trak sig af frygt for, at landets fremstillingssektor og landbrug ikke var rustet til at modstå øget konkurrence – i særdeleshed fra Kina.

Siden er forholdet mellem de to lande blevet forværret drastisk under en månedlang grænsestrid. USA var aldrig inviteret med, men var frem til Donald Trumps fremkomst drivkraften bag en alternativ handelsaftale mellem endnu flere lande på begge sider af Stillehavet.

For Kinas kommunistparti kunne timingen næppe have været bedre. På globalt plan har coronapandemien fået mange lande til at se mere kritisk på deres afhængighed af kinesiske varer, mens USA må formodes at fortsætte med at konfrontere Kina på handelsområdet under Joe Bidens ledelse.

Det kinesiske modsvar har været at hylde sig selv som den internationale bannerfører for frihandel og multilateralisme. Hvem der i den sidste ende får mest gavn af Asiens nye megaaftale vil først stå klart om mange år. Sikkert er det, at handel skaber forbindelser – økonomiske og menneskelige – der på sigt øger den gensidige afhængighed.

Som den suverænt største økonomi er Kina i en god position. Men at et land som Japan er med blandt medunderskriverne vidner om, at RCEP favner bredere end kinesiske interesser. Om noget er aftalen et vidnesbyrd om, at de internationale handelsstrømme for tiden er i opbrud. Mange af deltagerlandene er store eksportnationer. Hidtil har mange af deres største markeder ligget i Europa og Nordamerika. Fremover vil Asien handle endnu mere med Asien.

Asiatisk powerplay sætter atter fut i kravet om en ny TTIP

Af Mathias Sonne

Betydningen af den nye asiatiske handelsaftale RCEP – verdens hidtil største af slagsen med 30 procent af det globale BNP og af den globale befolkning – vækker i disse dage opsigt på begge sider af Atlanten: Hvor vigtig er den? Hvor meget styrer Kina? Og hvad betyder den for det gamle Vesten?

På et pressemøde tirsdag kaldte Tysklands kansler Angela Merkel RCEP-aftalen for »en advarsel« til Vesten.

Odd Andersen

Det handelstekniske er kompliceret. Men det symbolske i tidspunktet for aftalen er ikke til at tage fejl af: Mens de 15 ledere i weekenden skrev under på aftalen, havde Vesten andre ting at tage sig til. Donald Trump har stadig ikke anerkendt sit valgnederlag, mens hans forsøg på at inddæmme Kina nu åbenlyst går ned ad bakke. Joe Biden er stadig ikke i sædet, og han har endnu ikke meldt klart ud, hvordan han vil gå til de handelsaftaler, som er kuldsejlet i Trump-æraen – det gælder både Trans-Pacific Partnership (TPP) og Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) mellem EU og USA. Og i Europa roder EU og Storbritannien hjælpeløst rundt i forsøget på at skabe en Brexit-aftale.

Den asiatiske enighed om RCEP-handelsaftalen med Kina som suverænt største land har derfor givet politiske og økonomiske panderynker i Vesten, især i USA og i Europas største økonomi, eksportnationen Tyskland.

Trumps fiasko

På et pressemøde tirsdag kaldte Tysklands kansler Angela Merkel RCEP-aftalen for »en advarsel«, og hun »beklager dybt, at vi i de seneste år ikke er kommet videre med USA«. Underforstået: med en transatlantisk handelsaftale. Den pointe er dominerende blandt tyske topøkonomer: TTIP skal vækkes fra de døde.

»Verdensøkonomiens tyngdepunkt forskyder sig videre mod øst,« skriver finansavisen Handelsblatt og citerer den toneangivende økonom Michael Hüther for, at RCEP-aftalen er et »wakeupcall« for Vesten, der samtidig viser, at Trumps forsøg på en inddæmning af Kina har været »en fiasko«.

Med sin vending mod Asien prøvede Obama fra 2011 netop at skabe Trans-Pacific Partnership (TPP), der omtrent har samme medlemslande som RCEP – bare med USA og uden Kina, som skulle holdes ude og nede. Den strategi sprængte Trump med udtrædelsen af TPP i 2017, der alligevel endte med at blive indgået i 2018 af 11 lande under forkortelsen CPTTP, altså uden USA.

At USA heller ikke har haft synderligt held med at opbygge et partnerskab med Indien, som står uden for den ny RCEP-aftale, har givet inspiration til at ændre slagordet »America First« til »America Alone«. Et ordspil, som både amerikanske og europæiske medier har tilladt sig i de seneste dage. Samstemmende ser det britiske magasin The Economist Indien og USA som de egentlige tabere af RCEP – og Kina som den formentlige vinder.

Kom tilbage, TTIP

Både fortolkningen af RCEP-aftalen og af Kinas rolle i den varierer stærkt. Eksperter som Greg Polling, sydøstasiatisk ekspert ved Center for Strategic Studies har på Twitter understreget, at »RCEP ikke er Kinas plan for regional dominans – det er silkevejsprojektet«.

Omvendt mener The Economist, at RCEP-landene fremover vil få mere direkte adgang til de kinesiske forsyningskæder, og at aftalen potentielt kan eliminere op mod 90 procent af alle toldsatser i de 15 lande – om end først i en periode over 20 år.

»På kort sigt er effekten af RCEP til at overse, fordi de fleste af landene i forvejen havde et kludetæppe af handelsaftaler,« siger den førende tyske økonom og leder af ifo-instituttet i München, Clemens Fuest, til Information.

»Men på lidt længere sigt vil aftalen reducere den europæiske adgang til markederne i Asien.«

Med sine liberale briller anbefaler han derfor, at EU forstærker sine aftaler med landene i RCEP-zonen for ikke at blive fortrængt fra deres markeder – og at EU og USA kommer ud af den gensidige handelskrig og atter prøver at skabe en frihandelsaftale.

Om EU og Biden-regeringen overhovedet vil og kan det, efter TTIP én gang er druknet i en gensidig handelskrig og i rimelige protester over ringe arbejds- og miljøstandarder i aftalen, er et åbent spørgsmål.

CPTTP-aftalen i Asien vil Biden dog næppe forsøge at indgå i igen, mener The Economist.

»Biden har mange andre kampe at kæmpe. Og Asien vil blive ved med at blive omskabt af Kinas øgede indflydelse og USA’s tilsvarende fravær.«