Feature
Læsetid: 9 min.

Georgias kvinder kan afgøre Amerikas skæbne

For første gang siden 1996 har Georgia valgt en demokratisk præsident, og til januar vil sydstaten afgøre magtfordelingen i det amerikanske senat. En historisk kamp – som delstatens kvinder og minoriteter har afgørende betydning for. Information har mødt nogle af dem
Det traditionel meget konservative Gerogia har for første gang side 1996 valgt en demokratisk præsident: »Der er sket en forandring i folks tankegang og måde at betragte magt og indflydelse på. I lang tid troede folk ikke, at de kunne være med til at skabe forandring, men med Obama opdagede de, at det var muligt,« siger Dana Lemon.

Det traditionel meget konservative Gerogia har for første gang side 1996 valgt en demokratisk præsident: »Der er sket en forandring i folks tankegang og måde at betragte magt og indflydelse på. I lang tid troede folk ikke, at de kunne være med til at skabe forandring, men med Obama opdagede de, at det var muligt,« siger Dana Lemon.

Osie Greenway

Udland
18. november 2020

»Den vil vende,« hvisker Dana Lemon og hæver øjenbrynene bestemt, som om hun delte en intim statshemmelighed. »Det vil blive historisk. Gigantisk.« Det er sin hjemstavn, hun taler om. Det traditionelt konservative Georgia dybt nede i de amerikanske sydstater. En højborg under slavetiden, fødested for borgerrettighedsbevægelsen og det ultimative fokus i valgets efterdønninger.

Vi er ved et valgsted i en forstad til Georgias hovedstad, Atlanta, på valgdagen den 3. november. Og den 55-årige sorte kvinde mener, hun kan mærke, hvordan der bliver skrevet historie i Martin Luther Kings hjemstat.

»Der er sket en forandring i folks tankegang og måde at betragte magt og indflydelse på. I lang tid troede folk ikke, at de kunne være med til at skabe forandring, men med Obama opdagede de, at det var muligt, og efter de sidste fire år med en komplet modsat leder, bliver der nu endelig sat en fod i døren. Ikke mere nu. Jeg har magt, og jeg vil bruge min magt,« fortæller Dana Lemon, mens de sidste vælgere går ind for at sætte deres kryds.

Til daglig er Dana Lemon bedemand, men på valgdagen har hun taget fri for at arbejde på et af valgstederne i sit lokalområde. Georgia har været trofast republikansk det sidste halve århundrede, undtagen da de to sydstatsdemokrater Jimmy Carter og Bill Clinton var på stemmesedlen i henholdsvis 1976 – og 1992 og 1996. Dengang var både landet og partiet et andet. Det var før demokraterne havde haft deres første sorte leder, og før de stillede op med en sort kvinde som vicepræsident.

På gaden til sejrsfesten i Atlanta.

På gaden til sejrsfesten i Atlanta.

Osie Greenway

Men nu er forandringen her, føler Dana Lemon, og i weekenden fik hun ret, da Joe Biden efter halvanden uges tovtrækkeri og omtælling af delstatens knap fem millioner stemmer endelig blev udnævnt som vinder af sydstaten. Et resultat, som Dana Lemon ser som kulminationen på årtiers kamp for lige adgang til demokratiet, startet af borgerrettighedsbevægelsen, som hendes far var en del af, og i år især bragt til måls af delstatens kvinder.

Og så er opgøret ikke overstået endnu. Georgia havde nemlig begge sine senatsposter på valg i år. Men da ingen af kandidaterne lykkedes med at få 50 procent af stemmerne – som kandidaterne ifølge en  særregel i delstaten skal opnå for at vinde – skal der nu være omvalg den 5. januar.

Hvis det lykkedes de demokratiske udfordrere at slå de to siddende republikanere, vil de to partier have 50 pladser hver, og vicepræsident Kamala Harris bliver tungen på vægtskålen. Selvom det er et meget spinkelt flertal, vil det kraftigt forbedre Joe Bidens chancer for at få gennemført sin politik.

Kvindernes valg

Valget den 5. januar bliver ikke bare et valg om magten i Senatet, men også et spørgsmål om, hvor Georgia og ikke mindst delstatens kvinder står i dag. De to demokratiske mænd på stemmeseddel, den 33-årige Jon Ossoff og pastoren i Martin Luther Kings berømte Ebenezer-kirke, Raphael Warnock, over for republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler.

Kelly Loeffler er en konservativ kvinde, der slår sig op på at være blandt Trumps mest trofaste støtter. En kvinde, som den 34-årige Caroline Williamson fra Georgia jublede over gik videre til omvalg for to uger siden.

»Jeg synes, det er enormt naivt at tro, at kvinder kun stemmer på demokraterne. Ikke alle kvinder har liberale værdier. Det er frustrerende som konservativ kvinde at føle, at din stemme ikke bliver hørt. Enormt mange kvinder står for konservative rettigheder, og Kelly Loeffler repræsenterer de kvinder på en måde, som mange andre politikere ikke gør,« lød det fra den konservative kvinde til Loefflers valgfest.

Prognoserne er i republikanernes favør, men demokraterne håber, at det, der er på spil i Georgia, vil få demokraterne til stemmeurerne.

»Med Trump på vej ud har vi muligheden for at definere det næste kapitel i amerikansk historie, der kan lede landet ud af den nuværende krise. Men det kan vi kun ved, at vi vinder de to senatssæder. Det Republikanske Parti har ikke nogen leder på nationalt plan, ingen dagsorden eller vision andet end at stoppe Joe Biden,« har Raphael Warnock blandt andet udtalt til The Guardian.

At Joe Biden vandt Georgia, hvilket ingen demokratisk præsidentkandidat har gjort siden 1996, tilskrives ikke mindst den sorte kvinde Stacey Abrams, der var snublende tæt på at skrive historie i 2018, da hun stillede op til guvernørvalget. Hun har været en afgørende motor for forandring.

Da Abrams tabte valget til den republikanske Brian Kempf med kun 55.000 stemmer, skete det efter et dramatisk valg med store protester over valgmaskiner, der gik ned, stemmesteder, der lukkede før tid, og vælgere, der blev afvist på grund af strikse identifikationsregler. Alt sammen i områder beboet af primært farvede minoriteter.

Efter sit nederlag har Stacey Abrams startet en organisation, der har hjulpet tæt på en million især sorte amerikanere i Georgia med at blive vælgerregistrerede og få generel valgoplysning.

Det er den bevægelse, demokraterne håber på kan hjælpe dem med at vinde de to senatspladser til januar.

Stacey Abrams.

Stacey Abrams.

Osie Greenway

Perler og kondisko

Tilbage ved valgstedet i Atlanta vipper Dana Lemon med tæerne i sine lyserøde Converse-sko og retter på sin hvide perlekæde. »Du vil finde mange sorte kvinder rundt i landet, der har de her sko og perler på i dag,« forklarer hun. »De er en hyldest til Kamala Harris.«

I hånden har Dana Lemon en hvid cardigan med et matchende grønt og lyserødt emblem syet fast på brystet. Det tilhører broderskabsorganisationen på det prestigefyldte Howard University, som både Harris og Dana Lemon er en del af. Harris er i løbet af valgkampen blevet kendt for sit look, hvor hun kombinerer jakkesæt og perler med de ikoniske amerikanske kondisko. Et look der for Dana Lemon og hendes medsøstre symboliserer en kombination af mod, professionalisme og jordforbindelse, som de ønsker at hylde. En kombination, som mange havde svært ved at acceptere tilbage i 2016, mener Dana Lemon.

»Jeg har aldrig forstået de kvinder, der ikke stemte på Hillary Clinton. Jeg forstod aldrig hadet. De synes, hun var ond og suspekt, men at du er velformuleret, klog og skarp, betyder ikke, at du er en bitch, men derimod at du er velkvalificeret.«

Dana Lemon så tilbage i 2016, hvordan forstæderne og heriblandt forstadskvinderne vendte Hillary ryggen. Men sådan er det ikke i år, mener hun. Efter fire år med Trump er der sket et skred hos kvinderne, der nu tør tro på en kvindelig leder.

Stacey Abrams kamp for at få flere farvede minoriteter til at registrere sig som vælgere, er en kamp Dana Lemon er vokset op med, og den har fået hende til at hjælpe ved valgstedet i dag.

Dana Lemons far var del af borgerrettighedsbevægelsen og var med til at starte en organisation i Georgia i 1950’erne, der gjorde præcis det arbejde, som Abrams fortsætter i dag. Fra barnsben hjalp Dana Lemon sin far med at bringe registreringspapirer ud til folk i Georgia, der ikke var skrevet op som vælgere, og give dem information om, hvem der stod på stemmesedlen. Og når valgdagen oprandt, kørte hun og faren rundt og gav folk et lift fra deres hjem ud til stemmestederne og tilbage igen.

»Baby, kør ud og hent fru den og den,« husker Dana Lemon med lys i øjnene faren sige, da hun fik sit kørekort og stolt kunne begynde selv at tage del i eskorteringen. Dengang var der mange, ikke mindst blandt den sorte og typisk fattigere del af befolkningen, der ikke havde bil og derfor ikke kunne komme frem til stemmestederne, der dengang også var langt færre af og længere imellem end i dag.

»Min mor sagde altid: Det handler ikke om, hvorvidt du skal tjene dit land, men hvor og hvordan du skal gøre det,« mindes Dana Lemon. Et råd, hun følger ved at arbejde her på valgstedet men også ved at sidde i bestyrelsen i firmaer og offentlige instanser, hvor hun gang på gang oplever at være den eneste kvinde blandt mænd med en gennemsnitsalder over 70, der ser på hende med ild i øjnene, når hun stemmer mod flertallet og den gamle, konservative retning. »Der er mange, der ikke kan lide kvinder som mig. Jeg er for ærlig og står ved mine værdier. Men den største gave, min far gav mig, var at kunne være uenig og stadig arbejde sammen. Noget, som umodne ledere som den, vi har haft de seneste fire år, ikke har kunnet finde ud af.«

Titusinder af mennesker gik på gaden i Georgias hovedstad Atlanta i timerne efter, at Joe Biden blev udnævnt som vinderen af valget.

Titusinder af mennesker gik på gaden i Georgias hovedstad Atlanta i timerne efter, at Joe Biden blev udnævnt som vinderen af valget.

Osie Greenway

Jeg er ikke ligeglad

Og det var netop Donald Trumps fald fra posten som USA’s leder gennem fire år, der især blev fejret, da titusinder af mennesker gik på gaden inde i hovedstaden Atlanta i timerne efter, Joe Biden blev udnævnt som vinderen af valget.

Et fald, som den 39-årige Rebecca Fuller ikke havde turde håbe på og stadig er skeptisk over for. Mens menneskemængden råber »Fuck Donald Trump« i takt til beatet fra to dundrende højttalere, holder hun om sin seksårige søn, Quinn. »Vaginakrigere – indtil volden stopper«, står der på sønnens hvide T-shirt, mens skriften på bagsiden af Rebeccas grønne armyjakke lyder: »Jeg er ikke ligeglad«. Jakken er en kommentar til førstedamen Melania Trumps jakke med skriften »Jeg er ligeglad«, som hun bar på vej ned for at bese situationen ved den sydlige grænse for to år siden, hvor billederne af immigrantbørn i bure fyldte overskrifterne verden over.

»Jeg er kommet for at vise min søn vigtigheden og alvoren af valget,« fortæller moren.

»Jeg havde mistet troen på vores samfund, efter vi valgte Trump for fire år siden, og er stadig meget bekymret for mit land. At næsten en halvdel af vores befolkning stadig bakker op om den mand, gør det her til et skræmmende sted at lade sine børn vokse op.«

Rebecca Fuller var producer på det omrejsende off-Broadway teaterstykke Vagina Monologues, da det kom til Georgia sidste år. En hyldest til kvindens seksualitet og en kritisk diskussion af kvinder og minoriteters rettigheder i USA. En diskussion, der ikke er slut, bare fordi Trump har tabt, men som præsidentens fire kontroversielle år på magten derimod har gjort endnu mere nødvendig, mener hun.

»Vi er ikke så venlige og gode mod hinanden, som vi plejede at være. Jeg mener, vi har mistet vores kerneværdier under Trump, og jeg har ærligt talt brugt de sidste fire år på at sørge over hans sejr,« siger hun.

Rebecca Fuller har særligt været præget af valget af højesteretsdommeren Brett Kavanaugh, hvis udnævnelse efter hendes mening var og er en skændsel mod landets kvinder, og som valget af endnu en gammel, hvid mand ikke laver om på, selv om han kommer fra det modsatte parti.

Og også hendes begejstring for valget af Kamala Harris er mere begrænset end Dana Lemons.

»Jeg er glad for, at Kamala Harris bliver vores vicepræsident, men hun var stadig ikke den øverste på stemmesedlen. Jeg føler stadig, at vi kvinder blev frarøvet valget i 2016,« forklarer hun med henvisning til Hillary Clintons nederlag og Trumps fortsatte krav om at »stoppe røveriet« af stemmerne ved dette års præsidentvalg.

For Rebecca Fuller er der kun én ting, der kan give hende reelt håb om en bedre fremtid. Nemlig at begge de demokratiske kandidater til Senatet tager sejren til januar. »Spørg mig igen den 5. januar, og så kan jeg give dig et svar på, hvad jeg mener om valget. Der er stadig meget arbejde foran os her i Georgia.«

Serie

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her