Det handler ikke om personen Donald Trump, det handler om fænomenet

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Det hele handler om Trump. Joe Biden har brugt det meste af sin kampagne på at advare mod Trump og gentaget, at det er selve den amerikanske karakter, som skal afgøres ved præsidentvalget. Trump skal ud, hvis USA skal genfinde sin sjæl, som Biden siger.

Aktivister, kommentatorer og iagttagere på begge sider er alle enige om, at det amerikanske præsidentvalg handler om Trump, og at valget definerer nationens skæbne og fremtid.

Men lige præcis den måde at anskue valget på er ifølge den albanskfødte filosof Lea Ypi en slags triumf for Trump:

»Når vi bliver så besat af Trumps person, og når vi forvandler valget til en slags folkeafstemning om Trump, så ender vi med at retfærdiggøre det, som Trump hele tiden selv har gjort, hvilket er personaliseringen af magt,« forklarer Ypi.

Hun er 41 år gammel, professor i politisk teori ved London School of Economics, forfatter til bøger om kapitalisme, globalisering, migration og kolonialisme og en dagsordensættende intellektuel på den europæiske venstrefløj. 

»Det har været et hovedtræk ved Trump-administrationen, at han har forvandlet staten til et spørgsmål om privat ledelse. Han har indsat sin familie på centrale positioner i regeringen, plejet de udenlandske relationer som private forbindelser og tilsidesat de almindelige procedurer til fordel for individuelle interventioner.«

Ypi taler hurtigt over Zoom fra sin lejlighed i London.

»Hvis vi fokuserer på manden Trump i stedet for det fænomen, som han repræsenterer, risikerer vi, at vi bliver ude af stand til at forstå fænomenet, hvis det dukker op igen om fire år. Muligvis fra én, der er endnu værre eller endnu farligere. Det er min bekymring.«

Smilende og insisterende understreger Ypi, at det bestemt ikke er hendes eneste bekymring:

»Valget bliver mere og mere præsenteret, som var det forbundet med selve skæbnen for demokratiet. Vi får at vide, at det her handler om liv og død. Ikke kun på grund pandemien, men fordi demokratiet har været fundamentalt truet de seneste fire år med under Trump.«

Ypi vifter afværgende med en hånd som for at signalere, at hun godt forstår den antagelse:

»På nogle måder er der god grund til at se det på den måde. Det er usædvanligt, at vi skal bekymre os om, hvorvidt præsidenten accepterer resultatet af valget, om alle stemmer vil blive talt op, og om domstolene vil gribe ind. Men der er bare også en tendens til, at man dermed kommer til at antage, at demokratiet havde det fint, før Trump kom ind i billedet. Og det passer jo ikke.«

Der er også, understreger Ypi, en risiko for, at vi misforstår, hvad demokrati betyder, hvis vi tror, dets skæbne bliver afgjort på valgdagen:

»Den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau plejede at sige om de britiske borgere, at de kun var frie den ene dag hvert andet år, hvor de stemte, og derefter vendte de tilbage til at leve som slaver. Det er en god kritik, som vi bør huske i dag. Vi reducerer demokrati til et meget smalt fænomen, hvis vi kun tænker på valghandlingen.

Ypi anfører, at fokus på valgdagen kan ende med at blive en del af problemet i stedet for en del af løsningen:

»Hvis vi skal blive fri for de fundamentale farer i vore samfund, skal vi også se på og engagere os i de løbende processer. Hvordan man arbejder for et sundhedssystem, som beskytter folks liv, hvordan man skaber et ordentligt uddannelsessystem og et retfærdigt straffesystem. Det er ikke fænomener, som afgøres på valgdagen.«

Læren fra Sanders og Corbyn

For kun et år siden så det ud til, at præsidentvalget ville blive et opgør mellem den radikale kapitalismekritiker Elizabeth Warren og Donald Trump. Warren mistede opbakning, men et par måneder senere var Bernie Sanders favorit til at blive demokraternes præsidentkandidat.

Inden han tabte til etablissementets kandidat Joe Biden, ligesom han i 2016 tabte til Hillary Clinton.

– Vi har efter Trump og Brexit set selverklærede socialister som Bernie Sanders og Jeremy Corbyn træde frem som mulige ledere med stor begejstring. Men de har begge tabt og må formodes at være færdige. Hvordan skal vi forstå deres nederlag?

»De var vigtige figurer, fordi de forbandt generationerne på venstrefløjen på en ny måde. Jeg tror ikke, det var en tilfældighed, at de begge var overlevere fra en anden æra, som havde nægtet at gå på kompromis. De havde begge gennem hele deres liv i magtens korridorer opretholdt en forpligtelse over for visse idealer om social retfærdighed, uanset hvad de var oppe imod i deres samtid. De var en del af magtens spil, men de var også outsidere. De viste, hvordan man kan skabe sig et parlamentarisk liv, et offentligt og aktiv liv uden at svigte sin idealer.«

Men Ypi pointerer igen her, at det afgørende ikke var personerne Sanders og Corbyn:

»Det afgørende var jo interessen for deres ideer, ikke deres personligheder. Og det er deres ideer, ikke deres personer, som bliver ved med at inspirere og være vigtige i dag.«

– Vi har de seneste år været meget optaget af bevægelser på venstrefløjen. #MeToo er en frigørelsesbevægelse, hele klimabevægelsen. Vi har oplevet stor kreativitet og begejstring omkring bevægelser. Hvilket potentiale ser du i de her bevægelser?

»Selvfølgelig er jeg meget begejstret for dem, og jeg er optimistisk omkring, at bevægelserne vil højne bevidstheden om disse vigtige temaer. Men jeg vil også sige, at det for mig er vigtigt, at de ikke forbliver bare bevægelser. Vi har historisk set, at vi har haft meget store mobiliseringer i bevægelser, men når de blev demobiliseret, var der meget lidt tilbage. Så for mig er det vigtige spørgsmål, hvordan disse bevægelser overlever og opnår et liv, som varer længere end mobiliseringen.«

Ypi har sammen med sin kollega Jonathan White skrev bogen The Meaning of Partisanship, som er et forsvar for de gamle politiske partier. Hun anerkender den kritik, som siger, at de gamle partier er bureaukratiske, hierarkiske og uinspirerende. Men fastholder på den anden side, at de er de bedste institutioner for dem, som vil omsætte deres idealisme til magtudøvelse:

»Vi bliver nødt til at reflektere over forholdet mellem politiske partier og sociale bevægelser. Der skal være en produktiv udveksling mellem bevægelserne og partierne, fordi de er maskiner til at regere, og fordi der i partierne er viden om, hvordan man styrer institutionerne. Så på den ene side har du partiernes organisatoriske styrke, disciplin og erfaring, og på den anden side har du bevægelsernes energi og idealer. Det er kun, når de to finder sammen, at man kan lave virkelige forandringer.«

– Efter Trumps sejr, det globale opgør med de gamle frihandelsaftaler og pandemien er der mange fra Financial Times over prominente socialdemokrater til venstrefløjsaktivister, som siger, at nyliberalismens tid er forbi. Det sagde man også efter finanskrisen, men der skete intet. Er der udviklet bedre ideer og nye tanker, som gør, at opgøret med nyliberalismen denne gang faktisk kan finde sted?

»Du har ret i, at der er meget kreativitet, og at der er mange interessante progressive politikker, men jeg tror ikke, at venstrefløjen er klar til at se dette som en systemisk ændring. Det handler ikke kun om politisk eller økonomisk magt. Det handler om et helt system af værdier.«

Ypi taler hurtigere og hurtigere, efterhånden som hun nærmer sig behovet for at tænke grundlæggende over et nyt værdisystem:

»Udfordringen er for os at formulere en vision, der kan reflektere over fejlene i det nuværende globale, kapitalistiske system. En venstrefløj, der kan integrere kravene fra forskellige marginaliserede grupper med et alternativ, som ikke kun er et alternativ til en politik, som kommer op med: ’Åh, vi har denne fantastiske nye idé – det er en ny politik, alle skal være om bord med denne ny politik’. Venstrefløjen skal faktisk give folk en vision om, hvordan politik former verden og ikke kun denne del af venstrefløjen i dette land på dette særlige tidspunkt.«

– Men i disse år ser du faktisk en erkendelse fra mange af, at det liberale demokrati, som vi har kendt det, ikke kan levere på sine egne idealer om frihed, lighed og broderskab. Vi ser intellektuelle som Thomas Piketty, der fra et ønske om at tage liberale principper alvorligt foreslår socialisme som et moralsk ideal?

»Det er en inspirerende tid, hvor nye venstreorienterede ideer cirkulerer og tages op af fremtrædende intellektuelle. Det eneste, der mangler, er en tilstrækkelig grad af refleksion over, hvilken slags politisk organisation, det kræver for at realisere disse ideer.«

»Liberalisme og socialisme har langt mere tilfælles, end marxister historisk har villet indrømme. Begge er optaget af frihed. Hvordan opnår vi frihed? Hvordan kan vores sociale systemer levere frihed? Jeg ser det sådan, at socialisme i sidste ende tager denne bekymring et skridt videre og tager konsekvensen af ideen om, at vi vil have kontrol over vores liv, vi vil forme vores egen skæbne og ikke være domineret af strukturer og processer, som vi ikke har nogen indflydelse på.«

– Jeg oplever, at den refleksion har været taget op og udbredt i USA under Donald Trump. At der er opstået en energi og mobilisering på venstrefløjen, som bruger socialisme som et moralsk ideal, og som er blevet anerkendt af Biden?

»Hvis Biden vinder, er der en risiko for, at dele af det mere ansvarlige, bureaukratiske og institutionaliserede demokratiske parti vil lægge pres på venstrefløjen for at få dem til at moderere deres krav. De kunne finde på at sige: ’Hør, hvis I ikke holder mund, vil der komme en ny Trump’. Eller hans spøgelse vil blive ved med at være der. Hans spøgelse vil blive ved med at hjemsøge venstrefløjen og vil blive brugt til at disciplinere den.«

Det vil ifølge Ypi være et sandsynligt scenario, fordi meget af den politiske mobilisering i USA under valgkampen har bygget på modstanden mod personen Donald Trump. Denne anti-Trump-koalition har rummet alt fra generaler og gamle republikanere til erhvervsfolk og unge græsrødder:

»Der vil være meget stort pres på venstrefløjen fra andre dele af den demokratiske koalition, inklusive store dele af det amerikanske erhvervsliv for, at tilpasse sig embedets pres. Så jeg tror, udfordringen er at forsøge at forme en slags bredere politisk vision, der kan overleve disse begrænsninger.«

– Er the green new deal ikke et forsøg på det – at skabe grøn omstilling og industriarbejdspladser på samme tid?

»Jeg bliver irriteret af udtrykket green new deal. Ikke på grund af det grønne men på grund af det nostalgiske, som ligger i new deal. Jeg tror ikke, ​​at folk indser, at selvfølgelig var den oprindelige ’green new deal’ progressiv i sin tid, men der var også så meget udelukkelse og så meget udstødelse i det amerikanske samfund. De konstante henvisninger Franklin D. Roosevelt, som stod for The New Deal, ignorerer det faktum, at dette var USA før borgerrettighedsbevægelsen. Så jeg synes, det er vigtigt for os og for venstrefløjen, at vi ikke bare fortsætter med at danne en vision ud fra tanken om en herlig fortid, som vi aldrig rigtig havde, eller et demokrati, der aldrig rigtig var der.«

Dette er en redigeret udgave af en samtale på Zoom, som fandt sted den 30. oktober 2020. Se eller gense hele videosamtalen her.

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.