Joe Biden blev kaldt politisk dinosaur – nu har han gjort noget, næsten ingen har gjort før

Joe Biden har udrettet, hvad der i konventionel amerikansk valgpolitik hører til en historisk sjældenhed, når han tiltræder som USA’s 46. præsident den 20. januar næste år.

Han har slået en siddende præsident med en sejrsmargin på cirka tre procentpoint eller fire millioner stemmer. Kun tre tidligere præsidenter har gennem de seneste 100 år formået at gøre det.

Han har vundet flere stemmer, skønnet 75 millioner, end nogen anden præsident i USA's historie. Det ovenikøbet i en valgkamp, hvor han kun afholdt vælgermøder i de sidste to-tre uger inden valgdagen, mens Trump samlede titusinder af tilhængere under sine mange rejser til langt flere delstater.

Han har besejret en præsident, der gennem de seneste fire år har haft et næsten totalt monopol på mediernes opmærksomhed, og hvis karakter og retorik er trængt dybt ind amerikanernes sind og sjæl.

Trods sin høje alder på 77 år og beskyldninger fra præsident Donald Trumps side om at være senil har Biden tillige overbevist et flertal af amerikanernes om, at han er egnet til at lede landet de næste fire år.

Det er en imponerende præstation af en politiker, der i løbet af primærvalgkampen i 2019 blev afskrevet som en dinosaur fra en svunden politisk æra – dengang i 1970’erne og 1980’erne, hvor politikere fra begge partier kunne enes om at samarbejde for landets fælles bedste.

Det er præcis disse egenskaber og erfaringer, Biden har akkumuleret fra den forgangne tid med et tværpolitisk samarbejde i Washington, D.C., at et flertal af de amerikanske vælgere håber, han vil benytte til at skabe resultater.

Kan han skabe enhed?

Udfordringerne, den nye præsident står over for, er talrige.

Vil Biden i en alder af 77 kunne hele alle de sår, hans forgænger Donald Trump har påført USA’s demokratiske institutioner gennem de sidste fire år?

Kan han skabe bare et minimum af enhed i en nation, hvis polariserede politiske atmosfære har delt befolkningen op i to lejre – en trend, der har været undervejs i tredive år, og som er blevet skærpet under Trump?

I en tv-tale, inden han af tv-stationerne blev erklæret vinder af præsidentvalget fredag aften amerikansk tid, sagde Biden, at politik aldrig børe opfattes som »total og kompromisløs krigsførelse«. 

»Formålet med politisk arbejde er at løse problemer, garantere retfærdighed for alle og sørge for lige muligheder for alle.« 

På den politiske bane er det vigtigste spørgsmål, hvorvidt Biden vil kunne indfri bare nogle få af sine valgløfter, og hvilke han vil prioritere højest.

Her er en liste over de vigtigste:

• Bruge forbundsstatens ressourcer til at bringe coronapandemien under kontrol
• Overtale Kongressen til at vedtage en hjælpepakke, som holder 15 millioner ledige og flere hundredtusinder små og store virksomheder oven vande, indtil en vaccine er til rådighed
• Få en klimaplan med investeringer til en værdi af 2.000 milliarder dollar vedtaget
• Sørge for, at Obamas sundhedsforsikring dækker alle amerikanere
• Gennemføre en immigrationsreform, der legaliserer alle dokumentløse indvandrere
• Formindske den dybe økonomiske kløft mellem middelklassen og de velstående
• Fremme en forsoning mellem det afroamerikanske mindretal og USA’s hvide majoritet

Det bliver en overordentligt vanskelig opgave.

Et folkeligt mandat?

En ny præsidents evne til at få bare en del af sit program gennem Kongressen afhænger af, hvorvidt han har vundet et klart politisk mandat fra vælgerne. Det kan diskuteres, hvorvidt Biden har det.

Hverken resultatet i landsvalget eller i valgkollegiet kan tolkes som en jordskredssejr. Bidens samlede stemmetal anslås at blive 75 millioner mod 69-70 millioner til Trump, hvilket groft sagt svarer til 51 mod 48 procent. Han har vundet et flertal i valgkollegiet, men det endelige tal foreligger først i næste uge.

Men tidligere præsidenter har tolket deres sejrsmargin som et politisk mandat, selv om de ikke opnåede en jordskredssejr. Det gjorde republikaneren George W. Bush for eksempel, da han vandt genvalg mod demokraten John Kerry i 2004 med 50,7 mod 48,3 procent.

Og præsident Trump har i sin embedsperiode fuldstændigt ignoreret, at han vandt tre millioner færre stemmer end Hillary Clinton, og han har regeret, som om han havde et klart mandat fra et flertal af vælgerne til at indfri alle sine valgløfter.

 Biden selv er imidlertid overbevist om, at hans sejrsmargin giver ham et mandat.

»Denne valgsejr giver mig et folkeligt mandat til at håndtere pandemien og økonomien og konfrontere klimaforandring og raceulighed,« sagde han i sin tale fredag. 

Den prominente republikanske intellektuelle, NeverTrumperen Bill Kristol, er lidt uenig. Han mener ikke, at Biden har vundet et stærkt nok politisk mandat til at føre den progressive politik, han har forpligtet sig til over for Det Demokratiske Partis liberale fløj.

»Demokraterne mistede pladser i Repræsentanternes Hus; de vinder formentligt ikke et flertal i Senatet, og det lykkedes ikke for dem at fravriste republikanerne kontrol med et eneste parlament i delstaterne. Det ville være en fejltagelse at påstå, at partiet nyder en solid opbakning i befolkningen,« sagde Kristol torsdag i et webinar arrangeret af Harvard University.

I samme webinar pegede demokraten og politisk analytiker William Galston i tænketanken Brookings Institution endvidere på, at exitpolls antyder, at Bidens valgsejr først og fremmest skyldes moderate vælgere.

»Biden tiltrak de moderate vælgere, hvis andel af vælgerbefolkningen voksede fra 54 procent i 2016 til 64 procent i 2020. Det antyder, at ingen af de andre mere venstreorienterede demokratiske kandidater ville have kunnet slå Trump,« vurderer Galston.

En anden tankevækkende faktor er, at demokraternes tab af pladser i Repræsentanternes Hus primært skete i overvejende republikanske og politisk moderate valgdistrikter. Under et møde mellem forkvinde Nancy Pelosi torsdag i Washington, D.C., og kongresmedlemmer fra disse valgkredse blev der lagt op til storvask.

De moderate kongresmedlemmer beskyldte Pelosi for at have givet den progressive fløj i partiet en alt for høj politisk profil og for stor manøvrefrihed efter midtvejsvalget i 2018. Efter deres mening skal Trumps og republikanernes sloganer fra valgkampen – at de progressive demokrater vil skære ned på bevillinger til politiet og trække partiet i en »socialistisk« retning – have kostet et halvt dusin kongrespladser i Repræsentanternes Hus.

Inden valget i 2020 havde Pelosi stillet i udsigt, at demokraterne ville udvide deres flertal. I stedet er det altså blevet reduceret.

Biden vil bygge bro

Det åbne spørgsmål er, hvorvidt Biden modsat præsident Obama har den politiske erfaring og de menneskelige evner til at bygge bro til republikanerne i Kongressen og få brygget nogle politiske kompromiser sammen, der kan rykke pilen i en positiv retning for USA såvel som for Det Demokratiske Parti.

Bill Kristol, en bitter kritiker af Trump, er relativ optimistisk.

»Vi ved, at Biden havde et godt personligt forhold til Mitch McConnell i sin tid i Senatet, og efter han blev vicepræsident, anmodede McConnell Obama om at lade Biden forhandle med Senatet,« påpeger Kristol (McConnell var først mindretalsleder og senere flertalsleder for republikanerne under Obama, red.).

Men et konstruktivt samarbejde med Kongressen er ikke den eneste forudsætning for Joe Bidens mulighed for at få sit politiske program ført ud i livet. En præsident råder over et væld af magtbeføjelser uden nødvendigvis at skulle inddrage Kongressen i sine beslutninger.

Primært drejer det sig om udstedelsen af dekreter og beføjelser til at ændre på regulativer fra agenturer og ministerier. Præsidenten har også magt til at trække USA ud af internationale aftaler med en simpel signatur. Det forventes, at Biden vil melde USA ind i WHO og Parisaftalen igen, så snart han tiltræder den 20. januar.

En præsident kan ligeledes benytte sin stilling til at tale direkte til det amerikanske folk fra Det Hvide Hus – begivenheder, der normalt transmitteres af de store tv-stationer. Når han rejser rundt i landet, bliver hans taler dækket for fulde gardiner i den lokale presse.

I modsætning til sine to forgængere, Barack Obama og Donald Trump, besidder Biden ikke en overflod af karisma. Men efter mange politiske analytikeres mening er han til gengæld den rette leder til dette øjeblik i nationens historie. De fleste amerikanere ser frem til et pusterum med lidt ro og stabilitet efter fire hektiske år med Trump.

Et forbløffende aspekt ved Joe Bidens valg til USA’s højeste politiske embede – det mægtigste i verden – er, at det er hans tredje forsøg i 32 år. Første gang var i 1988 og anden gang i 2008.

I 2016 var det oplagt, at han som vicepræsident ville prøve sin lykke igen, men to ting holdt ham tibage. For det første sørgede han stadig over sin ældste søn Beau Bidens død af kræft; det var ifølge Bidens egne erindringer Beau, der skulle have været præsident. For det andet frarådede Obama på delikat vis sin vicepræsident at stille op. Det var Hillary Clintons tur.

Set i bakspejlet er det ikke usandsynligt, at Biden – som han har bevist ved det netop overstået valg – kunne have vundet flere hvide arbejdervælgere i de tre gamle industristater Michigan, Pennsylvania og Wisconsin end Donald Trump. Det var tabet af disse tre stater, der blokerede Clintons vej til Det Hvide Hus.

Lav politisk profil 2016-18

I de første to år efter Trumps sejr i 2016 førte Biden politisk lav profil. I demokratiske kredse blev han ikke anset for at være en levedygtig og inspirerende kandidat til præsidentvalget i 2020, dels på grund af sin høje alder, og dels fordi han ikke var særlig populær blandt unge og progressive vælgere – en vælgerblok i partiet, som er i vækst.

Selv syntes Biden at have ventet i baggrunden, indtil en lejlighed bød sig til at træde frem i rampelyset igen. Det skulle vise sig at blive den opsigtsvækkende march, organiseret af hvide racister og fascister i Charlottesville, North Carolina i august 2017, som vækkede Biden til dåd.

Og det skal i særdeleshed have været Trumps efterfølgende kommentar – »der var pæne mennesker på begge sider« – som fik Biden til at fare i flint og beslutte sig til at stille op i 2020.

Under midtvejsvalget et år senere, i 2018, fløj Biden landet rundt for at bakke op om demokratiske kandidater, der stillede op mod siddende republikanske kongresmedlemmer i svingdistrikter.

Men det blev hurtigt klart under disse vælgermøder, at Bidens budskab om at vende tilbage til status quo før Trump ikke gav genlyd blandt demokratiske vælgere. De ville høre et visionært budskab om USA’s fremtid. Og da Biden i foråret 2019 endelig bekendtgjorde sit kandidatur til præsidentembedet, var det primært hans landskendte navn, der sikrede ham en overvældende opbakning i nationale meningsmålinger.

Reddet af sorte vælgere

I perioden med tv-debatterne i sommeren og efteråret 2019 begyndte Bidens føring i meningsmålingerne at falde. Hans budskab om national enhed og en genoplivelse af »Amerikas sjæl« vakte ikke genlyd hos den hårde kerne af demokratiske vælgere.

Bidens præstation under de tv-transmitterede debatter var ikke imponerende. Da de første valg i Iowa, New Hampshire og Nevada løb af stablen i februar, var det derfor ikke den store overraskelse, at Biden kom ind som nummer tre og fire. Efterfølgende afskrev ledende kommentatorer hans chance for et comeback senere i primærvalgkampen. Det var på et tidspunkt, hvor Bernie Sanders syntes at have overtaget.

Men de havde forregnet sig. Den tidligere vicepræsident blev reddet af opbakningen fra fremstående afroamerikanske politikere under primærvalget i sydstaten South Carolina i slutningen af februar.

I USA er langt de fleste sorte vælgere pragmatisk indstillet og politisk moderate af natur. I deres øjne var Obamas tidligere makker den rette mand til at vinde præsidentvalget. Og det var i South Carolina, at Biden vand sit første primærvalg med en bred margin over Sanders og Elizabeth Warren.

Det skulle blive snebolden, der satte en lavine af støtte fra moderate demokratiske vælgere i skred i de efterfølgende primærvalg, af hvilke Biden vandt et overvældende flertal.

Som man siger: Biden så sig aldrig tilbage. Hans moderate og pragmatiske budskab: evnen til at binde sig følelsesmæssigt til amerikanere af enhver alder, hudfarve og politisk overbevisning, og hans pointe, at USA efter Trump havde brug for en leder, der kunne samle frem for at splitte nationen, vandt gehør i en bred del af vælgerbefolkningen.

Det var frem for alt disse karakteristika, der gjorde Biden til USA’s 46. præsident.