Kamala Harris har allerede skabt historie, men hvad vil hun bruge sin magt til?

Kamala Harris er enestående dygtig til at ’bryde gennem glaslofter’ og sætte historiske skel: Hun blev San Franciscos første kvindelige statsanklager, Californiens første kvindelige justitsminister, Senatets første indisk-amerikaner og den første indisk-amerikanske kandidat, der har kandideret til at blive vicepræsident.

Om to måneder og ti dage indsættes hun som USA’s første kvindelige vicepræsident, og hvis Joe Biden kun tager en periode, kan hun blive USA’s første kvindelige sorte præsident.

Problemet ved at fremhæve disse bedrifter er, at de presser Californiens senator ind i kategorier, hun helst holder sig fri af.

»Da jeg gik ind i politik, blev det hurtigt en del af processen, at jeg måtte jeg kæmpe imod at blive defineret ud fra andre folks forventninger,« sagde hun sidste år til The Washington Post.

»Men jeg er den, jeg er … Det kan godt være, at andre lige skal finde ud af mig, men selv har jeg det fint med det.«

Kamala Harris er med andre ord ikke optaget af at spille på sin identitet – selv kalder hun sig bare »en stolt amerikaner«.

Men dele af højrefløjen betvivler nu, om Harris nu også kan regnes for en ægte amerikaner. Ganske som den såkaldte birther-bevægelse (som Donald Trump en overgang var den førende agitator for) såede tvivl om, hvorvidt Barack Obama var født i USA, har en juraprofessor i Newsweek hævdet, at Harris ikke er ’valgbar ifølge forfatningen’, fordi hendes forældre – som mødtes på Berkeley Universitet – begge var indvandrere, da de fik hende.

Sandt er det, at hendes nu afdøde mor – en forsker i brystkræft – blev født i Indien, og at hendes far er født i Jamaica, og at ingen af dem var amerikanske statsborgere, da Harris blev født i Oakland, Californien. Men professorens argumenter kan dog ikke anfægte, at man automatisk bliver amerikansk statsborger, hvis man bliver født i USA.

Biracial

For Pawan Dhingra, der er professor i amerikanske studier ved Amherst College, repræsenterer Harris’ »biraciale arv en asiatisk-amerikansk historie, som ofte er blevet overset«.

Den dominerende fortælling om asiatiske amerikanere handler ifølge ham om deres angiveligt større talent for at »tilnærme sig hvide amerikanere med hensyn til uddannelsesniveau og indkomst«.

Myten om »den forbilledlige minoritet« har ofte sat asiatiske amerikanere i et modsætningsforhold til sorte amerikanere. Harris »tilbyder imidlertid en anden indfaldsvinkel til forståelse af asiatiske amerikanere«, mener Dhingra.

Hendes opvækst var præget af interracial solidaritet og aktivisme: Harris’ progressive forældre deltog med stort engagement i 1960’ernes og 1970’ernes borgerretsbevægelser, og hun har selv talt om, hvordan hun fulgte borgerretskampen fra »klapvognsperspektiv«. Hun er, bemærker Dhingra, »et stærkt symbol og en stemme for progressive asiatiske amerikanere«.

Også Canada har gjort krav på en aktie i Harris: Hun boede i Montreal, fra hun var 12 til 17 år, fordi hendes mor var ansat som kræftforsker på det canadiske McGill University. (Harris’ forældre blev skilt, da hun var syv, og hendes mor opdrog børnene).

Som 13-årig sluttede Harris sig til en pigedansetrup ved navn Midnight Magic, og når den ikke dansede, var den spydspids i demonstrationer. Blandt andet var hun med i truppen med til at mobilisere kvarterets børn til at protestere mod regler, der forbød dem at lege på græsplænen foran deres boligkompleks. Protesten gjorde indtryk, og reglerne blev ændret.

Senere, da det blev tid til skolebal, var Harris med i en gruppe, der besluttede sig for at møde op uden en date, så de klassekammerater, der ikke havde fået en dateforespørgsel, ikke skulle føle sig uden for.

Efter studentereksamen i Canada læste Harris på Howard University, et historisk sort universitet i Washington D.C., og siden på University of California, Hastings College of the Law. På begge studiesteder, noterer The Washington Post i en portrætartikel, »var Harris snarere karrieremager end aktivist, vandt stipendiater i hårde konkurrencer med andre elitestuderende og plejede forbindelser i akademiske klubber«.

Men er Harris karrieremager eller aktivist? Pragmatisk eller progressiv?

Politianklager

»Kamala er strisser« blev et slagord mod Harris under hendes valgkamp: I en tid, hvor politibrutalitet kom højt på dagsordenen, blev hendes 13 år lange karriere i lovhåndhævelse et omdiskuteret kapitel.

Som politianklager i San Francisco var hun selv stolt over at banke antallet af domfældelser i sit distrikt op fra 52 procent i 2003 til 67 procent i 2006. Og mens hun var californisk justitsminister fra 2011-2017, afviste hendes ministerium at løslade ikkevoldelige indsatte før tid, »fordi fængslerne så mister vigtig arbejdskraft«. Efter politidrabet på Michael Brown i Ferguson, Missouri, afviste hun at undersøge en række politinedskydninger i San Francisco. Hun har siden taget afstand fra politibrutalitet.

Harris’ ry for kontant retshåndhævelse har ikke forhindret højrefløjen i at stemple hende som radikal socialist, og i et interview med Fox Business kaldte Trump hende for »den mest venstreorienterede person i det amerikanske senat«.

Harris kritiseres også for ikke at have en sammenhængende og veldefineret dagsorden. I 2004 erklærede hun, at hun var imod dødsstraf. Men i 2014, da en føderal dommer kendte Californiens dødsstraflov forfatningsstridig, appellerede Harris denne afgørelse. I sin egen valgkamp havde hun svært ved at beslutte sig for, om hun ville appellere til venstreorienterede eller moderate demokratiske vælgere. Først bakkede hun op om Bernie Sanders’ ’Medicare For All’-plan, men fremlagde siden en mere midtsøgende sygesikringsplan.

Mary Kay Henry, der er leder af den indflydelsesrige fagforening Service Employees International Union, siger, at Harris i sin tid som californisk justitsminister »altid var villig til at strække sig for at imødekomme os«.

»Hun stod solidarisk med de af vores medlemmer, der stod over for husudsættelser under finanskrisen, og afværgede tvangsauktioner i titusindvis med nye lovinitiativer,« siger Henry.

Harris stod også i spidsen for en ny lovgivning, der gav husarbejdere arbejdstagerrettigheder.

Harris’ fortid er måske broget, men hvad med hendes fremtid? Svinger hun til venstre, eller holder hun sig til midten? Hun står til højre for det demokratiske partis mainstream i forhold til Israel, men til venstre i forhold til klimapolitik. Harris støtter en Green New Deal og vil af med filibusterreglen (forhalingstaktik i det amerikanske senat, red.).

Hun har lovet, at hun vil indskærpe over for justitsministeriet, at olie- og gasselskaber skal holdes ansvarlige for at rette ind efter kommende klimalove.

Det er sandsynligt, at hun vil gå ind i kampen mod systemisk racisme, men uklart hvad hun i praksis vil gøre. Hun har eksempelvis været optaget af farvede menneskers overdødelighed som følge af COVID-19 og bebudet lovgivning om antibiaskurser i ’aflæring af racefordomme’ for sundhedsarbejdere, der bekæmper pandemien – et symbolsk svar på et systemisk spørgsmål.

Det er også uklart, hvor meget hun vil reformere indvandringspolitikken. Hendes førsteprioritet er at »rulle Trumps indvandrerfjendske dagsorden tilbage«, og hun siger, hun støtter en omfattende reform, men har endnu ikke uddybet, hvad den skal gå ud på.

Opgør med Trump

Harris har sagt, at hendes kommende regerings justitsministerium »ikke vil have andet valg« end at forfølge anklagerne mod Trump om obstruktion af rettens gang i sagen om hans tilsyneladende samarbejde med Rusland, som de er blevet fremstillet i Mueller-rapporten – en udmelding, der må vække nervøsitet hos den afgående præsident.

Harris er en formidabel modstander, og som hendes afhøring i Senatet af Brett Kavanaugh – Trumps udnævnelse til højesteretsdommer – i 2018 viser, er hun ikke bange for at gå i konfrontation med magtfulde mænd.

I alt dette vil hun kunne regne med støtte fra sin familie. Harris’ mand, Douglas Emhoff, er erhvervsadvokat, men tog orlov for at støtte hende i valgkampen. Parret mødte hinanden på en blinddate og giftede sig i 2014. Harris er ’på venindefod’ med Emhoffs ekskone og tæt på sine bonusbørn, der kærligt kalder hende Momala.

»Vi joker nogle gange med, at vores moderne familie næsten er for velfungerende,« som Harris skriver i sin erindringsbog.

Uanset hvad fremtiden bringer, har Kamala Harris allerede skabt historie: Hun vil blive den første sorte amerikaner og den første asiatiske amerikaner til at bestride landets næsthøjeste embede. Det er svært at overvurdere symbolværdien i det efter fire år med Trump.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen