International kommentar
Læsetid: 4 min.

Det, der kendetegner Trumps base, er fjendskab over for andre

Donald Trumps vælgerbase drives frem af et nulsumsspil, der skal bane vej for æresoprejsning gennem nedgørelse af andre. At anerkende, at også andre kan have behov og rettigheder, ville svare til at give afkald på egne behov og rettigheder, skriver professor i sociologi Richard Sennett i denne kommentar
Det bekymrer sociologiprofessor Richard Sennett, at en større del af Trumps vælgerbase synes tilbøjelig til at søge mod væbnede selvtægtsgrupper og et genfødt Ku Klux Klan, fordi sådanne gruppers aggressioner aldrig svigter. Her er det den højreradikale gruppe The Proud Boys.

Det bekymrer sociologiprofessor Richard Sennett, at en større del af Trumps vælgerbase synes tilbøjelig til at søge mod væbnede selvtægtsgrupper og et genfødt Ku Klux Klan, fordi sådanne gruppers aggressioner aldrig svigter. Her er det den højreradikale gruppe The Proud Boys.

Stephanie Keith

Udland
4. november 2020

’Make America Great Again’-baseballkasketter, demonstrativ våbenbegejstring og andet Trump-merchandise er dyrebare symboler for mindst 30 procent af amerikanerne. Trumps vælgerbagland føler, at ’Det Sande Amerika’ tilhører dem.

At ekskludere indvandrere, at kalde mexicanske migranter for ’voldtægtsforbrydere’ og ’kriminelle fuskere’ og at segregere farvede medborgere inden for USA kan legitimeres med samme begrundelse: Disse grupper er ’fremmedlegemer’. Men racisme er ikke en tilstrækkelig forklaring på den foragt, vrede og aggression, som Trumps vælgerbase føler over for andre amerikanere.

Trumps base drives frem af et perverteret nulsumsspil, der skal bane vej for æresoprejsning ved nedgørelse af andre. At anerkende, at også de andre kan have behov og rettigheder, ville svare til at give afkald på egne behov og rettigheder. Sådan er det indbildte nulsumsspil, som nærer det indædte fjendskab, som vælgerbasen føler over for de andre.

I sidste ende vil det altid være et spil uden vindere, for ingen kan blive stærkere eller bedre mennesker af at nedgøre andre. Alligevel er basen afhængig af spillet. Som en ludoman higer den efter en tilfredsstillelse, den aldrig kan opnå. Den kan kun spille videre i bestræbelsen på at forvandle vrede og foragt til øget selvværd, alt imens frustrationen vokser og driver den til værre yderligheder.

For 50 år siden, da vi arbejdede på vores undersøgelse The Hidden Injuries of Class, sporede Jonathan Cobb og jeg, hvad jeg i dag vil kalde kimen til nulsumsspillet i den hvide arbejderklasse i Boston, der dengang var en stærk bastion for demokraterne. Mange af de familier, vi talte med, var under Anden Verdenskrig blevet eksponeret for kontakt med helt anderledes medborgere, det være sig på hjemmefronten eller på krigstjeneste i udlandet. Fra depressionsårene huskede de den fælles utryghed, der knyttede amerikanerne sammen i et større skæbnefællesskab.

Men i 1970’erne var der ikke meget tilbage af det fælles erfaringsgrundlag fra den tid. Det var, som om der var opstået en fundamental mangel, både i arbejderfamiliernes lokalsamfund og i deres egen tilværelse. Og denne ’mangeloplevelse’ gjorde dem forbitrede og vrede. De var overbeviste om, at eliten med dens sociale velfærdsprogrammer og underklassen i dens ghettoer var gået sammen om at konspirere imod anstændige hårdtarbejdende amerikanere som dem selv.

Frustrationer

Hvad der engang lod sig forstå som et spørgsmål om klasse for mennesker, der ikke følte, de fik nok andel i fremgangen under efterkrigstidens opsvingsår, er i dag blevet et spørgsmål om masse. Der er en mere og mere udbredt følelse af, at noget er gået galt, og det er en folkestemning, der skærer gennem USA fra top til bund.

Ved forrige valg var frustrationerne svulmet så meget op, at de kunne afgøre præsidentvalget: Trump-vælgere var en broget skare af pensionister, industriarbejdere, ejere af mindre virksomheder og velhavende forstadsborgere, blandt disse overraskende mange fra den sorte middelklasse.

Men i mange af disse vælgergrupper forlader vælgere nu Trump. Selv blandt de kristne evangelikanere synes stadig flere at få nok.

Dette vælgerfrafald forstærker dog fortællingen i vælgerbasen. Forræderi må være forklaringen, hvis hvis Trump ender med at tabe. Basen regnede aldrig med at få støtte fra Harvard, men den regnede i det mindste med militæret, et ikon for amerikansk styrke. Men så var der John McCain, og efter ham kom en hel parade af eksgeneraler, der forsøgte at bringe orden i Trumps hus. Ligesom McCain blev stemplet som ’taber’, var Det Hvide Hus af den opfattelse, at når disse soldater ikke kunne være ubetinget loyale over for Trump, var de ikke deres opgave voksen.

Læger som Anthony Fauci er lige så underminerende for de Trump-støtter, for hvem brug af mundbind er tegn på svaghed, venstreorienteret formynderi eller begge dele. Generalerne og lægerne er motiveret af en professionel etisk forpligtelse til at tjene det større fællesskab. Men at tjene fællesskabet ligger uden for nulsumspillets rammer, fordi man her skal give noget til andre i stedet for at tage fra dem.

Dolkestød

I andre lande og til andre tider har oplevelser af forræderi opildnet til ekstremistisk vold. Efter Første Verdenskrig opstod der en overbevisning blandt mange tyskere om, at Tyskland tabte krigen, fordi de var blevet forrådt af deres egne. Det er den såkaldte dolkestødslegende, som de brugte til at legitimere nazistiske ’gengældelser’ mod jøder og andre indre fjender. I dagens USA krymper størrelsen af ’Det Sande Amerika’, mens listen over de mennesker, som har begået forræderi imod det, bliver stedse længere.

Efter et valg, som Trump i skrivende stund ser ud til at tabe, er det, som bekymrer mig mest ved vælgerbasen, at den nu kan være tilbøjelig til at søge mod konspirationsteoretikere, de væbnede selvtægtsgrupper og et genfødt Ku Klux Klan, fordi sådanne gruppers aggressioner aldrig svigter, hvorimod ’Mainstream-Amerika’ har vendt sig mod ’Det Sande Amerika’. Hvis den teori kan virke ekstrem, er det værd at minde om, at det i 2016 var en vedtagen sandhed, at en person som Trump umuligt kunne blive valgt til amerikansk præsident.

I 1970’erne forestillede jeg mig, at ’de skjulte sår’ i den hvide arbejderklasse i nogen grad ville kunne heles gennem flere lokale ansigt til ansigt-møder mellem mennesker, der var forskellige fra dem selv.

Det håb giver ikke stor mening i dag. Jeg har ikke mere empati tilbage for de komplekse motivationer, der animerer til frygt og reaktion. Mantraet om ’at bringe landet sammen’ vil miste sin mening, hvis basen nu forhærdes og søger over imod det ekstreme højre. I stedet må den drages til ansvar for de forbryderiske tendenser, som dens leder tilskynder den til.

Det splittede Amerika kommer ikke til at blive helet i nogen nær fremtid.

Richard Sennett er professor i sociologi ved London School of Economics

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her