Interview
Læsetid: 9 min.

Kendt klimaaktivist: Frontlinjen i klimakampen er på Wall Street, ikke i Washington

Netop i dag er det værd at huske, at det ikke er politik alene, som afgør historiens gang. Mens tingene kan bevæge sig frustrerende langsomt i politik, ikke mindst i amerikansk politik, kan tingene ændre sig meget hurtigt og globalt både i civilsamfundet og særligt i finansverdenen, siger miljøforkæmper Bill McKibben
Miljøforkæmperen Bill McKibben, der her ses i sort dynejakke, hører til blandt klimavevægelsens stamfædre. Allerede i 1969 udlagde han det grundlæggende problem i bogen 'The End of Nature' og har siden stiftet organisationen 350.org, og været en markant figur i det grønne Amerika.

Miljøforkæmperen Bill McKibben, der her ses i sort dynejakke, hører til blandt klimavevægelsens stamfædre. Allerede i 1969 udlagde han det grundlæggende problem i bogen 'The End of Nature' og har siden stiftet organisationen 350.org, og været en markant figur i det grønne Amerika.

Ken Cedeno/UPI

Udland
4. november 2020

I januar blev Bill McKibben anholdt. Iført lyseblå skjorte, en fornuftig rød fleecevest og håndjern stod han i foyeren til en af investeringsbanken JP Morgans filialer i Washington, mens skuespilleren Jane Fonda og en større forsamling klimaaktivister råbte: »Stop the money pipeline!« udenfor på gaden.

Nogle timer forinden havde Bill McKibben holdt tale for demonstranterne.

»2020 er åbenlyst et stort år i amerikansk politik,« sagde han. »Men der er et andet centrum for magt på planeten, som handler om penge. Hvis Chase (banken JP Morgan Chase, red.) stoppede med at låne penge ud til fossilindustrien i morgen, ville vi leve i en anden verden.«

Bill McKibben hører til blandt klimabevægelsens stamfædre. Allerede i 1989 udlagde han det grundlæggende problem i bogen The End of Nature og har siden stiftet organisationen 350.org og været en markant figur i det grønne Amerika. Inden valgkampen 2020 gik ind i sin afgørende fase, talte Information med ham om klimabevægelsen, amerikansk politik og det forestående opgør mellem Biden og Trump. I denne uge havde vi igen fat i ham for at høre, hvad han tænker nu fem minutter i lukketid. Artiklen her er et sammenskriv af begge interview.  

Aktionen i Washington er bare en blandt flere, som Bill McKibben har deltaget i i 2020. Ikke foran Det Hvide Hus, Kongressen eller til Trumps vælgermøder, men ved banker og kapitalfonde.

»Politik er vigtigt, men politik løber også med stort set al opmærksomheden,« siger han til Information. »I virkeligheden er politik kun ét af de håndtag, vi er nødt til at hive i. Et andet er den finansielle magt, som jeg faktisk opfatter som endnu vigtigere.«

Det er dyrt at opdage, udvinde og transportere fossile energikilder. Rigtigt dyrt, og hvis man afskærer de store olie-, kul- og gasvirksomheder fra adgangen til kapital, hvis man kan få banker som JP Morgan Chase, der alene siden Parisaftalen har lånt den uhyrlige sum af cirka 250 milliarder dollar til fossilindustrien, til at klappe pengekassen i, kan tingene pludselig begynde at rykke meget hurtigt i den rigtige retning.

På en dag som i dag er det værd at huske, at politik ikke er alt, forklarer klimaveteranen: »Selv om vi næppe har råd til fire år mere uden politisk handling.«

Politisk fallit, civilsamfundets triumf

De seneste måneder har mange – særligt klimaforkæmpere – haft blikket ængsteligt rettet mod den amerikanske valgkamp. Det er åbenlyst, hvad der er på spil.

»Jeg betragter klimaforandringerne som en eksistentiel trussel mod menneskeheden. Donald Trump tror ikke engang på, at de findes. Så simpelt er det, folkens,« skrev Joe Biden på Twitter i weekenden.

Og det er da også rigtigt, at Donald Trump er klimabenægter, og at demokraterne denne gang går til valg på det mest progressive klimaprogram, »noget parti nogensinde er gået til valg på«, siger Bill McKibben. Man kan også sagtens finde gode argumenter for, at lige præcis dette valg markerer sidste chance, og at implikationerne af det vil kunne mærkes »ikke fire, men 4.000 år ud i fremtiden«.

Men det er også rigtigt, at de seneste fire år, hvor USA har haft en aktiv klimabenægter i Det Hvide Hus, har været nogle af de mest opløftende i den amerikanske klimabevægelses historie. Millioner af unge mennesker har mobiliseret sig, grønne teknologier er piblet frem, og sol og vind er blevet så meget billigere end olie og gas, at de store olieselskaber har tabt økonomisk magt. Selv trods stor politisk vilje er det ikke lykkedes Donald Trump at genrejse den skrantende amerikanske kulindustri. 

»Bevægelsen har vokset sig så stærk, at den nu kan udfordre fossilindustrien,« siger McKibben.

I krig med olien

Klimakrisen stopper og slutter med de store olieselskaber – eller »public enemy number one«, som McKibben kalder dem. I årevis har de haft USA i et »kvælertag« og udøver stadig noget, der minder om »absolut kontrol« over Det Republikanske Parti, siger McKibben.

I dag er det velkendt, at olieindustrien i 30 år har kendt til de katastrofale konsekvenser af at udlede drivhusgasser i atmosfæren. Alligevel investerede selskaberne milliarder i en kampagne for at så tvivl om det videnskabeligt uanfægtelige. En historisk forbrydelse, mener McKibben.

»I 30 år har vi været fastlåst i en falsk debat om, hvorvidt klimaforandringerne er reelle eller ej,« siger han. »Det er en af de centrale årsager til, at vi nu er bagud i kampen, og vi nu står i en situation, som er langt, langt sværere, end hvis vi havde handlet for 30 år siden.«

I hans øjne er der ingen tvivl. De store olieselskaber er den ubetingede skurk i historien om klimaforandringerne. 

Den gode nyhed er i den sammenhæng, at selskaberne aldrig har stået svagere end lige nu. Efter 100 år som et af verdens rigeste og mest magtfulde selskaber er ExxonMobile ikke længere blandt de 30 største i USA. Techgiganten Apple er mere værd end hele den amerikanske energisektor tilsammen.

Det er ti år siden, at McKibben og amerikanske venstreintellektuelle stiftede den såkaldte afinvesteringsbevægelse, som handler om at presse pensionskasser, kapitalfonde og andre store aktører til at trække deres investeringer ud af fossilindustrien.

Det, der begyndte som et blåøjet aktivistisk projekt, er blevet en snebold, der hele tiden ruller sig større. De seneste år har store aktører ’afinvesteret’ mange milliarder dollar.

Dels for at sende et signal om ansvarlighed til en tiltagende klimabevidst offentlighed, dels fordi det er risikabelt at have penge i olie, gas og kul, når verden står på tærsklen til en omfattende grøn omstilling. Bliver Parisaftalen overholdt, kan investeringerne i sort energi meget nemt strande i olie, der aldrig kommer op af jorden.

»Der er en reel mulighed for, at amerikansk politik kan slippe ud af fossilindustriens kvælertag,« siger McKibben.

Og her kan ganske almindelige læsere af Information i Danmark også hjælpe, påpeger han.

»I skal blive ved med at presse jeres bank og jeres pensionsselskaber, som i sidste ende er dem, der holder fossilindustrien i live. Vi bliver nødt til at lægge maksimalt pres på industrien på alle tænkelige måder. Svække dem politisk og økonomisk, så de ikke længere kan stille sig i vejen for fremskridtet.«

Trods krisen har olie-, gas- og kulselskaberne i år gjort, hvad de kunne for at gøre netop det. Aldrig tidligere har industrien doneret så mange penge til amerikanske politikere som under denne valgkamp. Næsten 800 millioner dollar ifølge organisationen Center for Responsive Politics. Af dem er en større andel end sædvanlig gået til demokratiske kandidater. Cirka 17 procent. Og det til trods for, at Biden som den første præsidentkandidat nogensinde helt har afvist at tage imod penge fra fossilindustrien.

»Industrien er i åbenlyst, terminalt forfald. På den lange bane er der intet håb for den. Lige nu kæmper den en desperat kamp for at bevare dens forretningsmodel et par årtier endnu. Lykkedes det for den, smadrer den planeten‚« siger han.

Virusvalg

Selv om klimapolitikken er det mest offensive i demokraternes program, og Joe Biden insisterer på, at han betragter det som det vigtiste emne overhovedet, har klimaet fyldt bemærkelsesværdigt lidt i den amerikanske valgkamp. Når det endelig er dukket op, har det ofte handlet om, hvorvidt den særligt forurenende metode til at udvinde gas, fracking, burde forbydes. Det mener hverken Trump eller Biden. Fracking holder nemlig 26.000 mennesker beskæftiget i svingstaten Pennsylvania.

I de to tv-debatter mellem Biden og Trump har det været tydeligt, at sidstnævnte har betragtet klimaforandringer som et vindende emne. Han har angrebet Biden for at ville »smadre« Pennsylvania med et frackingforbud, beskyldt ham for at ville sende en flodbølge af skattestigninger ind over hårdtarbejdende amerikanere for at finansiere en radikal Green New Deal, og da Biden formulerede den banale kendsgerning, at fossile energikilder som kul, olie og gas »over tid nødvendigvis må erstattes med vedvarende energi«, udlagde republikanerne det som en skandaløs udtalelse, der afslørede Joe Biden som ekstrem samfundsomstyrter.

Der er flere årsager til, at klimaet ikke har fyldt mere i valgkampen. Valgmandssystemet betyder, at gamle industristater i Midtvesten, hvor klimaforandringer ikke er øverst på dagsordenen, vægter uforholdsmæssigt meget for valgresultatetet. Desuden har demokraterne ført en mere defensiv kampagne, der har handlet mere om at udpege Trumps fejl end at fremhæve egne styrker.

Men den altoverskyggende årsag er selvfølgelig COVID-19-pandemien, som har lukket samfundet ned, væltet økonomien og slået næsten 250.000 amerikanere ihjel.

Ifølge McKibben har pandemien gjort det tydeligt, at »amerikanerne har et anstrengt forhold til den fysiske virkelighed«.

Ingen har indfanget den omstændighed så godt som Donald Trump, der først hævdede, at pandemien ville gå over af sig selv, og siden at man kunne bekæmpe den ved at drikke blegemiddel. Men selv han blev indhentet af virkeligheden, da han testede positiv for corona i september.

Ifølge McKibben er der tre store fælles erkendelser efter pandemien, som alle har åbenlyse paralleller til klimakrisen. Den første er, at ingen kan undslippe den fysiske virkelighed. Man kan ikke forhandle med fysiske love, de er ikke til debat, der er ikke to sider af sagen. De ligger uden for politik.

Den anden er, at hastighed betyder noget. Sydkorea og USA konstaterede deres første coronatilfælde samme dag, siger McKibben. Koreanerne gik i gang med det samme og fik smitten under kontrol. Amerikanerne nølede og lod problemet vokse sig uoverskueligt stort.

»Og den tredje erkendelse er, at solidaritet betyder noget. I det meste af mit voksne liv har det politiske liv i USA udspillet sig i skyggen af Ronald Reagans idé om, at markedet kan løse alle vores problemer, og at de 11 mest skræmmende ord, man kan forestille sig, er: ’Jeg er fra regeringen, og jeg er her for at hjælpe,’« siger McKibben.

»Men ved du hvad? Det viser sig, at de mest skræmmende ord er: ’Vi er løbet tør for respiratorer’ eller: ’Skovbranden nærmer sig mit hus’. Vi kan kun løse de her problemer i fællesskab som samfund. Jeg håber inderligt, at det er den store erkendelse efter coronakrisen, og at folk forstår, at det også gælder klimakrisen.«

Biden er ingen ’klimamessias’

Bill McKibben lægger ikke skjul på, at Joe Biden ikke var hans foretrukne kandidat til demokraternes primærvalg.

»Jeg er fra Vermont (som Bernie Sanders, red.), så hvem tror du, jeg foretrak,« spørger han. 

»Men hør her, jeg har aldrig troet, at løsningen på politiske problemer er, at man vælger nogen, som løser problemerne for en.«

Joe Biden er ikke en »klimamessias«, siger han. Men han er en kandidat, som det vil være muligt for klimabevægelsen at presse.

»I 2008 arbejdede jeg hårdt for at få Obama valgt, men jeg arbejdede også hårdt for at arrangere det, der skulle blive de største protester foran Det Hvide Hus i hans embedsperiode,« siger McKibben.

Med Trump er den slags udelukket. Det rykker intet. Uanset hvor mange millioner der samles, vil han være urokkelig i sin støtte til fossilindustrien, siger McKibben.

Med Biden er der stadig en chance for at forhindre den værste katastrofe, mens vi med Trump er garanteret fire år mere, hvor politikerne ikke har tænkt sig at understøtte civilsamfundets kamp mod klimakrisen.

Men netop i dag er det værd at huske, at det ikke er politik alene, som afgør historiens gang. Mens tingene bevæger sig frustrerende langsomt i politik, ikke mindst i amerikansk politik, kan tingene ændre sig meget hurtigt og globalt i finansverdenen, siger McKibben.

»Desuden er Washington ikke længere verdens politiske centrum på samme måde som tidligere, men Wall Street er på sin vis stadig klodens finansielle midtpunkt.«

Med andre ord er det amerikanske valg vigtigt, men hvis du gerne vil lade dig arrestere i klimaets tjeneste, så gør det i en bank. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her