Klimakamp er endt i den norske Højesteret – verden over vinder klimaretssager frem

En mørk efterårsaften samledes norske klimaaktivister på Højesterets Plads i Oslo for at danne en »lyskæde« fra Højesteret til Stortinget. Klimaaktivisterne markerede, at en historisk klimaretssag havde sin første retsdag ved daggry. Klokken 18.14 tændtes fyrfadslysene – en henvisning til den norske grundlov, som blev til i 1814.

I Norge har den grønne organisation Natur og Ungdom sammen med Greenpeace således sagsøgt den norske stat for at fortsætte olieboringerne i Barentshavet, den norske del af det arktiske hav. Ifølge de norske klimaaktivister handler Norge således i strid med den grundlovssikrede ret til et bæredygtigt miljø, som det er stadfæstet i den norske grundlovs miljøparagraf 112:

»Enhver har ret til et miljø, der sikrer sundhed og til en natur, hvor produktionsevnen og mangfoldigheden bevares.«

At fortsætte sådanne olieboringer krænker nordmændenes ret til et sundt miljø og en mangfoldig natur, mener Therese Hugstmyr, som leder Natur og Ungdom, en af sagsøgerne mod den norske stat.

»Grundloven forpligter staten til at overholde klimamålene. Og det undergraver man ved at fortsætte olieboringer i Barentshavet, som endda kan fortsætte til efter 2050, hvor verden ifølge Parisaftalen skal være CO2-neutrale,« siger klimaaktivisten.

»Det formindsker unges chance for at vokse op i et velfungerende miljø med et stabilt klima.«

Therese Hugstmyr og andre klimaaktivister er blevet utålmodige. De har buhet ad politikere, forlangt handling, demonstreret på livet løs og skrevet borgerforslag og kronikker. Men til tider er de blevet stemplet som klimatossede ballademagere.

Måske er det derfor, at en radikalt anderledes form for aktivisme vinder frem verden over for tiden; Klimaretssager bliver brugt som aktivisternes nye våben mod stater.

For den norske stat er således ikke ene om at blive sagsøgt af klimaaktivister. Også i USA, Canada, Indien, Frankrig, Holland, Belgien og en række andre lande har aktivister stævnet staten for at have for lave klimaambitioner. Klimaaktivisterne mener, at tiltag, som hindrer klimamål, er et brud på klimalovgivningen.

Spørgsmålet er blot, om forklaringen holder i retten. For klima er vel egentlig først og fremmest et politisk anliggende. Eller kan det også gøres til genstand for jura i en retssal? Dét spørgsmål har vakt hovedbrud ved domstole verden over.

Speedometeret

Til trods for at klimaspørgsmål står centralt i samfundsdebatten, er klimaet fortsat en upløjet mark ved domstolene. Klimaretssager udvisker nemlig grænsen mellem jura og politik og sætter spørgsmålstegn ved selve grundlaget for et demokrati, magtens tredeling.

Det mener blandt andet Erlend Andreas Methi, der er jurist ved det norske Institut for Menneskerettigheder.

»Miljøparagraffen og betydningen af, at den siden 2014 har været indskrevet i Grundlovens menneskerettighedskapitel, passer måske ikke ind i den traditionelle tredeling (af magten, red.),« skriver han i en kronik i Morgenbladet.

Men en hollandsk dom fra 2019 har givet de norske klimaaktivister blod på tanden. Hollands regering havde planer om at reducere udledningen af drivhusgasser i 2020 med 17 procent i forhold til 1990-niveauet. Men efter et søgsmål og fire år med retssager stadfæstede landets højesteret, at det var en krænkelse af retten til liv. Det betød blandt andet, at fartgrænsen på de hollandske motorveje blev nedsat fra 130 km/t til 100 km/t for at mindske forureningen.

Det, at klimaet blev indfortolket i Menneskeretskonventionen, er foreløbig eneste eksempel på, at en domstol har fortolket klima som en menneskerettighed.

En opgørelse fra Columbia University viser, at der for øjeblikket er omkring 2.000 klimaretssager i gang. I nogle af sagerne er staten blevet sagsøgt for ikke at overholde menneskerettighederne, i andre sager mener aktivisterne, at konkrete tilladelser til at udvinde kul er ulovlige, atter andre sager om brud på miljølovgivningen er endt ved domstolene verden over.

At klimaaktivister i stigende grad bruger søgsmål som klimakampens middel, skal blandt andet tilskrives den hollandske dom. Det vurderer Michael Gerrard, professor i miljølovgivning ved Columbia University og stifter af universitetets center for klimalovgivning, som står for førnævnte opgørelse over klimasøgsmål.

»Jeg forventer, at antallet af klimasøgsmål vil fortsætte med at stige,« skriver professoren i en mail til Information.

»Men det er kun få af de søgsmål, der baserer sig på konstitutionelle eller menneskeretlige sagsanlæg, som har ført til domme, der kræver reduktioner i udledningerne.«

Altså mener domstolene sjældent, at klimaspørgsmål kan være brud på menneskerettighederne.

Der er også afsagt domme, som stadfæster, at klimaspørgsmål ikke bør høre hjemme hos domstolene. I en amerikansk dom fra 2014 afviste en domstol i Alaska, at klimaet kan være et retligt anliggende. Ifølge dommen er klimamål et politisk spørgsmål, som må behandles i politiske processer.

En anden amerikansk dom fra 2020 afviste også, at den amerikanske regering bør reducere drivhusgasudledninger mere end planlagt. Ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature var det atter med argumentet om, at det ikke er en domstols formål at bedrive klimapolitik.

Men ifølge professor Michael Gerrard fra Columbia University er det ikke ensbetydende med, at tabte klimasøgsmål er spild af tid.

»Selv de søgsmål, som ikke fører til bindende domme, får ofte en stor offentlig opmærksomhed og skaber dermed et politisk pres for yderligere handling.«

Sagsøgt med succes

I Colombia sagsøgte 25 colombianere staten for ikke at bekæmpe afskovningen af Amazonas, og sagen endte i højesteret, hvor dommerne afgjorde, at den colombianske regering skulle indføre beskyttelse af skovområderne.

I Pakistan viser en dom fra 2015 ligeledes, at en domstol kan pålægge en regering at udarbejde en klimahandlingsplan. Og i London har politikere måttet skrinlægge planerne om en tredje landingsbane i lufthavnen Heathrow Airport. Landsretten mente ikke, at regeringen på et tilstrækkeligt grundlag havde bevis for, at landingsbanen ikke stred mod målene i Parisaftalen, som selv samme regering havde underskrevet.

Sådanne domme viser ifølge Natur og Ungdom, at klimaspørgsmål kan afgøres ved domstolene. Klimaaktivisterne er ellers blevet kritiseret for at blande politik og retlige anliggender. At politisere og »amerikanisere« de norske domstole.

I 2019 udtalte Norges daværende olie- og energiminister Sylvi Listhaug til den norske presse, at det »udhuler demokratiet«, hvis klimaaktivister »taber« politiske sager for derefter at indbringe sagerne for en domstol.

Også regeringens advokat Frederik Sejersted har kaldt klimasøgsmålet for en »amerikaniseret grundlovsaktivisme«, mens etikprofessor Odin Lysaker fra Agder Universitet i en kronik i Morgenbladet påpeger, at »grundlovsaktivisme« kan ses som et forsøg på at flytte magten fra de folkevalgte til domstolene, hvilket forrykker magtens deling.

Men sådan bør klimaretssagen ikke tolkes, skriver Odin Lysaker.

»Når miljøorganisationer igangsætter klimasøgsmål inden for civilsamfundet og kanaliserer det videre til domstolene, er det en positiv retliggørelse. Det er det, fordi vores konstitutionelle retssikkerhed beskyttes, når Stortingets demokratisk vedtagne love, sådan som Grundlovens miljøparagraf, prøves for domstolene,« skriver professoren.

Ifølge Therese Hugstmyr holder kritikken heller ikke vand.

»Grundloven er til af en grund: Den skal blandt andet begrænse politikeres magt. Vores politikere bør ikke have magt til at fratage os et sundt klima, og spørgsmålet er, om staten har en troværdig plan for klimaet? Eller om det er nødvendigt at bruge loven mod dem selv for at sikre, at de får en bæredygtig plan,« spørger klimaaktivisten og svarer selv:

»Jeg mener, at det så absolut er domstolens område at granske, om der kan stå et løfte i en grundlov, mens politikere ovenikøbet borer efter olie i Arktis. Det er ikke en selvfølge, at Stortinget (det norske folketing, red.) lever op til de løfter, som står skrevet i Grundloven. At sige at klimaretssagen er politisering og amerikanisering af domstolen, mener jeg, er en fejlfortolkning af, hvad domstolenes rolle faktisk er,« mener Therese Hugstmyr.

Flere frivillige

I 2014 forstærkede Stortinget miljøparagraffen i anledning af 200-året for den norske grundlov. Det var i den anledning, at klimaaktivisterne fik ideen. I teorien burde det kunne bruges til at føre miljøsager, mente man.

Men den norske stat vandt både i tingretten (der svarer til byretten i Danmark, red.) og landsretten, idet staten ifølge de norske domstole ikke kan drages til ansvar for klimaskadelige drivhusgasudledninger fra norsk olie og gas, så længe olien og gassen afbrændes i andre lande end Norge. 

Klimaaktivisterne tror dog, at det er »nemmere« for højesteret at »træffe en modig afgørelse«.

Med klimaretssagen håber aktivisterne at få tilbagerullet tilladelserne til olieboringer fra 2016. Det vil ligeledes medføre, at sådanne licenser skal begrundes bedre, førend staten får lov til at bore i Arktis i fremtiden.

»Man bør kunne begrunde, hvordan det er i tråd med Parisaftalen. Og det vil blive vanskeligere,« mener Therese Hugstmyr.

Og så er det vigtigt for klimaaktivisterne at få fastslået Norges ansvar for den norske olie, som bruges i udlandet.

»At hente olie op fra Barentshavet, som bidrager til den globale udledning, bør ikke være ansvarsfrit. Norge har også et ansvar for den olie, der eksporteres,« mener hun.

Naturligvis vil klimaaktivisterne helst vinde »klimasøksmålet«. Men aktivisterne mener ikke, at en tabt retssag nødvendigvis er en fiasko. Klimaretssagen har således givet stor opmærksomhed på Norges klimapolitik. Natur og Ungdom har fået flere frivillige ind i organisationen, og ifølge Therese Hugstmyr har sagen både givet aktivister en genvunden motivation for at kæmpe og også påvirket den offentlige samtale:

»Det, at man ikke blot skriver klager og protesterer, gør, at retssagen er en ny, konkret måde at tage magten tilbage på. Det giver fornyet håb,« siger aktivisten.

»Men søgsmålet har også gennem fire år sat fokus på, at norsk olie også er klimapolitik. Det er noget, som traditionelt set har været to forskellige debatter i Norge. Man har talt om oliepolitik helt uden at snakke om klima. Og det kan man ikke i dag, hvilket denne sag har medvirket til.«

Ifølge de norske aktivister har mange af deres landsmænd imidlertid påstået, at søgsmålet latterliggør domstolen. Et mediestunt, som har fået visse nordmænd til at tage aktivisterne mindre seriøst.

»Men andre har måske respekt for, at vi har gennemført en så tidskrævende proces. Det har taget fem år,« siger Therese Hugstmyr.

Ifølge klimaaktivisternes advokat bør der ikke være tvivl om, at de skal vinde retssagen, og den sidste høringsdag i forrige uge blev afrundet med følgende bemærkning:

»Børnebørnene vil komme til at mærke klimakrisen på en helt anden måde end rettens medlemmer. Og disse børnebørn vil vide, om de havde en bedstefar eller bedstemor i Norges Højesteret. Jeg vil opfordre jer til at afsige en dom, som børnebørnene vil være stolte af.«

Den norske højesterets dom forventes at falde før jul.