Nyhed
Læsetid: 4 min.

Likvideringen af iransk atomforsker øger spændingerne i Mellemøsten

Iran beskylder Israel for at stå bag likvideringen af atomforskeren Mohsen Fakhrizadeh, og landet øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, truer med gengældelse
Fakhrizadeh faldt i baghold på en motorvej, nær den iranske hovedstad, ved en nøje planlagt likvideringsaktion.

Fakhrizadeh faldt i baghold på en motorvej, nær den iranske hovedstad, ved en nøje planlagt likvideringsaktion.

Ritzau/Scanpix

Udland
30. november 2020

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, kræver nu en »endelig afstraffelse« af dem, der står bag drabet på en af landets mest fremtrædende videnskabsmænd – en mand, som ifølge Israel var leder af et hemmeligt atomvåbenprogram.

Mohsen Fakhrizadeh, der angiveligt er hjernen bag Teherans nukleare strategi, blev fredag dræbt på en motorvej nær den iranske hovedstad ved en nøje planlagt likvideringsaktion. Det har ført til alvorlig optrapning af spændingerne i Mellemøsten.

Iran tøvede ikke med at beskylde sin ærkefjende Israel for at stå bag angrebet. For at forberede sig på et muligt gengældelsesangreb satte Israel lørdag sine ambassadekontorer verden over i forhøjet alarmberedskab, rapporterer israelske medier.

I en erklæring kaldte ayatollah Ali Khamenei den dræbte Mohsen Fakhrizadeh for »landets mest fremtrædende og mest anerkendte nukleare defensive videnskabsmand«.

Irans umiddelbare prioritet, sagde han, ville nu være »den endelige afstraffelse af gerningsmændene og af dem, der gav ordre til aktionen«. Han uddybede ikke, hvilken type gengældelsesaktion der kunne være tale om.

Under et møde i den iranske regerings task force for coronavirusbekæmpelse beskyldte Irans præsident, Hassan Rouhani, ligeledes Israel for at stå bag likvideringen og insisterede på, at Fakhrizadehs død ikke vil sætte en stopper for Irans atomprogram, som ifølge iranerne er ikkemilitært og fokuseret på civil energiudnyttelse.

Martyrium

Inden for de seneste ti år har Iran anklaget Israel for at have dræbt mindst fem af dets atomforskere – af disse betragtes Fakhrizadeh som den højest placerede og mest profilerede.

»Vi vil reagere på mordet på martyren Fakhrizadeh på et passende tidspunkt,« sagde Rouhani og antydede, at der vil kunne gå dage eller uger før en gengældelse finder sted.

Iran meddelte senere FN i et kommuniké, at der var »seriøse indikationer af et israelsk ansvar«, og at Iran forbeholder sig retten til »at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at forsvare sit folk«.

Under tidligere fjendtlige konfrontationer har Hizbollah, der er en nær allieret af Iran, gennemført angreb på israelske mål fra Libanon.

En israelsk militærtalsmand siger om likvideringen, at Israel ikke ønsker at »kommentere forlydender i udenlandske medier«, mens landets premierministers kontor har forholdt sig aldeles tavs om spørgsmålet.

Donald Trump, der fik Irans mest magtfulde general, Qasem Soleimani, dræbt ved et droneangreb tidligere i år, har heller ikke udtalt sig om fredagens angreb. Som en mulig antydning af sin støtte retweetede den afgående amerikanske præsident dog en kommentar fra en israelsk journalist, der beskrev drabet som et »stort psykologisk og videnskabeligt tilbageslag for Iran«.

I Mellemøsten er der nu stigende bekymring for, om Israel muligvis vil bruge Trump-administrationens sidste uger til at foretage flere væbnede interventioner. Den afgående amerikanske præsident opfattes i almindelighed i Israel som mere forstående over for landets ambitioner, de politiske såvel som de militære, end den kommende præsident, Joe Biden.

Diplomatisk spil

Til Israels store mishag har Joe Biden sagt, at han er villig til igen at tilslutte sig atomaftalen med Iran, som Trump opgav, og at ophæve nogle af de økonomiske sanktioner, hvis Iran igen begynder at efterleve aftalen. Israel og Saudi-Arabien, Irans anden regionale rival, ønsker derimod, at USA forbliver uden for aftalen.

Trita Parsi, næstformand for tænketanken Quincy Institute i Washington, siger, at Israel er den »hovedmistænkte« og vurderer, at landets efterretningstjeneste, Mossad, har gennemført likvideringen i håb om at skade alle initiativer fra Joe Bidens side på at forbedre USA’s forhold til Iran.

Mohsen Fakhrizadehs bliver mindet ved hans begravelse i byen Mashhad.

Mohsen Fakhrizadehs bliver mindet ved hans begravelse i byen Mashhad.

AFP/Ritzau Scanpix

»Den største effekt af angreb af denne art vil ikke være, at Irans atomprogram sættes tilbage, men at det diplomatiske spil for Biden bliver vanskeligere,« siger han og tilføjer, at Israels leder, Benjamin Netanyahu, længe har forsøgt at trække Washington ind i åben konfrontation med Iran.

Uden at komme med antydninger om, hvem der gennemførte likvideringen, siger Amos Yadlin, en tidligere leder af den israelske forsvarsstyrkes efterretningstjeneste:

»Dette skridt kan foranledige Iran til et voldeligt svar, hvilket igen vil give et påskud for et USA-ledet angreb mod iranske nukleare anlæg – det sidste vil stadig være en handlemulighed for Trump.«

John Brennan, tidligere leder af CIA under Barack Obama, kaldte på Twitter mordet for »en kriminel og yderst hensynsløs handling«. Han tilføjede, at »de iranske ledere vil gøre klogt i at vente på ​​et ansvarligt amerikansk lederskabs genkomst på den globale scene og modstå trangen til at reagere mod de formodede gerningsmænd«.

En talsmand for EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, karakteriserede angrebet som en »kriminel handling« og opfordrede »alle parter til at forholde sig rolige og udvise maksimal tilbageholdenhed«.

Fakhrizadeh faldt i baghold og blev angrebet med både granater og skydevåben i byen Absard, 70 km øst for Teheran. Forsøg på at genoplive ham på hospitalet slog fejl. Hans livvagt og flere familiemedlemmer blev såret under aktionen.

Vestlige og israelske efterretningstjenester har beskrevet Fakhrizadeh som leder af Irans hemmelige atombombeprogram, der blev standset i 2003. Han var en central figur, som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu refererede til i et foredrag i 2018, hvor han beskyldte Iran for fortsatte planer om at udvikle atomvåben.

»Husk navnet Fakhrizadeh,« sagde Netanyahu i foredraget, hvor han søgte at fremlægge beviser for de formodede iranske hensigter.

Netanyahu beskyldte ved den lejlighed Iran for – i skjul for omverdenen – at udvide sin knowhow om atomvåbenteknologi og hævdede, at en israelsk efterretningstjeneste var kommet i besiddelse af »et halvt ton nukleart arkivmateriale« fra landet. Iran har konsekvent benægtet, at det skulle have nogen interesse i at udvikle atomvåben.

I de seneste måneder af Trumps præsidentperiode har Israel indgået fred med de arabiske Golfstater, der er tilsvarende fjendtligt indstillede over for for Iran. Tidligere på måneden rejste Netanyahu ifølge israelske regeringsembedsmænd til Saudi-Arabien og mødte angiveligt landets kronprins, hvilket i så fald har været det første besøg af en israelsk statsleder i Saudi-Arabien.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvorfor er der ingen fordømmelser af dette terro-angreb mod en iransk videnskabsmand.
Israel fik jo selv atomvåben ind via bagdøren - og har vel aldrig erkendt at de også har atomvåben. Det har der heller ikke været de største protester imod.

Hvis Vesten vil være troværdige så må de også sætte Israel under pres.

Jack Jönsson, Arne Albatros Olsen, Troels Brøgger, Poul Anker Sørensen, Marianne Stockmarr, Thomas Tanghus, Lars Løfgren, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, kjeld hougaard, Torben Arendal, Carsten Munk, Viggo Okholm, Flemming Berger, Pietro Cini og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Istedet for at lade følelserne løbe den forkerte vej, bør man holde fast i fakta.

1. Der er ingen der ved hvem der stod bag attentatet.
2. Det iranske præstestyre er et undertrykkende, facistisk og morderisk styre, der fortjener nul og niks sympati fra os i vesten, fra deres naboer, eller fra deres egen befolkning.
2. Iran prøver (ulovligt)at blive en atombevæbnet stat, der i forvejen udbreder terror bl.a. via deres militser og proxykrige. De ønsker atomvåben, bl.a. for at opnå de samme fordele som Nordkorea, men eftersom det er et skruppelløst styre, hvem tør så løbe an på at de ikke vil bruge dem?
3. Hvis Israel er atombevæbnet, hvilket noget tyder på, men hvilket aldrig er blevet bekræftet, udgør de ihvertfald ingen trussel mod verdensfreden. For så havde de allerede været det. Derfor ved vi at disse våben (hvis de eksisterer) kun vil blive brugt i selvforsvar, hvis overhovedet, og så naturligvis anvendt politisk.

Jannick Sørensen, Jan Kauffmann, Hans Aagaard og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Israels-Mossads holdning er, alle kan dræbes, hvorsomhelst, undtagen statsoverhoveder! Når Kina, Rusland, Saudi eller andre stater, dræber, udtrykkes afsky og protester, men aldrig overfor Israel?
Retsstat? Næppe!

Jack Jönsson, Troels Brøgger, Poul Anker Sørensen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Thomas Jørgensen

jacob Nilsen . hvad er israel så ?

De er undertrykende racistiske og fascistiske over for deres naboer, i et land de har taget med vold og magt . Tror vist det er dine følelser der er løbet den forkerte vej. eller er det ok så længe det kun er muslimer det går ud over ? og de udgør bestemt en trussel for fred i mellemøsten med deres bo besættelser

Jack Jönsson, Arne Albatros Olsen, Troels Brøgger, Marianne Stockmarr og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Hvem ville elske at Iranerne gik amok nu ?...........spændingen stiger....Selvfølgelig Israel. Bibbi har brug for det. Han er under anklage for korruption, han er presset fra alle sider, han kan IKKE lide den aftale blandt Obama fik for at standse Iransk vej mod atombevæbning, så tænkt hvis man nu trådte dem så hårdt over tæerne at de lavede en krigshandling!! Herligt!! Så kunne alle vi andre i verden jo se at de bare ER flok voldelige psykpopater ALLESAMMEN.
Og SÅ kender jeg en, der stadigvæk har lidt tid tilbage som inflydelsesrig leder, som ville ELSKE at afslutte "festen" med et brag og gå til kamp for "retfærdigheden" Det ikke kun i Informations debatspalter der findes folk som Jakob Nielsen der ynder at se alting i sort og hvidt, og som derved kan føle sig meget betydningsfulde. Desværre vrimler verden med dem, og det på langt mere magtfulde poster. Men en ting er sikkert: Det er ikke fra dem verdensfreden indfinder sig.