Feature
Læsetid: 10 min.

»Fra nu af må alle kysse ringen«: Trump tabte valget, men fuldendte den ’fjendtlige overtagelse’ af partiet

I 2016 talte ledende republikanere åbent om Donald Trump som en plage, der skulle bekæmpes med alle midler. I dag står han som partiets uanfægtede leder, som ingen vover at sige imod. Hvordan gik det til?
Torsdag sagde Trump, at han nok ska forlade Det Hvide Hus til januar, hivs Biden får flest valgmænd. Men under de seneste ugers maniske udfald om valgsvindel, har stort set ingen valgmænd sagt ham i mod.

Torsdag sagde Trump, at han nok ska forlade Det Hvide Hus til januar, hivs Biden får flest valgmænd. Men under de seneste ugers maniske udfald om valgsvindel, har stort set ingen valgmænd sagt ham i mod.

Erin Scott

Udland
28. november 2020

Donald Trump er en inkompetent, uamerikansk »tosse«, som »underminerer alt, hvad Det Republikanske Parti står for«, erklærede den republikanske senator Lindsey Graham under primærvalget i 2016.

»Vælger vi Trump som kandidat, bliver vi smadret, og vi kommer til at have fortjent det,« skrev han efterfølgende på Twitter.

Ikke en usædvanlig position i partiet på det tidspunkt, hvor ledelsen og politikere i Kongressen åbent betegnede Trump som en trussel mod partiet, konservatismen og USA som sådan. Desperat forsøgte det republikanske establishment at samle sig om en kandidat, der kunne slå Trumps oprør ned og afværge katastrofen. Jeb Bush, John Kasich, Marco Rubio, Ted Cruz – hvem som helst. Bare ikke tossen.

Ingen markerede partielitens afsky bedre end Lindsey Graham, en moderat senator fra South Carolina, der anså John McCain som sin mentor og havde arbejdet sammen med demokraterne om at forbyde torturteknikken waterboarding. En anstændig konservativ, som ikke ville se sit parti kapret af en »xenofobisk« fidusmager, der appellerede til det værste i sine landsmænd.

»Vil I vide, hvordan man gør USA stort igen,« spurgte han under et interview med CNN.

»Man beder Donald Trump om at skride ad helvede til.«

Da Trump alligevel blev præsidentkandidat, svor Lindsey Graham ikke at stemme på ham.

»Jeg kan simpelthen ikke gå med i den retning, Trump fører partiet ud af,« sagde han.

Nu, fire år senere, er Graham en af Trumps nærmeste allierede. De seneste uger har han aktivt opfordret præsidenten til ikke at anerkende valgresultatet, og han ringede endda personligt til delstatsministeren i Georgia og bad ham kassere lovlige stemmer.

Ligesom resten af Det Republikanske Parti fandt han forbavsende hurtigt ud af, at han faktisk godt kunne gå i Trumps retning.

»Efter valget står det klart, at partiet er klar til acceptere hvad som helst. Republikanerne kommer ikke til at trække en grænse, uanset hvad Trump gør,« vurderer Jason Stanley, som er professor i filosofi ved Yale og forfatter til bogen The Politics of Us and Them.

Trumps revolution har været en succes. I dag er det hans parti.

»Et kompromisløst højreorienteret parti med åbenlyse totalitære tendenser,« siger Stanley.

Eller som Trumps svigersøn og tætte rådgiver Jared Kushner angiveligt formulerede det i en samtale med journalisten Bob Woodward:

»Grundlæggende har han gennemført en komplet fjendtlig overtagelse af partiet.«

Spørgsmålet er, hvordan det gik så vidt – så hurtigt? Hvordan fik Trump greb om partiet, hvordan har han ændret det, og hvad sker der, når han lige om lidt ikke er præsident længere?

Klassekamp

Det er muligt, at fremtrædende politikere i partiet fortsat ikke bryder sig om Trump. At de blot stryger ham med hårene, og det er sandt, at de privat tager afstand fra ham og glæder sig til, at han endelig forsvinder igen. Men når mikrofonerne kører, klapper de i.

Offentligt vover ingen på nær den tidligere præsidentkandidat og nuværende republikanske senator Mitt Romney for alvor at trodse ham. I fire år har de stået skulder ved skulder med præsidenten. Slået hans vanvittige tweets hen, forsvaret hans groteske udtalelser, frikendt ham for magtmisbrug og velsignet hans angreb på demokratiske institutioner – senest det helligste af alt – selve valghandlingen.

Torsdag sagde Trump endelig, at han nok skal forlade Det Hvide Hus til januar, hvis Biden får flest valgmænd, men under de seneste tre ugers maniske udfald om valgsvindel, har stort set ingen republikanere sagt ham imod.

Men som altid er det en god idé at se tilbage, inden man kigger frem. Skal man forstå, hvad Trump har gjort ved Det Republikanske Parti, må man først forstå, at både fænomenet Trump, hans populisme og partiets autoritære drejning har dybe historiske rødder.

Kort før valget skrev Nicholas Lemann, der er skribent ved magasinet The New Yorker og professor på Columbia University, en artikel med overskriften »Republikanernes identitetskrise efter Trump«.

Groft optegnet har Det Republikanske Parti i mere end 100 år været en koalition af to overordnede grupper, forklarer han over for Information. En rig, veluddannet »forretningsklasse«, som er økonomisk liberalistisk, globalt orienteret og kulturelt moderat. Og over for dem er en større, men historisk mindre magtfuld gruppe, som er dårligere uddannet, fattigere, kulturelt konservative, nationalistiske og særdeles skeptiske over for indvandring og internationalt samarbejde.

Lemann kalder dem »nativister« eller »isolationister«. For overblikkets skyld kalder vi dem nationalpopulister.

Det er selvfølgelig mere mudret end som så, og flere politiske spørgsmål går på tværs af de to grupper. Men grundlæggende har partiet udviklet sig i et spændingsfelt mellem de to positioner, forklarer Lemann.

Under Den Kolde Krig var de forenet i fælles frygt for kommunismen, og selv om populisterne udgjorde en større del af vælgerne, har forretningsklassen domineret den politiske magt i partiet siden 1960’erne.

»Måske var det pr. instinkt, men i 2016 opdagede Donald Trump i hvert fald, at der var denne her antiinternationale, nationalistiske understrøm, som i virkeligheden udgjorde et flertal af de republikanske vælgere,« siger Nicholas Lemann.

De var frustrerede over at stemme på et parti, der støttede frihandelsaftaler, krige i fremmede lande, skattelettelser til de rigeste og øjensynligt så passivt til, mens deres arbejdspladser rykkede til Kina.

»Alliancen i partiet er også blevet belastet af den eksploderende ulighed. Under Den Kolde Krig var uligheden lav, tilliden til institutionerne høj, og almindelige mennesker oplevede materiel fremgang. Siden da er forretningsklassen blevet ekstremt meget rigere, mens de øvrige vælgere oplever at være blevet dårligere stillet,« siger Lemann.

Derfor er det blevet sværere for nationalpopulisterne at identificere sig med og føle sig repræsenteret af forretningsklassen, der styrer partiet i Washington.

Trump opfangede den dynamik og udnyttede den mesterligt, mener Lemann.

Den autoritære vending

Allerede for ti år siden begyndte det at rumle i partiet. Som en del af Tea Party-bevægelsen sad Joe Walsh i Repræsentanternes Hus fra 2010 til 2012. Siden fik han sit eget program i konservativ taleradio, og i 2016 knyttede han næven i begejstring og råbte »Make America Great Again«, da Donald Trump lovede en mur mod Mexico.

»Jeg kommer fra Trump World,« forklarer han til Information.

Alligevel forsøgte han tidligere i år at blive partiets præsidentkandidat i protest mod Trump.

Joe Walsh mener, at Trump har ændret partiet på to måder. Politisk og demokratisk. Den første opfatter han ikke som et problem. Tværtimod. Han er nationalpopulist og mener på sin vis stadig, at USA har brug for præcis den politik, Trump stillede op på for fire år siden.

»Det handler om, at han opfører sig som en autokrat. En totalitær leder, som ikke respekterer demokratiet. Det er uamerikansk og skammeligt,« siger Joe Walsh.

Trump har bevæget sig ned ad en farlig, udemokratisk vej, mener Joe Walsh, og den før så kritiske partielite har klappet støvlerne sammen, rettet ind og fulgt med.

De kiggede den anden vej, da han langede ud efter efterretningstjenesterne, blandede sig i sine venners retssager og gjorde tilnærmelser til fremmede magter. Selv da han forsøgte at afpresse Ukraines præsident til at finde snavs på en politisk modstander. Og nu hvor det hele, ifølge Walsh, er kulmineret i et forsøg på at kuppe et demokratisk valg, opfører hans tidligere republikanske kolleger i Kongressen sig lige så »kujonagtig«, som de har gjort de seneste fire år.

»De har set passivt til eller tilskyndet Trump, mens han har sat ild til de bærende institutioner i det her land,« siger Walsh.

Radikalisering

Andre mener, at Trump snarere skal ses som en naturlig forlængelse af en udvikling, der har været undervejs i partiet i årtier. En af dem er Yale-professor Jason Stanley.

»Trump er slet ikke så langt fra almindelig republikansk politik,« siger professoren.

Han stillede op som populist og taler stadig som en populist, men har i grove træk regeret som en klassisk republikanerne.

»Trump har været en kompromisløst højreorienteret leder. Republikanske senatorer har nok sagt: ’OK, han indfrier vores politiske mål’. Store skattelettelser, flere penge til militæret og flere konservative dommere,« siger Stanley.

Mål, som Lindsey Graham og de andre har forfulgt i årevis.

Også i forhold til de autoritære tendenser har Trump blot skruet op for tempoet, mener professoren. Han har måske radikaliseret de antidemokratiske midler og praktiseret dem mere åbent og skamløst, men de fandtes i partiet, længe før han blev præsident.

Republikanerne har forsøgt at undertrykke folkets vilje i årtier, siger Stanley. Med alle tilgængelige midler har partiet forsøgt at gøre det sværere for bestemte grupper at stemme, man har politiseret domstolene og tegnet nye valgdistrikter med henblik på egen vinding – såkaldt gerrymandering. Og det er bare »de hårde« angreb på demokratiet.

»Det handler også om brud mod demokratiets ånd. Siden Newt Gingrich i 1990’erne har republikanerne omtalt deres politiske modstandere som farlige, kriminelle og illegitime, de har pustet til konspirationsteorier, fortalt bevidste usandheder og brugt udemokratiske metoder. De har været involveret i den type politik længe,« siger han.

For få vrede hvide mænd?

Det er en politisk strategi, der er vokset ud af nødvendighed, forklarer Jason Stanley. Republikanerne er et »skrumpende parti«. På grund af ændringer i befolkningssammensætningen er deres koalition snævret ind de seneste årtier. Der er blevet færre hvide amerikanere, færre bor på landet, og så har partiet mistet grebet om den veluddannede middelklasse – som til gengæld er blevet større.

Resultatet er, at republikanerne samlet set har fået færrest stemmer ved syv af de seneste otte præsidentvalg.

»De autoritære tilbøjeligheder er også et resultat af den erkendelse, at partiet ikke kan vinde valg uden at udnytte alle de udemokratiske elementer i vores politiske system. De er blevet et minoritetsparti. Samlet set får de et mindretal af stemmerne til valg i Repræsentanternes Hus, et mindretal af stemmerne til Senatet og et mindretal af stemmerne til præsidentvalget,« siger professoren.

Efter Mitt Romneys nederlag til Obama i 2012 fik Det Republikanske Parti udarbejdet en rapport, som fik tilnavnet ’Obduktionen’. Konklusionen var klar. Partiet appellerer til en alt for snæver koalition af vælgere. Ville det vinde valg i fremtiden, var det nødt til at tiltrække sig nye vælgere blandt kvinder og etniske minoriteter.

Som Lindsey Graham formulerede det dengang:

»Der bliver simpelthen ikke produceret nok vrede hvide mænd til, at vi kan forblive konkurrencedygtige på den lange bane.«

Så kom Trump.

’Politiske markedskræfter’

Lindsey Graham tog fejl, da han i 2016 spåede, at partiet ville blive »smadret«, hvis det valgte Trump – også selv om det måske havde fortjent det. Tværtimod viste det sig, at republikanerne ikke nødvendigvis behøvede at udvide deres koalition. De skulle bare mobilisere tilstrækkelig mange hvide fra arbejder- og middelklassen.

Trump vandt valget i 2016, og selv om han tabte i 2020, er han uhyre populær blandt partiets kernevælgere, der nærmest har etableret en personkult omkring ham.

Der er altså også en meget håndgribeligt forklaring på, at partielitens kritik er forstummet, og Trump så hurtigt kunne sætte sig på partiet. Folkets gunst.

Igen er Lindsey Graham et godt eksempel. Han var ikke bare uenig med Trump. Han betragtede ham som en trussel mod demokratiet og blev personligt mobbet af Trump, der under et vælgermøde i 2016 offentliggjorde Grahams private telefonnummer og kaldte ham en »taber«. Nu spiller de to mænd golf sammen, og Graham udviser betingelsesløs loyalitet.

»Det er nemt at forklare,« mener Nicholas Lemann fra The New Yorker.

»Politikere reagerer ekstremt hurtigt på de politiske markedskræfter. Graham repræsenterer en af de mest konservative stater i Senatet. Det handler kun om, at han er rædselsslagen for, at Trump er mere populær i South Carolina, end han er. Uden Trump kunne han ikke blive genvalgt,« siger han.

Mange i partiet har simpelthen vurderet, at Trump er mere populær end nogen anden republikaner og mere populær end partiet som sådan.

Livet efter Trump

De tre eksperter skitserer hver deres scenarie for, hvad der kommer til at ske med Det Republikanske Parti efter Trump.

De er dog enige om én ting. Uanset hvad der sker med Trump personligt, uanset om han stiller op igen, bliver slæbt for retten, forfølger en karriere i underholdningsindustrien eller som George W. Bush trækker sig tilbage for at male akvareller og nyde et stille otium, står en ting klart: Den populistiske retorik er kommet for at blive. Partiet vender ikke tilbage til tiden før 2016. Magtbalancen mellem forretningsklassen og nationalpopulisterne har forrykket sig.

»De kommende år vil du ikke høre en eneste republikaner, som hævder at elske frihandel, indvandring og massive skattelettelser til Wall Street. De har taget et markant skridt væk fra forretningsklassen,« siger Nicholas Lemann.

Men det er ikke ensbetydende med, at republikanerne er blevet et totalitært parti.

»Jeg mener ikke, de har krydset grænsen, og jeg tror ikke på, at den republikanske vælger ser sig selv i spejlet og siger: ’Jeg er autokrat’.«

Lemanns gæt er, at »Trump forsvinder meget hurtigt«, men partiet vil have lært af hans succes. Allerede nu har flere republikanere indikeret, at partiet i fremtiden skal være et ’arbejderparti’, som økonomisk og kulturelt repræsenterer ’den lille mand’.

Den tidligere politiker Joe Walsh har meldt sig ud af partiet. Han er nemlig overbevist om, at Trump er kommet for at blive. Præsidenten tabte måske valget, men han fik så mange stemmer, at han vandt partiet.

»Det er The Trump Party nu. Stiller han op i 2024, vil ingen republikanerne kunne slå ham i primærvalget, og hvis han ikke gør, vil enhver kandidat være nødt til at kysse hans ring og vinde hans velsignelse,« siger han.

Professor Jason Stanley har et tredje bud: Det er et åbent spørgsmål, om Trump bliver ved med at have magt i partiet – hans personkult blandt de republikanske vælgere vil kun bestå, indtil en ny, karismatisk figur dukker op.

»Jeg tror, partiet samler sig om en mere kompetent og mindre vanvittig udgave af Trump. En autoritær, stærkt højreorienteret leder med antidemokratiske tendenser, som er nemmere at styre‚« siger han.

Jason Stanley peger på Fox News-værten Tucker Carlson som et bud.

En, der kan høste energien fra nationalpopulismen og holde establishmentet tilfreds.

»Jeg er bange for, at vi ender med at savne Trump,« siger Yale-professoren.

Serie

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

  • Republikanerne skal vælge mellem Donald Trump og USA’s forfatning

    6. januar 2021
    Indtil for nylig holdt Trump de republikanske lovgivere i en skruestik. Det er ikke længere tilfældet. Jo mere ekstreme hans grundløse påstande om valgfusk bliver, desto flere republikanere undsiger den afgående præsidenten. Resultatet er et dybt splittet parti
  • Georgias kvinder kan afgøre Amerikas skæbne

    18. november 2020
    For første gang siden 1996 har Georgia valgt en demokratisk præsident, og til januar vil sydstaten afgøre magtfordelingen i det amerikanske senat. En historisk kamp – som delstatens kvinder og minoriteter har afgørende betydning for. Information har mødt nogle af dem
  • Det skal undersøges til bunds, om Trump har handlet kriminelt

    17. november 2020
    Efter fire år med nedbrydelse af politiske normer kan USA ikke bare lade, som om Trumps styre var en tilfældig vildfarelse. USA bør nedsætte undersøgelseskommissioner, der giver overblik over Trumps potentielle forbrydelser – både som erhvervsmand og præsident, skriver den tyske professor Jan-Werner Müller i denne kommentar
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Jeg er bange for, at vi ender med at savne Trump,« siger Yale-professoren."
Tak for kaffe! Håber han tager fejl!
Det ville i min optik være bedst for USA hvis de to partier, Republikanerne og Demokraterne, der begge skal favne ualmindelig bredt, splittede sig op i flere partier af vælgerne havde noget reelt at vælge mellem. Det ville være godt for demokratiet.

Alvin Jensen, Benta Victoria Gunnlögsson, Jane Jensen, Birte Pedersen, Jan Damskier, Torben Bruhn Andersen, Jan Fritsbøger og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Han mener at der kommer en der er værre, men som har lært af det Trump gjorde forkert og derfor bliver endnu farligere.

Troels Ken Pedersen

@Lisbeth Glud: Desværre sikrer deres valgsystem at det ikke kommer til at ske, for intet andet end to og kun to konkurrerende partier giver spilmekanisk set mening.

uffe hellum, Alvin Jensen, Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"Hvordan gik det til?"

Overdreven tro på "checks and balances" uden at man selv behøver stikke næsen frem og risikere noget....

En advarsel til os andre....

Alvin Jensen, Nette Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Troels Ken hvad bygger den antagelse på? I Storbritannien har man flere partier og selvom deres vinderen tager det hele system gør at de ikke får proportional repræsentation i parlamentet vinder de stadig nok distrikter til at have en form for indflydelse.

Trump har alle tiders chance for at splitte det republikanske parti og skabe sit eget politiske familiedynasti. At overtage det republikanske giver ikke meget mening men at gøre dem til midterparti og presse demokraterne til venstre kunne være en interessant taktik. Han har nok af støtter til at etablere et nationalt opstillet parti der kan konkurrere i alle distrikter.

Alvin Jensen, Hans Aagaard, Arne Albatros Olsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Man kan ikke, som jeg ser det, blive, hvad man altid har været de sidste 50 år, nemlig det her:

»Et kompromisløst højreorienteret parti med åbenlyse totalitære tendenser,« siger Stanley."

Mange af Trumps støtter, især i sydstaterne, i USA, og f.eks. Ohio, Kentucky, Minnesota mv. er altså direkte racistiske! - ja nogen er også ligefrem fascistiske og nazistiske! :( - og alt det kan man se i filmen Right People - Feeling Wronged - fra 2009; i filmen følger vi nogle af de personer, der ville stemme på Mccain/Palin, under valgkampen, i 2008, hvor B. Obama vandt valget - til præsident - i USA.

Og der står det klart for mig, at da Palin kommer til, formår hun at begejstre den republikanske base mv. - og måske også tiltrække folk, som aldrig har stemt før - eller som ikke har stemt siden Reagan var præsident! - og det med overdrivelser, løgne!, og hadefulde angreb mod Obama, og Demokraterne - hele tiden og så igen! Og vælgerne elskede det ! Og jeg tror, at inderst inde, så gjorde den republikanske ledelse det også -!- fordi de - inderst inde - mente det samme som Palin - og havde gjort det siden 1993-1994, (eller længere!) da Newt Gingrich blæste til kamp, politisk kamp, culture war in America, med usande påstande om at konservative stemmer blev undertrykt i USA, samtidig med, at den ene konservative radiovært efter den anden dukkede op!

Og konservative vælgere, der stemte på Trump i 2016, og nu her i 2020., længes efter en stærk mand! der kan rydde op - i alt - det som de ansvar for byrokrati, og korruption (som kan dræne sumpen!) som et berygtet/berømt slogan lyder - også i disse i DK åbenbart! - ja, nogle konservative, der stemte på Trump i 2016 sammenlignede ham ligefrem med en stærk far, der gav deres smæk :( og straffede dem, :( hvis de afveg fra den vej, han havde stukket ud fra dem - kort sagt:

Trump er en patriark af den gamle skole, modelleret efter sin far, i sin fars, Fred Trumps, billede! Fremtiden tilhører ikke patriarker som Trump, Lukasjenko, Erdogan, Putin mv. - men andre politikere....

Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, Nette Skov, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

@Ulla Nygaard: I det amerikanske system har ingen andre end de store to opnået mere end mikro-repræsentation på nationalt plan. Hvad forsøg på at stable alternativer til de store to reelt har opnået er at skade den af de store to som de mindede mest om (libertarians har skadet republikanerne, greens har skadet demokraterne).

I Britannien har regionalpartier vist sig at være gangbare hvis de kunne dominere deres region, og liberaldemokraterne har pisset en gylden chance bort for at få noget seriøst ud af den udbredte utilfredshed med topartisystemet - men de er gået død i valgmekanikken.

Alvin Jensen, Claus Nielsen, Søren Knudsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er absolut værd at ofre lidt tid på at læse nedenstående interview med journalisten og historikeren Anne Applebaum - hende, der i 2016 forudså, at vi kun var tre dårlige valg fra at ende det vestlige demokrati.

"Tror du, at Demokraterne - og Republikanerne for den sags skyld – har lært af det her? Forstår de, hvorfor så mange stemte på Trump?

”Ja, det forstår folk godt. Men vær sikker på, at du også forstår det. De stemte ikke på Trump, fordi de havde specifikke ideer om globaliseringen, handel eller Nato. De stemte på ham, fordi de tror, Det Demokratiske Parti er ledet af radikale venstrefløjsere, og at Trump er det mindste af to onder. Eller fordi Trumps enorme budgetunderskud og høje forbrug betød, at der florerede masser af løse penge rundt før corona, der fik mange til at klare sig økonomisk godt”, siger Applebaum."

De stemte også på Trump på grund af den forandringsfrygt, der i tiltagende grad er begyndt at plage de vestlige samfund; xenofobi og misogyni.
Og de mener medicinen er autokratisk machismo.

Det lave uddannelsesniveau i arbejderklassen spiller her en helt særegen rolle, for mange vælgere beskæftiger sig ikke med politik, og aner fx ikke, at deres økonomi kun kortvarigt blev forbedret af de enorme skattelettelser, Trump fik gennemført for de allerrigeste, og at deres jobs i kul- og mineindustrien vil forsvinde uanset hvad.

"Anne Applebaum: Ja, det var afgørende, at Trump tabte. Men nej, demokratiet er stadig truet"
https://www.altinget.dk/artikel/anne-applebaum-ja-det-var-afgoerende-at%...

Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, Jan Damskier, Anne Søgaard og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Troels. @ og liberaldemokraterne har pisset en gylden chance bort for at få noget seriøst ud af den udbredte utilfredshed med topartisystemet - men de er gået død i valgmekanikken.@

Uha, lyder slemt. Kan du forklare hvordan? De har ellers det største antal registrerede medlemmer de nogensinde har haft så støtten fejler vist ikke noget.

Hvorfor mener du at andre små partier er relevante i vurderingen af hvad massemedie-figuren Trump kan opnå med et selvstændigt parti. Jeg ser en holdning men intet faktuelt der bakker udsagnet op?

https://en.wikipedia.org/wiki/London_Assembly

Her et god eksempel på hvordan mindre partier sagtens kan tvinge sig til indflydelse.

...tja og så er vi nogen der mener at det er Mitch, aka the turtle, som kort tid efter Trumps sejre i 2016 bare tænkte at når livet giver dig citroner, så lav limonade (frit oversat).
Det er ikke alt Trump har lavet der har behaget ham, men, by and large så var Trump til at manipulere og derfor styre samtidig med at han har tjent som perfekt "se mig se mig" forstyrrelse til at repuplikanerne kunne arbejde i fred og ro.
Med så stor en del af "venstrefløjen" nede med TDS(Trump derangement syndrom) har de kunne pleje deres egne interesser uden modstand. Kort sagt, journalisterne fejlfortolker opertunisme og kynisme med frygt/loyalitet.

Kan I huske Reagan, da sagde vi: Det kan da ikke blive værre. Så kom George W Bush, og så sagde vi: Nu kan det ikke blive værre. Så fik vi Trump, og ja vi har vel alle sagt: Nu KAN det da ikke blive værre.
Den lader vi lige stå et øjeblik

Alvin Jensen, Lillian Larsen, Arne Albatros Olsen, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Valgsystemerne i USA (og Storbritannien) kan næppe kaldes demokratiske = repræsentative. Så længe de ikke bliver lavet om, sker der næppe noget skred. - En anden ting er, at i USA er en stor del af befolkningen funktionelle analfabeter; og en stor del benytter sig ikke af neutrale medier for at orientere sig. Og, som også i Danmark, optager politik ikke alle i de to lande. Kun ind imellem.

Alvin Jensen, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Ulla Nygaard - Ved valget i 2017 i UK fik Liberal Democrats 7,9% af stemmerne, men kun 1,2% af pladserne i Parliament. The Torries fik 37% men hele 49% af pladserne. Det skyldes, at valgsystemet i UK er bygget til at give de mest populære partier en uforholdsvis stor indflydelse gennem first-past-the-post systemet. Valget i 2017 var i øvrigt specielt, fordi vinderen ikke fik et absolut flertal, og det er nok det, som Troels Ken Pedersen henviste til.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar

MP. Det er da klart at proportionel repræsentation vil gøre det nemmere for nye partier at etablere sig men det er stadig hverken umuligt eller usandsynligt. Duvergers lov er reel men ikke universel. Storbritannien er en stor undtagelse til reglen.

Troels Ken Pedersen

@Ulla Nygaard: Kombinationen af høje medlemstal og minimal parlamentarisk indflydelse for Liberal Democrats i UK understreger da vist min pointe meget godt. Hvis man uden for topartisystemet skal yde reel indflydelse, er sabotage den bedste vej frem (som Nigel Farrage demonstrerede ved sidste valg i 2019, hvor hans Brexit-parti målbevidst gik efter at sabotere Labours resultater).

Langt fra for både SNP og Lib Dem er veletablerede partier og har indflydelse og så sent som i 2017 havde et lille parti enorm indflydelse da Teresa May til sidst måtte gå fra sin post fordi hun ikke kunne lede med kun 317 konservative stemmer hvor det krævede 326. Her sad DUP i Nordirland med nøglen (10 sæder) til Brexit men May kunne ikke balancerer mellem London og Belfasts krav og nå til enighed. Valget blev ellers underskrevet for at hun ville forstærke hendes mandat. Noget der i dén grad endte med det modsatte.

https://en.wikipedia.org/wiki/2017_United_Kingdom_general_election

Så jo de HAR indflydelse og det vil de også få i USA.

Ulla Nygaard - SNP har væsentlig tilslutning af den simple årsag, at de vinder stort set alle sæderne i Skotland. De stiller ikke op udenfor Skotland og har - ligesom Liberal Democrats - sjældent nogen reel indflydelse i Parliament. Småpartierne kan godt have lokal indflydelse, fx sidder SNP tungt på regeringsmagten i Skotland, og du nævnte selv DUP.

Det er også rigtigt, at det er muligt for et parti at fortrænge et gammelt. I UK er det seneste eksempel på det vist Labour ... så det er rimeligt længe siden.

Valget i 2017 er vældigt atypisk efter britiske forhold, fordi det resulterede i, at det største parti ikke fik absolut flertal i Parliament.

Henrik Forsberg

Det er en fin analyse, men den ser nok Trump som mere betydende end Republikanernes velkendte og mangeårige projekt med at reducere regeringen til ingenting og dermed også vælte væsentlige dele af velfærden i USA. Det er glimrende opsummeret i artiklen "Republican Agenda: Rich Guy Overlords ruling Worker Drones" (2018), skrevet at synonymet S. Novi: https://democracyguardian.com/republican-agenda-rich-guy-overlords-rulin...

søren ploug, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar