»Fra nu af må alle kysse ringen«: Trump tabte valget, men fuldendte den ’fjendtlige overtagelse’ af partiet

Donald Trump er en inkompetent, uamerikansk »tosse«, som »underminerer alt, hvad Det Republikanske Parti står for«, erklærede den republikanske senator Lindsey Graham under primærvalget i 2016.

»Vælger vi Trump som kandidat, bliver vi smadret, og vi kommer til at have fortjent det,« skrev han efterfølgende på Twitter.

Ikke en usædvanlig position i partiet på det tidspunkt, hvor ledelsen og politikere i Kongressen åbent betegnede Trump som en trussel mod partiet, konservatismen og USA som sådan. Desperat forsøgte det republikanske establishment at samle sig om en kandidat, der kunne slå Trumps oprør ned og afværge katastrofen. Jeb Bush, John Kasich, Marco Rubio, Ted Cruz – hvem som helst. Bare ikke tossen.

Ingen markerede partielitens afsky bedre end Lindsey Graham, en moderat senator fra South Carolina, der anså John McCain som sin mentor og havde arbejdet sammen med demokraterne om at forbyde torturteknikken waterboarding. En anstændig konservativ, som ikke ville se sit parti kapret af en »xenofobisk« fidusmager, der appellerede til det værste i sine landsmænd.

»Vil I vide, hvordan man gør USA stort igen,« spurgte han under et interview med CNN.

»Man beder Donald Trump om at skride ad helvede til.«

Da Trump alligevel blev præsidentkandidat, svor Lindsey Graham ikke at stemme på ham.

»Jeg kan simpelthen ikke gå med i den retning, Trump fører partiet ud af,« sagde han.

Nu, fire år senere, er Graham en af Trumps nærmeste allierede. De seneste uger har han aktivt opfordret præsidenten til ikke at anerkende valgresultatet, og han ringede endda personligt til delstatsministeren i Georgia og bad ham kassere lovlige stemmer.

Ligesom resten af Det Republikanske Parti fandt han forbavsende hurtigt ud af, at han faktisk godt kunne gå i Trumps retning.

»Efter valget står det klart, at partiet er klar til acceptere hvad som helst. Republikanerne kommer ikke til at trække en grænse, uanset hvad Trump gør,« vurderer Jason Stanley, som er professor i filosofi ved Yale og forfatter til bogen The Politics of Us and Them.

Trumps revolution har været en succes. I dag er det hans parti.

»Et kompromisløst højreorienteret parti med åbenlyse totalitære tendenser,« siger Stanley.

Eller som Trumps svigersøn og tætte rådgiver Jared Kushner angiveligt formulerede det i en samtale med journalisten Bob Woodward:

»Grundlæggende har han gennemført en komplet fjendtlig overtagelse af partiet.«

Spørgsmålet er, hvordan det gik så vidt – så hurtigt? Hvordan fik Trump greb om partiet, hvordan har han ændret det, og hvad sker der, når han lige om lidt ikke er præsident længere?

Klassekamp

Det er muligt, at fremtrædende politikere i partiet fortsat ikke bryder sig om Trump. At de blot stryger ham med hårene, og det er sandt, at de privat tager afstand fra ham og glæder sig til, at han endelig forsvinder igen. Men når mikrofonerne kører, klapper de i.

Offentligt vover ingen på nær den tidligere præsidentkandidat og nuværende republikanske senator Mitt Romney for alvor at trodse ham. I fire år har de stået skulder ved skulder med præsidenten. Slået hans vanvittige tweets hen, forsvaret hans groteske udtalelser, frikendt ham for magtmisbrug og velsignet hans angreb på demokratiske institutioner – senest det helligste af alt – selve valghandlingen.

Torsdag sagde Trump endelig, at han nok skal forlade Det Hvide Hus til januar, hvis Biden får flest valgmænd, men under de seneste tre ugers maniske udfald om valgsvindel, har stort set ingen republikanere sagt ham imod.

Men som altid er det en god idé at se tilbage, inden man kigger frem. Skal man forstå, hvad Trump har gjort ved Det Republikanske Parti, må man først forstå, at både fænomenet Trump, hans populisme og partiets autoritære drejning har dybe historiske rødder.

Kort før valget skrev Nicholas Lemann, der er skribent ved magasinet The New Yorker og professor på Columbia University, en artikel med overskriften »Republikanernes identitetskrise efter Trump«.

Groft optegnet har Det Republikanske Parti i mere end 100 år været en koalition af to overordnede grupper, forklarer han over for Information. En rig, veluddannet »forretningsklasse«, som er økonomisk liberalistisk, globalt orienteret og kulturelt moderat. Og over for dem er en større, men historisk mindre magtfuld gruppe, som er dårligere uddannet, fattigere, kulturelt konservative, nationalistiske og særdeles skeptiske over for indvandring og internationalt samarbejde.

Lemann kalder dem »nativister« eller »isolationister«. For overblikkets skyld kalder vi dem nationalpopulister.

Det er selvfølgelig mere mudret end som så, og flere politiske spørgsmål går på tværs af de to grupper. Men grundlæggende har partiet udviklet sig i et spændingsfelt mellem de to positioner, forklarer Lemann.

Under Den Kolde Krig var de forenet i fælles frygt for kommunismen, og selv om populisterne udgjorde en større del af vælgerne, har forretningsklassen domineret den politiske magt i partiet siden 1960’erne.

»Måske var det pr. instinkt, men i 2016 opdagede Donald Trump i hvert fald, at der var denne her antiinternationale, nationalistiske understrøm, som i virkeligheden udgjorde et flertal af de republikanske vælgere,« siger Nicholas Lemann.

De var frustrerede over at stemme på et parti, der støttede frihandelsaftaler, krige i fremmede lande, skattelettelser til de rigeste og øjensynligt så passivt til, mens deres arbejdspladser rykkede til Kina.

»Alliancen i partiet er også blevet belastet af den eksploderende ulighed. Under Den Kolde Krig var uligheden lav, tilliden til institutionerne høj, og almindelige mennesker oplevede materiel fremgang. Siden da er forretningsklassen blevet ekstremt meget rigere, mens de øvrige vælgere oplever at være blevet dårligere stillet,« siger Lemann.

Derfor er det blevet sværere for nationalpopulisterne at identificere sig med og føle sig repræsenteret af forretningsklassen, der styrer partiet i Washington.

Trump opfangede den dynamik og udnyttede den mesterligt, mener Lemann.

Den autoritære vending

Allerede for ti år siden begyndte det at rumle i partiet. Som en del af Tea Party-bevægelsen sad Joe Walsh i Repræsentanternes Hus fra 2010 til 2012. Siden fik han sit eget program i konservativ taleradio, og i 2016 knyttede han næven i begejstring og råbte »Make America Great Again«, da Donald Trump lovede en mur mod Mexico.

»Jeg kommer fra Trump World,« forklarer han til Information.

Alligevel forsøgte han tidligere i år at blive partiets præsidentkandidat i protest mod Trump.

Joe Walsh mener, at Trump har ændret partiet på to måder. Politisk og demokratisk. Den første opfatter han ikke som et problem. Tværtimod. Han er nationalpopulist og mener på sin vis stadig, at USA har brug for præcis den politik, Trump stillede op på for fire år siden.

»Det handler om, at han opfører sig som en autokrat. En totalitær leder, som ikke respekterer demokratiet. Det er uamerikansk og skammeligt,« siger Joe Walsh.

Trump har bevæget sig ned ad en farlig, udemokratisk vej, mener Joe Walsh, og den før så kritiske partielite har klappet støvlerne sammen, rettet ind og fulgt med.

De kiggede den anden vej, da han langede ud efter efterretningstjenesterne, blandede sig i sine venners retssager og gjorde tilnærmelser til fremmede magter. Selv da han forsøgte at afpresse Ukraines præsident til at finde snavs på en politisk modstander. Og nu hvor det hele, ifølge Walsh, er kulmineret i et forsøg på at kuppe et demokratisk valg, opfører hans tidligere republikanske kolleger i Kongressen sig lige så »kujonagtig«, som de har gjort de seneste fire år.

»De har set passivt til eller tilskyndet Trump, mens han har sat ild til de bærende institutioner i det her land,« siger Walsh.

Radikalisering

Andre mener, at Trump snarere skal ses som en naturlig forlængelse af en udvikling, der har været undervejs i partiet i årtier. En af dem er Yale-professor Jason Stanley.

»Trump er slet ikke så langt fra almindelig republikansk politik,« siger professoren.

Han stillede op som populist og taler stadig som en populist, men har i grove træk regeret som en klassisk republikanerne.

»Trump har været en kompromisløst højreorienteret leder. Republikanske senatorer har nok sagt: ’OK, han indfrier vores politiske mål’. Store skattelettelser, flere penge til militæret og flere konservative dommere,« siger Stanley.

Mål, som Lindsey Graham og de andre har forfulgt i årevis.

Også i forhold til de autoritære tendenser har Trump blot skruet op for tempoet, mener professoren. Han har måske radikaliseret de antidemokratiske midler og praktiseret dem mere åbent og skamløst, men de fandtes i partiet, længe før han blev præsident.

Republikanerne har forsøgt at undertrykke folkets vilje i årtier, siger Stanley. Med alle tilgængelige midler har partiet forsøgt at gøre det sværere for bestemte grupper at stemme, man har politiseret domstolene og tegnet nye valgdistrikter med henblik på egen vinding – såkaldt gerrymandering. Og det er bare »de hårde« angreb på demokratiet.

»Det handler også om brud mod demokratiets ånd. Siden Newt Gingrich i 1990’erne har republikanerne omtalt deres politiske modstandere som farlige, kriminelle og illegitime, de har pustet til konspirationsteorier, fortalt bevidste usandheder og brugt udemokratiske metoder. De har været involveret i den type politik længe,« siger han.

For få vrede hvide mænd?

Det er en politisk strategi, der er vokset ud af nødvendighed, forklarer Jason Stanley. Republikanerne er et »skrumpende parti«. På grund af ændringer i befolkningssammensætningen er deres koalition snævret ind de seneste årtier. Der er blevet færre hvide amerikanere, færre bor på landet, og så har partiet mistet grebet om den veluddannede middelklasse – som til gengæld er blevet større.

Resultatet er, at republikanerne samlet set har fået færrest stemmer ved syv af de seneste otte præsidentvalg.

»De autoritære tilbøjeligheder er også et resultat af den erkendelse, at partiet ikke kan vinde valg uden at udnytte alle de udemokratiske elementer i vores politiske system. De er blevet et minoritetsparti. Samlet set får de et mindretal af stemmerne til valg i Repræsentanternes Hus, et mindretal af stemmerne til Senatet og et mindretal af stemmerne til præsidentvalget,« siger professoren.

Efter Mitt Romneys nederlag til Obama i 2012 fik Det Republikanske Parti udarbejdet en rapport, som fik tilnavnet ’Obduktionen’. Konklusionen var klar. Partiet appellerer til en alt for snæver koalition af vælgere. Ville det vinde valg i fremtiden, var det nødt til at tiltrække sig nye vælgere blandt kvinder og etniske minoriteter.

Som Lindsey Graham formulerede det dengang:

»Der bliver simpelthen ikke produceret nok vrede hvide mænd til, at vi kan forblive konkurrencedygtige på den lange bane.«

Så kom Trump.

’Politiske markedskræfter’

Lindsey Graham tog fejl, da han i 2016 spåede, at partiet ville blive »smadret«, hvis det valgte Trump – også selv om det måske havde fortjent det. Tværtimod viste det sig, at republikanerne ikke nødvendigvis behøvede at udvide deres koalition. De skulle bare mobilisere tilstrækkelig mange hvide fra arbejder- og middelklassen.

Trump vandt valget i 2016, og selv om han tabte i 2020, er han uhyre populær blandt partiets kernevælgere, der nærmest har etableret en personkult omkring ham.

Der er altså også en meget håndgribeligt forklaring på, at partielitens kritik er forstummet, og Trump så hurtigt kunne sætte sig på partiet. Folkets gunst.

Igen er Lindsey Graham et godt eksempel. Han var ikke bare uenig med Trump. Han betragtede ham som en trussel mod demokratiet og blev personligt mobbet af Trump, der under et vælgermøde i 2016 offentliggjorde Grahams private telefonnummer og kaldte ham en »taber«. Nu spiller de to mænd golf sammen, og Graham udviser betingelsesløs loyalitet.

»Det er nemt at forklare,« mener Nicholas Lemann fra The New Yorker.

»Politikere reagerer ekstremt hurtigt på de politiske markedskræfter. Graham repræsenterer en af de mest konservative stater i Senatet. Det handler kun om, at han er rædselsslagen for, at Trump er mere populær i South Carolina, end han er. Uden Trump kunne han ikke blive genvalgt,« siger han.

Mange i partiet har simpelthen vurderet, at Trump er mere populær end nogen anden republikaner og mere populær end partiet som sådan.

Livet efter Trump

De tre eksperter skitserer hver deres scenarie for, hvad der kommer til at ske med Det Republikanske Parti efter Trump.

De er dog enige om én ting. Uanset hvad der sker med Trump personligt, uanset om han stiller op igen, bliver slæbt for retten, forfølger en karriere i underholdningsindustrien eller som George W. Bush trækker sig tilbage for at male akvareller og nyde et stille otium, står en ting klart: Den populistiske retorik er kommet for at blive. Partiet vender ikke tilbage til tiden før 2016. Magtbalancen mellem forretningsklassen og nationalpopulisterne har forrykket sig.

»De kommende år vil du ikke høre en eneste republikaner, som hævder at elske frihandel, indvandring og massive skattelettelser til Wall Street. De har taget et markant skridt væk fra forretningsklassen,« siger Nicholas Lemann.

Men det er ikke ensbetydende med, at republikanerne er blevet et totalitært parti.

»Jeg mener ikke, de har krydset grænsen, og jeg tror ikke på, at den republikanske vælger ser sig selv i spejlet og siger: ’Jeg er autokrat’.«

Lemanns gæt er, at »Trump forsvinder meget hurtigt«, men partiet vil have lært af hans succes. Allerede nu har flere republikanere indikeret, at partiet i fremtiden skal være et ’arbejderparti’, som økonomisk og kulturelt repræsenterer ’den lille mand’.

Den tidligere politiker Joe Walsh har meldt sig ud af partiet. Han er nemlig overbevist om, at Trump er kommet for at blive. Præsidenten tabte måske valget, men han fik så mange stemmer, at han vandt partiet.

»Det er The Trump Party nu. Stiller han op i 2024, vil ingen republikanerne kunne slå ham i primærvalget, og hvis han ikke gør, vil enhver kandidat være nødt til at kysse hans ring og vinde hans velsignelse,« siger han.

Professor Jason Stanley har et tredje bud: Det er et åbent spørgsmål, om Trump bliver ved med at have magt i partiet – hans personkult blandt de republikanske vælgere vil kun bestå, indtil en ny, karismatisk figur dukker op.

»Jeg tror, partiet samler sig om en mere kompetent og mindre vanvittig udgave af Trump. En autoritær, stærkt højreorienteret leder med antidemokratiske tendenser, som er nemmere at styre‚« siger han.

Jason Stanley peger på Fox News-værten Tucker Carlson som et bud.

En, der kan høste energien fra nationalpopulismen og holde establishmentet tilfreds.

»Jeg er bange for, at vi ender med at savne Trump,« siger Yale-professoren.