Analyse
Læsetid: 4 min.

Med nye krigshandlinger er fredsprisvinderen fra Etiopien selv blevet krigsherre

Etiopiens føderale hær er gået i krig med landets gamle magtelite, der har fortrukket sig til den nordlige region Tigray. Krigen bunder paradoksalt nok i den nobelsprisbelønnede fredsaftale med Eritrea fra 2018 og kan få uoverskuelige konsekvenser, hvis den spreder sig
Etiopiens premierminister Abiy Ahmed (i midten) til et støtteevent tirsdag for landets forsvar efter nye krigshandlinger med nabolandet Eritrea.

Etiopiens premierminister Abiy Ahmed (i midten) til et støtteevent tirsdag for landets forsvar efter nye krigshandlinger med nabolandet Eritrea.

Eduardo Soteras

Udland
20. november 2020

I weekenden blev der for første gang i 20 år sendt missiler mellem de to gamle ærkefjender Etiopien og Eritrea. Tre missiler blev lørdag affyret fra den oprørske etiopiske region Tigray og ramte kort efter Eritreas smukke hovedstad Asmara omtrent 100 kilometer længere mod nord.

Dermed har Etiopiens borgerkrig – der blev indledt den 4. november som en kortvarig ’lov og orden’-operation af de føderale myndigheder i hovedstaden Addis Ababa mod de nordlige regionale magthavere Tigray People’s Liberation Front (TPLF) – for alvor vokset sig ud over landets grænser.

Mindst 25.000 personer er allerede flygtet til Sudan, meddeler FN. Etiopien har trukket sine bilaterale fredsbevarende styrker ud af Somalia for at samle kræfterne om den hjemlige krigsindsats. Og alle afventer med bekymring Eritreas reaktion på TPLF’s missilangreb. Det lille land med knap fire millioner indbyggere har en hær på mindst 200.000 soldater og et ukendt arsenal af missiler og kampfly.

 

Den etiopiske borgerkrig truer med at gøre hele Afrikas Horn ustabilt igen, skabe nye store flygtningestrømme og slukke håbet om et snarligt demokratisk Etiopien, der med over 110 millioner indbyggere er Afrikas næstfolkerigeste land og historisk har været den stabile klippe i et af de mest urolige hjørner af Afrika.

Fredsprisvinder og krigsherrer

Regionen er i forvejen et af verdens mest militariserede, og den er en af de største afsendere af migranter og flygtninge, så perspektiverne for en ny storkonflikt på Afrikas Horn burde få alarmklokkerne til at ringe på EU’s regeringskontorer. Europæiske lande har over årene investeret enorme summer i stabilisering, demokratiopbygning og indsatser i nærområder, men det kan alt sammen blive slået årtier tilbage, hvis der ikke snart findes en løsning på den væbnede konflikt.

De hidtidige lidt sporadiske appeller om fredsmægling fra blandt andet FN, den Afrikanske Union, paven, EU og Norge er stort set alle blevet afvist af Etiopiens premierminister og vinder af sidste års Nobels fredspris, Abiy Ahmed. Han henviser til nødvendigheden af at genskabe lov og orden i »et internt nationalt anliggende«, og han mener, at modparten i TPLF er en flok slyngler og terrorister uden legitimitet.

Etiopiens premierminister Abiy Ahmed, da han i december 2019 i Oslo modtog sidste års Nobels fredspris.

Etiopiens premierminister Abiy Ahmed, da han i december 2019 i Oslo modtog sidste års Nobels fredspris.

Morten Hvaal

Det samme mener TPLF om Etiopiens centralregering i Addis Ababa, der har udskudt et valg, som var planlagt i sommer, og nu regerer på et forfatningsmæssigt tvivlsomt mandat. Det er under alle omstændigheder blevet tydeligt, at fredsmageren fra Etiopien selv er blevet en krigsherre.

Abiy Ahmed blev i store dele af 2018 og 2019 hyldet for sine modige reformer og tiltag for at skabe fred og demokrati. Han løslod tusindvis af politiske modstandere og regeringskritikere, indledte et opgør med statens egne menneskerettighedskrænkelser, og på toppen af det hele indgik han en historisk fred med ærkefjenden Eritrea. I dag er det bare blevet tydeligt, at netop den fredsaftale har haft en meget høj pris: en risikabel ny borgerkrig i Etiopien.

Fredsaftale problemet

Det paradoksale ved den igangværende konflikt mellem Etiopiens føderale styrker og TPLF er nemlig, at man kan trække en lige linje fra konfliktudbruddet den 4. november tilbage til den nobelsprishyldede fredsaftale mellem Etiopien og Eritrea for to år siden. For nok afsluttede de to nabolande en næsten 20 år lang kold krig med aftalen i 2018, men det var ikke direkte de to stridende parter, der sluttede fred.

Som nyudnævnt etiopisk leder havde Abiy Ahmed nemlig ikke sikret sig velsignelsen fra de gamle etiopiske magthavere fra TPLF, der har domineret etiopisk politik siden 1991 og stadig dominerer politisk og militært i regionen Tigray, der ubelejligt ligger placeret mellem Eritrea og resten af Etiopien.

Det var således under TPLF’s kommando, at Etiopien som samlet land udkæmpede den vanvittige grænsekrig mod Eritrea fra 1998 til 2000, der kostede op mod 100.000 menneskeliv.

Hadet mellem TPLF og Eritrea fra dengang er aldrig fordampet, selv om den måske har været skjult af den enorme eufori, der fulgte med Abiy Ahmeds reformer. Selv om premierministeren i skåltaler lovede at trække de etiopiske soldater ud af de omstridte grænseområder, der af FN er blevet tilkendt Eritrea, skete det ikke i praksis, fordi TPLF ikke tillod det. Det var der bare ikke mange, der hæftede sig ved i euforiens rus.

Formentlig har heller ikke Eritreas diktator Isaias Afwerki nogensinde været interesseret i reelt at slutte fred med sine fjender i TPLF. Han har i stedet set olivengrenen fra Abiy Ahmed som en kærkommen mulighed til at bekæmpe sin gamle fjende fra to sider ud fra devisen om, at din fjendes fjende er en ven. Altså indgik han fred for at fortsætte en krig.

Derfor er det desværre heller ikke usandsynligt, at Eritrea melder sig mere helhjertet ind i den etiopiske borgerkrig. Og så er det først og fremmest op til Abiy Ahmed at skabe fred. Derfor må man håbe, at han ikke helt har glemt ordene fra sin egen takketale fra modtagelsen af Nobels fredspris sidste år, hvor han genkaldte sine oplevelser som ung soldat fra frontlinjen i den etiopisk-eritreiske grænsekrig for 20 år siden:

»Krig er indbegrebet af helvede for alle involverede. Jeg ved det, for jeg har været der.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At belønne nogen, i det her tilfælde Abiy Ahmed med Nobels Fredspris, på et alt for spinkelt grundlag, er vist set mange gange før. Obama fik prisen for ikke at være G.W Bush og for at ville lukke Guantanamo; Aung San Suu Kyi har senere vist sig til ikke at være den darling som man havde håbet på, og så var der terroristen Yassaer Arafat deri dèn grad havde blod og elendighed i et langt efterslæb. For ikke at glemme den gennemkorrupte tidligere FN chef, der (naturligvis) intet vidste om sin søns ulovligheder. Og der mange flere eksempler. Kan man håbe på at den norske nobelkomitè bliver lidt klogere hver gang, eller, endnu bedre, helt mister sin legimitet? Næppe!

Vi danskere burde stå som et forbillede: konflikter mellem etniske grupper løses bedst ved at skyde på hinanden. Vi burde stille vores expertice til rådighed. De kan jo også sulte, eller indføre sanktioner. Danmark er expert i alle nederdrægtigheder. Og Afrika et tilstrækkeligt langt væk til vi tør. Ungarn og Polen er værre – sanktioner?