Analyse
Læsetid: 4 min.

Med nye krigshandlinger er fredsprisvinderen fra Etiopien selv blevet krigsherre

Etiopiens føderale hær er gået i krig med landets gamle magtelite, der har fortrukket sig til den nordlige region Tigray. Krigen bunder paradoksalt nok i den nobelsprisbelønnede fredsaftale med Eritrea fra 2018 og kan få uoverskuelige konsekvenser, hvis den spreder sig
Etiopiens premierminister Abiy Ahmed (i midten) til et støtteevent tirsdag for landets forsvar efter nye krigshandlinger med nabolandet Eritrea.

Etiopiens premierminister Abiy Ahmed (i midten) til et støtteevent tirsdag for landets forsvar efter nye krigshandlinger med nabolandet Eritrea.

Eduardo Soteras

Udland
20. november 2020

I weekenden blev der for første gang i 20 år sendt missiler mellem de to gamle ærkefjender Etiopien og Eritrea. Tre missiler blev lørdag affyret fra den oprørske etiopiske region Tigray og ramte kort efter Eritreas smukke hovedstad Asmara omtrent 100 kilometer længere mod nord.

Dermed har Etiopiens borgerkrig – der blev indledt den 4. november som en kortvarig ’lov og orden’-operation af de føderale myndigheder i hovedstaden Addis Ababa mod de nordlige regionale magthavere Tigray People’s Liberation Front (TPLF) – for alvor vokset sig ud over landets grænser.

Mindst 25.000 personer er allerede flygtet til Sudan, meddeler FN. Etiopien har trukket sine bilaterale fredsbevarende styrker ud af Somalia for at samle kræfterne om den hjemlige krigsindsats. Og alle afventer med bekymring Eritreas reaktion på TPLF’s missilangreb. Det lille land med knap fire millioner indbyggere har en hær på mindst 200.000 soldater og et ukendt arsenal af missiler og kampfly.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

At belønne nogen, i det her tilfælde Abiy Ahmed med Nobels Fredspris, på et alt for spinkelt grundlag, er vist set mange gange før. Obama fik prisen for ikke at være G.W Bush og for at ville lukke Guantanamo; Aung San Suu Kyi har senere vist sig til ikke at være den darling som man havde håbet på, og så var der terroristen Yassaer Arafat deri dèn grad havde blod og elendighed i et langt efterslæb. For ikke at glemme den gennemkorrupte tidligere FN chef, der (naturligvis) intet vidste om sin søns ulovligheder. Og der mange flere eksempler. Kan man håbe på at den norske nobelkomitè bliver lidt klogere hver gang, eller, endnu bedre, helt mister sin legimitet? Næppe!

Vi danskere burde stå som et forbillede: konflikter mellem etniske grupper løses bedst ved at skyde på hinanden. Vi burde stille vores expertice til rådighed. De kan jo også sulte, eller indføre sanktioner. Danmark er expert i alle nederdrægtigheder. Og Afrika et tilstrækkeligt langt væk til vi tør. Ungarn og Polen er værre – sanktioner?