Her er otte ting, vi kan lære af det amerikanske valg

De tæller stadig stemmer, men vi kan allerede nu udlede otte indsigter fra tirsdagens valg: blandt andet, at Amerika bestemt ikke har afvist Trump, som har en mere mangfoldig vælgerbase, end man ofte tror
Valget i 2020 har demonstreret, at kategorien latinovælgere ikke er en uniform størrelse. Så vi bør fremover nok holde op med at tale om latinoer i ental. Her er det Trump-støtter ved Huntington Beach nær Los Angeles i Californien. I midten MMA-legenden Tito Ortiz, der har mexicanske rødder.

Valget i 2020 har demonstreret, at kategorien latinovælgere ikke er en uniform størrelse. Så vi bør fremover nok holde op med at tale om latinoer i ental. Her er det Trump-støtter ved Huntington Beach nær Los Angeles i Californien. I midten MMA-legenden Tito Ortiz, der har mexicanske rødder.

Zuma / SplashNews.com

Udland
6. november 2020

Alle stemmerne er endnu ikke talt op, og det er fortsat usikkert, om USA’s præsident de næste fire år hedder Donald Trump eller Joe Biden. Alligevel kan vi godt drage en række konklusioner af valget i USA. Dog med det forbehold, at nogle af konklusionerne er baseret på tal fra exit polls.

1. USA har ikke afvist Trump

Mange har spået – og håbet på – et kæmpenederlag til Donald Trump. De har sagt, at han jo kun vandt i 2016 på grund af hadet til Hillary Clinton. Fordi gode konservative kræfter holdt sig for næsen i stemmeboksen. Men nu ville det være anderledes. Efter fire års kaos og tusindvis af løgne, efter »very fine people on both sides«, efter endnu en dag med 1.000+-COVID-dødsfald; nu ville USA se sig selv i øjnene og sige som Michelle Obama: »Vi er ikke sådan her.«

Men det er ikke sket.

Stemmerne bliver stadig talt i store stater som Californien og New York, men Trump har allerede fået 69 millioner stemmer – i 2016 fik han under 63. Ifølge prognoserne kan han ende på i alt 75 millioner, hvilket vil være det højeste antal nogensinde kun overgået af Barack Obama i 2008 og Joe Biden i 2020.

Så USA har bestemt ikke afvist Trump. Som magasinet Slate resignerende konstaterer: »Måske er vi faktisk sådan her

2. Trumps vælgerbase er mere mangfoldig, end vi ofte tror

Hver fjerde LGBT-vælger har stemt på Trump*. Det samme med hver tredje latino og hver tredje asiat.

Hvis vi ikke allerede vidste det, har tirsdagens valg gjort det klart, at det ikke kun er gamle hvide hillbillymænd ude på landet, der støtter Trump.

Lad os bare tage lidt flere tal:

  • Hver tredje vælger mellem 18 og 29 år stemte på Trump.
  • 37 procent af vælgerne bosiddende i byer med mere end 50.000 indbyggere stemte på Trump.
  • 43 procent af vælgerne med en universitetsuddannelse stemte på Trump.
  • Flere end hver tredje muslimske vælger stemte på Donald Trump.
  • Lidt flere – men stadig under 10 procent – af de sorte vælgere stemte på Donald Trump ved dette valg sammenlignet med valget i 2016.

Alt i alt stemte 26 procent af den lidt kunstige kategori »ikkehvide« i år på republikanerne og Trump. Det er den højeste andel siden 1960 – altså før spørgsmålet om sortes rettigheder totalt forandrede amerikansk politik.

Man skal ikke overdrive Trumps multikultikoalition – 26 procent er trods alt kun 26 procent. Det er stadig ældre og hvide uden for byerne, der udgør basen. Men valgkortet ser altså mere nuanceret ud, end mange tror.

3. Joe Biden klarer sig bedre end Hillary blandt de hvide arbejdere – lidt i hvert fald

Joe Biden har gjort det, Hillary Clinton ikke kunne: Han har overbevist tilstrækkeligt mange af de næsten mytologiske hvide arbejdervælgere i rustbæltesvingstaterne.

Han har vundet Minnesota stort, Michigan komfortabelt og Wisconsin snævert. Pennsylvania er endnu ikke afgjort.

I Michigan fik Biden 61 procent af stemmerne blandt husholdninger med fagforeningsmedlemskab (ti procentpoint mere end Hillary i 2016).

Han har fået 35 procent af alle hvide vælgere i USA uden en universitetsuddannelse (i 2016 fik Hillary 29).

Og 57 procent af stemmerne blandt de amerikanere, der tjener under 100.000 dollars om året (Hillary fik 49 procent).

Det kan udlægges som en sejr: Demokraterne har fået bedre fat i arbejderne og de fattigste. Men fremgangen er ikke overvældende. Trump var stadig langt den mest populære kandidat blandt kortuddannede hvide vælgere:

Trump gik lidt tilbage blandt hvide mænd på landsplan, men det er ikke meget – fra 62 procent i 2016 til 57 procent i 2020. I Georgia fik han støtte fra fire ud af fem hvide vælgere uden en college-uddannelse.

Så måske har den republikanske senator fra Missouri, Josh Hawle, alligevel ret, når han skriver på Twitter: »We are a working class party now. That’s the future

4. De kristne stemmer på Trump

Trump – som har været utro med en pornostjerne, som har været gift tre gange og blæret sig med at tage kvinder i skridtet – fik tirsdag 76 procent af stemmerne fra de hvide evangeliske kristne vælgere. Og den gruppe udgør altså stadig hver fjerde vælger. Det kan skyldes hans abortmodstand, at han har indsat konservative dommere i højesteret og flyttet USA’s ambassade i Israel til Jerusalem. Og det kan skyldes politisk polarisering – det vender vi tilbage til.

5. USA er trods alt blevet mere blåt

Der tælles som sagt stadig stemmer, men det er ikke urealistisk, at Joe Biden ender med at vinde 52 procent af det nationale stemmetal. Det vil være lidt mindre end Obama i 2008, men mere end både Bill Clinton og George W. Bush.

I skrivende stund har Joe Biden 3,5 millioner flere stemmer end Donald Trump – i 2016 fik Hillary Clinton 2,8 millioner flere stemmer end Trump.

Er det så en succes? Det kommer an på ens »forventninger«, som Matthew Yglesias fra magasinet Vox bemærker på Twitter:

»Hvis vi gik 48 timer tilbage i tiden og sagde: ’Biden vinder Hillary-staterne plus de klassiske ’blå mur-stater’ plus Arizona plus mååååske Georgia’, så ville ingen se det som en dyster og undergangspessimistisk prognose.«

6. Biden klarede sig dårligere end forventet blandt latinoer

Når man konkurrerer mod en præsident, der har kaldt mexicanere voldtægtsforbrydere, og som ville bygge en mur til Latinamerika, er det ikke en succes at få 62 procent af alle latinamerikanske stemmer. Faktisk klarede Joe Biden sig dårligere blandt latinovælgere end Hillary Clinton gjorde i 2016.

Den tydeligste konsekvens af den tendens var Bidens overraskende nederlag i Florida, hvor Trump vandt 38 procent af alle latinovælgere (mod kun 31 procent i 2016).

Noget lignende skete i Georgia og i Texas (I USA’s tættest latinobefolkede valgkreds, Starr County i Texas, vandt Trump 47 procent af stemmerne). Men interessant nok ikke i Nevada og Arizona, hvor Biden klarede sig bedre blandt latinovælgerne.

Det viser, at ’latino’ på ingen måde er en uniform gruppe: Der er også stor forskel på sorte puertoricanere, hvide cubanere og guatemalanere. Der er indkomst- og aldersforskelle. Og forskellige syn på spørgsmål som abort og skat. Så i fremtiden bør vi nok holde op med at tale om latinoer i ental.

7. Opfattelsen af COVID-19 ser ud til at afhænge af partifarve

Noget af det underligste ved amerikansk politik er, at vælgernes holdninger er sorteret efter de to partier. Altså: Folk, der går ind for lav skat og lille stat, er også tilbøjelige til at mene, at alle har ret til et våben, at abort er moralsk forkert, at der ikke er racisme i USA, at klimaforandringerne er ufarlige.

De holdninger hænger jo ikke logisk sammen, men USA er blevet politisk »polariseret«, som forfatteren Ezra Klein har skrevet i sin bog Why We Are Polarized: De kulturelle identiteter er smeltet sammen med de politiske identiteter. Man er demokrat eller republikaner, og det afgør ens syn på våben, abort og skat.

Og noget tyder på, at det også afgør ens syn på COVID-19.

Man skulle tro, at Trump ville klare sig dårligt i stater, hvor smitten havde ramt hårdt. I Iowa f.eks. hvor 40 procent af borgerne kender nogen, der har været syge. Men Trump vandt Iowa med 53 procent.

Reuters har analyseret 220 valgkredse og konstaterer, at Trump faktisk klarer sig bedre i år end i 2016 i en række valgkredse med høje dødstal.

Man kan også se på exit polls, at 93 procent af Trump-vælgerne mener, at Trump er bedste til at håndtere smitten. 92 procent Biden-vælgere, svarer omvendt, at Biden er bedst til at håndtere COVID-19).

Det betyder ikke, at pandemien har været uden betydning for valget, men det tyder på, at smitten som så meget andet i amerikansk politik er polariserende.

8. Valgdeltagelsen er historisk høj

Endelig skal nævnes, at valgdeltagelsen ser ud til at komme over 70 procent. Det højeste tal siden 1900.

*Det skal understreges, at de fleste tal i denne artikel kommer fra exit polls. De er aldrig helt pålidelige, men særligt ved dette valg kan de være upræcise. Historisk mange vælgere har nemlig stemt uden at møde fysisk op ved valgstederne, så kan man ikke bare lave exit polls ved at stå og interviewe folk foran valgstederne. Der skal laves interview ansigt til ansigt via telefon og online. Profilen for en brevstemmevælger er ikke den samme som for en fysisk vælger, og det varierer i øvrigt fra stat til stat, så usikkerheden må formodes at være stor. Derfor skal de enkelte tal – 37 procent, 18 procent osv. – ikke tages bogstaveligt, men i højere grad som et udtryk for en retning.

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Mose Pedersen

man skal ikke undervurdere ultra måltrettede kampanger baseret på tusindvis af data punkter om hver vælger. Du ser våbenlovgivning som det vigtigste. Du ser abort som det vigitgiste. Du ser støtte til militæret som det vigtigste.
Og så er det ellers bare at begynde at fylde løgne ovenpå som priser ens egen indsats og sværter modstanderen til.
Og det går under radaren hos pressen fordi det er ultrapræcist målrettet mod den enkelte baseret på store mængder data om hver enkelt. Utroligt effektivt.
Den der har data og kan og vil bruge dem har en kæmpe fordel.
Hvis sorte mænd er bange for at deres våben skal blive taget fra dem eller kvider får mere magt, så er det bare med at målrette reklamer. Og det virker.

Bjørn Pedersen

Det er ikke amerikanernes politiske system, ej heller ikke deres medier, der har ansvaret for at de lever i et system der mest minder om det victorianske England. Det har ene og alene det amerikanske folk selv, selve den amerikanske kultur. De er et folk der er vant til ukritisk at underkaste sig rige og magtfulde mennesker, uden at stille spørgsmål andet end hvordan de selv bedst indordner sig herremandens egeninteresser. Spørger man dem om hvorfor de har så få fagforeninger, er den jævne amerikaners svar f.eks blot en urefleksiv gentagelse af de "talking points" deres overklasse har givet dem.

Rudy Guilliano lærte os om den 9. Deadline i går aftes viste et klip fra republikanernes "event" i Pennsylavania, hvor Trumps dumme søn, Eric, fyrede banaliteter af. Guilliano demonstrerede det lave moralske niveau, som Trumpisterne befinder sig på.
"Der er optalt 80 pct. af stemmerne. Trump fører med 400.000 stemmer. Så hvorfor fortsætte med at tælle flere stemmer op. Trump har vundet."
Foragten for valghandlingen og hvad de sidste 20 pct. mener, er ikke republikanernes anliggende - kun den rå magt. Forfatninger, love, bestemmelser osv. er ikke det papir værd de er trykt på.
En scene fra Viscontis "De lange knives nat" løber i erindringen. Her siger SS-manden v. Essenbeck, at det, "der kendetegner nazismen, er, at aftaler ikke er det papir værd, de er skrevet på"

"Det er ikke amerikanernes politiske system, ej heller ikke deres medier, der har ansvaret for at de lever i et system der mest minder om det victorianske England. Det har ene og alene det amerikanske folk selv, selve den amerikanske kultur. De er et folk der er vant til ukritisk at underkaste sig rige og magtfulde mennesker, uden at stille spørgsmål andet end hvordan de selv bedst indordner sig herremandens egeninteresser."

Måske kunne man også tale om et folk, som er blevet kuet (den amerikanske historie er rig på fejlslagne oprør fra civilsamfundsgrupper og minoriteter) og socialiseret/hjernevasket med forestillingen om at enhver gadefejer i et klassesamfund kan blive millionær hvis han/hun vil. Og mon ikke ansvarsbyrden for tingenes tilstand dermed må/bør nuanceres en anelse eller 5?

Bjørn Pedersen

Socialisering og hjernevaskelse i et demokrati, kan ikke affærdiges som andet end befolkningens eget medansvar, Hanne Utoft. Du har ret i at de lader sig hjernevaske, at de er kuet, at de er socialiseret ind i et samfundssyn hvor de retfærdiggør deres egen underkastelse overfor overklassen.

At man ikke har et valg i et demokrati, er ensbetydende med at man accepterer at det kun er overklassens valgmuligheder der skal være gyldige, at valgmulighederne dikteres af dem, af deres interesser. At kun deres regler ikke blot gælder, men alene deres regler KAN gælde. At amerikanerne er sovset ind i samfundssyn hvor fattigdom er ens egen skyld, de rigeste beskyttes af staten og politiet skal ses og anser sig selv som et fjendtligt parellelsamfund, er kun noget amerikanerne selv kan gøre op med.

Samfundet har ansvaret for samfundet. Ikke blot overklasserne, ikke den økonomiske, politiske eller kulturelle elite, hele folket. Accepterer man præmissen om at staten tilhører hele samfundet, accepterer man demokratiets præmis, er man også nødt til at acceptere at har man demokratisk bragt folk til magten der aktivt underminerer ens frihed, ens valgmuligheder i samfundet, er man med andre ord blevet manipuleret dertil: Så er der ingen andre end én selv, der har ansvaret for at finde ud af sandheden, ingen andre end en selv der har ansvaret for at bekæmpe med alle tænkelige midler dem der modsætter sig frihed og lighed.

Bjørn Pedersen, jeg synes at der indtræder en vis begrebsforvirring hér - er eliten en del af folket, evt. termen hele folket? Er folket det samme som samfundet? Og lader folk sig hjernevaske, når de end ikke er klar over at de bliver dette? Min pointe var at ansvarsbyrden bør nuanceres, netop fordi den hjernevaskedes ansvar for sin egen tilstand notorisk er til diskussion - ligesom en sindssygs ansvar for egen situation også er til diskussion. Men vi er enige om at der kun er folkelige kræfter, stærke folkelige kræfter, til at gøre op med en politikerelite og en massemedieverden, som bl.a. hjernevasker og misinformerer dem (såvel før, som under - og efter) Trump. Og med til et sådant opgør hører naturligvis at de hjernevaskede påtager sig medansvar for tingenes tilstand, herunder de forhold som provokerede hjernevasken og vil kunne provokere fortsat hjernevask.

Bjørn Pedersen

@Hanne Utoft
Eliter har altid udgjort deres egne parallelsamfund, fra de første bystater til i dag. Manipulation sker som regel uden at man ænser det, ellers er det jo ikke god manipulation. Dét man har kollektivt og individuelt ansvar for, er at man i forvejen er beskyttet mentalt mod manipulation/ hjernevask. Men... det lyder som om vi er mere enige om det, end jeg først antog.