De polske abortprotester indvarsler politisk skred og en kulturel revolution i Polen

»Helt ærligt: Som kvinde vil jeg heller ikke finde mig i at blive talt ned til og behandlet på den her måde. Så da jeg hørte om stramningen af abortlovgivningen og så, hvad der skete i rundt om i Polen, kunne jeg ikke blive siddende derhjemme.«

Den 23-årige Zuzanna Suska, der studerer filmproduktion, sidder sammen med sin mor, Malgorzata Suska, i morens hjem i Zakopane i det sydlige Polen – en by med cirka 27.000 indbyggere, som især lever af en fantastisk beliggenhed for foden af Tatrabjergene.

»Her er ret internationalt på grund af turismen,« siger Malgorzata Suska, der selv arbejder i hotelbranchen.

»Men det er samtidig et af de mest konservative og katolske områder i Polen. 70-80 procent stemmer på PiS, så vi er indbegrebet af ’den højre side af Polen’. Og alligevel har her været tre-fire demonstrationer mod abortlovgivningen og PiS-regimet. Det siger en del.«

Zuzanna Suska er enig. Hun er endda havnet på et billede i den lokale avis, hvor hun står med et banner med det typiske protestslogan ’Fuck af PiS’. Men hun understreger, at protesterne handler om langt mere end abortlovgivningen.

»De handler også om at have et valg. Det handler om menneskerettigheder. Om kirkens magt og pædofiliskandalerne i kirken, som der lige er kommet en film mere om. Og om at vores regering er helt utilregnelig.«

Zuzanna Suska sender et opgivende blik ind i webcam’et.

»Det handler også om frustrationen over corona. Hvis du kombinerer alle de her ting, så er det bare for meget.«

Malgorzata og Zuzanna Suska.

Michal Siarek

Religionsbaseret vold

At Strajk Kobiet eller ’kvindernes strejke’ er nået helt til Zakopane, er et tegn på, hvor stor utilfredsheden har været i Polen, siden den polske forfatningsdomstol den 22. oktober krævede et noget nær totalt abortforbud. Vel at mærke fra en forfatningsdomstol, der af oppositionen anklages for at være påvirket af Polens nationalkonservative PiS-regering.

I de seneste seks uger har flere millioner demonstreret i mere end 500 polske byer i det, som er blevet de suverænt største protester i Polen siden kommunismens fald i 1989.

Det begyndte i Warszawa, hvor tusindvis af vrede polakker den 22. oktober gik fra forfatningsdomstolen til PiS-leder Jaroslaw Kazcynskis private hjem. Siden da har der trods corona været flere demonstrationer med op mod hundredtusinder deltagere i de polske storbyer – og utallige mindre protester ved rådhuse og kirker langt ud i den polske provins.

Det gælder for eksempel Bialystok tæt på den hviderussiske grænse. Her har Katarzyna Sztop-Rutkowska, politisk aktivist og sociolog ved byens universitet, været en af de drivende kræfter for det, som hun ser som en snigende kulturel revolution.

»Protesterne er en forsinket feministisk bølge i Polen. De er et billede på de seneste års enorme kulturelle opbrud, som endelig får et offentligt udtryk,« mener Katarzyna Sztop-Rutkowska.

Det har i høj grad også med den katolske kirke at gøre.

»Polen sekulariseres mere og mere,« siger hun.

»Efterhånden vil polakkerne faktisk behandles som tænkende subjekter i stedet for at blive tvunget ned på knæ og bare lytte til, hvad der siges ovenfra.«

Egentlig er Katarzyna Sztop-Rutkowska selv katolsk. Men i 2019 meldte hun sig selv ud af kirken, efter en fredelig demonstration for LGBT-rettigheder i Bialystok blev angrebet af hooligans – uden at kirken fordømte det. Tværtimod har kirken direkte deltaget i PiS-regeringens hetz mod LGBT-personer, som har været regeringens største skræmmebillede af den liberale og proeuropæiske opposition.

»Det blev bare for meget for mig,« siger Katarzyna Sztop-Rutkowska.

»Stramningen af abortlovgivningen medfører, at kvinder tvinges til at føde barnet uanset omstændighederne. Det er religionsbaseret vold.«

Største krise siden firserne

I de seneste uger er protesterne løjet lidt af. Og der er uenighed om, hvordan de vil fortsætte. I provinsbyer er der typisk en hård kerne, der holder fast, mens der i en storby som Warszawa er ugentlige demonstrationer. Det skyldes corona. Det skyldes, at abortdommen fra forfatningsdomstolen endnu ikke er omsat i praksis. Og det skyldes, at protestgrupperne og -kravene er diffuse.

Men selv ved den PiS- og kirkenære tænketank Klub Jagiellonski i Krakow lægger politologen Marta Wenclewska ikke fingrene imellem.

»Polen står i dag i sin største krise siden 1980’erne, politisk, socialt og økonomisk,« mener hun.

»Så selv om abortprotesterne formentlig vil aftage i den kommende tid, vil andre sociale protester ikke stoppe af den grund.«

Hun understreger, at protesterne lige som ved andre demonstrationer rundt i Europa også handler om frustrationen over corona og nedlukning. Og hun påpeger den stigende interne uenighed mellem demonstranterne – især om de er mod stramningen af abortloven eller for en liberalisering. Omkring 70 procent af polakkerne er mod stramningen af abortlovgivningen og støtter protesterne – selv blandt PiS-støtter er der altså opbakning. Men omvendt ønsker 67 procent af polakkerne, at abortlovgivningen ikke ændres. Kun 19 procent ønsker, at den skal liberaliseres.

»Der mangler et klart krav fra organisatorerne, som de kan forhandle med regeringen,« mener Marta Wenclewska.

»Det har gjort, at mange demonstranter er sprunget fra: De ser ikke et klart mål for demonstrationerne.«

Diktatoriske træk

Den udlægning er Magdalena Muszel rasende uenig i. Hun er sociolog, leder af Zatoka Stiftelsen og forsker i feministisk aktivisme i Polen. Hun understreger, at demonstrationerne har været spontane og uden topstyring – og at de fortsætter.

»Selvfølgelig handler det ikke kun om abortlovgivning,« siger Magdalena Muszel over skype fra sit hjem i Warszawa, hvor hun ved siden af sit arbejde har to børn i hjemmeskole.

»Det handler om det hele. Det er blevet til en kamp om selve det polske demokrati mod PiS’ autokrati. Det handler om et misligholdt sundhedssystem, om politivold ved demonstrationerne og om et uddannelsessystem uden fremtidsvisioner,« mener hun.

»Det er protester fra en ung generation, der er vokset op i EU. De er bevidste om deres kvinde- og menneskerettigheder, og de er faktisk dybt bekymrede for, hvad det er for en vej, Polen er på vej ned ad med PiS-regeringen. Deres frihed tages fra dem skive for skive, og de er oprigtigt bange for, at det kan få diktatoriske træk.«

Tiden vil løse det

En helt central rolle i striden spilles af den katolske kirke. Efter kommunismens sammenbrud udfyldtes det politiske tomrum af kirken sammen med fagforeninger og proeuropæiske og liberale strømninger. Men allerede i begyndelse af 1990’erne fik Polen – på trods af alle andre liberaliseringstendenser – så stramme abortregler, at de i EU kun matches af Malta.

På den ene side har kirken været pragmatisk på det politiske område. På den anden side har den holdt fast i stærkt konservative mønstre på det private område, altså inden for for eksempel homorettigheder og abort. Efter det nationalkonservative PiS-parti i 2015 overtog regeringsmagten og påbegyndte en konservativ kulturrevolution, blev kompromiset mellem den katolske kirke og den liberale fløj opløst.

»I Irland har opgøret med kirken været understøttet af regeringen, der indledte offentlige undersøgelser. I Polen holder PiS-regeringen derimod hånden over kirken. Den hjælper med at dække over pædofiliskandaler og giver kirken stærke økonomiske privilegier,« siger Elżbieta Korolczuk over telefonen.

Hun er sociologiprofessor ved universitetet i Warszawa og i svenske Södertörn og forfatter til flere bøger om kvinderettigheder og -protester.

»De fleste ældre polakker, som oftest stemmer PiS, er stadig stærkt bundet til kirken. Men i dag er kirkens moralske autoritet faldet på så mange fronter.«

Derfor vil opgøret med kirkens magt komme så sikkert som amen i kirken, mener Elżbieta Korolczuk. I en aktuel undersøgelse fra IBRIS angiver 35 procent af polakkerne, at de har et positivt syn på den katolske kirke, mens 32 procent har et negativt syn. Men blandt unge mellem 18 og 29 er det bare ni procent, der har et positivt syn på kirken. 47 procent er negativt indstillet.

»Også politisk vil tiden gøre sit,« siger Elżbieta Korolczuk.

»Der er ni millioner polakker over 60 år. De her store årgange udgør en enorm vælgergruppe, som giver PiS en stor fordel. Men det er samtidig dem, der rammes hårdest af og er mest utilfredse med regeringens elendige håndtering af pandemien.«

Træt af patriarkatet

Den ekstreme politiske polarisering er nok et globalt fænomen, men i Polen skyldes den i Elżbieta Korolczuks øjne i høj grad PiS-regeringen. I protesterne har regeringen igen og igen betonet, at der findes to slags polakker: Os og dem. PiS-leder Kazcynski har ligefrem kaldt abortprotesterne for »et forsøg på at ødelægge Polen og afslutte den polske nations historie«. Og han har opfordret alle PiS-tilhængere til at forsvare den polske identitet og den katolske kirke »for enhver pris«.

»Oven i den her højrepopulistiske retorik er tragedien, at Polen mangler tilstrækkeligt uafhængige politiske institutioner, der kan modvirke splittelsen,« mener Elżbieta Korolczuk.

»Det ser man, når et så vigtigt spørgsmål som abort dikteres af en politiseret forfatningsdomstol.«

En anden stærkt omdiskuteret del af abortprotesterne har været den rå tone. Klassiske pro choice-slogans som ’min krop, mit valg’ er nu afløst af slogans som ’Liberté, Egalité, Wypierdalajté!’: ’Frihed, lighed, pis af!’

Det skal man tage alvorligt, mener Agnieszka Wiśniewska, der er chefredaktør ved det politiske magasin Krytyka Polityczna.

»Folk siger endelig deres mening om PiS-regeringen, patriarkatet og kirkens magt, nemlig: Pis af, fuck off, gå væk. Især kvinderne er holdt op med at tale pænt. Vi er så frustrerede og vrede,« siger hun og peger på, at 15 ud af 16 ministre i den polske regering er mænd.

Agnieszka Wiśniewska fortæller om et optrin, som bevægede hende i begyndelsen af november. Det var i en lille provinsby, hvor en gruppe teenagepiger protesterede foran den lokale kirke. Præsten kom godt nok ud til dem, men han lyttede ikke.

»Han talte paternalistisk ned til dem om, hvad de havde misforstået. Så til sidst bad de ham om at pisse af,« siger Agnieszka Wiśniewska.

»Man skal tale ordentligt. Men hvis du er vokset op i en kultur, hvor kirken er overalt, hvor din skolegang er præget af religionsundervisning, og hvor der ikke er nogen seksualundervisning, men til gengæld en ekstremt skrap abortlovgivning … så kan der altså godt komme et tidspunkt, hvor du som ung kvinde har fået nok. Det kan for eksempel være, når en mandlig præst står og forklarer dig, hvordan du bør være kvinde.«

Besværligt uden kvinder

Protesterne burde ligge lige til højrebenet for den polske opposition. Men det største oppositionsparti, Borgerplatformen (PO), er bange for at støtte den feministiske kamp, og partiet er stadig styret af mænd, der sidder fast i det 20. århundrede, mener Agnieszka Wiśniewska. Det blev tydeligt, da Tomasz Grodzki, en førende skikkelse i PO og talsmand for det polske senat, for nylig ville gyde olie på de rørte vande.

»Kære kvinder, uden jer er livet så farveløst og besværligt,« refererer Agnieszka Wiśniewska.

»Farveløst og besværligt! Kan du høre det? Hans tale lød, som om kvinder bare skal gøre livet nemt og eksotisk for mænd. Hvis I går ud og strejker, så står aftensmaden jo ikke klar, når far kommer hjem,« siger hun og sukker dybt.

Så selv om PiS i aktuelle meningsmålinger er gået tilbage med næsten en tredjedel i forhold til opbakningen ved sidste valg i 2019, vinder oppositionen ikke mærkbart frem. Dog er der mange unge kvinder, der søger længere ud mod venstre til venstrefløjskoalitionen Lewica. Men der er også flere unge, især mænd, der vender sig også mod det ultranationalistiske og homofjendske højrefløjsparti Konfederacja.

»Lige nu er det umuligt at forudsige, hvor polsk politik bevæger sig hen,« mener sociologiprofessor Elżbieta Korolczuk.

»Vi har en regering, der sammen med Ungarn ligger i clinch med resten af EU og truer med Polexit, selv om 90 procent af befolkningen er pro-EU. Hvis du tager coronakrisen med i ligningen, så er det useriøst at gætte på, hvad der sker ved det næste valg i 2023. Men det ligger helt fast, at vi står i en slags kulturel revolution og foran et stort skred i Polens politiske landskab.«

Det kan man også se på PiS-leder Kazcynski i disse dage. I årevis har det heddet sig, at han er et taktisk geni, en skakspiller, der altid tænker syv træk frem. Nu er den myte død, mener Elżbieta Korolczuk.

»Kaczynski aner ikke, hvordan det polske sundheds- og uddannelsessystem skal reddes. Han kan ikke tænke fremad. Han har skabt stærke udskiftninger i den polske elite, men hans folk er ofte så inkompetente og nepotistiske, at det skriger til himlen.«

Væk fra Polen

Sociologen Magdalena Muszel er mere optimistisk. Det polske civilsamfund er levende, og de unge politiseres i græsrodsbevægelser i hele Polen.

»Der er ved at ske et afgørende mentalt skifte,« siger hun.

»Stadig flere polakker forstår, hvor skadeligt det er for landet, at vi har en autokratisk regering, der griber direkte ind i medier og domstole.«

I Zakopane i det sydlige Polen er den 23-årige Zuzanna og hendes mor Malgorzata Suska også optimistiske.

»Jeg håber, at folk vil huske de her protester frem til det næste valg,« siger Malgorzata Suska.

»Det er en feministisk kamp, men også en politisk kamp. Det handler for ungdommen om det at have et valg i fremtiden. Om de kan komme ud og studere og arbejde i andre lande, men også komme tilbage. Det tragiske er, at lige nu vil de fleste unge bare vil væk – uden at komme tilbage til Polen.«

Zuzanna nikker indforstået og beklagende.

»Ja, sådan er det. Vi kæmper for at have et valg. Men protesterne har allerede fået os unge til at se, hvor vigtigt det er at stemme og kæmpe. Så jeg tror, at Strajk Kobiet har ændret hele min generation.«