Interview
Læsetid: 7 min.

Princeton-professor: Rækker Biden hånden ud til republikanerne, taber de sorte igen

USA’s kommende præsident Joe Biden må ikke begå samme fejl som Barack Obama. Biden skal forfølge ideen om et andet og bedre samfund i stedet for at udvande progressive principper og visioner i et håbløst forsøg på at nå et kompromis, som højrefløjen alligevel ikke er interesseret i, siger Eddie Glaude, leder af afroamerikanske studier ved Princeton University
Joe Biden bør ikke lave en håndsrækning til republikanerne, i et forsøg på at skabe politiske kompromiser hen over midten. Det vil resultere i en fastholdelse af status quo for sorte amerikanere, mener Eddie Glaude, leder af afroamerikanske studier ved Princeton University.

Joe Biden bør ikke lave en håndsrækning til republikanerne, i et forsøg på at skabe politiske kompromiser hen over midten. Det vil resultere i en fastholdelse af status quo for sorte amerikanere, mener Eddie Glaude, leder af afroamerikanske studier ved Princeton University.

Drew Angerer

Udland
27. november 2020

Det tid til at læge sårene i Amerika, erklærede Joe Biden i sin første tale efter valgsejren. Politiske modstandere er ikke fjender, sagde han og gentog Barack Obamas gamle traver om, at der hverken findes »røde stater eller blå stater, men kun de forenede stater«. Præsident Biden, selverklæret »healer-in-chief«, vil gøre, som han har gjort hele sin karriere. Række hånden ud, samarbejde med republikanerne og bygge bro over den store kløft i det amerikanske samfund.

»Det er nonsens. Absolut nonsens,« siger Eddie Glaude, som er professor ved Princeton University og står i spidsen for universitetets institut for afroamerikanske studier.

Umiddelbart lyder det sympatisk med forsoning og samarbejde, og i tilfælde af at demokraterne ikke vinder Senatet, kan de også være tvunget til det i en eller anden udstrækning, erkender Glaude. Men Biden må ikke gøre som Obama, der spildte tid, kræfter og politisk kapital på at nå kompromiser, som republikanerne slet ikke var interesseret i.

»Demokraterne burde kæmpe for deres egne ideer om det gode samfund, deres visioner for et bedre Amerika. Udlægge en offensiv politik og forfølge den aggressivt med alle midler. Præcis ligesom republikanerne gør,« siger han.

Den vej er både strategisk klog og moralsk rigtig, mener han. Og det er, som det ofte er tilfældet, når Eddie Glaude udtaler sig, også et spørgsmål om race.

»Historikeren C. Vann Woodward konstaterede engang, at sorte amerikanere vinder nye rettigheder, når der opstår splittelse i det hvide Amerika, og mister nogle af dem igen, når freden skal forhandles,« siger Eddie Glaude.

Finder man den helt, helt brede pensel, kan man male amerikansk racehistorie sådan, at det krævede en borgerkrig af afskaffe slaveriet, men da skårene skulle klinkes de efterfølgende årtier, etablerede mange stater et regime af raceadskillelse, som frarøvede millioner af sorte deres nyvundne rettigheder. Og efter 1960’ernes sociale uro havde åbnet et mulighedsrum for borgerrettighedsbevægelsens sejre, gik det igen ud over de sorte, da det hvide Amerika skulle forbrødres.

Gennem 1970’erne, 80’erne og 90’erne udviklede der sig en ny konsensus i amerikansk politik, i hvert fald inden for bestemte hjørner af amerikansk politik. Republikanerne og demokraterne blev enige om to ting: Hårde straffe og mindre velfærdsstat. Begge tendenser har haft uforholdsmæssigt negative konsekvenser. I dag sidder mere end halvanden procent af alle sorte amerikanere i fængsel.

Splittelse er også udtryk for en rettighedskamp mellem dem, der kræver moralske fremskridt, og dem, der kæmper imod. Splittelse åbner for en genforhandling af de svagestes vilkår, påpeger Glaude. Gør progressive forandringer mulige. 

»Men hver gang fronterne igen skal forenes, er det sorte, som bliver ofret i kompromisets navn,« siger han.

Og lige nu er der muligheder, tilføjer han.

’Epidemi af egoisme’

Siden valget har forskellige fløje i Det Demokratiske Parti diskuteret, hvordan man skal forstå valgresultatet. Nogle mener, at det er et mandat til at vende tilbage til den midtsøgende linje, som prægede partiet før 2016, andre mener som Eddie Glaude, at partiet skal fortsætte de seneste års venstredrejning.

»Vi må aldrig vende tilbage til den politik, som skabte Trump i første omgang,« siger professoren. Han er særligt provokeret af de demokrater, som nu hævder, at Black Lives Matter-bevægelsens radikale krav »defund the police« skadede partiet på valgdagen.

»Det er helt og aldeles forkert. Og det er uansvarligt, at Black Lives Matter nu bruges som skyts i den borgerkrig, der udspiller sig i partiet. Det er helt og aldeles forkert. Tværtimod var det græsrødder, ikke mindst sorte græsrødder, i store byer som Atlanta, Detroit og Philadelphia, der sikrede Biden sejren,« siger professoren.

I sommer skrev Eddie Glaude i sin klumme i Time Magazine, at USA stod over for et »moralsk opgør«. Amerikanerne måtte vælge, om de var klar til at leve i et »ægte multiracialt demokrati« eller forblive et »racistisk og ulige samfund«.

Valget har ikke givet den moralske klarhed, han efterspurgte, erkender professoren. Biden vandt, men demokraterne taber sandsynligvis Senatet, og mere end 70 millioner amerikanere stemte på Trump – godt 10 millioner flere end i 2016.

Det fortæller os, ifølge Glaude, to ting om Amerika.

For det første, at utroligt mange amerikanere stadig abonnerer på ideen om, at USA er og fortsat bør være en hvid nation, som udspringer fra det gamle Europa. Og det hvide Amerika er nu truet af globalisering, indvandring, demografi og minoriteters rettighedskampe.

»Man kan ikke forstå fænomenet Trump uden at forstå den fortælling,« siger Glaude.

Men Trump fik ikke kun opbakning fra utrygge, hvide vælgere. Professoren er ikke overbevist af de exitpolls, som viser, at Trump har fået en større andel af de sorte stemmer denne gang, men det står klart, at præsidenten gik frem blandt latinoer. Og i absolutte tal er Trump gået frem over hele linjen. Flere sorte, flere hvide, flere latinoer, flere kvinder.

Det peger på et andet og nærmest endnu større problem i Amerika. Et problem, der er ved at knække det amerikanske samfund, og som »ikke stopper ved hvide menneskers dørtærskel«, men plager alle afkroge af den amerikanske befolkning:

»En epidemi af egoisme,« siger Eddie Glaude.

»Man kan kalde det neoliberalisme eller reaganisme. I mine øjne står det i hvert fald klart, at Trump er kulminationen på 40 års ideologisk regime, hvor egennytte er blevet ophøjet til en moralsk fordring, og man systematisk har undermineret enhver forestilling om det fælles bedste og gensidige forpligtelser.«

Man kan bare se, hvordan mange amerikanere nægter at bære maske eller praktisere social afstand for at bekæmpe COVID-19, fortsætter han. Ethvert hensyn til fællesskabet bliver udlagt som et overgreb mod den enkeltes frihed.

Og ingen inkarnerer den amerikanske egoisme bedre end Donald Trump. Han er »personificering af vores selvoptagethed«, mener professoren.

’Limousinedemokrater’

Når det politiske system i USA ikke har været i stand til at formulere svar på nogle af landets åbenlyse kriser, skyldes det blandt andet, at der hersker en udbredt misforståelse om, at det er en lille gruppe »svingvælgere«, som afgør alle valg i USA, mener Glaude. En næsten mytologisk befolkningsgruppe, som er omdrejningspunktet for stort set al politisk kommunikation i USA.

»Konkret forestiller man sig tit de her hvide arbejder- og middelklassevælgere, Reagan-demokraterne, som vandrede til højre i USA, og som demokraterne desperat har forsøgt at vinde tilbage siden. Det er en karikatur, som nærmest er blevet genstanden for amerikansk politik,« siger Glaude. »Republikanerne mobiliserer omkring ham, og demokraterne gør alt, hvad de kan for ikke at træde ham over tæerne.«

Vender vi tilbage til striden i Det Demokratiske Parti, mener Glaude også, at en del af den midtsøgende fløjs kritik tager udgangspunkt i denne trope. De hævder, at særligt den værdipolitiske venstrefløj skubber vælgere væk fra partiet. Mens vælgerne generelt er venstreorienterede i den økonomiske politik, bliver de skubbet mod højre af Black Lives Matter (BLM) og den såkaldt »identitetspolitiske venstrefløjs« snak om køn, krænkelser og problematiske strukturer.

Som debattøren Coleman Hughes formulerede det i lørdagens Information, appellerer den »woke venstrefløj« kun til »en lille, højtuddannet elite«.

En udbredt misforståelse, mener Eddie Glaude.

»Efter hvert valg hører vi fortællingen om, at identitetspolitik fortrænger mål om materiel retfærdighed og skubber vælgere væk. Det er en velkendt trope, og den er forkert,« siger han.

»Den giver kun mening, hvis den her hvide arbejderfigur er det absolutte fikspunkt for din politiske fantasi. Men de fra den vælgergruppe, som bliver stødt af det, har for længst forladt Det Demokratiske Parti. Enhver, som stemte på Trump på grund af BLM, havde stemt på ham alligevel. De var på udkig efter en undskyldning for at stemme på ham.«

Forestillingen om en venstrefløj, som kun går op i at udvide antallet af køn og rive statuer ned, er en karikatur, mener professoren. Stort set ingen vægter de ting højere end økonomisk retfærdighed. De mener måske blot, at kampene er forbundet.

»Tag for eksempel »Defund the Police«. Uanset hvad man mener om ordvalget, handler kravet også om fordelingspolitik. Lige nu bruger nogle kommuner mere end 50 procent af deres budget på politiet. I stedet kunne de bruge pengene på skoler og sociale indsatser. Det er også et materielt spørgsmål,« siger Glaude.

– Målinger tyder da på, at et flertal af vælgerne ønsker en progressiv økonomisk politik, men enten er ligeglade med eller ryster på hovedet ad krav om at fjerne statuer, anvende bestemte ord eller anerkende forskellige strukturelle problemer, som ligger fjernt fra folks hverdag?

»Udgangspunktet for Bernie Sanders, Elizabeth Warren og den spirende venstrefløj i partiet har netop været materielle krav. Sundhedssikring, adgang til uddannelse, højere minimumløn. Omvendt har Clinton-demokraterne været meget tæt forbundet med eliterne på Wall Street og i Silicon Valley. Det er dem, som har velsignet en politik, der har ført til stigende ulighed og stagnerende reallønninger,« siger han.

»Så hvis der findes arbejdervælgere, som har et billede af, at partiet er præget af limousinedemokrater, må kritikken nødvendigvis være rettet mod partiets gamle højrefløj.«

Og så er vi tilbage ved indledningen: Det værste, partiet kan gøre, er at vende tilbage til den gamle linje. At forfølge en moderat, pragmatisk linje, hvor man forsøger at række og nå kompromis. Det er »vanvid«, at demokraterne overvejer at gentage de samme fejl og forfølge den samme politik, som førte til valget af Trump.

»Det er en ny æra, som kræver en ny offensiv politik,« siger Eddie Glaude.

Massive offentlige investeringer i uddannelse, sundhedsvæsen og sociale indsatser og en debat om en ny moralsk kontrakt om lighed i Amerika. Det er nu, det skal ske, siger han. Landet er splittet, den gamle orden er faldet, og den politiske fantasi er brudt fri af årtiers neoliberal skruestik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

´I dag sidder mere end halvanden procent af alle sorte amerikanere i fængsel.´
Ak ja. Der er langt igen til 100.

"Men Biden må ikke gøre som Obama, der spildte tid, kræfter og politisk kapital på at nå kompromiser, som republikanerne slet ikke var interesseret i."

Har Biden overhovedet noget valg? Lad os lige skrue tiden tilbage til 2008, hvor Obama-kampagnens administration, og dermed også de store linjer i Obama-præsidentskabets, blev etableret:

Wikileaks, hvis stifter Obama-administrationen var særdeles ivrige efter at retsforfølge, afslørede en særdeles væsentlig email-korrespondance mellem Obama-kampagnens ledelse og Finansgiganten Citigroup’s ditto fra starten af oktober 2008, som indeholdt en liste over personer, der ifølge finansgigantens ledelse var anbefalelsesværdige ’for senior level jobs’ når Obama vandt præsidentvalget. Denne liste, som altså forelå d. 6. oktober 2008, godt en måned før Obama’s valgsejr var i hus, var i store træk identisk med navnene i dén administration, som Obama siden offentliggjorde forud for indsættelsen af ham i januar 2009. Citigroup blev i øvrigt kraftigt begunstiget af Obama-administrationens bailout’s i kølvandet på finanskrisen, hvilket naturligvis ikke beviser korruption, men blot indikerer noget i dén retning.

"We need to get Barack the list that was the outcome of the meeting. Do
you want to do or do you want me to do?"

https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/6684

Anders Graae, Flemming Berger, Rune Palm, Jeppe Bundgaard, Jan Jensen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar

og dermed også de store linjer i Obama-præsidentskabets politikker, blev etableret - skulle der stå.

Peter Beck-Lauritzen

Hvem betaler politikerne? De bestemmer! Politikere vælges ikke, de udvælges af magthaverne, de økonomisk velhavende! Demokratiets vilkår i Guds eget land.

Hvis man ville fremme de sortes vilkår i USA, så hed ens kandidat Bernie Sanders. Forstår ikke at Biden blev købt som "de sortes valg". Der er ca nul overraskende her medmindre man altså købte/åd valgflæsket helt ukritisk. Det kunne Information jo aldrig finde på...

Anders Graae, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Alvin Jensen, Jeppe Bundgaard og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Barack Obama var - ligesom Joe Biden bliver det - hæmmet af et republikansk flertal i senatet.
Derfor var/bliver det umuligt at føre progressiv politik.

Selvfølgelig vil Biden kun samarbejde med republikanerne.

Joe Biden er netop eksponent for den konsensuspolitik, som demokraterne og Republikanerne blev enige om i 1970'erne og frem: Hårde straffe og mindre velfærdsstat.

He wrote the damn Bills......

Anders Graae, Jens Kofoed og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

@Rolf Andersen
Barak Obama og demokraterne havde flertal i kongressen OG senatet i de første 2 år af sit embede. Det var sjovt nok ikke nok til at få en medicare for all lovgivning igennem. Det var aldrig meningen at Obama skulle føre en progressiv politik, ligesom det er naivt og historieløst at tro, Biden kommer til dette. Som Biden selv sagde til sine stordonorere; "nothing will fundamentally change".
Se på, hvem han fylder sit kabinet med, og fortæl mig, hvor de progressive kræfter er?

Anders Graae, Erik Winberg, Jens Kofoed, nils valla, Emil Davidsen, Rune Palm, Hanne Utoft, Alvin Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Eddie Glaude har nok ikke opdaget at en ret stor del af amerikanerne stemte på den anden side og at dem der stemte på Biden ikke kun gjorde for de sorte amerikanere. Så snart der er valg til kongressenigen ændre magtbalancen sig og så har Biden intet valg end at samarbejde. Trump og Obama er gode eksempler på præsidenter der ikke opnåede hvad de ville.

Min pointe var blot, at den amerikanske præsident ikke er en 'kejser', der kan bestemme diktatorisk.
Lige nu er den amerikanske befolkning i dén grad polariseret, og Biden vil prøve at 'samle' befolkngen igen, med de midler han nu har til rådighed.

Sanders ville ikke have 'en kinamands chance' for dét med sine progressive politiske standpunkter og et republikansk senat.

Så selv om jeg også kan have sympati for Sanders' synspunkter, ville det - pragmatisk set - være en umulig opgave. Så jeg kan godt forstå strategien med at samle nationen igen, og så - stille og roligt - begynde at tale om 'socialdemokrati' igen.

Selv om det nuværende danske Socialdemokrati ikke just er noget at hige efter ;)

Måske skulle 'De forenede Amerikanske Stater' overveje, hvor forenede, de egentlig er ?

Måske skulle 'Unionen' overveje, om ikke de 50 forbundstater kunne være selvstændige nationer/stater i hver deres egen ret ?
Evt. i samarbejde med venligtsindede nabo-stater, der deler politiske synspunkter.

Biden skal foverfor republikanerne. føre en "tag det eller skrid med Jer "- politik. Og gøre det med maksimal pressedækning, så måske Trump folkene får øje på forskellen i politikken og derpå skifte parti - tilhørsforhold.