Analyse
Læsetid: 7 min.

Storbritanniens økonomi ligger i ruiner kort før bruddet med Europa

Om bare fem uger er 48 års ægteskab mellem Storbritannien og EU endegyldigt forbi. Briternes EU-exodus sker dog på et bagtæppe af landets værste økonomiske tilstand i 300 år, og der er stadig ingen Brexit-aftale
Boris Johnson står midt i en politisk storm, der hvert øjeblik truer med at feje benene væk under ham. Blandt egne partifælder, ja, helt ind i regeringskabinettet er der stigende mistillid til, at den flamboyante premierminister magter opgaven.

Boris Johnson står midt i en politisk storm, der hvert øjeblik truer med at feje benene væk under ham. Blandt egne partifælder, ja, helt ind i regeringskabinettet er der stigende mistillid til, at den flamboyante premierminister magter opgaven.

Rob Pinney

Udland
27. november 2020

Den britiske finansminister, Rishi Sunak, fremlagde onsdag eftermiddag sin finanslov – eller rettere sin krisefinanslov – for parlamentet. De storstilede planer om at skabe en kreativ Brexit-økonomi er lagt på hylden. For grundet COVID-19 er der ingen penge i kassen, men til gengæld udsigt til en mangeårig, lav (eller ingen) vækst og en alarmerende voksende offentlig gæld.

»Vores sundhedskrise er endnu ikke overstået, og vores økonomiske krise er kun ved at begynde,« sagde Rishi Sunak fra Underhusets talestol.

Ikke siden Anden Verdenskrig har en finansminister videregivet en så dårlig økonomisk mellemtid. Britisk BNP vil falde med 11,3 procent. Den offentlige gæld vil stige støt og vil i 2025-26 nå 100 procent af BNP. Rishi Sunak forudser samtidig, at arbejdsløsheden i løbet af 2021 vil stige til 7,5 procent, eller cirka 2,6 millioner.

Ifølge finansministeren er den kortsigtede løsning yderligere lån til at holde hånden under den vaklende økonomi. Men han anerkender, at det hastigt eskalerende underskud på statsfinanserne er uholdbart, og dermed er der udsigt til både skattestigninger og offentlige nedskæringer i årene, der kommer.

»Det er ikke handlinger, der huer regeringen, men alternativet er endnu værre«, sagde Sunak, der til stor fortrydelse – også for tidligere konservative premierministre – annoncerede en milliardbeskæring af Storbritanniens ulandsbistand.

Elefanten i rummet

Forbløffende nok forholdt finansministeren i sin tale sig kun til konsekvenserne af coronakrisen og ikke til det forestående Brexit – der ellers for alvor vil kunne mærkes det kommende år, hvor Brexit-overgangsperioden ophører.

Der er dog god grund til bekymring, slog nationalbankdirektør Andrew Bailey fast i et oplæg til parlamentets finansudvalg mandag:

»Langtidseffekterne af et hårdt Brexit vil være større end følgerne af COVID-krisen. Det vil tage os meget længere tid at vænne sig til de nye vilkår, som vi skal handle under i fremtiden.«

Regeringens finanstilsyn (OBR) har forsøgt at udregne effekten af de mulige Brexit-scenarier.

»Vi har nedjusteret vores økonomiske fremtidsudsigt med fire procent som følge af det forestående Brexit og med yderligere fire procent, hvis det ender med no deal,« sagde OBR’s Richard Hughes på BBC Today torsdag – men han indrømmede også, at det er et gæt.

Store køer af lastbiler

Trods alt er udsigten til et no deal for nedadgående. Fra magtens korridorer i London og Bruxelles forlyder det, at en sidsteøjebliksaftale er tæt på at blive virkelighed.

En sådan aftale vil skabe nogen optimisme i den trængte britiske økonomi, men på en række områder hersker der her få uger før den nye virkelighed fortsat stor forvirring om, hvordan hverdagen vil se ud i 2021.

»Der er bogstaveligt talt millioner af uafklarede detaljer omkring transporten mellem EU og Storbritannien«, fortalte Regeringskabinettets departementschef, Alex Chisholm, mandag til et parlamentsudvalg.

Han forudser store køer af lastbiler på de britiske veje.

Denne bekymring deles af chefen for The Border and Protocol delivery Group, Emma Churchill, der ifølge The Business Insider advarer politikerne om, at især de mindre erhvervsdrivende simpelthen ikke har overblik over, hvad Brexit vil betyde for dem.

Hun siger, at problemet er kategoriseret som »rødt«, hvilket betyder, at man ikke mener at kunne løse det før i det nye år:

»Mange små virksomheder har fortalt regeringen, at de har for travlt med at holde sammen på det hele i forhold til COVID til også at kunne forholde sig til følgerne af Brexit,« udtalte Emma Churchill.

Det kan måske virke mærkeligt, at de respektive virksomheder endnu ikke er klar til at handle på Brexit-vilkår her fire år efter, at bruddet med EU blev vedtaget. Men sandheden er, at det er svært at forberede sig på noget, man ikke ved, hvad er.

Kampen mod Brexit er død

Nytårsaften vil cirka halvdelen af briterne skåle og råbe et ekstra højt hurra for den nyfundne frihed. Brexit er kulminationen på årtiers intens kulturkamp for økonomisk uafhængighed af EU.

Men blandt den halvdel af befolkningen, der ønskede at forblive i EU, vil der blive rystet resigneret på hovedet. Ifølge en meningsmåling foretaget af YouGov den 18. november mener 50 procent nu, at det var en fejl at forlade EU, mens kun 39 procent er uenige. I en lignende rundspørge fra marts 2020 mente hele 48 procent, at Brexit var den rigtige beslutning.

Selv om tendensen altså peger på, at flere og flere fortryder Brexit her kort før målet, så er befolkningen i Storbritannien grundlæggende fortsat delt i to. Groft skåret, så er det de ældre og alle dem, der bor langt fra storbyerne, der fortsat er Brexit-tilhængere.

Kampen for at undgå Brexit er reelt ophørt. Labours tidligere leder, Jeremy Corbyn, var notorisk fanget mellem to stole på spørgsmålet om Brexit, hvilket skadede ham ved valget i 2019.

Labours nye leder, Keir Starmer, ønsker for alt i verden ikke at blive trukket ind i et lignende dilemma. I en klumme i den højreorienterede avis The Daily Telegraph skrev Starmer forleden:

»Stop råberiet omkring Brexit, og lad os besejre COVID.«

Det er egentlig ikke så langt fra Boris Johnsons »Get Brexit Done«-slogan.

Ifølge aviserne The Mirror og The Sun forventes Labour at stemme med regeringen – næsten ligegyldigt hvilken Brexit-aftale det ender med. Årsagen er, at Keir Starmer desperat har brug for den såkaldte ’røde mur’ af gamle Labour-højborge i Nordengland, der ved valget i 2019 stemte med Boris Johnson primært på grund af Brexit.

Keir Starmer, der selv stemte for EU-medlemskab og er fra Islington i London, forsøger at appellere til de tabte arbejderklassestemmer på denne måde. Men Brexit-dilemmaet er fortsat en sten i skoen for Labour, der reelt har bøjet sig for en konservativ agenda – noget, der for bare få år siden ville have været utænkeligt.

Langt størstedelen af Labours vælgere er i øvrigt fortsat EU-tilhængere, og Keir Starmer skal passe på ikke at miste deres gunst på den lange bane.

Boris, en marionetdukke uden fører

Boris Johnson står midt i en politisk storm, der hvert øjeblik truer med at feje benene væk under ham. Blandt egne partifælder, ja, helt ind i regeringskabinettet er der stigende mistillid til, at den flamboyante premierminister magter opgaven.

Boris Johnson, der længe var tvivler i forhold til Brexit, blev som bekendt shanghajet som spydspids for Vote Leave-kampagnen tilbage i 2016. Siden har han gjort Brexit til sit slagkraftige mantra, men få – om nogen – ved præcis, hvad det er for en fremtid uden for EU, premierministeren ønsker, og hvor realistiske hans vilde planer er.

Den populistiske vindbøjtel Boris Johnson er blevet sammenlignet med en marionetdukke, der villigt lader sig styre af en dukkefører, så længe rampelyset er på ham. Johnsons særlige rådgiver, Dominic Cummings, var utvivlsomt denne dukkefører, indtil han for 14 dage siden i huj og hast forlod Downing Street med sine ejendele i favnen efter et skænderi med premierministeren.

Cummings har hele vejen været strategen og idealisten bag Brexit-projektet, og det er endnu uvist, hvad hans pludselige afgang vil betyde. Cummings var fortaler for no deal, hvis ikke aftalen med EU var tilfredsstillende.

Hans afgang og Joe Bidens valgsejr i USA betyder formentlig, at briterne vil bide til bolle og æde en aftale i sidste øjeblik. Om ikke for andet så for, at premierministeren skal kunne sole sig i, at han fik en aftale hjem som lovet. Han påstod fejlagtigt, at der var en grydeklar aftale med EU i forbindelse med valget i 2019.

Familien må spise græs

Boris Johnson har ved flere lejligheder argumenteret for, at Storbritannien kan søge »tilbage til fremtiden« og bruge Storbritanniens stolte handelsfortid til at etablere en konkurrencedygtig fremtid baseret på global frihandel. I den forbindelse er planen at gøre Storbritannien til et lavskatteområde med en række frihavne, der skal favorisere britisk produktion frem for europæisk.

Planen var med offentlige ressourcer og lånte penge at investere voldsomt i at udbygge britisk infrastruktur. Men coronakrisen har sat en brat stopper for mange af Johnsons vidtløftige planer. De lånte penge skal nu i stedet gå til at holde hånden under tusinder af nye arbejdsløse.

De konservative brexiteers har ved flere lejligheder understreget, at Brexit ikke handler om økonomi, men om følelsen af frihed. Dette er et vigtigt element i forståelsen af briternes motiv, som ofte er blevet glemt eller negligeret i den europæiske analyse af Brexit, og som er eksemplificeret i en udtalelse af en prominent anonym brexiteer i Financial Times i 2018:

»Selv hvis det betød, at min familie fra nu af skulle spise græs, så ville jeg alligevel stemme for Brexit.«

Drøm eller mareridt?

Margaret Thatchers yndlingsøkonom, professor Patrick Minford, har til Information fortalt, at briterne må forvente endnu en økonomisk korrektion i forbindelse med Brexit:

»Jeg tror ikke, at fem-ti procent yderlige nedgang i økonomien er urealistisk på den korte bane. Men det vil rette sig med tiden. Brexit handler jo netop om muligheden for selv at kunne definere, hvad vi vil på en anden måde. Og det må vi være villige til at betale for,« siger Patrick Minford

Nu bliver Brexit-drømmen til virkelighed, og som det ofte går med fantasterier, er de meget nemmere på tegnebrættet. Sandheden er, at ingen ved præcis, hvad der vil ske, når det for alvor gælder.

Ifølge en rapport fra London School of Economics fra oktober er forskellen mellem den formodede, endelige Brexit-aftale og no deal ikke så stor på længere sig – men forskellen på at være en del af et fællesskab i en vanskelig tid og at skulle stå på egne ben kan vise sig betragtelig.

Et flertal af de briter, der stemte i 2016, ønskede sig ud af EU, og briterne bekræftede disse hensigter, da de stemte på Boris Johnson sidste år. De fik det, som de ønskede, men kunne naturligvis ikke forudsige COVID-19, der har ramt den britiske økonomi hårdere end noget andet EU-land og gjort forudsætningerne for et succesrigt Brexit langt dårligere. Da først Brexit-toget var sat i bevægelse, viste det sig umuligt at stoppe det igen, og skæringsdagen til nytår ligner lige nu et forestående trafikuheld filmet i slowmotion.

Det påkalder sig de gamle, vise ord: Be careful what you wish for, lest it come true.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Briterne skal nok finde ud af det før eller siden. De har selv valgt at gå. Det vigtigste er at EUs virksomheder ikke bliver ofre for nogen typer af ulovlig britisk statsstøtte eller at vores forbrugerstandarder og fødevaresikkerhed bliver undermineret af lavere britiske ditto. Lad dem ellers sejle deres ø længere ud i Atlanterhavet, gerne vest for Irland.

Lars F. Jensen, Søren Knudsen, Morten Reippuert Knudsen, Karsten Aaen, Rolf Andersen, Carsten Wienholtz, Gert Friis Christiansen, Jack Køhler og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

Prisen for frihed kan nogen gange være høj. Når det så er sagt så er det hverken pga. EU eller udtrædelsen af, der har noget med den gigantiske gæld som Storbritanien har oparbejdet og som vokser med stor hastighed. Det skyldes ikke mindst Blairs vision om at skabe et velfærdssamfund på stort set lige fod med det danske, hvor specielt NHS har trukket tænder ud, ikke mindst fordi de har været enormt gavmilde overfor sundhedsturister. Altså bl.a. personer fra 3. Verdens landene der er kommet til London for at føde, blive kræftopereret, eller behandlet gratis for lidelser man ikke kan (eller tør) i deres respektive hjemlande. Jeg kan slutteligt anbefale at se youtubes Britains Trillion pound Horror Story produceret af Channel 4, for ca. 10 år siden, der forklarer det uundværlige overforbrug af penge, lånt af kommende generationer.