Trump har 69 dage tilbage i Det Hvide Hus. Hvad kan han stadig nå at gøre?

Vi venter stadig på, at Donald Trump erkender sit nederlag, men medmindre der sker noget stærkt foruroligende, hedder USA’s næste præsident Joe Biden. Nu og her er det imidlertid stadig Donald Trump, som sidder bag skrivebordet i Det Ovale Kontor, og sådan vil det være indtil den 20. januar 2021.

69 dage yderligere til at føre politik, udstede præsidentielle dekreter, benåde sine nærmeste, udnævne dommere og potentielt stille sig i vejen for overlevering af viden og kompetencer til Joe Bidens kommende regering.

Trumps handlemuligheder afhænger i nogen grad af hans fortsatte opbakning i Det Republikanske Parti. Den fik vi et praj om i mandag.

Demokraterne havde nok håbet, at grænsen endelig var nået. At republikanerne, nu hvor Trump udfordrer den mest basale af demokratiets institutioner, ville sige præsidenten imod. At de ville gøre som Mitt Romney, George W. Bush og Fox News: Anerkende Bidens sejr og tage afstand fra Trumps forsøg på at underminere valgets legitimitet.

I stedet gjorde partiets leder i senatet Mitch McConnell og andre fremtrædende figurer i det republikanske etablissement det samme, som de har gjort de seneste fire år. De klappede hælene sammen og stillede sig på række. Trump er i sin gode ret til at udfordre valget ved domstolene, erklærede McConnell, og senatoren Lindsey Graham, som bedre end nogen anden inkarnerer partiets føjelighed over for Trump, opfordrede præsidenten til at holde fast og nægte at erkende nederlaget.

Noget tyder altså på, at Trump også i de sidste ti uger af sin embedsperiode kan regne med sit partis velsignelse.

Vi har kigget nærmere på, hvad han konkret kan gøre, inden det hele er forbi.

En dårlig overlevering

Det hedder sig, at Bill Clintons folk fjernede W-tasten fra samtlige af centraladministrationens tastaturer, bare for at genere den kommende George W. Bush-regering.

Læser man etablerede amerikanske medier i disse dage, fremgår det, at mange frygter, at Donald Trump vil tage andre og mere drastiske midler i brug for at besværliggøre arbejdet for sine efterfølgere.

I USA er overgangen fra en regering til den næste en gigantisk administrativ øvelse, som blandt andet indebærer, at cirka 4.000 job i centraladministrationen skal genbesættes. I modsætning til i Danmark er mange embedsfolk politisk udpegede. En ny præsident kommer altså med tusindvis af sine egne folk, som skal oplæres og sætte sig ind i et nyt område. Man starter på sin vis forfra hvert fjerde år. Det problem bliver naturligvis kun større, hvis den afgående regering stiller sig i vejen for overlevering af viden, erfaringer og verserende sager.

Til Newsweek forklarer Terry Moe, der er professor i politologi ved Stanford University, at han konkret frygter, at Trump vil nægte Bidens hold adgang til oplysninger, som er nødvendige for, at de kan forberede sig, sådan som der ellers er tradition for.

»Trumps embedsperiode har ikke været normal, og det er nemt at forestille sig, at overgangsperioden heller ikke bliver det,« siger han.

I hvert fald har Trump-regeringen endnu ikke villet skrive under på det dokument, som formelt sætter processen i gang og frigiver et større millionbeløb til at finansiere den.

I The Washington Post erklærer anonyme topfolk i embedsværket, at de tværtimod har modtaget ordre fra Det Hvide Hus om ikke at samarbejde med Joe Bidens folk.

Politik

Nu bliver det endnu mere spekulativt, men flere amerikanske iagttagere har allerede peget på, hvilke konkrete politiske mål Donald Trump potentielt kunne finde på at forfølge under sine sidste uger.

Ikke mindst på det udenrigspolitiske område har Trump relativt stort manøvrerum. I oktober tweetede Trump, at USA’s 4.500 tilbageværende tropper i Afghanistan ville være hentet hjem »inden jul«, og cirka samtidig luftede udenrigsminister Mike Pompeo ideen om helt at lukke USA’s ambassade i Irak.

Ifølge mediet Axios overvejer Trump også at indføre en sidste kaskade af sanktioner mod regimet i Iran og dermed besværliggøre Bidens forsøg på at genetablere atomaftalen mellem USA og Iran, som blev indgået under Obama.

Andre har, som Rebecca Lissner, der er professor ved US Naval College, malet et mere dystert billede af, hvad Trump måske kan finde på.

»Han kunne trække sig fra NATO eller tage markante skridt over for Iran eller Kina. Principielt er der intet, som stopper ham fra at indlede en krig,« siger hun til Newsweek.

Her er det værd at understrege, at der er forskel på, hvad Trump i teorien kan gøre, og hvad han vil gøre.

Indenrigspolitisk er Trump mere låst. Et bud er, at han vil forsøge at nå til enighed med Kongressen om en økonomisk genopretningspakke. Derudover har Trump fortsat mulighed for at udstede præsidentielle dekreter.

»Indtil videre har han ivrigt udstedt dekreter og afviklet reguleringer,« siger Todd Belt fra George Washington University til mediet VOX. »Det forventer jeg, at han vil fortsætte med«.

Endelig står Trump over for en meget konkret opgave, der virkelig kan skabe rabalder, påpeger David Frum i The Atlantic.

Den 11. december udløber den aftale, som finansierer USA’s offentlige udgifter. Hvis det ikke lykkes at forlænge den aftale, lukker store dele af regeringsapparatet ned, ligesom det skete i december 2018 og under Obama i 2013.

»Men situationen er anderledes nu,« skriver Frum. »En pandemi raser, arbejdsløsheden er høj, og Trump, som bearbejder et såret ego, kunne meget vel være i sit hævngerrige hjørne«.

Hyre og fyre

Mandag afskedigede Trump sin forsvarsminister, Mark Esper. Under hele sin embedsperiode har Trump hyret og fyret ministre, rådgivere og topembedsmænd i et utroligt tempo, og fyringen af Esper sender et signal om, at svingdøren ikke nødvendigvis kommer til at stå stille fra nu af.

Op til valget indikerede præsidenten selv, at han ville fyre dr. Anthony Fauci, der er ansvarlig for USA’s coronaindsats, ligesom han offentligt har kritiseret FBI-chefen Christopher Wray, som op til valget afviste, at svindel med brevstemmer skulle udgøre et stort problem, og tidligere er gået i rette med Trumps fremstilling af Antifa som en stor terrortrussel i USA.

Benådninger

Der er intet odiøst i, at afgående præsidenter benytter sig af deres magt til at benåde borgere. Barack Obama benådede for eksempel whistlebloweren Chelsea Manning, og Bill Clinton valgte – mere kontroversielt – at benåde både sin halvbror, Roger Clinton, der var dømt for besiddelse af kokain, og milliardæren Marc Rich, som havde doneret store summer til Det Demokratiske Parti, inden han flygtede ud af USA for at undslippe anklager om skatteunddragelse.

Flere af Trumps tidligere rådgivere har modtaget domme i løbet af de seneste fire år, blandt andet som følge af kommissionsundersøgelsen af Trump-kampagnens påståede samarbejde med Rusland. Det er langtfra utænkeligt, at folk som Michael Flynn, Roger Stone og Paul Manafort nu slipper ud af deres juridiske bekneb.

Det er også en mulighed, at Trump vil benåde sin familie. De er ganske vist ikke sigtet for noget endnu, men Trumps forretningsimperium er genstand for flere verserende efterforskninger om blandt andet svindel og skatteunddragelse. Og teknisk set er det faktisk muligt at give ’forebyggende’ benådninger.

Præsidentens benådning gælder imidlertid kun mod føderale forbrydelser – så Trump vil altså ikke kunne beskytte ansatte og familiemedlemmer mod brud på statslovgivning i for eksempel New York.

Et mere prekært spørgsmål er, om Trump vil benåde sig selv. Sidste år skrev Trump på Twitter, at han »absolut« har autoritet til at benåde sig selv. Juridiske eksperter er i tvivl. Andre spekulerer i, om Trump vil beordre skattemyndigheder til at eftergive sin skattegæld. Igen, forklarer eksperter i amerikanske medier, er det uklart, om præsidenten rent faktisk kan det. Ingen har prøvet det før.