Trumpismen blev ikke forkastet og kan i lang tid obstruere Bidens progressive dagsorden

Efter at Joe Bidens sejr står en ting klart. Valget resulterede ikke i den massive afvisning af Donald Trump, mange havde håbet på. Chokket fra 2016 står ved magt. Valgresultatet hjælper os ikke med at lægge de sidste fire års ydmygelser, vulgære adfærd og bekymrende udfordringer af institutioner og retsprincipper bag os.

Når Joe Biden indsættes som præsident til januar, vil hans tilhængere ærgre sig over, at Trump ikke blev buhet ud af verdenspolitikkens største scene. Det er den ubekvemme sandhed og ikke for USA alene. Den har implikationer for hele verden.

I stedet for en forkastelse af Trump gav valgresultatet os en mindre justering af den dybe polarisering, som har præget amerikansk politik siden Bill Clintons dage i 1990’erne. Som i 2016 tabte Trump, når vi måler på det nationale stemmetal, men han kan stadig støtte sig til store flertal i de små byers og de landlige distrikters Amerika.

Og trods hans strøm af giftige udfald imod indvandrere formåede Trump at præstere vælgerfremgang blandt de forskellige minoritetsgrupper, vi sammenfatter under betegnelsen ’latinoer’. Forbløffende nok fik han ikke bare høje stemmeandele blandt antisocialistiske cubanske og venezuelanske amerikanere i Miami, men tiltrak også stemmer fra mexicansk-amerikanere i Texas.

Trump formåede desuden at holde fast i et flertal af stemmerne fra hvide mænd og kvinder med meget forskellig baggrund.

Aggressiv stil

Ingen, hverken i USA eller udlandet, bør herefter nære illusioner om den nationalistiske og fremmedfjendtlige vælgerbloks vægt og størrelse. Republikanerne rykkede dybt ind på Viktor Orbáns og Recep Tayyip Erdogans territorium, og det gav bonus. For en betydelig del af vælgerbefolkningen er det præcis Trump og republikanernes skingre populisme, som appellerer. De elsker Trumps aggressive stil og hoverende angreb på venstreorienterede hellige køer. Og nu da han har vist vejen, vil der ikke være mangel på folketribuner, som kan tage tråden op efter Trump.

I et delt land bliver næsten alle virkelighedsaspekter set igennem en partisk linse. Demokraterne forsøgte – med god grund – at gøre valget til en folkeafstemning om Trumps håndtering af coronakrisen. Det viste sig ikke at være det vindende kort. Næsten halvdelen af amerikanerne var ikke enige i, at Trumps katastrofale og uansvarlige pandemiindsats skulle diskvalificere ham fra embedet. Det lover næppe godt for bestræbelserne på at få kontrol over sygdommen, hvilket må blive den første opgave for en Biden-regering.

Uden en kollektiv vilje til at træffe forebyggende foranstaltninger er der kun forhåbningerne om en snarlig og virksom vaccine tilbage. Meningsmålinger tyder dog på, at kun et lille flertal vil lade sig vaccinere, og især i det republikanske vælgerkorps er der stor vaccinemodstand. Det betyder, at USA får svært ved at kontrollere smitteudbruddet og formentlig må ud i nye nedlukninger. Konsekvenserne for det amerikanske samfund og dets små virksomheder vil kunne blive ødelæggende.

Selv hvis en effektiv virusinddæmning skulle vise sig mulig, vil en Biden-regering stå over for vanskelige magtkampe for at få sin politik igennem. Den vil stå over for formidable republikanske fjender i Kongressen, igen ledet af Mitch McConnell, senatrepublikanernes anfører. Forkvinden for Repræsentanternes Hus stillede amerikanerne en gigantisk ny stimuluspakke på over 2.000 milliarder dollar i udsigt, men ingen »blå bølge« ser ud til at sikre demokraterne kontrol over kongressen.

Klima i tynd tråd

Med reduceret flertal i Huset må Pelosi vende tilbage til forhandlingsbordet for at forhandle med McConnell. Til glæde for Wall Street har han meddelt, at han er villig til at indgå en aftale, men der er ildevarslende tegn forude. Enhver pakke, som McConnell vil acceptere, vil så godt som givet ikke gøre nok for at adressere den sociale krise, som titusindvis af arbejdsløse amerikanere og kæmpende byer og stater over hele landet står overfor. For at redde økonomien fra katastrofe, kan demokraterne ikke desto mindre blive tvunget til at acceptere McConnells vilkår.

Uanset hvor nødvendigt, den vil være, må enhver aftale med McConnell ses som en giftig pille. Alle punkterne på Bidens progressive dagsorden – sygesikring, børnepasning og uddannelse – vil hænge i en tynd tråd. Verden vil kunne glæde sig over at se en Biden-regering omgøre Trumps beslutning om at forlade Parisaftalen.

Men enhver snak om en Green New Deal vil sandsynligvis blive udvandet til det meningsløse. Republikanerne er glade for at tale om infrastruktur, men i sine fire år i embedet leverede Trump aldrig et investeringsprogram. Hvis Senatets republikanere kan vindes for Bidens grønne energiplan, kan man være sikker på, at den vil blive skræddersyet til erhvervslobbyen. Og der er ingen som helst chance for, at Senatet vil godkende Bidens formelle ratifikation af Parisaftalen, lige så lidt som republikansk dominerede senater ville godkende den under Barack Obama eller godkende Kyoto-protokollen under Bill Clinton.

Det vil stille USA i en situation, hvor landet er ude af stand til at forpligte sig troværdigt til kulstofneutralitet. Teknologiens fremskridt og de faldende omkostninger ved vedvarende energi kan være trumfkort, men tekniske løsninger rækker ikke hele vejen. Kun en omfattende afvikling af brugen af fossile brændstoffer kan med tiden åbne døren til en ny grøn vækstmodel. Og på mellemlangt sigt vil det kræve smertefulde strukturændringer, der skal igangsættes ovenfra og ned.

Billige dollar

Enhver effektiv indsats over for krisen i de næste fire år vil afhænge af den politiske vilje til kompromisløsninger, der vil gøre ondt i en overgangsfase. Obama-administrationen viste vejen for potentialet og begrænsningerne i den slags regeringsførelse. En Biden-administration ville uden tvivl drage fordel af erfaringerne fra dengang, men den vil stå over for det, der måske er Trumps mest formidable virkningshistorie: et domstolssystem, der på alle niveauer vil være fyldt med erhvervsvenlige og reguleringsfjendtlige dommere.

På en enkelt periode formåede Trump at udpege en fjerdedel af de forbundsstatslige dommere, der i årtier frem vil fortsætte med at forfølge hans dagsordener.

Stillet over for obstruktionsmuligheder fra så mange sider bør vi ikke blive overrasket, hvis den egentlige styring af den økonomisk politik ikke så meget kommer til at ligge hos den udøvende magt som hos Federal Reserve. Formanden for USA’s centralbank, Jerome Powell, har ikke tøvet med at spille konstruktive roller. Og set fra resten af verden vil en centralbanksstyring ikke være nogen dårlig ting. Billige dollar vil lette presset på verdensøkonomien.

Men der er klare grænser for, hvad nogen centralbank kan gøre for at modvirke det økonomiske chok, som coronakrisen har skabt. Hertil kommer, at der er alvorlige og giftige bivirkninger ved en vedvarende ekspansiv pengepolitik, navnlig i form af oppustning af spekulative bobler, der kun vil være til gavn for det heldige mindretal, der ejer aktier.

Centralbanken kan ikke levere det, som USA så desperat har brug for: en større opgradering af offentlige tjenester fra valgmaskineriet og børnepasning til sygesikring og en infrastruktur, der kan matche til det 21. århundredes behov.

Uden dette vil et splittet amerikansk samfund aldrig komme ud af den dysfunktionelle politiks blindgyde. Det er de perspektiver, som må bekymre mest i resten af verden. Snarere end at lukke bogen for de sidste fire år truer dette valg – uafhængigt af om der kommer en ny præsident til i Det Hvide Hus eller ej – med at stadfæste og forankre et giftigt status quo.

(C) The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen