International kommentar
Læsetid: 6 min.

Åsa Linderborg om coronastrategi: ’Svenskere er vant til at blive eksperimenteret med af myndigheder’

Pandemiens tydelige budskab er, at et samfund må indrettes efter menneskers behov. Spørgsmålet er, om Sverige i kølvandet på den fejlslagne coronastrategi har politisk beredskab til at tage den indsigt alvorligt
Patient på Östra Sjukhuset i Gøteborg. Sverige har ifølge de seneste tal næsten 8.000 døde med corona, mens Danmark i går rundede de 1.000.

Patient på Östra Sjukhuset i Gøteborg. Sverige har ifølge de seneste tal næsten 8.000 døde med corona, mens Danmark i går rundede de 1.000.

Björn Larsson Rosvall

Udland
19. december 2020

»Jeg synes, det er gået galt for os. Vi har et stort antal mennesker, der har mistet livet, og det er forfærdeligt. Det er noget, vi alle lider under.«

Sådan sagde Carl Gustav XVI i et interview med det svenske statsfjernsyn, SVT. Med den udtalelse træder Sveriges konge langt ud over grænsen for, hvad han egentlig må udtale sig om. Om Sveriges coronastrategi har været vellykket eller det modsatte, er i høj grad et politisk spørgsmål. Kongens rolle er at være nationalt samlingssymbol, ikke at rette kritik imod regeringen i nogen som helst retning.

På den anden side er det svært at være uenig med ham. I skrivende stund tæller Sverige 7.893 coronadøde. Vi svenskere har i månedsvis undskyldt os med, at vores statistikker er mere ærlige og retvisende end andre landes.

Personer med underliggende sygdomme, som alligevel ville dø, regnes med i statistikken som døde af COVID-19, hvis de dør med COVID-19. Gennemsigtigheden omkring data kan dog ikke tilsløre, at tusindvis af ældre er døde på grund af deciderede systemfejl i ældreomsorgen.

I sidste uge kom den svenske coronakommission med sin første delrapport, og kritikken er nådesløst hård: Ældresektoren lider af »strukturelle mangler«, som har været kendt og beskrevet siden 1990’erne. Ressourceproblemerne er kritiske, der er kraftig underbemanding, og personalet savner i vidt omfang de uddannelseskvalifikationer, som jobbet kræver.

Derfor var der ikke et beredskab på plads, da pandemien ramte. Ydermere blev ansatte ladt i stikken, da virussmitten spredte sig: Der var hverken retningslinjer eller værnemidler. Beslutninger, som ofte viste sig utilstrækkelige, blev truffet alt for sent.

Klassesamfund

Fagforbundet Kommunal har også udarbejdet en undersøgelsesrapport, som viser, at dets medlemmer stod lavest i hierarkiet, da værnemidler skulle fordeles. Sygeplejersker med videregående uddannelser fik, hvad de skulle bruge, det gjorde sygehjælpere ikke.

»Det kom helt bag på mig, at det svenske klassesamfund kunne se sådan ud,« udtaler Lisa Pelling, som har forfattet rapporten.

Coronakommissionen lægger ansvar på flere instanser: på myndighederne, på private rådgivere og på regeringen. Eller rettere sag: På årtiers regeringer, blå såvel som rød-grønne, som kendte til problemerne, men intet gjorde for at afhjælpe dem.

I mange andre lande var en regering blevet tvunget til at gå af, hvis den var blevet mødt med så svidende kritik, men Stefan Löfven klarer frisag, da oppositionen i lige så høj grad kan holdes ansvarlig for forsømmelserne, og fordi der har været så bred parlamentarisk opbakning til den nationale coronastrategi.

Alle ved altså, hvordan landet ligger: massedød som følge uvidenhed og uklar beslutningsgang. Men hvorfor gik det sådan? Forklaringen skal også søges i en ideologisk strid, som kommissionen ikke har beskæftiget sig med, men man skal være godt naiv for at overse sammenhængen mellem de historisk store skattelettelser og besparelserne på svensk velfærd.

De overskudsmaksimerende privatiseringer spiller naturligvis også en stor rolle som også det forhold, at den offentlige omsorgssektor i vidt omfang er styres efter New Public Management-doktriner.

Det er de svenske hjemmehjælpere, som har stået i pandemiens frontlinje, og som har haft en helt afgørende rolle for, at de ældre menneskers liv har kunnet fungere. Deres arbejdsvilkår er derfor i høj grad et samfundsanliggende.

I en netop udgivet bog, Arbetets mening, viser forfatteren David Eklind Kloo, hvordan den svenske hjemmehjælpssektor er blevet radikalt forandret på tyve år. I henhold til New Public Management skal al luft presses ud af organisationen, da arbejdsgiverne ikke ønsker at betale for så meget som en times »unødigt arbejde«.

Hver fjerde medarbejder i sektoren er ansat på timelønsvilkår, hvilket indebærer, at en hjemmehjælper skal tage sig af op til 20 forskellige personer på en uge. I Eckerö Kommune i Stockholms Amt er 45 procent timeansatte. De sidder påklædt hver morgen med fast greb om mobilen i håb om at få nogle timers arbejde for en privat plejevirksomhed. De kan hverken planlægge deres økonomi eller deres tilværelse.

Flokimmunitet

Samme dag, som Coronakommissionen udgav sin rapport, blev en kvindelig timeansat hjemmehjælper stillet for retten, tiltalt for at være gået på arbejde trods symptomer på sygdom. Hun risikerer to års fængsel.

Det er endnu uklart, hvorfor hun gik på arbejde, når hun nu havde COVID-19, men måske ville hun ikke lade sine arbejdskolleger i stikken med en håbløst stor arbejdsbyrde. For at stille sagen lidt på spidsen kunne man spørge, hvem der egentlig hører hjemme på anklagebænken: Den timeansatte, eller de, som er ansvarlige for at organisere den svenske hjemmehjælp på denne måde.

Sveriges coronastrategi stikker ud. Sverige har lukket så lidt ned som muligt. Sigtet var så hurtigt som muligt at opnå flokimmunitet, og forventningen var først, at dette kunne ske senest i forsommeren 2020. Det er endnu ikke sket.

I månedsvis var Folkhälsomyndigheten, den svenske sundhedsstyrelse, arrogant afvisende over for ønsket om bedre testmuligheder: Hvad skulle det til for? Hold bare afstand, vask hænder og arbejd hjemmefra, hvis muligt, var de råd, man holdt sig til at give.

Hvordan er det muligt, at et så relativt lille land som Sverige vælger at gå en helt anden vej end så mange andre lande?

Måske ligger noget af svaret i det svenske selvbillede, som interessant nok består af to modstridende identiteter: På den ene side ser Sverige sig selv som en moralsk stormagt, ja, vi er så exceptionelt gode, at vi mener, resten af verden bør se os som et foregangsland.

På den anden side ser vi os selv som landet lagom – et ord, som næppe har eksakte modstykker på andre sprog, men vel nærmest kan oversættes til »hverken for meget eller for lidt«. Et synonym er mellanmjölkslandet – ’letmælksnationen’.

I flere henseender er Sverige en ekstrem undtagelse. Vi har gået vores egne veje på flere områder: Coronastrategien er ét eksempel, flygtningepolitikken et andet, og #MeToo et tredje (bevægelsen fik større gennemslagskraft i Sverige end alle andre steder, da identitetspolitikken er ophøjet til statsideologisk norm inden for myndigheder, i uddannelsessektoren og i de fleste mediehuse). I årtier var Sverige verdens mest lige land, nu er vi globalt førende i privatiseringer og har sågar overhalet Chile. Listen kunne gøres endnu længere.

Tillid til staten

Med andre ord: I Sverige er vi vant til, at politikerne og myndighederne eksperimenterer med os. Vores tillid til dem, som styrer os – i alle målinger er svenskerne dem, som har størst tillid til staten – er lige så grundfæstet som vores respekt over for eksperter.

Så ingen protesterer. Tilsvarende har også staten en stor tillid til sine borgere: Man ved af erfaring, at folk gør, som myndigheder og magtpersoner siger, de skal gøre. Til grund for coronastrategien ligger også et for så vidt sympatisk venstreliberalt menneskesyn: Man stoler på, at det enkelte individ kan tage ansvar, både for sig selv og for sine medmennesker.

Den særegne coronastrategi kan også forklares med, at medierne rykker i flok (af grunde, som det vil føre for vidt at komme ind på her). Udenlandske journalister, som har deltaget i pressekonferencerne hos Folkhälsomyndigheten og regeringen har undret sig over, hvorfor de svenske journalister i de første måneder stor set ikke stillede kritiske spørgsmål og nærmest opfattede deres internationale kolleger som provokerende tossehoveder. Journalister er dog først som sidst opportunister, og nu, hvor alle kan se, at den svenske coronastrategi har slået fejl, skærper man tonen og hvæsser spørgsmålene.

At den neoliberalt organiserede ældreomsorg og plejesektoren i vidt omfang har taget livet af ældre svenskere, er ubestrideligt efter dette år. Pandemien kom med et tydeligt budskab: Et samfund må indrettes efter menneskers behov. Spørgsmålet er nu, om Sverige har noget politisk beredskab til at handle på den erkendelse.

© Åsa Linderborg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som bosat i Sverige føler jeg nu ikke, at jeg "lider" specielt under, at cirka 8.000 borgere i Sverige i 2020 er døde af COVID-19. Og hvorfor skulle jeg også "lide" mere under dette end, at cirka 70.000 er døde af andre årsager? I betragtning af, at COVID-19 er blevet klassificeret som en global pandemi, er det vel i grunden meget billigt sluppet, at kun godt 10% af årets dødsfald er forårsaget af pandemien.

Næh, Lars Hansen, for nogen er det måske let af være ligeglade med overdødelighed, så længe den bare rammer andre, men sammenligner man antallet af svenske coronadødsfald med antallet af norske og danske og finske, er det ret klart, at Sverige med en anden strategi og andre forhold i sundhedssektoren kunne have ligget på et langt lavere dødstal. Og den forskel kan man måske alligevel finde beklagelig?

Frederikke Nielsen, Jens Carstensen, Henning Kjær, Jette Steensen, Benno Hansen, Helene Gertsen, Mads Greve Haaning, Carsten Hansen, Nike Forsander Lorentsen og Georg Kallehauge anbefalede denne kommentar

@Ib Gram-Jensen

Ja det kan man selvfølgelig, og det er helt fair. Man kan så også sammenligne antallet af dødsfald i Sverige med lande som Storbritannien, USA, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Belgien, Holland, Schweiz, Østrig, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, og mange andre, og så er der såmænd ingen grund til, at svenskerne skal rende rundt og piske sig selv.

Nike Forsander Lorentsen

Bravo, Kungen! Siger også jeg.
Og den svenske konge har ikke gået over stregen med sin måde at forholde sig til den svenske strategi i stort, han har ikke kritiseret regeringen, Folkhälsomyndigheten eller Tegnell. Kungen sagde: Vi har misslyckats. Det er essensen af vad den svenske konge sagde. Og rigtigt mange svenskere holder med den svenske konge, vare sig de er royalister eller ikke.

Selvom døden selvfølgelig er den ultimative konsekvens for individet, så vil jeg mene at skaden i ligeså høj grad, hvis ikke mere, er på de tæsk man som samfund har valgt at give sine sundhedsansatte. Blive nød til at minde om at der i skrivende stund stadig lige er omkring 2-3måneders "sprint" tilbage, give or take. 2021 bliver efter alt at dømme det år hvor vi kan vende tilbage til vante gænge, men, de lande der har tæsket på deres hospitalsvæsen får en større efterregning end dem der ikke har. Som jubeloptimisten Tegnell selv har sagt, så skulle han først dømmes om et år, og til juni vil jeg så gøre det...

NB: Jvf. overdødeligheds statistikerne, er død med Covid-19 pretty much det samme som død af... I den svenske opgørelse fra i juni er der endda meget der peger i retning af at man har "undertalt". (Flere er døde end det officielle tal).

Marianne Jespersen, Lars Hansen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar

Den svenske syge - "kritikfornægtelsen, af "folkhemet"", er den uoverstigelighed som gør Sverige til det søvngængersamfund det i dag er.

Selv medierne i dagligdagen er med i eliten der skærmes for nye tanker, og kritiske tanker, - "tys..., tys" det må der ikke tales om offentligt, for kætterske tanker mod elitens er falske og må ikke bringes til torvs for og i offentligheden, - derfor taler, skrives der intet om det i medierne.

Det var jo den indstilling, som Sjöwall, Wahlöö og andre kritiserede allerede i 60'erne.

Anders Munch
Jeg håber du ender med at få ret. Men, alt data og logik fortæller mig, at du er forfærdeligt optimistisk.
Det er en meget blandet velsignelse at covid-19 har så skæv en aldersprofil som den har. Unge mennesker kan med (egoistisk) rette trække på skuldrene hvorimod ældrer gør klogt i at have en smule respekt. (Her tillader jeg mig at skældne imellem hysteri/frygt og så på respekt for noget der for 65+ har en alderspecifik IFR på ~3%, folkhalsomyndigheternes eget estimat.)
Kombinationen giver nemlig en perfekt smittevektor i samfundet (de unge) og så en uoverskuelige belastning af hospitalsvæsnet af ældrer mennesker. Jeg er selv i midt 30'erne, så min "frygt" for Covid-19 er meget meget begrænset. Min forståelse for den lavine af problemer mit bidrag som potentiel vektor kan medføre, er dog noget jeg har stor respekt for.
Men, 2021 skal nok afgøre hvad der var hysteri og hvad der var sund fornuft.

Jesper Frimann Ljungberg og Lars Hansen anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Historien om Sverige er vel også hvis man reelt skal se på det, nærmere en historie om fejlen i det svenske offentlige ældrepleje, end lige kampen mod covid-19 generelt.
For at en strategi med stor smitte i offentligheden skal virke, kræver det, at man beskytter det sårbare og det er næsten udelukkende de ældre det drejer sig om.
Og ældre på plejehjem, der skal det være en offentlig opgave at beskytte disse folk.

Man kan så også snakke om vi I Danmark ha været gode nok til, at forhindre smitten på plejehjem.
Jeg kan f.eks. ikke forstå, at man ikke bruger 'kvick tests' til folk på hospitaler og i ældreplejen i stedet for at give det til folk generelt. Det giver ikke så meget mening.

// Jesper

Selvfølgelig er der intet positivt ved, at hospitalerne er fyldt med COVID-19 patienter, og at gamle mennesker dør af sygdommen. Hverken i Sverige eller andre lande. Og i det omfang "den svenske strategi" var at styre mod kontrolleret flok-immunitet, så er den mislykkedes, for en sådan immunitet er stadig ikke i sigte.

Men når det er sagt, så er corona-strategien også mislykkedes i næsten alle andre europæiske lande. I Danmark mente Søren Brostrøm tilbage i maj, at man nu havde så godt styr på test og smitteopsporing, at en egentlig anden bølge var meget usandsynlig, og ligeledes var det usandsynligt, at der ville blive behov for en ny nedlukning. Men nu er Danmark midt i både en anden bølge og en ny nedlukning. Og det samme kan man sige om land efter land i Europa.

Hvis man rangordner landene i Europa efter dødelighed af COVID-19, så er Sverige pt. nr. 15 ud af 46 lande med 789 døde per million indbyggere. Medianen ligger pt. på omkring 600, og nærmer sig uge for uge tallet i Sverige. Hertil kommer, at listen også omfatter lande som Rusland og Hviderusland, hvor de rapporterede tal ikke er reelle. Så i den store sammenhæng er det snarere lande som Norge og Finland, der skiller sig positivt ud, end Sverige der skiller sig negativt ud.

https://www.worldometers.info/coronavirus/#countries