Brexit: Krigen er afblæst, dramaet fortsætter

Merry Brexmas!

Selvfølgelig lod den britiske premierminister Boris Johnson sig fotografere triumferende bag skrivebordet i Downing Street nr. 10, da det juleaftensdag lå fast, at der endelig foreligger en Brexit-aftale fra nytår. Og selvfølgelig blev der kort efter lækket billeder, hvor Johnson og hans crew lignede en flok slagne provinsadvokater, der var på nippet til at aflyse julefrokosten.

At de var udmattede, er ikke så mærkeligt efter fire års Brexit-forhandlinger, der kulminerede midt i den ukontrollerede britiske coronasmitte og demonstrative franske grænselukning op til jul.

Det politiske spin om fortolkningen af aftalens tabere og vindere kører. Er skilsmissen overstået?

Nej, desværre. Der er stadig masser af løse ender og overgangsfrister med åben udgang helt ind i problemets kerne mellem EU27 og Storbritannien: den britiske drøm om at opretholde fri adgang til EU’s indre marked og toldunion og samtidig være fri for europæisk regulering.

Både i EU og især i Storbritannien er forbruger-, handels- og industriforbund godt nok yderst lettede over, at det ikke ender med en no deal, som havde gjort handel mellem Storbritannien og EU til et kaotisk anliggende.

Med den nuværende 1.246 sider lange aftale lægges der hverken told eller begrænsende kvoter på de varer, som titusindvis af lastbiler hver dag krydser Den Engelske Kanal med. Alligevel venter der masser af bureaukrati og test af varerne, fordi britiske firmaer i vid udstrækning skal holde sig til standarderne i EU inden for for eksempel produkt- og levnedsmiddelsikkerhed.

Hvilke varer handler det om?

Rigtig mange varer fra sektorer inden for data, energi, landbrugs- og industriprodukter. Et godt eksempel er bilindustrien, hvor der lød et lettelsens suk juleaften. Uden en aftale var den blevet pålagt en told på ti procent. Nu kan der eksporteres både biler og bildele toldfrit begge veje – og dog sætter Brexit en dæmper på samarbejdet og dermed fut i kapløbet om batteriudvikling.

I aftalen er varehandlen udførligt beskrevet, men tjenesteydelser kun sparsomt. Det er ikke et godt tegn for Storbritannien, hvor omkring 80 pct. af økonomien afhænger af tjenesteydelser – herunder blandt andet handel, turisme og især finanssektoren, der vil miste en del af sin markedsadgang i EU.

Et andet stridspunkt er definitionerne af de såkaldte gensidige anerkendelser af professionelle kvalifikationer, der giver for eksempel læger eller arkitekter mulighed for at arbejde på tværs af EU-landene. Som Financial Times har formuleret det, udgør aftalen derfor »det absolutte minimum«, hvilket selvsagt også skyldes, at handelsaftaler normalt skal nedbryde handelsbarrierer, mens de i dette tilfælde skal defineres ned i mindste detalje.

Hvem skal bestemme, når EU og Storbritannien er uenige?

Det var yderst omstridt. I aftalen forsikrer EU og Storbritannien, at man ikke underbyder hinandens standarder inden for for eksempel miljø og arbejdsrettigheder, og at der ikke indføres konkurrenceforvridende statsstøtte. EU har længe stået stejlt på, at EU-lovgivning skal forhandles ved EU-Domstolen. Johnsons regering ville derimod finde en mæglingsinstans, der er »passende for et forhold med to lige og suveræne partnere« – altså for Guds skyld ikke EU-Domstolen.

Her har briterne trukket det længste strå, for der indføres et helt nyt mæglingsorgan, der vil have en lang række mæglere fra både EU og Storbritannien, og som med stramme tidsfrister skal afgøre uenigheder om handelsforhold i begge retninger.

Til sidste øjeblik handlede det om fisk. Hvor er den landet?

Man kunne også spørge, hvorfor netop fiskeriet, der udgør en så lille del af den britiske økonomi, blev så afgørende. Det skyldes, at fiskeriet og adgangen til britisk farvand har været et afgørende symbol i Leave-kampagnens løfte om at »take back control«.

I aftalen hedder det, at EU-flåden fortsat må fiske i britisk farvand over de kommende fem et halvt år. I den overraskende korte udfasningsperiode reduceres de europæiske fangstkvoter kun med 25 procent, selv om briterne oprindeligt krævede 80 procent. Derefter skal reglerne genforhandles, men de britiske fiskere er allerede rasende over kompromiset, som den britiske fiskeriorganisation har omtalt som »forræderi«.

Hvad så med at tage til Storbritannien på ferie eller på studieophold?

Rolig nu. EU-borgere kan selvsagt rejse visumfrit til Storbritannien på ferie, men det bliver sværere at flytte dertil for at arbejde og ikke mindst for at studere.

Johnson proklamerede juleaften, at Storbritannien vil være en »samarbejdende videnskabelig supermagt«, som fortsat er del af det europæiske Horizon-forskningsprogram. Til gengæld vendte han tommelfingeren nedad til EU’s »ekstremt dyre« Erasmus-udvekslingsprogram, hvor Storbritannien da også har modtaget næsten dobbelt så mange europæiske studerende, som landet har sendt den anden vej. Alligevel kaldte den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, det på Twitter for »kulturel vandalisme« at droppe deltagelsen i Erasmus, der har »udvidet mulighederne og horisonten for så mange unge mennesker«.

Hov, ja, Skotland! Hvad betyder aftalen i forhold til Skotland og Nordirland?

Meningsmålinger viser, at skotterne – modsat afstemningen i 2014 – i dag ville stemme for uafhængighed. Hvad Nordirland angår, vil landet fortsat følge det indre markeds regler (og EU-Domstolen!) for at holde den historisk betændte grænse til Irland åben. Der indføres derfor toldtjek mellem Storbritannien og Nordirland – og selvsagt på den store varetrafik mellem Storbritannien og Irland.

Der er kun et par dage til nytår. Hvad sker der videre?

Egentlig burde EU’s Ministerråd træde sammen, men da det jo er umuligt, skal de europæiske regeringer give deres samtykke skriftligt. EU-Parlamentet kan derimod først ratificere aftalen i det nye år. I London skal både Underhuset og Overhuset give samtykke. Flere Brexit-rebeller buldrer på Twitter, men da aftalen har klar opbakning selv i Labour, forventes den at gå glat igennem. Ikke desto mindre er europæiske medier som Die Zeit vrede over, at Boris Johnson for egen vindings skyld bevidst har fremprovokeret en »uforskammet tidsknap proces«.

Har EU eller Storbritannien så vundet?

Ah, come on. Alle har tabt. Selv et »Global Britain« med globale handelsaftaler kan næppe opveje det halve brud med EU’s indre marked, der omvendt ikke muliggør et Storbritannien som et ureguleret skatteparadis – en slags europæisk Singapore ved Themsen. Set fra EU skrumper det indre marked med 16 procent, og det er skidt for EU’s økonomi og globale forhandlingsposition. Stemningen mellem EU og Storbritannien er tilmed præget af mistillid, og der er mange åbne ender i aftalen. Så der vil komme masser af anledninger til at ringe til mæglerne: Brexit er langt fra slut.