Essay
Læsetid: 11 min.

For fem år siden gav Parisaftalen verden et klimamål. Vi leder stadig efter viljen til at nå det

Det er fem år siden, at alverdens lande til stående ovationer vedtog Parisaftalen om at bremse den globale opvarmning før to grader og helst inden 1,5 grader. I dag er den grønne omstilling i gang, men chancen for at sikre 1,5-gradersmålet er formentlig forpasset
Det er fem år siden, at alverdens lande til stående ovationer vedtog Parisaftalen om at bremse den globale opvarmning før to grader og helst inden 1,5 grader. I dag er den grønne omstilling i gang, men chancen for at sikre 1,5-gradersmålet er formentlig forpasset

Jesse Jacob

Udland
12. december 2020

»Denne aftale redder ikke verden. Den har måske reddet vores chance for at redde den.«

Det var den beherskede optimistiske kommentar fra den amerikanske pioner i klimakampen Bill McKibben, stifter af netværket 350.org, lørdag eftermiddag den 12. december 2015.

McKibben var som titusinder af andre i Paris som deltager i FN-klimatopmødet COP21, der sluttede i overtid om lørdagen med vedtagelsen af Parisaftalen. Det var kulminationen på en årtier lang proces plaget af komplikationer, konflikter og traumer, og derfor var der euforisk glæde, stående ovationer og tårer i øjnene, da Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius som mødeleder kunne slå sin lille hammer i bordet og erklære, at verdens lande havde godkendt den juridisk bindende Parisaftale.

Nu er der gået fem år, og det står klart, at verden ikke er reddet fra potentielle klimakatastrofer. Spørgsmålet er, om verden stadig har en chance for at undgå dem?

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ole Arne Sejersen

Når man har det kapitalistiske samfundssystems væsen og funktionsmåde in mente, står det klart, at Parisaftalen blot er nok en gang varm luft.

Steen Hansen, Jens Flø og John Andersen anbefalede denne kommentar

Nu har vi jo så fået et mål mere. Hele EU har vedtaget at reducere CO2 udslippet med 55% inden 2030. Moder Mette ville endog have 65%. Så det ser da fint ud. Spørgsmålet er så, hvad der skal ske med de resterende 45%? For slet ikke at snakke om den menneskeskabte CO2 udledning, som allerede har fundet sted og som derfor er årsagen til de klimaforandringer der allerede er sat igang. Særligt når der tænkes på, at største delen af den menneskelig udledte CO2 forbliver i atmosfæren i sandsynligvis hundredevis af år. Måske tusinde. Det betyder grundlæggende, at det vil være umuligt at genskabe den tilstand i atmosfæren der var før mennesket for alvor begyndte at afbrænde fossile brændstoffer. Og det selv om vi stopper helt med at udlede mere CO2. Og selv om der skabes et teknologisk fiks, så skal det altså være noget af et fiks, hvis det skal suge, hvad ved jeg, 3 bilioner tons CO2 ud af atmosfæren og pumpe det ned et sted i undergrunden. Det bliver da spændende det her. Ik.

“... da Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius som mødeleder kunne slå sin lille hammer i bordet og erklære, at verdens lande havde godkendt den juridisk bindende Parisaftale”.

Parisaftalen er kun juridisk bindende, når det gælder det rent proceduremæssige, f.eks. at landene hvert 5. år skal indlevere reduktionsmål (såkaldte NDC’er, National Determined Contributions).

Indholdet af landenes NDC’er er desværre ikke juridisk bindende. Landene kan skalte og valte med deres CO2-reduktionsmål fuldstændigt uforpligtende.

Og selv det eneste juridisk forpligtende element i aftalen (indlevering af NDC’er) overholder landene desværre ikke. Landene skulle her ultimo 2020, fem år efter aftalens indgåelse, netop indlevere deres første NDC’er. Men som anført i artiklen har kun 16 lande overholdt denne juridiske forpligtelse.

Ole Arne Sejersen, John Andersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar