Essay
Læsetid: 11 min.

For fem år siden gav Parisaftalen verden et klimamål. Vi leder stadig efter viljen til at nå det

Det er fem år siden, at alverdens lande til stående ovationer vedtog Parisaftalen om at bremse den globale opvarmning før to grader og helst inden 1,5 grader. I dag er den grønne omstilling i gang, men chancen for at sikre 1,5-gradersmålet er formentlig forpasset
Det er fem år siden, at alverdens lande til stående ovationer vedtog Parisaftalen om at bremse den globale opvarmning før to grader og helst inden 1,5 grader. I dag er den grønne omstilling i gang, men chancen for at sikre 1,5-gradersmålet er formentlig forpasset

Jesse Jacob

Udland
12. december 2020

»Denne aftale redder ikke verden. Den har måske reddet vores chance for at redde den.«

Det var den beherskede optimistiske kommentar fra den amerikanske pioner i klimakampen Bill McKibben, stifter af netværket 350.org, lørdag eftermiddag den 12. december 2015.

McKibben var som titusinder af andre i Paris som deltager i FN-klimatopmødet COP21, der sluttede i overtid om lørdagen med vedtagelsen af Parisaftalen. Det var kulminationen på en årtier lang proces plaget af komplikationer, konflikter og traumer, og derfor var der euforisk glæde, stående ovationer og tårer i øjnene, da Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius som mødeleder kunne slå sin lille hammer i bordet og erklære, at verdens lande havde godkendt den juridisk bindende Parisaftale.

Nu er der gået fem år, og det står klart, at verden ikke er reddet fra potentielle klimakatastrofer. Spørgsmålet er, om verden stadig har en chance for at undgå dem?

Parisaftalen forpligter det globale samfund til at bremse den globale temperaturstigning »et godt stykke under to grader samt arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader«.

Ifølge FN’s meteorologiorganisation, World Meteorological Organization (WMO), er status, at »den gennemsnitlige globale temperatur i 2020 er på kurs til at blive 1,2 grader over det førindustrielle niveau«.

»Der er en chance på mindst én til fem for, at den midlertidigt overskrider 1,5 grader i 2024,« advarede WMO’s generalsekretær, professor Petteri Taalas, i en statusopgørelse i sidste uge.

’At redde verden’, som McKibben taler om, er et diffust begreb, men det synes mere og mere klart, at det er for sent at redde verden fra en temperaturstigning på 1,5 grader. Stadig flere klimaforskere siger det i dag højt. En af dem er den danske forsker, professor Sebastian Mernild, Syddansk Universitet.

»Jeg ser det ikke som realistisk at blive under 1,5 grader. Teoretisk skal vi da reducere med seks procent pr. år fra 2020 til 2030, hvilket ikke er praktisk muligt,« siger han til Information.

I sin nye Emission Gap Report offentliggjort onsdag siger FN’s Miljøprogram UNEP, at »hvis det ikke lykkes at reducere de globale udledninger markant i 2030, vil det blive umuligt at holde den globale opvarmning under 1,5 grader«.

På den anden side står det også klart, at 1,5 graders temperaturstigning ikke betyder altings ophør. Klimaforandringerne og deres konsekvenser bliver blot gradvist værre, og stadig flere mennesker bliver ofre, desto mere temperaturen stiger. Kun hvis regulære tippingpoints i det biofysiske system overskrides, og irreversible feedbackprocesser tager fart, kan ukontrollable katastrofescenarier melde sig.

Ildevarslende grafer

Så verden har formentlig stadig en chance. Fem år efter Paris står det klart, at verdenssamfundet vitterlig har indledt en grøn omstilling, ligesom det står klart, at det stadig går for langsomt.

Ser man på den historiske graf over CO2-udledninger siden 1960, vil man opdage, at verden kun har formået at få udledningskurven til ganske kortvarigt at stagnere eller bøje nedad, når verdensøkonomien er blevet ramt af dybe kriser, hvor økonomisk vækst er erstattet af recession.

 

Plotter man de mange klimaaftaler og -topmøder siden WMO’s første globale klimakonference i 1979 ind på grafen for atmosfærens CO2-koncentration, står det tilsvarende klart, at koncentrationen er steget støt hele vejen, uberørt af alle aftaler og møder. End ikke udledningskurvens lille knæk nedad i dette coronaår får CO2-koncentrationen til at stoppe sin kurs opad, påpeger WMO.

 

Faktisk er de globale udledninger steget med 62 procent, siden verdens lande i 1990 begynde at forhandle om de klimaaftaler, der skulle bringe udledningerne ned.

Under COP21 i Paris sagde flere klimaforskere, at udledningskurven skulle knækkes og begynde at falde i 2020 – det er nu – hvis der skulle være nogen chance for at overholde 1,5-gradersmålet. Det ironiske er, at kurven vitterlig er knækket i år – men alene takket være en mikroskopisk virus, der lukkede verdensøkonomien ned. Og der er stor risiko for, at udledningerne vil stige på ny, når økonomiske hjælpepakker og nye vacciner bringer hverdagen og væksten tilbage.

I Kina, der blev ramt af coronavirussen som det første land, faldt CO2-udledningerne med hele 11,5 procent i årets første måneder, men er i dag tilbage på præcoronaniveauet – det viser en ny analyse i tidsskriftet Science.

»De daglige globale udledninger mod slutningen af 2020 nærmer sig niveauer som i 2019, selv om mange lande stadig har forskellige restriktioner i kraft,« siger Glen Peters, forskningsdirektør ved det norske klimaforskningscenter CICERO, i forbindelse med offentliggørelsen fredag af den årlige status for CO2-udledningerne fra The Global Carbon Project.

Afgørende bliver altså, om verdens lande, virksomheder, investorer og borgere tager ved lære af coronakrisen og formår at gøre genåbningen grøn, sætte fart på omstillingen og for alvor skifte kurs.

Landenes klimamål

Op til femårsdagen for Parisaftalen har to institutter for klimaforskning, Climate Analytics og NewClimate Institute, i fællesskab gjort status over de klimaløfter, verdens lande har afgivet, og fundet, at verden nu kan være på kurs mod 2,1 grads opvarmning i 2100. Det er faktisk en rigtig god nyhed, for da forskerne første gang gjorde status i forbindelse med det fejlslagne klimatopmøde i København i 2009, pegede landenes løfter mod en temperaturstigning på hele 3,5 grader i 2100.

Forklaringen på de bedre udsigter er blandt andet, at mange lande op til Parisaftalen satte nationale klimamål, samt at mange siden har vedtaget – eller forbereder at vedtage – mål om klimaneutralitet i 2050. Vigtigst og mest opsigtsvækkende er meddelelsen i september fra Kina – verdens suverænt største CO2-udleder – om at blive klimaneutralt i 2060. Det vil i sig selv kunne dæmpe den globale temperaturstigning i 2100 med 0,2-0,3 grader, vurderer forskerholdene.

EU, Japan og Sydkorea er andre store økonomier, der vil være klimaneutrale i 2050, og i alt har 127 nationer besluttet eller overvejet at beslutte et sådant mål. Antager man optimistisk, at samtlige disse lande realiserer målet, kan der ifølge forskerne være udsigt til at bremse opvarmningen ved de 2,1 grader.

»Fem år efter vedtagelsen af Parisaftalen er det tydeligt, at omstillingen til et samfund med nuludledning er begyndt,« skriver Climate Analytics og NewClimate Institute.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om de ambitiøse mål for et tidspunkt 30 år ude i fremtiden vil blive efterlevet. Regner man på de tiltag og politikker, landene faktisk har vedtaget og sat i værk, er kursen i dag snarere mod 2,9 grader i 2100, understreger forskerholdene.

Endnu mere bekymret er meldingen i UNEP’s Emission Gap Report. Landenes nuværende klimaløfter »er fortsat i alvorlig grad utilstrækkelige til at nå Parisaftalens klimamål og vil føre verden til en temperaturstigning på mindst tre grader ved århundredets afslutning«, hedder det.

Fra marts til september hærgede rekordsættende megabrande efter hedebølger og tørke en række vestlige amerikanske stater. I sidste uge - længe efter den normale afslutning på den californiske brandsæson - opstod der så en eksplosiv brand i Orange Country syd for Los Angeles.

Fra marts til september hærgede rekordsættende megabrande efter hedebølger og tørke en række vestlige amerikanske stater. I sidste uge - længe efter den normale afslutning på den californiske brandsæson - opstod der så en eksplosiv brand i Orange Country syd for Los Angeles.

Kent Nishimura/Getty Images
Både UNEP og forskerne hos Climate Analytics og NewClimate Institute appellerer derfor om, at flere lande snarest sætter skærpede og bindende mål for 2030.

»Siden Paris i 2015 er der ikke sket megen positiv bevægelse blandt regeringer for at skærpe deres nationalt vedtagne 2030-mål,« konstaterer forskerne. UNEP konstaterer, at der med de gældende nationale mål i 2030 vil blive udledt 32 milliarder ton CO2 for meget til at holde 1,5 graders grænsen.

Dette skal holdes op imod, at det faktisk er i år – fem år efter Paris – at landene ifølge aftalen skal indlevere nye 2030-mål til FN.

Op til et virtuelt klimatopmøde, Climate Ambition Summit, arrangeret af FN, Frankrig og Storbritannien på femårsdagen for Parisaftalen, har kun 16 lande indleveret sådanne skærpede mål. Flere ventes at gøre det i taler på topmødet eller derefter, mens andre på grund af coronakrisen formentlig først kan levere op til det udskudte klimatopmøde COP26, der holdes i Glasgow i november 2021.

USA’s Joe Biden, der som endnu ikke tiltrådt præsident ikke kan gå på talerstolen på lørdagens møde, har under sin valgkamp talt for at gøre USA’s elproduktion CO2-fri i 2035 samt hele økonomien klimaneutral i 2050.

EU har sat klimaneutralitet i 2050 som fælles langsigtet mål, og EU’s stats- og regeringschefer vedtog fredag at skærpe EU’s hidtidige CO2-reduktionsmål for 2030 fra 40 til mindst 55 procent. Det er ikke i sig selv nok til at bringe EU på kurs mod 1,5-gradersmålet, og de 55 procent skal nu forhandles med Europa-Parlamentet, der vil have 60 procent reduktion i 2030.

I Storbritannien, der har forladt unionen, har premierminister Boris Johnson netop præsenteret et 2030-mål om mindst 68 procent CO2-reduktion i 2030. Det roses af britiske klimaeksperter, som dog samtidig efterlyser de konkrete politiske tiltag, der kan gøre det muligt at nå dertil. Sir Brian Hoskins, leder af The Grantham Institute for Climate Change, påpeger eksempelvis over for BBC, at regeringen for nylig har afsat 127 milliarder pund til nye veje og hurtigtog, hvilket vil øge CO2-udledningerne, mod blot én milliard pund til boligisolering.

Det seneste halve års klimapolitiske forhandlinger herhjemme illustrerer, hvor vanskeligt det i praksis er at leve op til de nødvendige mål. Mindre end en måned før den tidsfrist, klimaloven fastsætter for at anvise vejen til det danske 2030-mål, har regeringen og Folketinget blot præsteret aftaler for cirka en tredjedel af den CO2-reduktion, der skal til.

En netop offentliggjort granskning, Climate Change Performance Index 2021, af 57 landes klimaindsats frem mod 2030 viser et tilsvarende billede af mangelfulde præstationer.

»Samtlige lande har fremlagt utilstrækkelige mål (for 2030, red.). De er ikke i overensstemmelse med det, der er nødvendigt for at være på kurs mod en temperaturstigning et godt stykke under to grader, endsige vejen til 1,5 grader, sådan som Parisaftalen kræver,« sagde professor Niklas Höhne, klimaforsker ved NewClimate Institute, ved præsentationen mandag af den nye granskning.

Af de undersøgte lande, der tilsammen står for 90 procent af de globale udledninger, klarer Sverige sig bedst og USA dårligst. Danmark er nummer tre på listen, der er udarbejdet af NewClimate Institute, Climate Action Network og GermanWatch.

Omstilling i en coronatid

Det store spørgsmål er, hvad coronapandemien kommer til at betyde – ud over selve det midlertidige fald i CO2-udledningerne på grund af den økonomiske nedlukning. Vil verden lære noget om sårbarheden af den herskende økonomiske model og livsform? Vil genåbningen blive en Green New Deal, en konkret strategi for grøn omstilling? Eller vil alle kræfter blive sat ind på at genskabe status quo og redde også de klimabelastende virksomheder, arbejdspladser, produktioner og forbrug?

OECD gjorde i september status over landenes genåbningsplaner og -programmer. Man fandt, at landene sammenlagt havde øremærket 312 milliarder dollar til genåbningsinitiativer med grønt perspektiv – CO2-reduktion, cirkulær økonomi, energirenovering, mere bæredygtig transport med mere. Men dette var ud af en samlet økonomisk genopbygningsindsats på 9.000 milliarder dollar.

»Indtil nu er balancen mellem grønne og ikkegrønne økonomiske satsninger ikke gunstig, når det gælder at støtte positive miljømæssige resultater,« fastslog OECD.

30 lande »har medtaget tiltag rettet mod at understøtte omstillingen til grønnere økonomier som del af deres genopretningsprogrammer«, men samtidig har »24 regeringer bebudet tiltag, der sandsynligvis vil have en direkte eller indirekte negativ indflydelse på de miljømæssige resultater«.

Senest har FN’s Miljøprogram UNEP i samarbejde med blandt andet Stockholm Environment Institute offentliggjort sin tilbagevendende Production Gap Report, der analyserer gabet mellem det, der bør gøres i lyset af Parisaftalen og klimakrisen, og det, der faktisk gøres. Rapporten tegner et mere dystert billede end OECD-analysen.

»Til dato har regeringer reserveret langt flere COVID-19-midler til fossil energi end til ren energi,« skriver UNEP.

Konkret har G20-landenes regeringer reserveret over 230 milliarder dollar i genopretningshjælp til den fossile energisektor mod 150 milliarder til grøn energi.

»Præ-COVID-planer og post-COVID-stimulerende tiltag peger mod en fortsættelse af det voksende gab med hensyn til global produktion af fossil energi, som fastlåser udviklingen til alvorlige klimaforstyrrelser.«

UNEP vurderer, at landenes planer i dag peger mod en årlig vækst i fossil energiproduktion på to procent – »det vil i 2030 resultere i dobbelt så stor en produktion som den, der harmonerer med 1,5 gradersmålet«.

Den nådesløse konklusion fra FN-institutionen er denne:

»For at kunne følge en kurs, der er i pagt med 1,5-gradersmålet, er verden nødt til at reducere sin produktion af fossil energi med omkring seks procent årligt mellem 2020 og 2030.«

Altså fra en vækst i øjeblikket på to procent til en øjeblikkelig minusvækst på seks procent. Man forstår, hvorfor FN’s generalsekretær Antonio Guterres i sidste uge med henvisning til UNEP-rapporten følte sig foranlediget til at sige: »Menneskeheden fører krig mod naturen. Dette er selvmorderisk.«

At slås som ind i helvede

Alt dette betyder ikke, at Parisaftalen fra den 12. december 2015 er en fiasko. Uden aftalen havde verden været uden søkort og mål. Nu er Parisaftalen det, som beslutningstagere på alle niveauer selv kan bruge eller får holdt op for øjnene af andre, når finanslove, genopretningspakker, energiplaner, investeringer og produktionsmæssige beslutninger skal træffes. Der går en lige linje fra Paris 2015 til det pres, som civilsamfund, fagfolk, visionære erhvervsfolk og politiske partier i december 2020 er i stand til lægge på eksempelvis den danske regering.

Det mål, som aftalen satte, er med til at forklare den hidsige internationale innovation, der har ført til, at sol og vind i dag er billigere energikilder end fossile brændsler i de fleste lande og ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, vil »stå for 95 procent af nettotilvæksten i den globale elproduktionskapacitet frem til 2025«.

Multinationale selskaber som Microsoft søger i dag til lande som Danmark, fordi vi snart har en helt grøn elforsyning, mens andre som Sony truer med at forlade hjemlandet Japan, fordi det har for lidt vedvarende energi.

Det er også signalet fra Paris, der får globale koncerner som Apple til ikke blot at sætte sig mål om klimaneutralitet allerede i 2030, men også forlange det samme af sine underleverandører i mange lande. Det er Parisaftalens mål, der får pensionskasser og andre institutionelle forvaltere af trecifrede milliardbeløb til at trække sig fra den fossile sektor og i stedet investere i klimavenlige løsninger. Og det er Parisaftalen, som får mange af de store olieselskaber til nu at udvikle omstillingsstrategier for at blive brede energiselskaber, der gradvist flytter vægten fra sort til grøn energi.

Christiana Figueres, der var chef for FN’s Klimasekretariat, UNFCCC, op til og under COP21 i Paris, taler i dag om »et bemærkelsesværdigt geopolitisk skift«.

Så fem år efter Paris er omstillingen tydeligt i gang. Hurtigst går det i el- og energisektoren, langsommere i transportsektoren og endnu meget trægt i land- og skovbrugssektoren, der står for hele 18-29 procent af de globale drivhusgasudledninger.

Allermindst påvirket af Parisaftalen er måske det, der kan vise sig afgørende, når fremskridt og potentialer i andre sektorer og i teknologisk innovation viser sig utilstrækkelige: Adfærd og forbrugsmønstre hos alle os almindelige borgere.

Da Bill McKibben den 12. december 2015 rundsendte sin kommentar om, at Parisaftalen måske har reddet vores chance for at redde verden, gjorde han i parentes en tilføjelse: »Hvis vi alle slås som ind i helvede i årene, der kommer.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Arne Sejersen

Når man har det kapitalistiske samfundssystems væsen og funktionsmåde in mente, står det klart, at Parisaftalen blot er nok en gang varm luft.

Steen Hansen, Jens Flø og John Andersen anbefalede denne kommentar

Nu har vi jo så fået et mål mere. Hele EU har vedtaget at reducere CO2 udslippet med 55% inden 2030. Moder Mette ville endog have 65%. Så det ser da fint ud. Spørgsmålet er så, hvad der skal ske med de resterende 45%? For slet ikke at snakke om den menneskeskabte CO2 udledning, som allerede har fundet sted og som derfor er årsagen til de klimaforandringer der allerede er sat igang. Særligt når der tænkes på, at største delen af den menneskelig udledte CO2 forbliver i atmosfæren i sandsynligvis hundredevis af år. Måske tusinde. Det betyder grundlæggende, at det vil være umuligt at genskabe den tilstand i atmosfæren der var før mennesket for alvor begyndte at afbrænde fossile brændstoffer. Og det selv om vi stopper helt med at udlede mere CO2. Og selv om der skabes et teknologisk fiks, så skal det altså være noget af et fiks, hvis det skal suge, hvad ved jeg, 3 bilioner tons CO2 ud af atmosfæren og pumpe det ned et sted i undergrunden. Det bliver da spændende det her. Ik.

“... da Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius som mødeleder kunne slå sin lille hammer i bordet og erklære, at verdens lande havde godkendt den juridisk bindende Parisaftale”.

Parisaftalen er kun juridisk bindende, når det gælder det rent proceduremæssige, f.eks. at landene hvert 5. år skal indlevere reduktionsmål (såkaldte NDC’er, National Determined Contributions).

Indholdet af landenes NDC’er er desværre ikke juridisk bindende. Landene kan skalte og valte med deres CO2-reduktionsmål fuldstændigt uforpligtende.

Og selv det eneste juridisk forpligtende element i aftalen (indlevering af NDC’er) overholder landene desværre ikke. Landene skulle her ultimo 2020, fem år efter aftalens indgåelse, netop indlevere deres første NDC’er. Men som anført i artiklen har kun 16 lande overholdt denne juridiske forpligtelse.

Ole Arne Sejersen, John Andersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar