Baggrund
Læsetid: 9 min.

Kina erklærer sejr over fattigdom

Forud for kommunistpartiets 100-års jubilæum har den sidste kinesiske landkommune nået de nationale mål for fattigdomsbekæmpelse. Indsatsen for de sidste 100 millioner fattige har været effektiv, dyr og kontroversiel – men er resultatet bæredygtigt?
Med undertrykkende og autoritære metoder som nedrivning af lerhuse og tvangsflytning af millioner af kinesere til moderne byggerier er det lykkedes Kina at udrydde ekstrem fattigdom. Her er det et foto landsbyen Pingliu i 2017, hvor indbyggerne siden er blevet tvangsflyttet til nye lejligheder i Baise tæt ved.

Med undertrykkende og autoritære metoder som nedrivning af lerhuse og tvangsflytning af millioner af kinesere til moderne byggerier er det lykkedes Kina at udrydde ekstrem fattigdom. Her er det et foto landsbyen Pingliu i 2017, hvor indbyggerne siden er blevet tvangsflyttet til nye lejligheder i Baise tæt ved.

Eyevine/Ritzau Scanpix

Udland
21. december 2020

Landsbyen Bangdong ligger klemt inde mellem sydkinesiske bjerge fire timer fra nærmeste urbane bebyggelse. Indbyggerne lever af at plante te og ris. Der er hverken en skole, en sundhedsklinik eller en restaurant. Til gengæld er der heller ikke nogen fattige – ikke længere.

Kinas nationale indsats mod fattigdomsbekæmpelse er nået helt ud i de fjerneste egne af riget til steder som Bangdong, hvor de sidste familier er kommet op over fattigdomsgrænsen. På få år har forandringerne for stedets 350 beboere været slående, fortæller amerikanske Matthew Chitwood, der boede i landsbyen i to år som del af et forskningsprojekt.

»Der er sket dramatiske ændringer i deres levevilkår over de seneste bare fem til ti år takket være ny infrastruktur og støtten til fattigdomsbekæmpelse, men også takket være de penge, der år efter år er blevet sendt tilbage fra personer, der har søgt arbejde i byerne og på fabrikker som migrantarbejdere,« siger han.

Fortællingen er den samme i tusindvis af landsbyer landet over. Den vidner om et historisk enestående velfærdsløft – og om de politiske prioriteter i verdens folkerigeste nation.

Til sommer er det præcis hundrede år siden, at en lille gruppe kinesiske kommunister etablerede det parti, der i dag sidder tungt på magten i Kina. Kommunistpartiet fylder rundt og vil derfor gøre 2021 til en hyldest til partiets meritter og Folkerepublikkens udvikling under dets ledelse. Året vil blive præget af et før- og eftertema. En historisk påmindelse om Kinas exceptionelle transformation fra bondesamfund til økonomisk stormagt.

Det er samtidig året, hvor partitoppen skal stå på mål for sit løfte om at skabe et »moderat velstående samfund«. En helt central del af det løfte handler om fattigdomsbekæmpelse. Målet har været helt at udrydde ekstrem fattigdom inden årets udgang. Det er lykkedes, erklærede partisekretær Xi Jinping tidligere på måneden.

»Kina har nået sit mål for fattigdomsbekæmpelse som planlagt og opnået en betydelig sejr, der imponerer verden,« udtalte han i forbindelse med et møde i partiets stående komité. På få årtier er Kina gået fra at være et af de lande i verden med flest fattige indbyggere til stort set at have udryddet fattigdom af den mest ekstreme slags.

Fra 850 millioner fattige til meget få er en enestående præstation, lyder det fra Bert Hofman, direktør for Institut for Østasien ved National University of Singapore og tidligere chef for Verdensbankens kontor i Kina.

»På globalt plan har Kinas bidrag til udryddelse af fattigdom været enorm og tegner sig for omkring tre fjerdedele af den samlede fattigdomsreduktion. Kinas eksempel er også ganske opmuntrende for andre udviklingslande, fordi det viser, at det er muligt at gøre store fremskridt mod fattigdom i løbet af lidt mere end en generation,« siger han.

Ifølge Bert Hofman har de sidste ti år været særligt imponerende, fordi det har krævet mere at få de sidste millioner ud af fattigdom end de første. Og fordi målet er nået på trods af coronapandemien.

Problemets omfang

I mange år var bedre vilkår for Kinas fattigste tæt forbundet med tårnhøje vækstrater. Økonomiske reformer åbnede landet op mod omverdenen, og de mest rabiate samfundseksperimenter fra Mao-æraen blev rullet tilbage. Den efterfølgende bølge af industrialisering og urbanisering sikrede bedre livsvilkår for hundredvis af millioner.

Da reformperioden begyndte i 1978, tjente en kineser i gennemsnit 1.800 kroner om året. Sidste år var gennemsnitsindtægten på 62.800 kroner. Og fremgangen har langtfra kun været materiel. En kineser kan i dag forvente at leve 30 år længere end for et halvt århundrede siden. Men egentlige politiske tiltag rettet mod fattigdomsbekæmpelse var der i de første årtier få af.

Landmænd sælger deres hjemmegroede produkter i Piyalma. Nogle år senere er landbrugsarbejdet industrialiseret.

Eyevine/Ritzau Scanpix
Det ændrede sig i begyndelsen af det nye årtusinde, da indkomstforskellen mellem rig og fattig og mellem byerne og landet voksede sig så store, at risikoen for social uro fik partitoppen til at sætte ind. De velhavende og industrialiserede provinser på østkysten blev beordret til at investere i de mere fattige vestlige og centrale egne. Centralregeringen i Beijing har løbende udviklet flere politikker på området.

Det er den udvikling, som Xi Jinping har sat ekstra fart på. Han har gjort udryddelse af fattigdom til en ud af tre afgørende kampe sammen med bekæmpelse af forurening og korruption. Xi har personligt sat sig i spidsen for kampagnen. Det er hans ansigt, der toner frem, når statsmedierne beskriver regeringens tiltag, og det er ham, der er kørt i stilling til at tage æren.

Kort efter han kom til magten i 2012, begyndte den kinesiske regering at udarbejde en langt mere målrettet politik. På det tidspunkt havde myndighederne registreret 99 millioner fattige borgere, men man vidste meget lidt om dem. Første opgave blev derfor at forbedre statens indsigt i problemets omfang.

I 2014 blev flere end 800.000 personer mobiliseret og sat til at identificere fattige hustande i alle dele af landet. Ofte i ufremkommelige egne og blandt selv de mindste landsbysamfund. Deres indberetninger gjorde det muligt at sammensætte et langt mere detaljeret nationalt dataset. Det førte til nye målsætninger opgjort i Kinas 13. femårsplan fra 2015.

I hele perioden er den statslige støtte til fattigdomsbekæmpelse steget. I 2011 brugte centralregeringen 25,2 milliarder kroner, mens budgettet i år lyder på 136,6 milliarder kroner.

Ude i provinsen

Hvad det har haft af betydning lader sig bedst beskrive ude fra provinsen. Fra steder som landsbyen Bangdong i den sydvestlige Yunnan-provins. Her boede Matthew Chitwood i to år frem til udgangen af 2019 som del af et forskningsforløb finansieret af fonden Institute of Current World Affairs. Formålet var netop at observere den hastige økonomiske udvikling set fra periferien af det kinesiske samfund.

Over for Information beskriver han Bangdong som beliggende »i bjergene midt i ingenting«. Landsbyens første asfalterede vej blev anlagt samme uge, som Matthew Chitwood flyttede ind. Siden fik hovedgaden også et lag, og inden længe vil en regional motorvej korte turen til den nærmeste større by ned fra fire timer til en halv. For bønderne i Bangdong åbner det helt nye muligheder for at afsætte deres afgrøder uden for lokalsamfundet. Men den mest synlige forandring har fundet sted inde i landsbyen.

»En af de største forandringer har været, at de gamle, traditionelle huse af ler og mudder er blevet revet ned og erstattet af mere moderne cementbygninger i to eller tre etager. Det er sket med støtte fra regeringen, der har doneret op til 50.000 yuan (46.000 kroner red.) per husstand til renovering og nybygning og stillet billige lån på yderligere 50.000 yuan til rådighed. Udbetalingens størrelse er blevet vurderet ud fra husstandens indtægt,« fortæller Matthew Chitwood.

Han beskriver, hvordan landdistrikterne i Kina har forholdsvis stort råderum til at beslutte, hvilke initiativer de vil iværksætte. I nabokommunen valgte man eksempelvis at give et beløb svarende til 20.000 kroner til alle borgere, mens de lokale myndigheder i Bangdong fokuserede mere på boligsituationen. Sammen med adgang til sygesikring og uddannelse er et sted at bo blandt de tre garantier, centralregeringen har gjort til en central del af fattigdomsbekæmpelsen.

Kun fem familier i landsbyen var på egentlig fattigdomsunderstøttelse, mens Matthew Chitwood boede der. Hvem der modtager den type støtte, er i Kina et offentligt anliggende og blev i Bangdong annonceret på landsbyens informationstavle.

»Derudover havde stort set alle huse i landsbyen et stykke papir hængende på fordøren med alle hustandens medlemmers personlige informationer inklusive navne, beskæftigelse og årlig indkomst, så det fremgik meget tydeligt, hvem der officielt var fattige, og hvem der ikke var,« forklarer Matthew Chitwood.

Kontroversielle metoder

Kina har længe haft et økonomisk sikkerhedsnet for de allerfattigste. Understøttelsen bliver administreret lokalt og tilpasset den enkelte borger baseret på indtægt og lokale prisniveauer. Udbetalingerne er beskedne og ofte kun nogle hundrede kroner om måneden. Men ifølge Bert Hofman fra National University of Singapore er indsatsen for at nå samfundets mest udsatte de seneste år blevet intensiveret.

»Der vil altid være en gruppe mennesker, der ikke selv kan komme ud af fattigdom, fordi de ikke kan arbejde, er syge eller handicappede, og i deres tilfælde har der været en udvidelse i brugen af det sociale velfærdssystem. Realistisk set vil der ud af en befolkning på 1,4 milliarder være 50 til 60 millioner, som aldrig vil være i stand til at tjene penge nok, og som vil vedblive med at være afhængige af hjælp,« forklarer han.

Men de resultatorienterede metoder har også fået kritik. Lokale embedsfolk og partimedlemmer er underlagt strenge ordrer om at indfri målene sat af centralregeringen. En af de mere kontroversielle aspekter af fattigdomsbekæmpelsen har fundet sted i Kinas mest øde egne. Millioner af kinesere er over årene blevet tvangsflyttet til mindre fattige og mindre isolerede dele af landet.

7-årige Li Xiaotong laver lektier i sit hjem. Øverst i sit gamle hjem i landsbyen Hachongzu i april 2018. Nederst i sit nye hjem efter tvangsflytning i maj 2018.

Eyevine/Ritzau Scanpix
Typisk har det været forbundet med genbosættelse i nyligt opførte boligkomplekser, men ikke alle har haft lyst til at forlade deres hjem – især blandt den ældre generation. Og det har ikke været den eneste form for tvang forbundet med kampagnen.

Kinas fattigste provinser er også hjemsted for store dele af landets etniske minoriteter. Kommunistpartiet har set fattigdomsbekæmpelse som et værn imod social uro og et middel til assimilering af mindretal. Det er både sket frivilligt og ved tvang. De fængselslignende interneringslejre i den nordvestlige Xinjiang-provins, der de sidste år har huset over en million muslimske uighurer, bliver af myndighederne kaldt uddannelsescentre.

Derudover er der stærke indicier for, at mange uighurer bliver tvunget til at udføre lavtlønnet arbejde på fabrikker og i landbruget. Senest har tænketanken Center for Global Policy fremlagt dokumentation for, at over en halv million uighurer er blevet tvunget til at arbejde i Xinjiangs bomuldsplantager som del af et statsstyret program for fattigdomsbekæmpelse. Rapporten viser, at mange af de uighurer, der er blevet sat til at plukke bomuld, er fra den sydlige del af provinsen.

Det er også den fattigste del af Xinjiang, men tidligere i år annoncerede myndighederne, at den sidste kommune nu mødte de nationale kriterier under kampagnen for fattigdomsbekæmpelse. Regeringen har defineret, at en kommune ikke længere tæller som fattig, hvis andelen af indbyggere med en årlig indtægt på under 3.740 kroner ikke overstiger to procent.

Til sammenligning er den officielle kinesiske fattigdomsgrænse for individer på 2.150 kroner årligt. Kommunistpartiets sejr over fattigdommen betyder derfor ikke, at der ikke længere findes fattige i landet. Kampagnen er derudover udelukkende rettet mod landbefolkningen og ikke byerne, hvor indtægtsniveauet gennemsnitligt er tre gange højere end på landet.

Bæredygtighed afgørende

Så den ekstreme fattigdom er muligvis ved at forsvinde, men i landsbyer som Bangdong er det et relativt fænomen.

»Min nabos husstand befandt sig under fattigdomsgrænsen, da kampagnen begyndte i 2015, men blev siden hjulpet ud af den kategori. Sidste år spurgte jeg ind til, hvordan han oplevede forskellen før og efter. Han beskrev det sådan, at han stadig følte sig fattig, selv om regeringen sagde, han ikke var det. Så det er rigtigt, at mange har bedre levevilkår, end de nogensinde har haft, men det er fra et meget lavt udgangspunkt, og grænsen for at være ude af ekstrem fattigdom er sat meget lavt,« siger forskeren Matthew Chitwood. Men overordnet var stemningen i landsbyen positiv og taknemmelig.

»Den mest typiske reaktion fra landsbybeboerne var, at den nationale politik på området var rigtig, og at det var partiet og Xi Jinpings fortjeneste,« fortæller han.

I landsbyen forventede indbyggerne, at støtten fra centralregeringen ville fortsætte også efter afslutningen på næste års fejringer. Og så længe centralregeringen ikke skifter fokus til nye politiske prioriteter, er det muligt at holde den ekstreme fattigdom nede, vurderer Matthew Chitwood.

»Bæredygtighed er det helt store spørgsmål. Det er svært at sige, hvor mange nye arbejdspladser indsatsen har skabt, men hovedparten af dem, der er kommet ud af fattigdom, er kommet det på grund af den finansielle støtte,« siger han.

»De lavthængende frugter er plukket ved at indføre meget basale forbedringer og et socialt sikkerhedsnet for de allerfattigste. På sigt er ambitionen at skabe et mere moderne landbrugssamfund og at hæve uddannelsesniveauet, og det bliver sværere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gud, hvor deprimerende

Mvh Hanne Pedersen

Ete Forchhammer , Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Ninna Maria Slott Andersen og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Deprimerende? Hvordan kan bekæmpelse af fattigdom være 'deprimerende?' Og kilden Center for Global Policy siger selv at de understøtter amerikansk udenrigspolitik. Man merkt die Absicht..

Gustav Alexander, Jens Flø, Ron Levy, Anne Mette Øeby, Bent Nørgaard, John Andersen, Jette Steensen og Trayan Damyanov anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Jens Christian Jacobsen
Pga. *måden* fattigdommen bekæmpes på. Fattigdom er alene manglen på penge. Alligevel skal etniske minoriteter der bliver anset som i "uddannelseslejre"?

Klaus Lundahl Engelholt, Steen K Petersen, Carsten Munk, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Jeppe Lindholm, René Arestrup, Lise Lotte Rahbek og erik pedersen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@Bjørn Pedersen. Er fattigdom 'alene mangel på penge?. Jamen så kan vi da bare gi dem nogen. Alle steder i verden.

Bjørn Pedersen

Ja, det er alene det fattigdom er. Hvorfor i al verden skulle kinesere dog have "brug" for vores penge? Lever du stadig i 50'erne og tror at alle mennesker der ikke deler din hudfarve, er hjælpeløse?

Carsten Munk, Mogens Holme, Bent Nørgaard, Jeppe Lindholm og Jette Steensen anbefalede denne kommentar
Trayan Damyanov

Gode mennesker,

jeg mener i eu, der er rigtig trist udnyttelse af bulgarske begavede og uden hensyn til vores nedadgaaende befolknings antal. Fascist korruption og den heradgaaende deuddannelse odelegge den oprindeligt okonomisk trivsel og stabilitet af vores literarisk og teknisk disciplineret folk og vi som er i stand til at forandre dette mangler den nodvendige opmaerksomhed og opbakning fra unionens politiske helte, som betragte sig selv som vores nationers ledere.

Jeg haaber at I kunne stoette gentildelingen af politisk magt i vores land, som vi bulgarerne har gjort rigtig meget at fortjene i lyset af det sidste halvanden aarhundrede.

Paa forhaand tak for jeres opmaerksomhed.

Jeres,
Trayan Damyanov

Lise Lotte Rahbek

F*ck der er blevet brugt meget beton og lagt meget asfalt og tjære i vejene til at erstattelandsbyer og lerhytter med. :-o
Betonfabrikation anslås til at udlede 8-10%af den samlede drivhusgasudledning globalt set.
Og livskvaliteten i de højhusbyggerier der vil jeg slet ikke tænke på for gamle manneker ude fra landet..
Jo, jeg går bestemt ind forfattigdomsbekæmpelse,men fanme ikke på den kinesiske måde!

Lillian Larsen, Flemming Berger, Ib Christensen, Birte Pedersen, Steen K Petersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Nille Torsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jeppe Lindholm, René Arestrup, Kim Houmøller og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Helt enig med Lise Lotte Rahbek, det er det jeg mener med deprimerende Jens Christian Jacobsen

Lillian Larsen, Birte Pedersen, Steen K Petersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Jeppe Lindholm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Freja Gam Østergaard

Er der rent faktisk uafhængige organisationer, der har tjekket om Kina har færre fattige end tidligere eller har Kina bare bestemt at de fattigste ikke er fattige længere?
Det ville ikke være første gang at de pyntede på egne tal ...

jens christian jacobsen

Lise Lotte og Erik og alle I andre der ikke tjekker jeres kilder. Ved I at der foregår en ideologisk og økonomisk krig mellem USA og Kina?

Anne Mette Øeby, kjeld hougaard, Bent Nørgaard, Jan Fritsbøger og John Andersen anbefalede denne kommentar

Før- og efter-billederne siger det hele. Og jeg er ikke i tvivl om hvilket, der signalerer størst fattigdom.

Flemming Berger, Carsten Munk, Peter Beck-Lauritzen og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jens C.J (Kl. 09:15)
a) hvad ved du om min kildekritiske synsvinkel?
b) hvor vil du hen med din kommentar?

Hvis du ønsker en dialog om emnet, må du uddybe din kommentar.

Ja, de mennesker er helt sikkert blevet "lykkelige" nu, hvor de har fået en "moderne" lejlighed med naboer både til højre og venstre, oven over og neden under. Frem for at bo i deres "gamle" ler hytter, hver for sig med en kultur og traditioner, som går mange generationer tilbage. Så hellere det "moderne" med en god udsigt på de øverste etager.

Og i det "moderne" er er jo altid "lykkepiller" og andre opfindsomme hjælpemidler fra en industri i vækst.

Bare spørg grønlænderne, som også fik pådraget alle det "modernes" fordele.

Lillian Larsen, erik pedersen, Torben Arendal, Birte Pedersen, Steen K Petersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Bjørn Pedersen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

@Jens Christian Jacobsen
Du skriver. - "Ved I at der foregår en ideologisk og økonomisk krig mellem USA og Kina?"
Jens du glemte at tilføje propaganda krigen. Vi skal helst kun høre om alt det negative fra Kina, og om det så er sandt er en mindre ubetydelig detalje. For eks. høre vi jævnligt i pressen om hvorledes udenlandske virksomheder bliver misbrugt i Kina. Høre man derimod fra American Chamber of Commerce så er det et godt sted at være for udenlandske virksomheder, inkluderet Tesla som har en giga fabrik der. Den Engelske Chamber of Commerce melder om det samme.

Mogens Holme, kjeld hougaard og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

hvis man ser enøjet ( med pengeøjne ) på fattigdommen i Kina så har der været stor fremgang, men hvis man ser med empatiske øjne på kinesernes livskvalitet, så har der vel nærmere været ændringer begge veje, for migrantarbejderne i byerne har jo solgt ud af deres livskvalitet og frihed,
og fået penge i stedet, men de er stort set lige så fattige som før, for langt det meste af deres indkomst er spist op af voldsomt øgede livsomkostninger,
de sover i lejebarakker som koster mere for en ussel måtte og tag over hovedet end huset på landet de før boede i kostede dem,
og den mad de spiser koster på samme måde meget mere end den mad de før spiste, så langt størstedelen af deres indkomst ædes op,
og de sender så resten til familien hjemme i landsbyen som dermed også får en begrænset indtægtsfremgang, men de må jo til gengæld undvære det arbejde som migranten før udførte som bidrag til familiens forsørgelse,
altså er der "på papiret" sket en markant forbedring, men i praksis er den minimal,
til gengæld har andre fået en mærkbar fremgang, selvfølgelig især investorerne både lokalt i Kina men også her i vesten,
og "bolig"udlejnigsbranchen og detailhandlen i byerne er sikkert også blevet langt mere profitabel,

og så har de pengestærke forbrugere i hele verden fået markant billigere varer at købe, altså har Kina bidraget til den globale ulighed, men ikke bare Kina ovennævnte gælder jo alle ultra-lavtlønslande hvor vestlige og lokale investeringer har boomet og skabt jobs til de fattige.

Lillian Larsen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

Jeppe Lindholm, det er altså ikke migrantarbejderne som har fået moderne lejligheder, det er mellemklassen som har fået økonomisk fremgang "betalt" af de fattige som jeg har illustreret ovenfor,
men på sigt er der da nogen migranter som er blevet forfremmet til mellemledere og dermed er kommet ud af fattigdom, eller måske blevet selvstændige, hvis de har været særligt heldige / ambitiøse,
men de brede masser sover stadig på måtter og er fattige selv om de har en 70 timers arbejdsuge.

Lillian Larsen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Svend Erik Sokkelund

Det var den materielle fattigdom. Hva' mæ' den kulturelle? Trives den i den moderne betonslum?

Ete Forchhammer , erik pedersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

@Svend Erik Sokkelund. det er i alt fald en dansk opfattese. ellers var "getto pakker" meningslose - om den muslimske kulturarv ikke kunne leve i betongslum.

jens christian jacobsen

@Lise Lotte Rahbek: Jegf spørger bare - og jeg er sikker på at du gerne oplyser om dine 'neutrale' kilder. Jeg ser frem til at fortsætte debatten.
@ Rene: Hvilke billeder? Kilder?
@ John Andersen: 'Vi skal helst kun høre om alt det negative fra Kina, og om det så er sandt er en mindre ubetydelig detalje' Øhh jo - enig...
@Fritsbøger: En lang, lang række postulater. Kilder?
Jeg siger IKKE at styret i Beijing ikke går for hårdt frem. Hvad ville I gøre efter uighur-attentater med lastbiler ind i menneskemasser, knivoverfald på Han-kinesere og kristne i øvrigt, løsrivelsesbevægelser siden 1990erne, systematisk overtrædelse af 1 og 2-barnspolitikken, fastholdelse af kvinder udenfor uddannelse osv osv. Kilde: BBC (!)

Peter Beck-Lauritzen

Fattigdom er skidt. Metoden minder om "tvangsudviklingen" i Grønland, Canada, Australien etc.
Så, Xi kommer til at give en undskyldning om 50 år, når de fattiges selvbevidsthed indfinder sig! Som i Grønland, Canada, Australien etc. Veje, skoler og sundhed er gode forbedringer, men tvangsflytninger og genhusning i cement-kasser har været vold på kinesisk kultur. Styrets økonomiske "selvvurdering", minder lidt om at sælge elastik i metermål; det kræver høj moral og den er styret ikke i nærheden af.

Lise Lotte Rahbek

Jens C.J
Så vidt jeg kan se, bidrager du ikke meget selv med dokumenterede og nuancerede oplysninger - udover at forsøge at piske en stemning op og sætte spørgsmålstegn ved andre kommentatores integritet og evne til at tænke.
Det er dårlig nissestil. Og klejne kedeligt.

Carsten Munk, Lillian Larsen, Peter Beck-Lauritzen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

@Jens Christiansen Jacobsen,
Etbarnspolitiken er ophævet nu, men da den gjaldt, var det ikke for minoriteter, uighur f.eks.havde ret til af få 2 børn.

jens christian jacobsen

.. men de fik ofte langt flere, og mange familier der Ikke ønskede dette, blev udskammet og betragtet som en trussel mod traditioner og sædvaner.

jens christian jacobsen

@Liselotte: jeg forsøgte at tage dig alvorlig, opgav kilde, og gav et modsvar til dine påstande. Du svarer så at jeg 'forsøger at piske en stemning op.'
Jeg betragter hermed den 'debat' du inviterede til, som endelig afsluttet.

Jan Fritsbøger

Jens, ja det er jo så let at kalde de fakta man helst vil ignorere for postulater, og så det er jo altid godt at forlange henvisning til kilder, men du kan da godt få en henvisning til et par af de mange seriøse kilder jeg næres af,
https://janoberg.me/author/janoberg/
eller
http://blog.transnational.org/category/tff-pressinfo/
men når man som jeg læser rigtig meget fra et væld af kilder er det umuligt at huske hvorfra ens viden kommer,
og jeg er vist mere troværdig end alle de propagandakilder som er ensidigt vækstpositive og har til formål at legitimere vestlig grådighed, selv om de er fulde af kildehenvisninger, og henvisning til "eksperter"
men kan du egentlig sige at det jeg skriver er usandt, uden selv at tage lidt fejl eller ligefrem lyve,
jeg påstår jo ikke at det jeg skriver er hele sandheden, jeg ser blot sagen fra en anden vinkel end økonomiens og påpeger nogle ignorerede sammenhænge.

Malte Nielsen, Lillian Larsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Deprimerende, ja..

Historisk forøgelse af levestandard og mangedobling af statsstøtte til fattigdomsbekæmpelse siden 2011, eksplosiv forøgelse af levealder. Omfordeling fra rige til fattige provinser. Billige boliger til de fattigste, moderne infrastruktur, adgang til sygesikring og uddannelse.

I sandhed deprimerende, ja...

Lad alt dette stå som skræmmeeksempler og trøste os der har alt på det tørre med, at vores store ven i Vesten heldigvis ikke begiver sig af med den slags tiltag.

At nutidens kinesiske samfund så samtidig er velsignet med enorm økonomisk ulighed passer måske bedre ind i vores klub.

Mogens Holme, Jens Flø og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Der er da mange ting man kan være uenig med det Kinesiske styre i. Jeg er ikke imponeret over den økonomiske lighed i landet, heller ikke imponeret over behandlingen af Tibet. Og jeg kan bedre lide Danske ekspropriationer. Men i forhold til at holde befolkningstilvæksten i ave og øge BNP pr. indbygger, er de nok foran mange andre, både i Asien og Afrika.

Lillian Larsen, Mogens Holme og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Den kinesiske indsats er uden tvivl en bandet pose bolcher, men det er uden tvivl en - i verdenshistorien - enestående sejr, som det kinesiske kommunistparti her har vundet sig. Nu har vesten ikke haft så imponerende vækstrater siden 18 eller 1900-tallet, men den kinseiske indsats viser ikke desto mindre hvad der er muligt, hvis en stat sætter sin samlede styrke ind for at forbedre menneskers vilkår.

i vesten har vi i stedet i 40-50 år haft de socialliberale løgnhalse, der elsker at obfuskere tydelige sociale problemer i vrøvl om at problemerne er for "komplekse" til "bare" at løse. Taler en socialliberal om kompleksitet, er det næsten altid en undskyldning for ikke at se elefanten i rummet om den elefant så er fattigdom, stofmisbrug eller hjemløshed. Kina beviser at hvor der er en - reel! - vilje, er der en vej. Det er nok også det med den reelle vilje, der mangler, når Manu Sareen og Hele Thorning typerne skal græde deres krokodilletåre over andres armod.

Malte Nielsen, Mogens Holme og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar

Der er en psykotisk konsensus om, at vestlige lande er de mest berettigede til, at være på kloden, og de andre er galt på den - Med god hjælp fra middelklasse aviserne selvfølgelig.

Malte Nielsen, Gustav Alexander og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@emil groth
Det må være rart at vide at når du ikke kan vinde imod virkelige argumenter, kan du altid vinde imod stråmændsargumenter, stråmændsforestillinger, og stråmændskonsensusser. ;-)

Gustav Alexander

Bjørn Pedersen,

et stråmandsargument er en fejlslutning baseret på en tilbagevisning af en misrepræsenteret version af en anden persons argumentation. Det kan i sagens natur aldrig karaktiseres som en "stråmand" at karaktisere ens egen opfattelse af det populære konsensus i vestlige lande.

Skal vi ikke lade fedora retorikken omkring fejslutninger og argumentationtyper blive hvor den hører hjemme? Altså på 4chan, reddit osv.

Bjørn Pedersen

@Gustav Alexander
Den anden "persons" argumentation der misrepræsenteres, er fra emil groths side, den påståede "populære" konsensus om at "vestlige lande er de mest berretigede til at være på kloden". Emil Groth argumenterer imod en "konsensus", der intetsteds er repræsenteret, populær eller virkelig og argumenterer som om at denne "konsensus" skulle være en konsensus i "vestlige lande". Det er ikke hans egen opfattelse der er stråmanden, det er hans italesættelse af ANDRES imaginære opfattelse, der er stråmanden.