Baggrund
Læsetid: 9 min.

Pave Frans er ikke progressiv, men pragmatisk

Den katolske pave Frans bliver af konservative katolikker anklaget for at være for progressiv. Paven vil modernisere kirken, men hans budskab for nylig om, at homoseksuelle har ret til registreret partnerskab, krænker den katolske seksualmoral. Det er pavens problem: Han skal være pave for hele kirken. Information tegner et portræt af paven og hans svære balancegang
»Pave Frans er ikke progressiv, han er pragmatiker. Han vil bevise, at den katolske kirke fortsat er relevant, og når han sender sådanne signaler, fortæller han de homoseksuelle, at de er ønsket i kirken,« forklarer lektor Jakob Egeris Thorsen.

»Pave Frans er ikke progressiv, han er pragmatiker. Han vil bevise, at den katolske kirke fortsat er relevant, og når han sender sådanne signaler, fortæller han de homoseksuelle, at de er ønsket i kirken,« forklarer lektor Jakob Egeris Thorsen.

Evandro Inetti

Udland
7. december 2020

Argentineren Jorge Mario Bergoglio blev den første pave, der har haft modet til at kalde sig Frans efter Den hellige Frans af Assisi, en tiggermunk, som valgte at leve sit liv i fattigdom, og som ifølge traditionen fik et kald fra Gud om at reparere en »kirke i ruiner« i begyndelsen af 1200-tallet.

Som tiggermunken, har også argentineren frabedt sig sine pavelige privilegier. Han bor ikke i pomp og pragt og har frasagt sig de luksuriøse biler, mens han ikke er bleg for at vaske de fattiges fødder – både i billedlig og bogstavelig forstand.

Men som tiggermunken skal også argentineren genrejse en »kirke i ruiner«. Den katolske kirke bløder medlemmer, og kirkens renommé er blevet forværret af skandaler om pædofile præster, hvidvaskning og mafiøst magtmisbrug. Ligeledes er kirkens lære blevet anset for at være reaktionær og gammeldags, så hvis den katolske kirke skal genrejses, skal den støves af.

Med løfter om at tage et opgør med de pædofile præster og med det kontroversielle budskab for nylig om, at homoseksuelle har ret til registreret partnerskab, skaber pave Frans’ virke atter heftig debat.

Spørgsmålet er, hvor progressiv paven i virkeligheden er. Konservative katolikker anser den katolske lære for at være ukrænkelig, mens progressive katolikker tilbeder pavens budskab. Ifølge lektor Jakob Egeris Thorsen, som selv er katolik, og som forsker i katolicisme ved Aarhus Universitet, kan spørgsmålet splitte den katolske kirke.

Måske anede argentineren også dilemmaet, da den hellige hvide røg havde danset over teglet på Vatikanets Sixtinske Kapel den martsaften i 2013, hvor han overtog embedet som Guds stedfortræder. Den aften messede han en anelse atypisk:

»Bed for mig.«

Forarget og forandret

Den katolske kirke, som engang havde de facto religiøst monopol særligt i Latinamerika, bliver i dag udfordret af både videnskabens indtog, sekulariseringen af de moderne samfund og til dels missionerende protestanter, som lokker katolikker ind i den protestantiske sold.

I alverdens lande er katolikkerne blevet færre: Fra Italien til USA og Argentina. For eksempel er antallet af argentinske katolikker over de seneste ti år faldet med 13 procent ifølge et studie fra det Nationale Råd for Videnskabelig og Teknisk Forskning i Argentina. Det til trods for, at udnævnelsen af en argentinsk pave ellers blev anset for at være en tak til de latinamerikanske katolikker.

At Vatikanet har været tynget af skandaler, har ikke just hjulpet den katolske kirke. Af den grund stod det soleklart, at pave Frans skulle være moderniseringens mand, hvor forgængeren, pave Bennedikt XVI, havde været den skriftkloge. Men som den første pave i 600 år, abdicerede han altså og overlod embedet til en argentiner:

Jorge Mario Bergoglio er søn af en italiensk bogholder og en argentinsk kvinde med italienske rødder. Familiens forfædre immigrerede til Argentina i 1929, og familiens prøvelser har været med til at forme paven, som må siges at være venligt stemt over for immigranter. Således skriver paven i sin encyklika, et paveligt værk, fra oktober, Fratelli Tutti (Alle brødre), at »hver dag skal vi beslutte, om vi skal være barmhjertige samaritanere eller ligeglade tilskuere«.

Opvæksten i det politisk anspændte Argentina har ifølge lektor og katolik Jakob Egeris Thorsen formet argentinerens holdninger, der er »et ekko« af klassisk latinamerikansk socialisme, som den beskrives i et af Latinamerikas store værker, Las venas abiertas de América Latina (Latinamerikas åbne årer), fra 1971. I bogen skriver den uruguayanske forfatter Eduardo Galeano, at de fattige er fattige, fordi de fattige er blevet plyndret af de rige.

Samme socialistiske filosofi kan findes i pavens encyklikaer, hvor kapitalismekritikken har fået spalteplads siden værket Laudato Si (Lovet være du), hvori kapitalismen tildeles ansvaret for klimakrisen, som ifølge paven er en »økologisk synd mod vort fælles hjem«.

Ikke at det er utraditionelt for en pave at være politisk. Fra det 19. århundrede har der været en tradition for, at paver har været politiske. Kirken har en social lære, som efterlader rum til, at paven kan forholde sig til sociale og politiske spørgsmål. Men hvor paven førhen kritiserede både den radikale liberalisme og socialismen, har pave Frans stærke socialistiske holdninger.

»Med Fratelli Tutti ændres Vatikanets kurs et nøk mod venstre på den politiske linje. Paven bliver måske lige lovligt konkret i forhold til sin politiske stillingtagen. Med hensyn til migrationsspørgsmålet taler han næsten for de facto åbne grænser, mens kapitalismekritikken også er tydeligere, end hvad der normalt bliver skrevet fra pavestolen,« vurderer katolicismeforskeren.

Konservativ opstand

Pave Frans har fra dag ét været en pave, som har formået at forandre og forarge den katolske kirke. Han har svoret at være nådesløs over for pædofile præster, og han har været skånselsløs over for sit eget purpurbeklædte hof, når skandalerne har ramt dette.

Men bedst som det katolske håb for en renere kirke blev tændt, ramte anklagerne også paven. I 2018 påstod en ærkebiskop således, at paven havde tiet om en kardinals sexovergreb, hvorved en granskning af pavens involvering blev foretaget. For nylig blev granskningens konklusioner dog publiceret: Pave Frans blev frikendt, mens Johannes Paul 2.’s eftermæle blev sværtet til.

Ikke desto mindre har argentineren blotlagt, at der kan være forandringer undervejs i den katolske kirke. Og det er særligt udsigten til forandringer, som kan stride mod den katolske kirkes lære, der har fået konservative katolikker til at misbillige pavens måske mere utraditionelle virke.

År tilbage bemærkede paven, at han ikke havde i sinde at dømme homoseksuelle, da han udtalte, at »hvis et menneske er homoseksuel og søger Herren og har god vilje – hvem er så jeg til at dømme?«.

Bemærkningen satte gang i en ophedet debat blandt katolske debattører, og flere mente, det var pavens blåstempling af homoseksuelle ægteskaber. Og da det for godt en måned siden kom frem, at paven støttede ideen om registrerede homoseksuelle partnerskaber, blussede debatten atter op:

Det kom frem i en dokumentarfilm.

»Homoseksuelle har ret til at være en familie. De er Guds børn og har ret til en familie. Ingen skal have slået hånden af eller gøres ulykkelig på grund af det,« bemærkede paven.

»Vi er nødt til at skabe en lov om registreret partnerskab.«

At Vatikanet den 30. oktober 2020 (efter ni dage) rettede den udtalelse, er ifølge lektor Jakob Egeris Thorsen ikke et tilfælde.

»Det er spil for galleriet eller damage control. I forhold til seksual-etiske spørgsmål er den katolske lære fastlagt. Angående homoseksuelle partnerskaber er det som med alle andre katolikker, der ikke lever i et sakramentalt ægteskab mellem mand og kvinde: Så skal de være afholdende. Men at paven så lader til at støtte registreret partnerskab for homoseksuelle og derefter lader budskabet blafre i vinden i ni dage, før Vatikanet bringer en rettelse, sår tvivl om, hvad han egentlig mente,« forklarer lektoren.

»Og det er ganske bevidst. Paven kan ikke lave om på kirkens lære, men han kan lukke ånden ud af flasken. Så kan Vatikanet sætte proppen i igen, men med budskabet har han startet en diskussion. Paven ved udmærket, at han ikke over natten kan forandre meningen om så stort spørgsmål i den katolske kirke, som homoseksuelle parforhold er. Det ville tage en menneskealder i en så stor kirke som den katolske. Men han vil sandsynligvis sætte gang i en diskussion, som han håber bærer frugt efter hans levetid.«

Netop spørgsmålet om den katolske lære og homoseksualitet er et af de områder, hvor det omkringliggende samfund siden 1960’ernes ungdomsoprør og seksuelle frigørelse har ændret sig så radikalt, at den katolske kirke fremstår gammeldags. Men for den katolske kirke ligger der mere i spørgsmålet end som så, forklarer katolicismeforskeren. Således er det en mere grundlæggende diskussion, som også deler kirkens egne medlemmer.

»Den strenge seksualmoral er et levn fra den tid, hvor den var fælles for alle kristne kirker. Men i den katolske kirke handler det også om formålet med selve livet: Gælder det om at realisere sig selv fuldt og helt og opnå maksimal glæde og nydelse også seksuelt, eller er livet til for i virkeligheden at forberede sig på evigheden – og man derfor også må lide afsavn. Hele den diskussion ligger lige bagved. Og derfor er den farlig,« siger lektoren.

– Så hvad risikerer paven at tabe?

»Han risikerer i værste fald at tabe centrale fraktioner af kirken, som ikke længere vil anse ham for at være legitim. I allersidste ende risikerer han en kirkelig splittelse, som deler kirken i to, og det ønsker han ikke.«

Pavens paradoks er dog, at det omkringliggende samfund ikke godtager den katolske læres seksualmoral. I 2014 fik kirken en påtale fra FN for sin mangelfulde indsats for at beskytte børn mod seksuelle overgreb samt holdningen til abort, prævention og homoseksualitet – altså efter ét år med pave Frans som den katolske kirkes overhoved. Men dengang stod Vatikanets mening om abort og seksualitet ikke til forhandling:

»Den Hellige Stol finder det beklagelsesværdigt, at man i nogle punkter i de afsluttende iagttagelser kan se et forsøg på indblanding i Den Katolske Kirkes lære om menneskets værdighed og i udøvelsen af religionsfrihed,« skrev Vatikanet som dementi.

Pragmatisk progressiv

Givetvis ønsker paven altså at tage en diskussion om den katolske lære, men ikke at omskrive den. Derfor er hverken paven eller den katolske kirke blevet progressiv. Ifølge Jakob Egeris Thorsen er der ikke tegn på, at argentineren ønsker at sidestille et kristent, sakramentalt ægteskab med et homoseksuelt ægteskab. Men hvor forhenværende paver har været princippernes mænd, som holdt sig strengt til den katolske lære, så er pave Frans pragmatikeren, som vil afstøve kirken.

»Pave Frans er ikke progressiv, han er pragmatiker. Han vil bevise, at den katolske kirke fortsat er relevant, og når han sender sådanne signaler, fortæller han de homoseksuelle, at de er ønsket i kirken. Faktisk er han en form for katolsk missionær: Han vil evangelisere og afstøve kirken, friske den op, tage et opgør med de gamle strukturer, som måske hører fortiden til. Samfundet er blevet pluralistisk, så paven skal møde folket, hvor de er. Derfor er han villig til at smide de konservative klæder,« forklarer lektoren.

Ifølge ham har den katolske kirke både progressive, konservative og missionerende medlemmer. Men netop fordi kirken bløder medlemmer, har pave Frans forsøgt at komme de progressive katolikker i møde, for at gøre den væsentlig for dem, som har forladt kirken de senere år.

Faktisk er det ikke blot pavens mission. Også hans forgænger, Johannes Paul 2., ønskede, at kirken skulle anerkende flere helgener, som ganske almindelige katolikker kunne spejle sig i, og derfor har Vatikanet angiveligt i sinde at helgenkåre en hellig millennial med internettet som sit skytsområde.

Den afdøde italienske teenager Carlo Acutis er blevet saligkåret, beatificeret, hvilket er stadiet før en helgenkåring. Acutis var en amatørcomputerprogrammør, som brugte sin tid på at lave lister over religiøse mirakler verden rundt, og dét har pave Frans kaldt forbilledlig onlineopførsel, idet han brugte sin teknologiske kunnen til at sprede et kristent budskab. Acutis’ mor har kaldt ham »influencer for Gud«.

Pave Frans’ pragmatiske form for progressivitet møder dog konservativ modstand. Tidligere har 62 konservative katolske præster og lærde anklaget paven for kætteri på seksualmoralske spørgsmål i forhold til ægteskab i et 25 sider langt brev.

Kritikken kommer også fra konservative katolikker, som mener, at pavens budskab om homoseksuelles ret til registreret partnerskab modsiger kirkens lære.

Ifølge forskning fra Pew Research Center mener flertallet af katolikker i Vesten, at budskabet er spiseligt, mens især østeuropæiske katolikker mener, at det ikke er foreneligt med kirkens lære.

Således er pavens paradoks ikke blot, at det omkringliggende samfund ikke godtager den katolske kirkes seksualmoral, men også at kirkens lære deler vandene blandt katolikker verden over; de progressive ønsker en mere moderne pave, mens de konservative forventer, at argentineren holder sig til den katolske lære.

Spørgsmålet er måske også, hvilken holdning paven de facto har. I 2010 blev det lovligt for homoseksuelle at blive viet i Argentina, da Jorge Mario Bergoglio var ærkebiskop. Dengang mente argentineren ikke, at loven skulle vedtages:

»Lad os ikke være naive, vi snakker ikke om en simpel politisk kamp; det er en destruktiv prætention imod Guds plan,« skrev han i et åbent brev til de argentinske klostre.

Og i 2014, mens han var pave, udtalte han, at »det er Guds drøm for hans elskede skabning: At se det lykkeligt i kærlig forening mellem mand og kvinde …«

»Men er det pavens paradoks,« siger Jakob Egeris Thorsen, »at han skal være pave for hele kirken.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Det er svært at være pave, at skulle forfægte den katolske verdensopfattelse; engang var jorden flad, nå det var den så ikke helt! Udenfor Vatikanet forfaldt romerriget i dekadence, nå, det forbigik paverne i stilhed! Jesus's apostle var alle mænd, så ligeret mellem mand og kvinde ignoreres i stilhed.
Der er mangt og meget katolikkerne skal tage stilling til, med fast vejledning af paven, som udviser vilje til virkeligheden.

Billy: Do you wanna do it?
Cartman: Do I wanna do it? Does the pope help pedophiles get away with their crime?

Billy: Is that something you would want to do? Cartman: Is that something I would want to do? Is the pope Catholic...and making the world safe for pedophiles?

Billy: You wouldn't do that.
Cartman: Does a bear crap in the woods? And does the pope crap on the broken lives and dreams of 200 deaf boys?

Odin Teatret (Tage Larsen) Nordisk Teaterlaboratorium anbefalede denne kommentar
Svend Jespersen

@ Gert Romme.
Du ser ud til at kende en hel del til den katolske kirke. Du kan så måske give mig navnene på de "... aktive biskopper og kardinaler, der slet ikke mener, at holocaust har fundet sted. Og i øvrigt mener, at Adolf Hitler gjorde noget nyttigt og nødvendigt"

Holger Nielsen og Odin Teatret (Tage Larsen) Nordisk Teaterlaboratorium anbefalede denne kommentar

"den katolske verdensopfattelse; engang var jorden flad, nå det var den så ikke helt!"

At den katolske kirke mente, at Jorden var flad, er vist en ret sejlivet myte, der ikke har gang på den runde Jord

Svend Jespersen

@ Gert Romme.
Jeg kommenterer udelukkende denne del af din første kommentar: ”På den ene side findes der altså aktive biskopper og kardinaler, der slet ikke mener, at holocaust har fundet sted. Og i øvrigt mener, at Adolf Hitler gjorde noget nyttigt og nødvendigt”.

Jeg havde en idé om, at du med de ord havde Richard Williamson i tankerne. Jeg læste selv om ham allerede i 2009, fordi jeg gennem et nu efterhånden 33-årigt ægteskab med en irsk katolik mange år tidligere havde besluttet mig for at lære lidt mere om og følge med i den katolske kirkes gøren og laden, især fordi der i hendes familie og dens nærmeste forbindelser var adskillige præster og nonner.

Lad mig tage dine påstande én ad gangen.

1: Richard Williamson er i dag ekskommunikeret af Vatikanet og frataget de beføjelser, som bispeembedet giver ham, og han er aldrig af paven blevet udnævnt til kardinal.

2: Du nævner ikke navnene på andre ”aktive biskopper og kardinaler”, så jeg går ud fra, Richard Williamson er den eneste, du kan finde i kategorien holocaustfornægtere blandt aktive biskopper og kardinaler.

3: Ja, Richard Williamson er holocaustfornægter, men jeg har aldrig hørt om, at han eller andre katolske biskopper eller kardinaler nogensinde har ment, ”… at Adolf Hitler gjorde noget nyttigt og nødvendigt”. Måske du forveksler den slags udtalelser med nogle fra en vis anden religion med ca. 1.8 mia. følgere?

Den katolske kirke havde gennem mange år et meget anstrengt forhold til judaismen. Det blev der rettet op på med Det andet Vatikanerkoncil i 1962 – 1965, men det er ikke lige let for alle pludseligt at skulle opgive gamle vaner og tanker, og derfor opstod grupper som f.eks. Fraternità sacerdotale San Pio X (SSPX). Tænk, f.eks. skulle præsterne pludseligt til at foretage gudstjenesten (messe) på det lokale sprog i stedet for latin.

Mange af den katolske kirkes mørke sider er kommet frem gennem de sidste 20-30 år, men holocaustfornægtelse og udtalelser om, at Hitler ”gjorde noget nyttigt og nødvendigt”, hører ikke til dem.