Interview
Læsetid: 6 min.

Suzanne Brøgger: »2020 har været solidaritetens år«

De mange har ofret deres frihed for at redde de få. Og Europas lande har rent faktisk samarbejdet. 2020 har været solidaritetens år, mener forfatter Suzanne Brøgger, der netop er kåret til Årets Europæer. Nu er faren, at Europa glemmer, hvad der har gjort os stærke, og fortaber os i identitetspolitik
»I stedet for kritik har vi fået debat. I stedet for den kritiske samfundsborger, der kan tænke ud over sin egen næsetip og ikke bare vil have sine egne meninger på markedet, men faktisk forsøger at bidrage til nogle større sammenhænge, er vi blevet identiteter,« siger Suzanne Brøgger.

»I stedet for kritik har vi fået debat. I stedet for den kritiske samfundsborger, der kan tænke ud over sin egen næsetip og ikke bare vil have sine egne meninger på markedet, men faktisk forsøger at bidrage til nogle større sammenhænge, er vi blevet identiteter,« siger Suzanne Brøgger.

Emilie Lærke Henriksen

Udland
23. december 2020

»Unge mennesker var klar til at miste deres job, fordi gamle mennesker kunne miste livet. Det har man ikke set før,« siger Suzanne Brøgger.

Hun sidder på det lille loftværelse øverst under taget på den nedlagte skole ikke så langt fra Slagelse, hvor hun har boet i mange år.

Uden for vinduet ligger haven med sine visne syrener, fortæller hun mig i telefonen. Bag haven de nypløjede marker, bag markerne den tørlagte mose og bag mosen de bløde bakker med bronzealdergrave.

»Jeg har selv oplevet det som gammel, at unge tager umådeligt stort hensyn. De er næsten mere forsigtige, end de gamle er. De unge vil ikke risikere at smitte. Og det viste sig faktisk, at befolkning og samfund kan fungere på en anden måde. Man kan indrette livet på en anden måde end hamsterhjulet,« siger Brøgger og tænker sig om et øjeblik.

»Jeg synes, 2020 har været solidaritetens år,« siger hun så.

»Og der har jo heller ikke været noget virkeligt oprør imod den politik. Der har ikke været en modstand, der sagde: ’hør nu her, det er jo kun de gamle, som er i risikogruppen, lad os nu lige tage det med ro, de gamle de skal jo dø alligevel’. Det har der næsten ikke været nogen, der sagde.«

I begyndelsen af december fik Suzanne Brøgger overrakt prisen som »Årets Europæer« fra Europabevægelsen. Den er tidligere gået til en så broget flok som Emmanuel Macron, melodigrandprixvinder Emmelie de Forest og Metalformand Claus Jensen. Og nu altså også den 76-årige forfatterinde, som har været landskendt siden 1973, hvor hun som 20-årig debuterede med romanen Fri os fra kærligheden.

På det akkompagnerende pressefoto står Brøgger i rød kåbe og sort alpehue foran et abstrakt maleri i gul, blå og rød, mens formanden for Europabevægelsen, Stine Bosse, smilende løfter et glas champagne.

2020, dette annus horribilis, har paradoksalt nok også gjort Europa mere »nærværende«, siger Brøgger til mig i telefonen.

»Hvis Europa før havde været abstrakt, så blev det pludselig meget konkret, da nogle skiløbere kom tilbage fra Østrig. Europa er blevet meget nærværende. Pludselig var man nødt til at sammenligne sig med andre lande for at kunne beskrive situationen,« siger hun.

Emilie Lærke Henriksen

»Og da Danmark sendte de der fuldstændig antikverede respiratorer til Italien, lød der jo et ramaskrig i Danmark. Det var ikke sådan, at danskerne var ligeglade og sagde: ’det må de selv om i Italien’. Folk var virkelig forargede. Det er også et eksempel på solidaritet, synes jeg.«

Faren ved identitetspolitik

Da jeg spørger, hvad den største fare nu er for Europa, svarer Suzanne Brøgger med det samme: »At Europa glemmer at være Europa.«

Hun har flere gange udtrykt bekymring for, at »det land, hvor citrontræerne vokser«, som hun med Goethes ord har kaldt vores kontinent, er i gang med at ødelægge sit eget fundament.

At vi er ved at glemme de oplysningsprincipper, som har gjort Europa stærkt. Den »respekt for det enkelte menneske«, som netop i år har fået de mange til at ofre sig for de få og bekræfte sit medlemskab af en gruppe.

Hun er især nervøs for, at idealet om den frie og kritisk reflekterende borger er ved at blive erstattet af en farlig ny identitetspolitik, hvor målet med den fælles samtale ikke er viden, men at få ret.

»Hvis man nævner ordet kritik i dag, så forveksles det med at brokke sig,« siger Suzanne Brøgger.

»I stedet for kritik har vi fået debat. I stedet for den kritiske samfundsborger, der kan tænke ud over sin egen næsetip og ikke bare vil have sine egne meninger på markedet, men faktisk forsøger at bidrage til nogle større sammenhænge, er vi blevet identiteter. Nu indtager folk ’positioner’, som de forsvarer, mens de bekæmper andres positioner. Det gælder primært om at have og forsvare en identitet: Man er sort, rød, hvid eller blå, højre eller venstre, og så bekæmper man de andres position. Og det er i mine øjne ikke nogen kritisk, intellektuel proces. Det er mere sport,« siger hun.

Jeg bemærker, at den bulgarske intellektuelle Ivan Krastev engang har sagt, at hvis man skulle opføre en statue over demokratiet, så skulle det være en statue af et menneske, der lige har ændret mening. Hvis man skal kunne reflektere kritisk, skal man nemlig ikke kun forsvare sin position relativt til andres, man skal også kunne overbevise sig selv.

»Ja, enhver samtale og meningsudveksling skal helst føre til, at man sammen når et højere sandhedsniveau ved at inkorporere noget, man ikke vidste i forvejen, så man hele tiden flytter sig,« siger Suzanne Brøgger.

Og det er faren for Europa i 2021 og årene frem, siger hun: »At vi glemmer, hvem vi er – vores historie.«

»Hvis vi glemmer, hvem vi selv er, og bare lader kineserne udnytte de nationalchauvinistiske tendenser, hvor man har nok i sig selv, og derved skaber så megen splittelse og splid, at Kina kan trænge ind i alle de revner. Det er faren.«

Vaccination imod totalitarismen er udløbet

Og så er der en ting til, som hun gerne vil nævne. En ting, hun glæder sig over ved 2020:

»Vi talte slet ikke om flygtninge og indvandrere i 2020. Mennesker kan kun have én angst ad gangen, og den var pandemien,« siger Suzanne Brøgger.

»I så mange år er indvandrere blevet betragtet som den største fare for Europa, og så er det to indvandrere, som er blandt de første til at opfinde en vaccine,« siger hun med henvisning til det tyske ægtepar Ugur Sahin og Ozlem Tureci. De står i spidsen for biotech-firmaet BioNTech i Mainz, som har været blandt de første til at udvikle en vaccine imod COVID-19. Begge har forældre, der er immigreret fra Tyrkiet til Tyskland i 1960’erne.

»I stedet for at være til fare for Europa bliver det vores redning,« siger Brøgger. »Man behøver ikke være etnisk det ene eller det andet for at få en ny tanke.«

Men på længere sigt er hun stadig bekymret for højrepopulismen i Europa, siger hun. Den »vaccination imod totalitarismen«, som Anden Verdenskrig gav efterkrigstidens europæere, virker ikke længere.

»Den vaccination er udløbet,« siger Brøgger.

»Der er højrenationale partier i alle europæiske lande, og der er tilslutning til dem. Der er ikke noget flovt ved at tilslutte sig dem, det regnes som normal politik at være national ekstremist. Det ville simpelthen være utænkeligt, dengang EU blev skabt. Da den europæiske tanke blev fostret. Og derfor kan man også godt forstå, at alle de nationalkonservative partier er imod EU. For EU er sat i verden for at bekæmpe dem.«

Europa er litteratur

– Du siger, at Europa skal huske at være Europa, men hvad betyder det? Hvad vil det sige at være Europa? Hvad vil det sige at være europæer?

»At have en vanvittig lang kulturhistorie. En litterær tradition,« siger Brøgger.

»Alle de menneskerettigheder og frihedsrettigheder, vi har i Europa, er blevet til gennem litteratur. Det er enestående i Europa. Ikke for at se ned på andre kulturer, men hvis du finder sådan nogle lertavler i Mesopotamien, så viser det sig jo altid at være købmandsregninger. Her (i Europa, red.) er det helt tilbage til den græske litteratur og filosofi på et meget højt niveau. Jeg siger ikke, at de ikke har litteratur i Kina, men i Europa er en så mangefacetteret historie, som i dag giver sig udslag i, at 27 lande med 27 sprog kan samles i foreningen (EU-systemet opererer med 24 officielle sprog, men i alt tales der hver dag mere end 200 forskellige sprog i Europa, red.). Det er så sørgeligt, at de europæiske sprog er ved at uddø på de danske universiteter, men det er netop, fordi vi er ved at glemme, at vi er europæere.«

Emilie Lærke Henriksen

– Er vi blevet lidt bedre til det i 2020? Til at huske, hvem vi er?

»Måske lidt bedre,« siger Suzanne Brøgger.

Udenfor ligger haven og markerne.

»Alle mennesker er i hvert fald blevet rykket ud af deres vante positioner i 2020. Alle positioner er begyndt at skælve lidt i løbet af det her år.«

– Det her år, som har været solidaritetens år …?

»Ja netop. Solidaritetens år.«

Serie

2020: Information debriefer

2020 har været et verdenshistorisk år. Vores hverdag, livsform og bevidsthed er rystet. Politik og økonomi er forandret. I denne serie evaluerer Information 2020. En slags kollektiv debriefing efter et ufatteligt år: Hvad har året betydet? Og hvad har vi lært? Vi spørger historikeren Adam Tooze, forfatteren Suzanne Brøgger og EU-kommissær Margrethe Vestager

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Susanne, Susanne, jeg elsker Susanne
Susanne og hendes strålende overblik

hun blev skabt af en særdeles gavmild gud
hun har altid set totalt godt ud

Karen Møller E., Josephine Kaldan, Inger Jensen, Mads Bech Madsen, Tino Rozzo, Anders Graae og Jakob Andersen anbefalede denne kommentar

Suzanne, sorry. korrektur du ved..

Kom ned fra glastårnet, Boomer!
For det første har vi intet nyt gjort. Hvis vi intet havde gjort, havde det været nyt.
Det vi har gjort, er det vi plejer. Nemlig at pleje vores syge og begrave vores døde.
Og har vi alligevel gjort noget nyt, er det netop omvendt sådan, at det i denne sammenhæng ikke var af solidaritet. Tænk bare på den umiddelbare reaktion d. 11. marts...
Jeg kan love, at for de flestes vedkommende har den drivende kraft været frygt.
Enten for sygdommen selv, eller for den sociale død man ville risikere ved at undlade at følge lov og opfordring.
Og det er i øvrigt selvsamme europæiske tankegods og historie der har produceret det altid rastløse og uendeligt stræbende individ, der er årsag til hele miseren.
D'oh!

Jesper Frimann Ljungberg, Mads Kjærgård og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar

Anders Dahl:
Her er det vist pessimisten og kynikeren der udtaler sig, jeg læste lige artiklen, og den i min fordom lidt højkulturelle forfatter fik ellers lige et par point.
Måske hun hylder vores kultur lidt for meget i forhold til Kina, som jo lige nu er der hvor vores frygt vendes imod ud over en del menneskers ide om muslimsk overtagelse.
Måske du ser mere rigtigt, men lad os håbe du ikke gør.

Anders Dahl:
Her er det vist pessimisten og kynikeren der udtaler sig, jeg læste lige artiklen, og den i min fordom lidt højkulturelle forfatter fik ellers lige et par point.
Måske hun hylder vores kultur lidt for meget i forhold til Kina, som jo lige nu er der hvor vores frygt vendes imod ud over en del menneskers ide om muslimsk overtagelse.
Måske du ser mere rigtigt, men lad os håbe du ikke gør.

"Unge mennesker var klar til at miste deres job, fordi ældre mennesker kunne miste livet. Det har man ikke set før".
Stand-up komikeren Morten Wichmann en aften i Comedy Zoo, da man stadig kunne komme der:
"Det er sødt af jer unge, at I tager så meget corona-hensyn til de gamle. I kan være sikre på, at de havde ikke gjort det samme for jer".
(Citeret efter hukommelsen).

Karen Møller E. og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

"»I stedet for kritik har vi fået debat. I stedet for den kritiske samfundsborger, der kan tænke ud over sin egen næsetip og ikke bare vil have sine egne meninger på markedet, men faktisk forsøger at bidrage til nogle større sammenhænge, er vi blevet identiteter. Nu indtager folk ’positioner’, som de forsvarer, mens de bekæmper andres positioner. Det gælder primært om at have og forsvare en identitet: Man er sort, rød, hvid eller blå, højre eller venstre, og så bekæmper man de andres position. Og det er i mine øjne ikke nogen kritisk, intellektuel proces. Det er mere sport,« siger hun."

Rimeligt enig i ovenstående iagttagelse og konklusion; man kunne også tale om at intrinsiske værdier (som f.eks. oplysning) fremfor identitet (som f.eks. at være oplyst) i stigende grad ekstrinsificeres når mennesker er, så at sige, på markedet.

Mht. Corona-komplekserne, så er det formentligt en relativt frygtinduceret solidaritet, som Brøgger identificerer - hvilket forklarer det tilsyneladeende paradoks.

Mads Kjærgård

Det er jo godt vi er så solidariske, når nu FN har proklameret, at vi står overfor en kæmpe hungersnød katatrofe. At 10.000.000 børn vi dø inden de fylder 5 år, når over 1. milliard mennesker lever uden sanitære forhold, når børn fra Syrien dør i vinterkulder i flygtningelejre, når...ja man kunne blive ved, men solidariteten gælder vist mest for hvide indfødte! Så tillykke med at være blevet til en Corona ignorant Suzanne. Og mange af de ældre vi "redder" ville rimeligvis hellere dø i frihed, sammen med deres familier end at være spærret inde på et plejehjem!

Jesper Frimann Ljungberg

@Anders Dahl
"Kom ned fra glastårnet, Boomer!"
Jeg må indrømme at det også var lidt mit første indtryk. Solidariteten har været meget envejs, og hvis den ikke har været 'stor nok' så har de yngre generationer fået kærligheden at føle.
Der er stadig ingen tvivl om, hvem der stadig sidder på magten i samfundet.

// Jesper