Note
Læsetid: 8 min.

Tyve år og millioner timers forhandlinger skabte en global klimaaftale – i morgen fylder Parisaftalen fem år

At verden for fem år siden fik en global og bindende klimaaftale, har sat gang i de helt store drej i den grønne omstilling, mener Connie Hedegaard
En række ngo'er er gået sammen om at lave en menneskekæde ved Eiffel-tårnet den 12. december, 2015 i Paris under COP 21.

En række ngo'er er gået sammen om at lave en menneskekæde ved Eiffel-tårnet den 12. december, 2015 i Paris under COP 21.

Alain Jocard

Udland
11. december 2020

Med Parisaftalen fik verden en global og bindende klimaaftale, og det har været afgørende for at kunne tro på, at den globale, grønne omstilling kan lykkes.

Det siger Connie Hedegaard, der som tidligere dansk klimaminister selv stod i spidsen for et af de FN-klimatopmøder, der ledte frem til Parisaftalen, ligesom hun som tidligere EU-kommissær for klima igennem fem år sad midt i de globale forhandlinger om en fælles klimaaftale.

»Selvfølgelig er det ikke sådan, at intet ville være sket uden en Parisaftale, men det at hele verden siger, at nu er vi enige om en fælles retning, det har skabt en bevægelse.«

Connie Hedegaard peger på, at bevægelsen – omstillingen – i dag er langt tydeligere end for blot få år siden. Det viser eksempelvis det faktum, at man ikke kan blive valgt som kommissionsformand for EU, hvis ikke man støtter en green deal. Men også at pensionskasserne afvikler fossile investeringer i stor stil, og at de store olieselskaber ligger i intern strid om deres grønne ambitionsniveau – alt det peger på, at noget er sket over de seneste fire-fem år.

»Så når man ser det hele lidt på afstand, så ser man, at der er kommet gang i den grønne omstillings store drej.«

Og det er netop styrken ved Parisaftalen, at politikerne er forpligtet til at handle, og at det bliver stadigt sværere at tale sig udenom, siger hun.

»Når den kinesiske leder Xi Jinping fra FN’s talerstol lover, at Kina i 2060 vil være CO2-neutral, så er det jo også, fordi der er grænser for, hvor mange gange man kan stå og love en masse uden at levere.«

Mange kritikere har peget på, at Parisaftalen nok er god, men at det har taget alt for lang tid for verdens statsledere at nå en fælles klimaaftale. At mange år er blevet spildt på endeløse forhandlinger. Og det er Connie Hedegaard enig i – det har taget al for lang tid.

Men sådan er det at vende en supertanker og få sat gang i en grøn omstilling, der er så kompleks, og som involverer alle sektorer og alle dele af samfundet, siger hun.

»Det går langsomt, langsomt, langsomt – og så pludselig er der sat gang i en større bevægelse.«

Noget af det, der har ændret sig over tid – og især med Parisaftalen – er, at klima er gået fra at være et mindre hjørne af den samlede politik, til i dag at være et emne, der gennemsyrer alle sektorer og politikområder. Klima er rykket fra landenes miljøministerier og ind i centraladministrationerne.

»Det har været nødvendigt at få gjort klima til et politikområde for statsledere. Det er så komplekse problemstillinger, der kræver, at vi tænker på tværs af alle sektorer,« siger Connie Hedegaard, der understreger, at det bedste ved Parisaftalen er, at ingen længere kan gemme sig. Tværtimod er alle lande tvunget til at tage del i den grønne omstilling.

»Så længe ikke alle er med i en aftale, kan man altid undskylde sig med argumentet om, hvorfor skal vi så? Det argument er fjernet med Parisaftalen, hvor alle lande deltager,« siger Connie Hedegaard.

Men hvad gik forud? Information fortæller her om nogle af de afgørende øjeblikke i den tyve år lange kamp for tilblivelsen af Parisaftalen.

1995, Berlin: COP 1

Det var på mange måder symbolsk, at det første FN-klimatopmøde, Conference Of Parties, COP 1, blev afholdt i Berlin, der igen var et samlet Tysklands hovedstad efter genforeningen af Øst- og Vesttyskland få år tidligere. Vært ved topmødet var en ung Angela Merkel, der på daværende tidspunkt var tysk miljø- og klimaminister.

Vejen til et internationalt klimasamarbejde, og de forhandlinger, der senere blev til Parisaftalen, blev imidlertid skabt tre år tidligere i 1992 ved det såkaldte Earth Summit i Rio de Janeiro, Brasilien, hvor et flertal af verdens lande blev enige om at anerkende truslen fra de menneskeskabte klimaforandringer – og at det ville kræve internationalt samarbejde at gøre noget ved dem.

Det blev til oprettelsen af FN’s klimakonvention: United Nations Framework Convention on Climate Change, UNFCCC, der ikke indeholder specifikke klimamål eller bindende krav til de underskrivende lande, men som forpligter alle deltagende lande til at mødes regelmæssigt til de såkaldte COP-møder.

Resultatet fra det første COP-møde i Berlin blev det såkaldte Berlinmandat, der skulle danne grundlag for en fremtidig klimaaftale. Alligevel blev resultatet kritiseret af de grønne organisationer, der ikke mente, at aftalen ville sikre klimahandling på kort sigt.

Ikke desto mindre lykkedes det allerede to år senere i 1997 i Kyoto, Japan, at skabe verdens første klimaaftale, Kyotoprotokollen, der krævede reduktioner i perioden 2008-2012. Aftalen hvilede på princippet om, at verdens lande har et fælles, men forskelligartet ansvar for klimaforandringerne. Det betød, at kun de rige og allerede industrialiserede lande skulle forpligte sig til at reducere udledningerne. EU-landene skulle reducere med otte procent, USA med syv procent og Japan med seks procent, mens lande som Rusland, Kina og Indien blev fritaget for forpligtigelser.

Reduktionsmålene var bindende, men der var ingen sanktioner forbundet med ikke at overholde dem. USA endte med slet ikke at ratificere aftalen.

2007, Bali: COP 13

Få måneder inden FN-klimatopmødet i Bali publicerede FN en syntese-rapport, der i hidtil uhørt skarpe vendinger advarede om de menneskeskabte klimaforandringer.

Det var året, inden Kyotoprotokollen trådte i kraft, men allerede på Bali-topmødet skulle det afgøres, hvordan en afløser for Kyotoprotokollen skulle se ud, når denne planmæssigt udløb i 2012.

Ulandene samlet i G77-gruppen anført af Kina mente, at verdens rige og industrialiserede lande skulle påtage sig forpligtende reduktionsmål efter 2012, mens især USA pegede på, at den klimaaftale, der skulle afløse Kyotoprotokollen, nødvendigvis også skulle inkludere udviklingslandene – ikke mindst lande som Kina, Brasilien og Indien, der havde nogle af de højeste udledninger af drivhusgasser.

Topmødet endte dramatisk, da først en delegeret fra Papua Ny Guinea bad USA om »ikke at stille sig i vejen«, hvis ikke de ønskede at tage lederskab og accepterede deres historiske ansvar for klimaforandringerne. Senere, da topmødet allerede var tyve timer over deadline, truede Kina med helt at forlade COP-forhandlingerne i protest over ikke at være blevet hørt en sidste gang, inden slutteksten blev skrevet.

Det fik klimatopmødets chef, Yvo de Boer, til at bryde grædende sammen på talerstolen, inden det lykkedes at få alle 187 medlemslande af UNFCCC til at acceptere slutdokumentet fra Bali, der banede vej for en ny global klimaaftale gældende fra 2012, når Kyotoprotokollens første periode løb ud. Meningen var, at aftalen skulle forhandles endeligt på plads to år senere i København.

2009, København: COP 15

Forud for klimatopmødet i København var der blevet opbygget en massiv forventning om, at verdens politiske ledere kunne blive enige om en global klimaaftale som afløser for Kyotoprotokollen.

I månederne op til klimatopmødet havde der lydt positive toner fra flere af de vigtigste politiske ledere. USA’s præsident Barack Obama sagde forud for mødet, at USA’s nye position var, at de gerne ville udvise lederskab, men Obama blev aldrig konkret omkring de amerikanske løfter. Fra kinesisk side lød der for første gang fra præsident Hu Jintao en form for vage løfter om, at landet var parat til at reducere sine udledninger fra 2020.

Men ved selve mødet var der fortsat store udeståender. USA havde endnu ikke ratificeret Kyotoprotokollen, og man gentog fra amerikansk side, at det ikke gav mening, at de rige lande skulle forpligte sig til at reducere udledningerne af drivhusgasser, hvis ikke ulandene også gjorde det.

Ulandene – især domineret af Kina – skruede modsat op for retorikken omkring ilandenes historiske ansvar for klimakrisen, og krævede derfor, at de rige lande tog ansvar – også finansielt.

Slutdokumentet fra København blev ikke en ny global klimaaftale, men derimod en smal aftale, der som et af de få lyspunkter havde løftet fra verdens rigeste lande om en ny grøn fond med et årligt budget på 100 mia. dollar fra 2020. Der blev også aftalt en hurtig grøn hjælpepakke til de fattigste lande på 30 mia. dollar i perioden 2010-2012.

Et andet afgørende resultat fra topmødet i København var, at landene blev enige om at arbejde for et mål om at holde klodens temperaturstigning til maksimalt to grader celsius. Flere ulande mente dog, at målet burde være at holde stigningen til maksimalt 1,5 grader celsius.

2011, Durban: COP 17

I Durban, Sydafrika, var klimatopmødet tæt på kollaps. USA, Kina og Indien truede med at forlade forhandlingerne uden at underskrive et slutdokument, især fordi et forslag til en fremtidig klimaaftale lavet af EU i fællesskab med en gruppe af verdens mest sårbare og fattige lande, foreslog en bindende klimaaftale og et mål om at holde den globale temperaturstigning til maksimalt 1,5 grader celsius.

Mere end et døgn efter den oprindelige deadline lykkedes det dog topmødets parter at nå til enighed om, at der skulle laves en bindende global klimaaftale i 2015, og at aftalen skal gælde fra 2020 – for alle lande. Dermed brød COP-forhandlerne i Durban med det tidligere princip om, at kun de rige og udviklede nationer skulle reducere udledningerne, selv om det stadig var gældende, at de rigeste nationer skulle bære den største byrde.

Kyotoprotokollen stod til at udløbe ved udgangen af 2011, og det blev derfor besluttet i Durban at forlænge aftalen midlertidigt til 2017. Året efter i Doha, Qatar, forlænges Kyotoprotokollen yderligere frem til 2020, men på det tidspunkt var aftalen næsten intet værd. Canada var sprunget fra aftalen, da det blev åbenlyst, at de ikke kunne leve op til deres klimamål, og både Rusland og Japan nægtede at sætte nye mål. Tilbage i aftalen fra Kyoto var kun EU-landene, der blot stod for 15 procent af de globale udledninger.

2015, Paris: COP 21

At det skulle lykkes at indgå en global klimaaftale i Paris i 2015, skyldtes især, at det lykkedes at nå kompromiser omkring to vigtige emner.

For det første blev verdens ledere enige om, at målet i Parisaftalen er at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning til maksimalt to grader celsius, men samtidig blev der lavet en tillægsaftale, der siger, at alle lande skal arbejde for at holde temperaturstigningen til under 1,5 grader celsius.

Dernæst lykkedes det at blive enige om en formulering i aftalen, der betyder, at alle lande, rige som fattige, skal bidrage i en bindende klimaaftale, men at hvert land selv bestemmer eget bidrag og egne målsætninger. Parisaftalen indeholder derfor ikke specifikke reduktionskrav til de enkelte lande, men derimod et krav om selv at sætte mål – og binde sig til dem.

196 lande skrev i december 2015 under på Parisaftalen, der kunne træde i kraft, når mindst 55 lande, der tilsammen står for mindst 55 procent af de globale udledninger, endeligt ratificerede aftalen. Det skete den 4. november 2016, hvorfor Parisaftalen trådte i kraft fire år inden år 2020, som ellers var aftalens starttidspunkt.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Når den kinesiske leder Xi Jinping fra FN’s talerstol lover, at Kina i 2060 vil være CO2-neutral, så er det jo også, fordi der er grænser for, hvor mange gange man kan stå og love en masse uden at levere.«

Når Connie Hedegård mener, at Xi Jinping ved at love CO2-neutralitet i 2060, derved er gået fra “at love en masse” til “at levere”, så er det udtryk for måske det egentlige problem i klimadebatten: Disse fjernmål i enten 2050 eller 2060 er ikke det papir værd de er skrevet på.

Mange lande står i disse måneder i kø med fjernmål om CO2-neutralitet i 2050. Det er måske i Connie Hedegårds opfattelse “at levere”.

Men realiteten er desværre, at disse fjernmål ikke er udtryk for handlingsvilje. Tværtimod er de udtryk for at udskyde problemerne og køre videre med næsen nede i den vante plovfure uden at erkende klimaproblemets kolossale omfang.

Thjaaa. Indsatsen skulle være startet i 1950. Hundrede år før. Det bliver lidt af en omgang Climate Backsliding der venter os.