Klumme
Læsetid: 3 min.

’Vær den forandring, du ønsker at se i verden’, siger man. Men det er et farligt ideal

Flyv mindre, spis grønsager, gem gavepapiret. Du skal ’være den forandring, du ønsker at se i verden’, siger man. Men det er et farligt ideal. Det gør et globalt fænomen til et personligt problem, skriver Christian Bennike i denne klumme
Det er sæson for dårlig klimasamvittighed. Nu skal man åbenbart også åbne julegaverne forsigtigt, så man kan gemme papiret. Men det er et farligt ideal at gøre et globalt fænomen til et personligt problem, skriver journalist Christian Bennike.

Det er sæson for dårlig klimasamvittighed. Nu skal man åbenbart også åbne julegaverne forsigtigt, så man kan gemme papiret. Men det er et farligt ideal at gøre et globalt fænomen til et personligt problem, skriver journalist Christian Bennike.

Christian Lindgren

Udland
21. december 2020

So this is Christmas / and what have you done?

Hvem mig? Jo, jeg har købt noget kulproduceret og bunker fuel-transporteret plastiklegetøj og kørt en benzinbil tusind kilometer gennem Europa for at komme hjem til jul.

It’s the season for dårlig klimasamvittighed. Prøv bare at google »klimavenlig jul« og se listen over private løsninger på et radikalt globalt problem: LED-lys og grønkål. »Åbn julegaver forsigtigt, så du kan gemme papiret,« som Forbrugerrådet Tænk rent faktisk anbefaler.

Gandhis berømte citat »Vær den forandring, du ønsker at se i verden« er virkelig blevet et moderne credo.

For kan man formulere et problem, har man også en forbandet pligt til at bidrage til dets løsning, ikke? Flyv mindre, spis grønsager, gem gavepapiret. Nu er det jul, og hvad har du egentlig selv gjort for at reducere dit »carbon footprint«?

Men ideen om at ’være forandringen, man ønsker at se’ og om det personlige karbonfodaftryk kan være et farligt ideal.

For nogle måneder siden florerede en kort video på nettet: Filmet fra en helikopter så man en ensom kondiløber i Californien rende rundt på en bakketop og stampe flammer ud fra en af de enorme brande, der har opslugt staten.

Siri, vis mig en perfekt metafor for individualiseringen af klimakampen.

Det er farligt at gøre kampen imod den globale opvarmning til den enkeltes moralske kamp med sig selv. Både fordi effekten af vores enkelte handlinger er lige så begrænset som én kondiløbers brandslukning. Men også fordi vi slet ikke kan være den forandring, vi ønsker os.

Ikke mit valg

Jeg så meget gerne, at Europa ville udnytte de historisk lave renter til at bryde med traditionel økonomisk tænkning og låne virkelig, virkelig mange penge og investere dem i grøn energiinfrastruktur (tænk på, at lige nu betaler investorerne lande for at låne penge: Tyskland har alene i år tjent syv milliarder euro på renter af deres lånte penge).

Jeg så også gerne, at vores lejelejlighed i Bruxelles blev isoleret ordentligt, for hvis jeg slukker for radiatorerne på mit kontor og går op i køkkenet for at lave kaffe, er rummet iskoldt, når jeg kommer tilbage.

Men det er ikke op til mig. Mine valg udspiller sig inden for nogle fastlagte rammer, jeg ikke selv kan udfordre. Jeg kan ikke være forandringen.

Gandihs ord ender som en individualisering af det politiske. Det minder om ideen om ’den politiske forbruger’, som mange i 1990’erne mente kunne udrydde fattigdom og nød.

Det er heller ikke tilfældigt, at konceptet om ’det personlige klimafodaftryk’ netop blev udbredt af oliegiganten BP i en stor kampagne i 2005: Klimaet skulle være den enkeltes ansvar, ikke statens. Alle skulle løbe ensomme rundt på hver sin bakketop.

Så nej, det vigtige er ikke, at vi som individer er vores idealer. Det vigtige er, at vi kan forandre verden ved at handle i fællesskab – altså politisk.

Kollektiv handling

Men her til sidst bliver det alligevel kompliceret. For jeg ved jo også godt, at den fælles handling, jeg efterspørger, skal starte et sted.

At de vigtigste politiske kampe ofte pågår i det skjulte: Når børnene kommer hjem fra skole og diskuterer med deres forældre. Når man sidder alene i et IC3-tog og ser en video fra Californien af en kondiløber omgivet af flammer og bliver så forfærdet, at man pludselig stemmer på et grønt parti eller kræver af sin pensionskasse, at den sælger alle sine fossile aktiver.

Det er sådan, mentalitet forandrer sig. Det er derfor, der pludselig kommer et ’klimavalg’.

»Den politiske forandring kommer først, når børn tvinger deres fædre og mødre til at skamme sig,« som den canadiske filosof Michael Ignatieff har sagt her i avisen.

Og det kræver vel, at nogen følger Gandihs ord. At nogen rent faktisk står fast på deres principper.

Derfor kan jeg heller ikke entydigt forkaste det som en individualiseret og ligegyldig handling, når en søster eller en tante juleaften insisterer på at indsamle gavepapiret, lægge det sammen og gemme det til næste år. Det ser latterligt ud, men det kunne jo inspirere andre.

Det ændrer ikke på, at idealerne stadig skal forvandles til kollektiv handling, hvis det rent faktisk skal have en betydning. Men man skal jo starte et sted.

Nu er det jul, og hvad har du selv gjort? Altså jo, nu har jeg i hvert fald skrevet den her klumme. Man skal jo starte et sted, ikke?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Malene Wiinblad

Kære Christian Bennike, jeg synes at du skriver virkeligt gode og interessante artikler selv om denne bestemt ikke er den bedste. Den sådan lidt modvillig. Det er da klart, at klimaproblemet kræver store samfundsmæssige ændringer og politiske beslutninger som ligger langt udenfor individet rækkevide men det fjerner ikke det personlige ansvar. Nu har jeg arbejdet med klimaområdet i snart 30 år men det bæredygtighed kom før med Brundtland rapporten. På individuelle plan er spørgsmålet hvorfor skal vi kun forbruge hvis vi kan genbruge. Samtidig er der også et privatøkonomisk spørgsmål. Her kommer gavepapiret. I min familie har vi genbrugt gavepapiret i mange år uanset klimaproblemer. Ligesom du bor vi ikke i Danmark. Vi bor i Mozambique og måske derfor bliver genbrugstanken mere iøjnefaldende fordi affaldshåndteringen her er meget dårlig. Den sidste nye ide er at genbruge de røde net som appelsiner og mandariner er i til skrubbesvampe i køkkenet. Det virker fint. På det lidt større plan har jeg udskiftet min store firhjultrækker med en lille benzinbil. Det gjorde ondt i starten men trods alt sparer jeg 75% i brændstofudgifter og jeg lejer en 4x4 når det er nødvendigt. Til dagligt rådgiver jeg regeringen med at tilpasse sig til klimaændringerne. Held og lykke med omstillingen. Artiklen var en god start.

Ari Arnold, Helene Thorup Hayes, Steen Voigt, David Adam, Anders Olesen, Ruth Sørensen, Thomas Tanghus og Knud Anker Iversen anbefalede denne kommentar
Christina Meyer

At være den forandring, man ønsker i verden, er ikke et farligt ideal. Kun hvis det står alene og ikke hænger sammen med, hvordan man anvender sin politiske magt. Præcis ligesom det er farligt, hvis de politiske valg ikke følges af konsekvenser i egen adfærd.

Hvor er det bare sørgeligt, at Information - som jeg ellers i mange år har haft stor respekt for - er hoppet med på denne bølge. Hvorfor skal det stilles op som en modsætning? Når nu den sørgelige sandhed er, at der er brug for både-og. Alt skal i spil. De personlige valg OG de politiske.

Hvorfor skal det stilles op, som om de, der tager personligt ansvar, ikke OGSÅ handler politisk i forhold til stemmeseddel, påvirkning af pensionsselskab osv. Måske ovenikøbet demonstrerer foran Christiansborg?
Hvorfor skal I spille med på denne her 'hvis bare du deltager foran Christiansborg, så behøver du ikke også 'sortere dit affald'/genbruge dit julegavepapir'? Hvorfor skal det i det hele taget latterliggøres, når folk forsøger at gøre en forskel?

Det er meget muligt, at rigtig mange - også af Informations læsere - gerne vil være fri for 'den dårlige samvittighed', som du skriver, og vil synes, det er dejligt, at sobre og normalt politisk korrekte Information giver dem ret til det, hvis bare de i stedet agerer politisk. Men ville det ikke være mere etisk korrekt at slippe for den dårlige samvittighed ved simpelthen at gøre alt, hvad vi hver især kan - herunder både livsstilsændringer og politiske valg/demonstrationer? Når det nu er det, der er nødvendigt? Måske ubekvemt - men bare nødvendigt?

Jeg stoler helt ærligt ikke på, at de danske politikere er klar til at træffe de nødvendige valg. Og jeg tror slet ikke, de gør det, hvis ikke befolkningen samtidig med stemmesedlen også demonstrerer gennem deres livsstilsændringer, at det er ok, at politikerne træffer valg, der indebærer livsstilsændringer for befolkningen. Det hænger jo sammen, for pokker. Vi SKAL flyve mindre, spise flere grøntsager og genbruge (gavepapir og meget andet). Der er ikke nogen som helst grund til at vente, til politikerne indfører regulering, der tvinger os til det. Og hvis vi gennem mange noks personlige valg af mindre flyvning, flere grøntsager og mere genbrug signalerer/demonstrerer, at regulering på de områder ikke vil hævne sig ved næste valg, bliver det enklere for politikerne at agere også. Og ja, de skal da lægge pres på udlejningsselskaber, så de sørger for energirenovering af lejeboliger, og på de voldsomt energiforbrugende virksomheder, så de omlægger deres produktion. Men mon ikke virksomheder og udlejningsselskaber har nemmere ved det, hvis de ved fra borgernes/forbrugernes livsstilsændringer, at det er det, de ønsker/efterspørger?

Det er simpelthen ikke rigtigt, at "... det er ikke op til mig. Mine valg udspiller sig inden for nogle fastlagte rammer, jeg ikke selv kan udfordre. Jeg kan ikke være forandringen." Hvis den enkeltes hverdagsvalg ikke tæller, hvordan kan den enkeltes stemmeseddel så tælle? Jeg har stemt rigtig, rigtig mange gange, og der er stadig ingen tilstrækkelig politisk handling. Klimavalg eller ej. Så det virker ikke! (kunne jeg med lige så god ret vælge at sige - hvilket jeg da også gør indimellem)
Det skal dog ikke afholde mig fra at stemme og fra at stille krav til mit pensionsselskab (jeg har sågar været med inde foran Christiansborg ...) - men jeg tror helt ærligt mere på, at jeg gør en forskel ved ikke at vente på politikerne og i stedet selv tage fat på at reducere min flyvning, spise flere grøntsager, genbruge i stedet for at købe nyt, nyt, nyt (og isolere min bolig - men jeg bor så heller ikke i lejebolig pt).

Vi skal alle bidrage med alt, hvad vi kan. Så kom nu med nogle gode historier om, hvorfor det ikke behøver at være den helt store ulykke. Gør det attraktivt i stedet for en straf, så bliver det også enklere for politikerne.

Ari Arnold, Mads Lundby, Helene Thorup Hayes, Lise Lotte Rahbek, David Adam, Steen Voigt, Anders Olesen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar

Han har fuldstændig ret i at dette er et problem. Man internaliserer et problem der er et samfundsproblem og det skygger for det vi alle sammen burde tale om nemlig hvordan planlægger vi i forhold til de klimaforandringer SOM VI VED KOMMER. Det er utopi at tro at vi kan stoppe dem så hvorfor er vi ikke i gang med at diskutere f.eks. hvilke prioriteringer der skal laves NÅR havene stiger, hvilke områder skal prioriteret og hvilke må vi slippe, hvorfor er vi ikke allerede igang med at sikre kystområderne systematisk? Der er brug for dialog med vores nabolande, alliancer, der kan sikre demokratiet og velfærden, NÅR landene rund om ækvator bliver 100% ubeboelige og klimaflygtningene kommer i meget større mængder - hvordan stiller vi os der. Vi ville være bedre stillet vi bare gjorde et lille bitte forsøg på at forberede os. I stedet så løber vi rundt som forvildede høns og snakker om ...... gavepapir.
Jeg tror bare at det at indse at det faktisk kommer - og der ikke er så meget vi kan gøre - det er måske angstprovokerende - og de fleste foretrækker at leve videre i håbet, selv det er indlysende at det er falsk, og det bliver mere og mere falsk, som tiden går.

Malene Nielsen. Det ene udelukker ikke det andet. Tilpasning til klimaforandringerne sker og er sket i de seneste årtier (byggestandarder, regnvandsbassiner, forskning i mere klimaresistente afgrøder m.m.), men hvis vi ikke også agerer på det personlige plan, så vil vi helt sikkert blive ved at halte bagud - uagtet Parisaftale og nu mål om kulstofneutralitet om fire-fem årtier.. De store klimaforandringer ER i gang med Arktis som den allerbedste indikator - og deroppe går det langt hurtigere end forskningen forventede. Så 'snak om gavepapir (som metafor)' er ikke helt af vejen.

Steen Voigt det ene udelukker faktisk stort set det andet vil jeg påstå - der er kun begrænset taletid tilgængelig i medierne og i hovederne på vælgerne, se bare på coronatiden. Det eneste vi taler om er corona - klimaet er pist væk de sidste 10 måneder i medierne. Du siger at hvis vi ikke også agerer på det personlige plan så halter vi bagud. Det er en illusion der deles af mange. Man holder fast i man ikke er magtesløs, at individet kan påvirke det her. Det er mange år siden vi kunne have forsinket klimaforandringerne, og det har aldrig været realistisk at det rent praktisk kunne se og der har aldrig rigtig været noget der rent faktisk troede at Paris aftalen og de andre tidligere aftaler rent faktisk ville blive overholdt. Det er spil for galleriet, skuespil, alt imens vi spilder tiden og forholder os ikke til virkeligheden. Vi trænger til at acceptere at de her kommer, der er ikke noget vi kan gøre for at forhindre det - og så bruge vores energi på at forberede os. Så længe vi ikke ser i øjnene at løbet ER kørt mht. at forhindre det, så fiser al vores kreativiitet og virkelyst ud i en gold kamp om ord og moral, der ikke rykker noget som helst.

Malene Nielsen. Ja, løbet er da kørt i forhold til f.eks. en to graders gennemsnitlig opvarmning - men ikke til ende. Hvis vi bare lader stå til nu mht. til drivhusgasudledninger (også især dem vi personligt kan mindske uanset hvor lidt, du mener det måtte betyde), så ender vi - hurtigere - et helt andet sted end det, der forudses i Paris-aftalen og - mener jeg - et sted, der vil være ganske svært at tilpasse samfundene til. Så giv et bidrag - stort som småt.