Man spærrede da godt nok øjnene op, når den 24-årige nyudnævnte korrespondent for det britiske dagblad The Telegraph væltede ud af sin bulede røde Alfa Romeo med AC/DC bragende fra bilanlægget og igen-igen skramlede for sent ind ad døren til pressemødet i EU-Kommissionen i Bruxelles med krøllet tøj og uglet hår.
Men selv om en fransk journalist engang angiveligt så på den blonde brite og forfærdet udbrød, »qui est ce monstre?« – hvem er dette monster? – så fik Boris Johnson allerede dengang verden til at le.
Læserne lo af hans vanvittige EU-historier: Ville the Brussels bureaukrats virkelig forbyde chips med rejesmag og standardisere kondomstørrelser, sådan som han skrev?
Grå embedsmænd trak på smilebåndet over hans bevidst dårlige fransk og rodede hår.
Og selv om Boris Johnson notorisk brugte for mange penge, notorisk skrev og afleverede sine artikler i sidste sekund og i bedste fald have et liberalt forhold til sandheden, lo hans arbejdsgiver også:
Den der ler sidst, ler bedst! Boris eller folket? Vi får, snart, at se! Allerede nu, er der tomme hylder i butikkerne! Om det ligner Boris, som en tom skal, er ikke til at vide? Hvorfor skred Cummingham, mon?
Boris er et kæmpe stort fupnummer. Og det får briterne at mærke...
For en tunghør er oplysningen om Boris Johnsons tidlige "døvhed" en mulig forklaring på klovneadfærden, uanset hvilket ord du bruger om klovnen. Når man ikke kan høre hvad der siges omkring en, er man en dårlig deltager og har ofte, sat på spidsen, blot to valg: isolation, at se på verden som en stumfilm, eller at dominere, beherske scenen.
Andre kan ha’ gjort andre erfaringer, det vil jeg bestemt ikke udelukke, men jeg genkendte pludselig noget da jeg læste om døvheden i BJ’s barndom. Klovnerollen er et muligt valg i en trængt situation.