En bamse og »en fantastisk mand«? En tom skal og en løgner? Hvem er Boris Johnson egentlig?

Man spærrede da godt nok øjnene op, når den 24-årige nyudnævnte korrespondent for det britiske dagblad The Telegraph væltede ud af sin bulede røde Alfa Romeo med AC/DC bragende fra bilanlægget og igen-igen skramlede for sent ind ad døren til pressemødet i EU-Kommissionen i Bruxelles med krøllet tøj og uglet hår.

Men selv om en fransk journalist engang angiveligt så på den blonde brite og forfærdet udbrød, »qui est ce monstre?« – hvem er dette monster? – så fik Boris Johnson allerede dengang verden til at le.

Læserne lo af hans vanvittige EU-historier: Ville the Brussels bureaukrats virkelig forbyde chips med rejesmag og standardisere kondomstørrelser, sådan som han skrev?

Grå embedsmænd trak på smilebåndet over hans bevidst dårlige fransk og rodede hår.

Og selv om Boris Johnson notorisk brugte for mange penge, notorisk skrev og afleverede sine artikler i sidste sekund og i bedste fald have et liberalt forhold til sandheden, lo hans arbejdsgiver også:

»Hans rapporter var korrekte i ånden, hvis ikke i detaljen,« som The Telegraphs daværende redaktør, Jeremy Deedes, har sagt. Og de var under alle omstændigheder »for gode til at tjekke«.

Hvis der findes én jernlov i Boris Johnsons verden af kaos; én rød tråd, der løber igennem hele hans virke som journalist, tv-vært, forfatter og politiker, er det, at underholdning altid vinder over kedsommelighed. Kan du få folk til at smile, kan du vinde dem over på din side.

Det forklarer det latterligt spraglede løbetøj, han i en periode lod paparazzifotograferne forevige sig i. Det blonde hår, han med vilje ugler inden interview. Og alle de vanvittige ting, han har udtalt i årenes løb:

At han havde større chance for at blive »reinkarneret som en oliven« end at blive premierminister, som han sagde i 2012.

At »din kone får større bryster, og dine chancer for at køre BMW M3 stiger«, hvis man bare ville stemme konservativt.

Eller som han sagde, når han blev anklaget for at ville høste alle fordele ved et EU-medlemskab uden at påtage sig nogen af forpligtelserne: »My policy on cake is pro having it and pro eating it.«

Underholdning besejrer kedsommelighed.

Og når de stakkels EU-embedsmænd i 90’erne igen-igen skulle forklare verden, at Boris Johnsons vanvittige nyhedshistorier i bedste fald var overdrevne og i værste fald løgn, lyttede de færreste.

»Vi svarer på hans angreb,« som en frustreret EU-embedsmand ifølge bogen The Wit and Wisdom of Boris Johnson har sagt, »men problemet er, at vores svar ikke er sjove.«

En stor, elskelig klovn

Boris Johnson har i sandhed haft et vildt år. I foråret var han tæt på at dø af COVID-19, og to uger senere blev han far for sjette gang – mindst – for det er endnu uklart præcis, hvor mange børn han faktisk har.

Men han har også gennemført sit store politiske løfte, Brexit is done, og det, som mange i årevis har afskrevet som en umulighed, er rent faktisk sket: EU og Storbritannien har lavet en frihandelsaftale.

Imens er knap 90.000 briter døde af COVID-19, en ny og mere smitsom ’britisk’ variant af sygdommen har bredt sig, og Johnson har nu lukket landet ned for tredje gang. Samtidig har han gamblet ved at godkende tre forskellige vacciner, så briterne nu bliver vaccineret i et tempo, som overgår alle andre i Europa.

Men hvem er han egentlig, Boris Johnson? Det er overraskende svært at svare på. Der er så mange Boris-anekdoter derude, at det næsten er for meget af det gode:

Om hvordan han ti minutter i deadline på The Telegraph plejede at lukke sig inde på sit lille kontor og vandre hvileløst omkring og skrige forbandelser af en stakkels palmelilje, indtil han havde nået det helt rette mentale spændingsniveau, så satte han sig rasende til tasterne og hamrede med lynets hast en af sine berygtede klummer ned på papir.

Om dengang han ville forføre sin første kone. De gik på Oxford, hun kendte ham ikke, men hun var smuk, og han fik nys om, at hun holdt fest, så han købte en flaske vin, troppede op ved hendes dør en dag før tid og lod, som om han havde forvekslet datoerne.

Om dengang han igen havde været sin anden kone utro og måtte rejse to uger til Tanzania på ferie for at klinke skårene, men under en svømmetur blev taget af strømmen, drev til havs og måtte reddes.

Biografierne og de mange magasinportrætter svømmer over med den slags små perler, som mildest talt er god læsning. Det er sådanne historier, medier lever for. Hvor man sidder i stolen og smiler, man ser op fra teksten på jagt efter nogen at genfortælle anekdoterne til. Sådan noget, kolleger udveksler over frokost. Som får ældre ægtepar i det sydlige England til klirrende at stille tekopperne fra sig og le.

»Boris Johnson, ham kan man elske eller hade,« som en ældre dame fra Dover engang sagde til mig. »Og jeg elsker ham. Selv om han er en stor klovn.«

Jeg bed mærke i, at hun ikke brugte ordet clown, men et andet begreb, som mange i tidens løb har benyttet i beskrivelser af Johnson: »A buffoon«. En nar og en dumrian, ja, men en nar, »der gør skøre ting, normalt for at få andre til at grine«, som det hedder i Cambridge-ordbogen. En elskelig klovn. En man smiler af, mens man ryster på hovedet.

Men ikke så snart har man læst alle de sjove små historier, før man kommer i tvivl. For er det rent faktisk sandt? Er han nogensinde drevet til havs? Råbte han rent faktisk af den stakkels plante?

Men der har man allerede grinet. Skaden er på en måde allerede sket, narrens underholdning har gjort sin virkning, den har besejret kedsommeligheden og efterladt læseren og vælgeren med en diffus sympati for Boris Johnson.

Er det en bevidst strategi? Ja.

I et portrætprogram om Boris Johnson på BBC i 2013, fortalte Johnsons søster om en episode på kostskolen Eton, hvor han var med i en teateropsætning af Molière. Han havde ikke øvet sine replikker, i stedet gemte han ansigtet bag en pude og læste replikkerne højt fra et stykke papir. Og publikum døde af grin.

BBC-journalisten spurgte Johnson til episoden. Hvad havde det lært ham, ville han vide?

»(Lærte du), at du kan få flere grin ved at lade, som om du ikke kan dine replikker, end ved rent faktisk at huske dem?«

Og Johnson svarede:

»Jeg tror bestemt, at det som en generel taktik i livet – hvis det er det, du sigter til – ofte er nyttigt at give folk indtryk af, at man bevidst foregiver ikke at vide, hvad der foregår. Virkeligheden kan jo være, at man faktisk ikke helt ved, hvad der foregår, men så kan folk ikke se forskel.«

Han lader altså, som om han ikke ved, hvad der foregår, for at folk ikke skal tro, at han ikke ved, hvad der foregår. Men han ved ikke altid, hvad der foregår.

En døv kostskoledreng

Alexander Boris de Pfeffel Johnson blev født på et hospital i New York den 19. juni 1964, mens hans far, Stanley Johnson, angiveligt var ude efter en pizza. Alexander, som han i årevis blev kaldt, havde allerede dengang tykt platinblond hår, men han var også en stille og indadvendt dreng, for det viste sig, at han var døv på begge ører, en tilstand, der først blev kureret flere år senere med en operation.

I 1973 flyttede The Johnsons til Bruxelles, hvor Stanley Johnson fik job i EU-Kommissionen og bosatte sig i det mondæne forstadskvarter Ukkel. Boris Johnson gik på international skole og lærte fransk, men familien var i opløsning. Faren var utro og voldelige over for moren, Charlotte, som til sidst blev indlagt med en depression. Så da Boris Johnson fyldte 11 år, blev han sejlet over kanalen for at gå på kostskole i Sussex.

Selv om familien aldrig for alvor var velhavende, i hvert fald ikke efter britisk adelsstandard, kom Boris Johnson på kostskolen over dem alle, hvor 19 tidligere britiske premierministre også har gået: Eton. Han gik to klasser over David Cameron, og de to fulgtes ad til Oxford, hvor Johnson studerede antikkens litteratur og filosofi og blev valgt som præsident for universitetets berømte debatklub.

Da han dimitterede, tog han til London og fik job i et konsulenthus, hvor han sagde op efter en uge. Som han siden har fortalt: »Jeg kunne ikke se på en overheadpræsentation af en vækstoverskudsmatrix og forblive ved bevidsthed.«

I stedet landede han en studenterstilling på avisen The Times, angiveligt fordi han fik journalisten Frank Johnson (ingen familierelation, red.) til at grine højt til en nytårsfest hos Johnsons daværende forlovede. Men efter kun et par måneder blev han fyret, da redaktørerne opdagede, at han havde opdigtet en række citater til en artikel om Edward II’s homoseksuelle kærlighedsliv.

Utroligt nok stod fyringen ikke i vejen for, at han samme år fik job på avisen The Telegraph, som skulle blive hans andet hjem. Og i 1989 sendte avisen så den unge mand til Bruxelles for at udfylde rollen som EU-korrespondent. Det var her Boris blev Boris.

Boris Johnson, her fotograferet mens han var journalist på The Telegraph, var som journalist en ensom ulv ifølge Nigel Cawthorne, der har skrevet ’Blond Ambition: The Rise and Rise of Boris Johnson’: »Og hans afstand blev ofte tolket som arrogance,« skriver han.

Neville Elder/Getty Images

En charlatan

Der er også et andet ord, som folk flittigt anvender om Boris Johnson, og det er mindre flatterende: »en charlatan«. Altså en bedrager. En forfalsker. Hvis de da ikke ligefrem kalder ham »en løgner«. Det ville ikke være at gå for langt.

DR’s mangeårige korrespondent i Bruxelles, Ole Ryborg, som allerede boede og arbejdede i byen, da Boris Johnson ankom, har beskrevet, hvordan Johnson efter en kollegial snak med Ryborg over en kop kaffe i 1992 forfattede en hel artikel om den danske Maastricht-afstemning, hvor Ryborgs ord pludselig var forvandlet til tre forskellige citater fra tre anonyme kilder: »En erfaren politisk observatør«, »en analytiker« og »en dansker«.

I sine knap seks år i Bruxelles fra 1989 til 1995 gjorde Johnson det til sin specialitet at producere absurde skrækhistorier om virkelighedsfjerne bureaukrater i Bruxelles.

»Jeg slyngede sten over muren i haven og lyttede til den utrolige klirrende lyd fra drivhusene på den anden side ovre i England,« som han senere har sagt i The Telegraph.

Han opererede med en standardopskrift til sine historier, fortalte han i 2014 til samme avis:

»Jeg havde en fast formular: ’Storbritannien stod alene i går aftes’ … og så kunne jeg putte et eller andet ind efter det.«

Heller ikke privat har Johnson levet synderlig sandfærdigt. Som sin far før ham har han været sine koner utro, og det er stadig uklart, hvor mange børn han har – der er i hvert fald fire fra hans andet ægteskab, et med en elskerinde og et med hans nuværende kæreste, 32-årige Carrie Symonds.

»Jeg har været i seng med langt færre end tusind,« har han selv slået fast.

Og da han i 2001 fik jobbet som redaktør på det konservative magasin The Spectator – noget, journalisten Andrew Gimson i øvrigt mente svarede til at »overlade en Ming-vase til en abe« – skete det på den klare betingelse, at Johnson droppede sine planer om at gå ind i politik. Det var aftalen.

Men efter et par måneder fandt avisens ejer, Conrad Black, ud af, at Johnson alligevel have henvendt sig til to konservative valgkredse. Han indkaldte Johnson til samtale, og Johnson lagde sig fladt ned. Af uransagelige årsager beholdt han sit job – måske fordi oplaget steg.

Og så har vi ikke engang nævnt de berømte »350 millioner pund om ugen«, som skulle gå til det britiske sundhedsvæsen, NSH, i stedet for EU, som der stod på den røde bus under Brexit-valgkampen. Eller truslerne om, at Tyrkiet lige om lidt ville blive optaget i EU.

En fantastisk mand

Men alt det ved briterne godt. De ved, at Boris Johnson både er en buffoon og en charlatan. Under valgkampen i december 2019 viste en YouGov-måling, at hele 62 procent af briterne mente, at Johnson havde »personlighed«, men kun 22 procent betragtede ham som »en ærlig person«. Kun godt en femtedel. Alligevel vandt han valget stort.

I 2001 blev han for første gang valgt til Underhuset, da var han allerede landskendt. Ikke bare som redaktør på the Spectator, klummeskribent i The Telegraph og bilanmelder i magasinet GQ – hvilket gjorde, at han regelmæssigt ankom til parlamentet i en ny Ferrari eller Bentley. Men fordi han efter en bombe af en komisk optræden i det populære BBC-talkshow Have I Got News For You i 1998 havde været fast gæst i programmet og senere også gæstevært. Han var en celebrity.

I 2008 blev han valgt til Londons borgmester i en valgkamp, hvor han kaldte den siddende Labour-borgmester Ken Livingstone for »Ken Leaving-soon«. Og i 2016 kom så Brexit-afstemningen, hvor Boris Johnson først lovede sin partiformand, David Cameron, ikke at spille nogen særlig rolle, men så, ja, well …

Da Cameron efterfølgende gik af, troede alle, at Boris Johnson ville tage over, men han veg tilbage, og det er endnu uklart hvorfor. I stedet blev han udenrigsminister i Theresa Mays tumultariske regering, indtil han sagde op i protest mod hendes Brexit-plan.

Og så, da May for tredje gang tabte en afstemning om sin Brexit-plan, græd foran verdenspressen og gik af, trådte »en fantastisk mand«, som Donald Trump kaldte Boris Johnson, under stor ståhej ind på den allerstørste scene: Han vandt let støtte blandt både parlamentsmedlemmer og partirødderne, og et halvt år senere vandt han et valg, hvor tusindvis af tidligere Labour-vælgere i arbejderdistrikterne i Nordengland for første gang i deres liv stemte på Thatchers gamle parti.

Og nu har han altså gjort det, som så mange troede var umuligt: Han har lavet en frihandelsaftale med EU.

Som Emmanuel Macron i en anden sammenhæng har sagt om Johnson: »De, der ikke tog ham alvorligt, tog fejl.«

Broderlig teddybjørn med retroappel

Måske skyldes hans overraskende succes som politiker, at hele hans person »forbinder sig med fantasien om ’hjemme’«, som den britiske professor Candida Yates har skrevet i en akademisk analyse af Johnson.

At han – der jo er opvokset i New York og Bruxelles, som reciterer latin og taler fransk – med hele sin fremtoning, humor og facon signalerer en særlig ophøjet form for britiskhed. Hans brand er hans personlighed, og hans personlighed er hans brand. Den elskelige, britiske buffoon. Den »broderlige teddybjørn med retroappel«, som Yates har skrevet.

Og hvad føles mere retro og hjemligt end Brexit?

Men det seneste år er noget forandret. Når Johnson i dag toner frem på skærmen, er det ikke for at tale om oliven og bryster. Det hele handler om død og sygdom.

»Vores hospitaler er under større pres fra COVID end på noget andet tidspunkt under pandemien,« som han sagde den 5. januar i en kort og mørk tv-tale.

Det er ikke morsomt. Det er ikke komikeren, der folder sig ud, men den højtidelige statsmand, der taler alvorsord til en hel nation. Der er mindre plads til at være buffoon, og måske er det – sammen med det faktum, at Labour har udskiftet den upopulære formand, Jeremy Corbyn, med den mere bredt favnende Keir Starmer – grunden til, at Johnsons popularitet er dalet.

En del af Boris Johnsons brand er at være en klovn, men det seneste år har der været knap så mange jokes og mere alvor i hans optrædener. Snart 90.000 briter er døde med COVID-19. Her besøger Boris Johnson et vaccinationscenter i Bristol. Storbritannien går efter at have vaccineret 15 millioner i midten af februar.

Eddie Mulholland/Getty Images

En tom skal

Da Boris Johnson som 30-årig vendte hjem til London fra Bruxelles og blev ansat som redaktør på The Telegraph, indrømmede han, at han ikke havde nogen politiske synspunkter.

»Du må da have nogen,« indvendte en kollega ifølge biografien Blond Ambition: The Rise and Rise of Boris Johnson af Nigel Cawthorne.

»Well, jeg er imod Europa og imod dødsstraf,« svarede han.

Det var det.

Det er en tilbagevendende kritik af Johnson. Han er en tom skal. Der er ikke noget politisk projekt, ingen ideologi, ingen styrende principper ud over humor og kynisk opportunisme.

Som han selv har sagt:

»Min mikrochip – min ambitionsmikrochip – er programmeret til at skrabe mig så langt op ad dette cursus honorum (’ærefulde embede’ på latin, bruges som betegnelse for offentlige embeder, red.). Så langt op ad denne stige som muligt.«

Den fortælling næres af Oxford-tiden, hvor 22-årige Johnson i 1986 i andet forsøg blev valgt til præsident for universitetets prestigiøse debatklub. Første gang stillede han op som konservativ, anden gang som socialdemokrat, og den afgående præsident, Jeya Wilson, har siden konkluderet, at »Boris vil gøre alt for at få det, han ønsker sig«.

Alligevel forekommer det for ensidigt at betragte Johnson som ren underholdning og opportunisme.

Ikke kun fordi han – som den britiske forfatter Andrew Sullivan har formuleret det i NY Magazine – »i det stille har smedet en ny konservatisme« i Storbritannien, hvor den gamle arbejderklasse pludselig kan stemme på det samme parti som den borgerlige middelklasse, forenet i fælles front imod migration, vattet retspolitik og EU og i kampen for flere penge til sundhed og skoler.

Boris Johnson har – godt hjulpet af briternes antikverede ’winner takes all’-valgsystem – holdt den yderste højrefløj uden for indflydelse. I den forstand har han gjort for britisk politik, hvad Mette Frederiksen har gjort i Danmark: dannet en ny politisk midte ved at kombinere krav og tanker fra begge fløje.

Men man kan også identificere konturerne af en slags politisk tænkning i ham: en liberal åre og en generel modstand imod autoriteter.

»Jeg husker at være rasende over at blive slået for at tale på det forkerte tidspunkt,« skrev Johnson i 2009 om sin skolegang. »Det har sandsynligvis givet mig en livslang mistillid til autoriteter.«

I 2006 lagde han sig ud med Jamie Oliver, fordi tv-kokken ville have skolebørn til at spise sundere mad. Men Johnson forsvarede mødres ret til at snige fast food-tærter til deres børn gennem skolehegnet: »Jeg siger, lad folk spise, hvad de vil!«

Og i en af sine i alt 11 bøger, Lend Me Your Ears fra 2003, opridser han sin version af det gode samfund:

»Frit marked, tolerant, liberalt i bred forstand (dog ikke ultra-libertariansk), tilbøjeligt til det gode ved traditioner, antiregulering, proimmigration, pro-stå på dine egne ben, proalkohol, projagt, probilisme, og parat til at forsvare Glenn Hoddles ret til at tro på reinkarnation til døden.« (Det sidste henviser til den tidligere britiske fodboldlandstræner, som blev fyret for at antyde, at handicappede var blevet reinkarnerede som syge som straf for deres synd i et tidligere liv).

Ensom ulv

Når man beder briterne beskrive Boris Johnson med ét ord, får man meget forskellige svar, afhængigt af hvem man spørger. YouGov lavede en stor undersøgelse af det i sommer, som viste, at de, der i forvejen kan lide ham, kalder ham »karismatisk«, »excentrisk« og »flamboyant«. Mens de, der ikke kan lide ham, oftest vælger ordene »idiot«, »løgner« og »klovn« – og her er der netop tale om ordet clown, ikke buffoon.

En flamboyant løgner. En karismatisk klovn. Det er svært at få hold på Boris Johnson, men jo mere, man læser om ham, jo mere fremstår han også som en ensom skæbne.

»Han har været hemmelighedsfuld og aldrig været kendt for at åbne sig,« skriver Nigel Cawthorne i sin biografi.

Han har altid haft meget få tætte venner – hvis nogen overhovedet.

»Mens andre journalister jagtede i flok, var Boris en ensom ulv, og hans afstand blev ofte tolket som arrogance,« skiver Cawthorne.

Den berømte britiske journalist Tom Bower indleder sin nye biografi, Boris Johnson: The Gambler, med en scene, hvor premierministeren sidder omgivet af sin familie, men selv her er han alene, fornemmer man. Selv for sine nærmeste fremstår han som »en gåde«, skriver Bower, og i bogen må familien uvægerligt stille sig samme spørgsmål, som alle vi andre:

Kender nogen egentlig den virkelige Boris?

Kilder: ’Blond Ambition: The Rise and Rise of Boris Johnson’ af Nigel Cawthorne. ’Boris Johnson: The Gambler’ af Tom Bower. Artikler i The New Yorker, NY Magazine, DR, The Guardian, The Telegraph og The Spectator.