Bidens succes som præsident er i hænderne på få millioner vælgere til Georgias to senatsvalg

Indtil 2018 var det en udbredt opfattelse, at Det Republikanske Partis greb om den politiske magt i sydstaten Georgia var urokkelig. Bill Clinton var i 1992 den sidste demokrat, der vandt et præsidentvalg i staten. I 2008 blev den sidste demokratiske senator i Georgia slået af pinden.

Så skete der noget bemærkelsesværdigt. En kvindelig sort politiker, Stacey Abrams, leder af det demokratiske mindretal i delstatens parlament, stillede op til guvernørvalget i 2018 og var tæt på at besejre Brian Kemp, en kendt republikansk karrierepolitiker.

Siden har den politiske situation i Georgia ændret sig radikalt. Stacey Abrams’ ti år lange arbejde med at engagere minoritetsgrupper i politik har båret frugt, og i dag udgør sorte, latinoer, asiatiske og indfødte amerikanere sammen med progressive hvide vælgere, hvad Abrams kalder »det nye flertal«.

Georgia er atter blevet en svingstat til præsidentvalg.

Det var her, at Hillary Clinton i 2016 tabte til Donald Trump med hele 5,6 procentpoint, men fire år senere ydmygede Joe Biden præsident Trump ved at vinde med margin på blot 12.000 ud af fem millioner stemmer (svarende til 0,29 procentpoint). Et nederlag, som Trump stadig ikke vil erkende. Præsidenten hævder at have vundet med en halv million stemmer.

Tirsdag er det tid til andet akt i dette politiske drama. Georgias to siddende republikanske senatorer, David Perdue og Kelly Loeffler, kæmper ihærdigt for at holde fast i deres taburetter mod de to demokratiske udfordrere: dokumentarfilmproducenten Jon Ossoff og baptistpræsten Raphael Warnock.

Der står langt mere end bare to pladser i USA’s senat på spil. Det er langtfra overdrevet at konstatere, at den kommende Biden-regerings succes med at få sine planer om en klimalov, en forbedring af Obamas sundhedsreform, investeringer i infrastruktur, tilskud til offentlige skoler og en højere beskatning af selskaber og velhavere gennem Kongressen bliver afgjort tirsdag i Georgia.

Efter valget den 3. november sidste år er stillingen i Senatet 52 republikanere, 46 demokrater og to partiuafhængige, som støtter Det Demokratiske Parti. Hvis både Perdue og Loeffler taber, vil demokrater og republikanere stå lige 50 mod 50. I det tilfælde bliver den demokratiske vicepræsident, Kamala Harris, tungen på vægtskålen.

»I al den tid jeg har været i Senatet,« sagde den demokratiske senator Richard Durbin for nylig, »mindes jeg ikke, at forskellen mellem et senat med 50 mod 50 frem for 51 mod 49 ville gøre så stor en forskel.«

I november bevarede demokraterne med nød og næppe et flertal i Repræsentanternes Hus. Hvis Ossoff og Warnock begge vinder en plads i Senatet, vil Biden således råde over et smalt flertal i begge Kongressens kamre – en betingelse for at komme hurtigt og let fra start med sine ambitiøse politiske projekter. Øverst på agendaen: En inddæmning af coronapandemien og en succesrig, landsdækkende vaccinekampagne.

Et uregerligt senat

Sådan lyder den optimistiske tolkning af en valgsejr til demokraterne i Georgia. Men når det gælder forudsigelser om magtens tyngdepunkt i USA’s senat, er det en god idé at tænke tilbage til de verbale slagsmål, personlige intriger, politiske rævekager og magtforskydninger i det romerske senat. Sådan er det også i nutidens Amerika. 

I amerikansk landspolitik er det tommelfingerreglen, at en præsident som regel kan regne med at opnå næsten fuld støtte til sin lovgivning fra Repræsentanternes Hus, såfremt hans parti har flertal, mens Senatet er en anden kop te. Den såkaldte filibusterregel betyder, at ingen bevilling bliver godkendt, medmindre mindst 60 ud af de 100 senatorer stemmer ja. Hver senator er sin egen konge.

Det ligger i selve institutionens funktion og karakter, at kun tværpolitisk arbejde henover midten skaber varige resultater. Et demokratisk flertal på 51 mod 50 er ikke en garanti for at få Bidens planer gennem Senatet. Den mest effektive arbejdsmodel er et nært samarbejde mellem en håndfuld midtsøgende senatorer fra hvert parti.

Kimen til dette blev lagt i december, da Senatet vedtog en coronaredningspakke til 900 milliarder dollar, hvis hovedtræk blev udarbejdet af et dusin demokrater og republikanere.

Og hvis republikanerne vinder bare et af senatspladserne i Georgia og derved bevarer et flertal i Senatet, vil gruppen af moderate senatorer formentlig øve en lignende indflydelse over lovgivning.

Det bliver blot sværere for Biden at få lovforslag sendt til afstemning, fordi den beslutning i så fald tilfalder den republikanske flertalsleder Mitch McConnell, hvis højeste prioritet bliver at holde sammen på et parti, der risikerer at blive spaltet mellem en pro-Trump-fløj og konventionelle republikanere.

Omvendt betyder et skrøbeligt flertal i Senatet, at demokraterne styrer alle udvalgene og bestemmer, hvornår der skal stemmes om lovforslag. Bidens chance for at få alle ministre og viceministre og ledere af agenturer godkendt i Senatet stiger desuden mærkbart med et flertal på 51. Det samme gælder hans kandidater til forbundsdomstole og højesteret.

Ikke mindst derfor står der meget på spil ved dagens senatsvalg i Georgia, hvor der hersker stor usikkerhed om udfaldet. Meningsmålinger viser dødt løb om begge pladser. Få er i tvivl om, at stemmeforskellen mellem vindere og tabere bliver marginal.

Georgia er den eneste delstat, hvor alle delstatsvalg afholdes over to runder, hvis ingen af kandidaterne når op over 50 procent af stemmerne. Loven blev vedtaget i 1962 på foranledning af det demokratiske parlamentsmedlem Denmark Groover, jr. – en fanatisk tilhænger af datidens raceadskilte samfund.

Sorte vælgere

Valgordningens åbenlyse formål var ifølge LaTosha Brown, medgrundlægger af Black Voters Matter, at begrænse sorte vælgeres indflydelse.

Et illustrativt eksempel herpå er højaktuelt. Under det ene senatsvalg i Georgia i november vandt sorte baptistpræst Warnock flest stemmer, nemlig 32,9 procent, mens senator Kelly Loeffler kun scorede 25,9 procent. Det republikanske kongresmedlem Doug Collins fik 20 procent. Havde det ikke været for loven fra 1962, ville Warnock i dag være den første afroamerikanske senator fra Georgia.

I stedet går man til anden valgrunde.

»Den oprindelige hensigt med loven var at marginalisere farvede og fattige vælgere og garantere en fortsættelse af sydstatsdemokraternes politiske overherredømme,« sagde Brown i et interview med Ash Center på Harvard University i sidste måned med henvisning til de dengang konservative sydstatsdemokrater, der baserede deres magt på synspunkter om hvidt overherredømme og raceadskillelse.

Sorte vælgere udgør cirka 30 procent af registrerede vælgere i Georgia. Historisk er mange af dem faldet fra i anden valgrunde, hvilket ifølge Brown har udhulet afroamerikaneres politiske indflydelse yderligere.

Men i valget i november skete der noget radikalt nyt. Siden 2018 har en række demokratisksindede organisationer, herunder Stacey Abrams Fair Fight og New Georgia Project, Black Voters Matter og Pro Georgia, fået registreret 800.000 nye minoritetsvælgere.

Trumps nederlag til Biden skyldes dels denne tilstrømning af nye demokratiske vælgere, og dels moderate forstadsrepublikanere, som ikke længere finder det forsvarligt at stemme på præsidenten og et parti forvandlet til ukendelighed.

Det skal samtidig ses i lyset af, at hvide vælgeres indflydelse er faldet drastisk gennem de seneste ti år. I 2010 udgjorde de hvide 61 procent af vælgerbefolkningen, mens det i 2020 kun er 53 procent. Og under valget i november voksede latinostemmer med 50 procent, asiatiske amerikaneres og indfødtes valgdeltagelse steg med 70 procent og de sorte vælgere med 20 procent.

Tidlig afstemning

Tal fra en tidlig afstemning og brevstemmer fra den 14. december til den 1. januar i Georgia giver anledning til optimisme i den demokratiske lejr. To og en halv million skal allerede have sat deres kryds, og analyser af demografiske data viser, at det fortrinsvis handler om beboere i traditionelt demokratiske valgdistrikter.

»Vores oplysninger går på, at andelen af sorte vælgere er højere end i november,« siger LaTosha Brown.

Ifølge Stacey Abrams er en forklaring på minoriteters højere valgdeltagelse i 2020, at en række forhindringer er blevet fjernet i form af aftaler indgået mellem demokrater og den republikanske delstatsregering og parlament i Georgia.

»I 2018 spillede republikanernes vælgerundertrykkelse en større rolle for resultatet end under guvernørvalget i 2018,« sagde hun for nylig i et interview med The New York Times.

Selv om Abrams tabte guvernørvalget med 54.000 stemmer, har hun aldrig anerkendt, at guvernør Kemps sejr var legitim. Hendes begrundelse: vælgerundertrykkelse.

I 2020 er det præsident Trump, der ikke vil anerkende valgresultatet i Georgia. Lørdag i sidste uge forsøgte han forgæves i en telefonsamtale at overtale delstatens indenrigsminister, Brad Raffensperger, til at bekræfte, at flere hundredtusinder af Bidens stemmer er illegitime.

Trump truede endda med at opfordre sine tilhængere i Georgia til at blive væk fra urnerne på et planlagt vælgermøde mandag aften, medmindre Raffensperger tilkender ham sejren.

Senator Perdue og Loeffler har ubetinget stillet sig på præsidentens side i denne strid, idet de ikke har råd til at miste støtten fra hans vælgere. Men det kan skræmme moderate republikanere til at blive væk eller måske stemme på Jon Ossoff og Raphael Warnock, der begge er midtsøgende demokrater.

Trumps desperate bestræbelser på at få Bidens demokratiske stemmer kasseret i Georgia har ifølge LaTosha Brown også vakt vrede blandt minoritetsvælgere og kan være et incitament til at stemme til senatsvalgets anden runde.

I sidste instans bliver de to senatsvalg formentligt afgjort af, hvorvidt republikanerne kan mobilisere mindst lige så mange af deres vælgere til at stemme på selve valgdagen, som det øjensynligt er lykkedes for demokraterne at gøre under den tidlige afstemning.