Interview
Læsetid: 12 min.

Chiles nye stjerneforfatter gemmer sig i Andesbjergene, hvor han skriver bøger om videnskab og vanvid

Den chilenske forfatter Benjamin Labatut er ukendt i Danmark, men hans nye, genreblandende bog breder sig lige nu internationalt. En bog om amfetaminafhængige bombepiloter. Om en genial matematiker, som bliver vanvittig og vandrer fra by til by med skæg og kutte som troldmanden Gandalf. Og om hvordan det hele hænger sammen i et uendeligt netværk, vi aldrig helt kan forstå
Vi påfører virkeligheden mening. Vi kaster et mentalt net ud over verden, og hvis man fjerner det net, står vi tilbage med fortvivlede fakta, som intet betyder, siger Benjamin Labatut.

Vi påfører virkeligheden mening. Vi kaster et mentalt net ud over verden, og hvis man fjerner det net, står vi tilbage med fortvivlede fakta, som intet betyder, siger Benjamin Labatut.

Julieta Labatut

Udland
22. januar 2021

For ti år siden forsøgte Benjamin Labatut at lave sin hjerne om.

I månedsvis eksperimenterede han med »alle tænkelige teknikker for at rive sindet ud af sin daglige tilstand«, som han siger: meditation, faste, bevidsthedsudvidende stoffer, noget han kalder »ritualistisk magi«.

I en måned holdt han op med at bruge sin foretrukne hånd. Han børstede tænder og skrev noter med venstre hånd for at tvinge sin hjerne til at arbejde på en ny måde.

»Det var en periode af strangeness,« siger den nu 40-årige chilenske forfatter, da hans ansigt toner frem på min computer, hvor han sidder i T-shirt i sydamerikansk sommersol omgivet af grønne blade.

Det seneste år har Benjamin Labatut gemt sig for smitte og mennesker i en næsten mennesketom landsby i Andesbjergene i Chile, fire timers kørsel syd fra hovedstaden Santiago.

Han ligner lidt en ung Erann DD, hvis nogen stadig husker ham: en flot mand med et intenst og næsten sort blik, skarpt markerede øjenbryn og langt, bølget, kulsort hår, som han ustandseligt kører fingrene igennem.

»Jeg var 30 år gammel dengang, mere modig end i dag, og jeg endte med at beskadige min sunde fornuft ganske alvorligt,« siger han om eksperimenterne.

– På en god måde?

»Nej, nej, nej.«

Han ler, mens han ruller en cigaret. I baggrunden gør hans to hunde.

»Det kan man ikke gøre på en god måde. Jeg brød sammen, og det tog flere år, før jeg kunne skrive igen.«

Det var fra dette mørke, at hans seneste bog, When We Cease to Understand the World, blev født.

Cyanid i hårpomade

Labatut er endnu ukendt i Danmark, men den lille genreoverskridende bog vinder lige nu frem over hele verden: Der er oversat til ti sprog: kinesisk, fransk, italiensk, portugisisk … i september kom den på engelsk, den svenske version udkommer snart.

Jeg stødte på bogen ved en tilfældighed, en kort omtale i en avis fik mig til at bestille en digital ’prøve’ via Amazons Kindle, hvor man typisk kan læse halvdelen af første kapitel – men mere skulle der faktisk ikke til, når bogens første sætninger lyder sådan her:

»Under en lægeundersøgelse aftenen før Nürnbergprocessens begyndelse bemærkede lægerne, at Hermann Görings fingre og tæer var farvet skrigende røde, en konsekvens af hans afhængighed af dihydrokodein, et smertelindrende middel, som han tog mere end hundrede piller af om dagen (…) Det var ikke let. Da de allierede styrker fangede ham, slæbte nazilederen rundt på en kuffert, som indeholdt over 20.000 doser, praktisk talt hele Tysklands tilbageværende produktion af stoffet ved slutningen af Anden Verdenskrig.«

Herfra hvirvles læseren videre til Görings selvmord med en cyanidkapsel gemt i en dåse hårpomade, til de voldsomt amfetaminafhængige tyske bombepiloter, til epidemien af masseselvmord, som skyllede ind over Berlin i 1945 – 3.800 mennesker tog deres liv alene i den tyske hovedstad i april 1945! – og til de hundredvis af cyranidkapsler, som blonde børn med flettede kurve uddelte til nazipartiets topfolk, mens de festklædte lyttede til Berliner Philharmonikernes opførelse af Brünhildes arie.

Så er man ligesom i gang.

Vi lærer, at det aktive stof i cyanidkapslerne – det stof, som også blev brugt i Zyklon B-giften i Auschwitz og i den gule sennepsgas, som Hitler selv indåndede på Vestfronten under Første Verdenskrig – første gang opstod som et biprodukt ved verdens første syntetisk fremstillede farvepigment: preussisk blå. Det pigment, som lyser op i van Goghs stjernenat og Hokusakis store bølge. Som var Anna Anchers yndlingsfarve.

Og vi møder den jødiskfødte tyske kemiker, Fritz Haber, som både raffinerede og styrede de dræbende skyer af sennepsgas, som tyskerne lod svæve ind over Belgien, men som samtidig var den første til at udvinde nitrogen direkte fra luften og dermed lagde grunden til den moderne kunstgødning, som siden har gjort det muligt for jordens befolkning at vokse fra 1,6 til 7,6 milliarder. Det var også ham, der forfinede biproduktet fra den preussiske blå og udvikle en helt utrolig potent insektgift, der fik navnet Zyklon.

»Det er en bog om menneskehedens vanvittige drømme. Om vores desperate og ofte mislykkede forsøg på at forstå os selv, hinanden og det univers vi bebor,« siger Banjamin Labatut.

Julieta Labatut
»Bogen handler om grænserne for tænkning og grænserne for videnskab. Om de ting, vi møder der. De ideer, som peger videre end os, som synes at høre hjemme i en verden, vi ikke forstår.«

Læseren efterlades med fornemmelsen af, at verden er bundet sammen i kaotiske netværk af betydning, der skærer på tværs af tid og sted, men som vi aldrig helt kan fatte. Eller som Labatut selv siger: »At ufattelig rædsel, skønhed, kunst, videbegærlighed, krigsgeni, tragedie, selvmord og dårskab; at det hele er blandet sammen.«

»Jeg tror, at man hvor som helst kan finde den mærkværdige sammenblanding, som udgør vores verden,« siger han til mig. »Man kan starte ved blegemidlet under køkkenvasken og ende ved klorgassen i skyttegravene i Første Verdenskrig. Man kan plukke en blomst i haven, og via det kvælstof den bruger for at gro, kan man forbinde den til historien om Fritz Haber, den tyske kemiker, som første gang udvandt kvælstof fra luften, og som derefter utilsigtet skabte den gas, som nazisterne pumpede ind i holocaustkamrene.«

Vi lever narrativt

Efter bogens indledende essay, som ifølge Labatut er »99 procent nonfiktion«, følger en række mindre fortællinger, der sammenblander fiktion og nonfiktion. En dramatisering af virkelige begivenheder. Først om en af naturvidenskabens tragiske og mest geniale skikkelser: den tyske astronom Karl Schwarzschild, som ikke bare var den første til at løse de matematiske ligninger til Einsteins relativitetsteori – ligninger, som alle, inklusive Einstein selv, anså for at være uløselige – han løste dem, mens han var udstationeret som soldat i skyttegravene under Første Verdenskrig og led af en voldsom hudsygdom, som kort efter tog livet af ham. Og her, dybt begravet i Schwarzschilds ligninger, ligger det første bevis på eksistensen af sorte huller.

Heller ikke her skal læseren snydes for Labatuts indledning:

»Den 24. december 1915, mens han drak te i sin lejlighed i Berlin, modtog Albert Einstein en konvolut sendt fra Første Verdenskrigs skyttegrave. Konvolutten havde krydset et kontinent i flammer, den var krøllet, snusket og dækket af mudder, det ene hjørne var revet af, og afsenderens navn var skjult af en stor blodplet. Einstein tog fat med handsker og åbnede den med en kniv. Indeni fandt han et brev, der indeholdt den sidste gnist fra et sandt geni: Karl Schwarzschild, astronom, fysiker, matematiker og løjtnant i den tyske hær. ’Som du ser, har krigen trods de hårde ildkampe behandlet mig venligt nok til, at jeg har kunnet vandre en tur i dit land af ideer,’ lød brevets sidste ord. Einstein var lamslået – ikke fordi en af ​​de mest respekterede forskere i Tyskland nu befalede over en artillerienhed ved den russiske front, heller ikke på grund af hans vens kryptiske advarsler om en forestående katastrofe, men på grund af det, der stod skrevet på brevets bagside: Med en minitureskrift, som Einstein kun kunne tyde med forstørrelsesglas, havde Schwarzschild sendt ham de første nøjagtige løsninger på ligningerne til den generelle relativitetsteori.«

Derefter iler bogen videre til to noveller, hvor Labatut i fiktionsform beskriver den intense rivalisering mellem to giganter i den moderne fysik, østrigske Erwin Schrödinger og tyske Werner Heisenberg, som inden for et halvt år i 1925 fremkom med hver sin fuldbragte teori om kvantemekanikken. To teorier, som både er korrekte og gensidigt udelukker hinanden, et paradoks, som stadig eksisterer midt i den moderne naturvidenskab som en »beskidt lille hemmelighed«, som Labatut siger. Som en gåde, der aldrig er løst og stadig lokker verdens fysikere til at søge ’teorien om alting’, som endelig kan forene de to.

De to mænd nåede frem til deres epifanier under meget forskellige omstændigheder: Heisenberg isolerede sig en uge på en øde ø, hvor han læste Goethe og var plaget af voldsom høfeber. Schrödinger derimod indlogerede sig på et bjerghotel i Arosa i Schweiz, hvor han havde en ugelang affære med en ukendt kvinde.

Man ved, at Schrödinger tog til Arosa, men var hans elskerinde hotelejerens unge og dødssyge datter, som i Labatuts fortælling? På samme måde ved man, at Karl Schwarzschild løste ligningerne, mens han var soldat ved fronten, og at han sendte dem til Einstein, men er det sket præcis, som Labatut beskriver det? Nej.

»Det her er fiktion«, siger Labatut. »Selv om de videnskabelige ideer er beskrevet så nøjagtigt, som jeg kan gøre det uden at kede folk, er hele bogen en fiktiv konstruktion.«

Jeg spørger til hans arbejdsmetode.

»Hvis jeg bliver interesseret i Karl Schwarzschild, så læser jeg alt om ham på alle de sprog, jeg kan håndtere,« siger han.

Han læser breve, biografier og artikler. Han læser udskrifter fra tyske matematikerforening, hvor de diskuterer Schwarzschild. Og til sidst skriver han et tekstudkast, som er »ethundred procent non-fiktion«.

»Det giver teksterne deres fornemmelse af virkelighed. De er netop opbygget af virkelighed. Det jeg tilføjer, er de ubekendte hjørner, som gør historie til fortælling. Så vi kan nå ind til Karl Schwarzschilds bevidsthed. Og det gør jeg ved at kopiere den virkelighed, jeg har studeret. Jeg kan skrive en lille bid af et brev, som ikke kan skelnes fra hans faktiske breve, fordi jeg har læst hver eneste af hans andre breve.«

– Hvorfor skriver du ikke bare biografier?

»Fordi det er kedeligt. Fordi historien ikke er formet som en fortælling. Fordi det virkelige liv ikke har den struktur. Vi mennesker hungrer efter mening og struktur, ikke bare efter information. Og hvis man ikke giver dem det, så ridser man bare i sandhedens lak. I en sandhed uden forbindelse til den måde, vi lever vores liv på. For vi lever netop narrativt. Vi påfører – og påfører er her det rigtige ord – virkeligheden mening. Vi kaster et mentalt net ud over verden, og hvis man fjerner det net, står vi tilbage med fortvivlede fakta, som intet betyder.«

Juana Gomez

Kaninfælder

Benjamin Labatut blev født i Rotterdam i 1980, hvor hans chilenske forældre arbejdede for Unilever. Familien flyttede tilbage til Sydamerika og boede i perioder i både Peru, Argentina og Chile, men da han fyldte ni år flyttede Labautut selv tilbage til Holland, hvor han levede, indtil han fyldte 15.

»Det var i Holland, min bevidsthed tog form,« fortæller han. »Men jeg gik på en britisk skole og havde ingen kontakt med hollændere. Jeg taler ikke hollandsk, og de talte til mig på engelsk.«

Hans modersmål er spansk, men han læser på engelsk, og en del af hans tekster er skrevet på engelsk.

Han ruller en cigaret mere og viser rundt i sin have, som han er begyndt at gå meget op i, selv om det får ham til at føle sig gammel.

Hele dagen i går brugte han på at grave ulovlige kaninfælder op, fortæller han. Der er stort set tomt på bjerget, men nogen havde lagt fælderne, som truede med at skade hans hunde.

Til daglig arbejder han stadig for FN, hvor han oversætter og skriver pressemeddelelser, det har han gjort »i evigheder«, og selv om hans bøger nu når et større publikum, har han ingen planer om at stoppe på sit arbejde.

»Kafka er mit forbillede,« siger han. »Han havde et almindeligt arbejde, fik fri klokken tre. Begrænsninger er vigtige. Desuden er det svært at tjene penge på bøger. Men jeg skriver hele dagen. Nogle gange skriver jeg, når jeg sidder i et møde. Jeg kan skrive, mens min datter skriger ved siden af mig. Jeg kan skrive overalt.«

Løgnen

Jeg spørger til bogens engelske titel. Hvad mener han med, at vi ’ikke længere forstår verden’?

»Jeg tror ikke, vi nogensinde har forstået verden, men vi plejede i det mindste at forstå historierne om verden,« siger Benjamin Labatut. »Kendsgerninger om verden giver kun mening, hvis de bindes sammen i en fortælling. Og med den moderne verdens enorme forandringshastighed, med ubegrænset forbundethed og med en næsten uendelig mængde information og energi, der pumpes ind i systemet, har vi nået et punkt, hvor menneskehedens vigtigste evne, vores sans for fortællinger, som må være skænket os af guderne, svigter os. Vi kan ikke sætte ord på verden. Vi kan ikke få mening ud af den turbulente evigt spindende hvirvel, som vores virkelighed er blevet til, så vi vakler rundt i dens slipstrøm eller synker mod bunden.«

De senere år har der været så megen snak om ’det postfaktuelle samfund’ og ’løgnens tidsalder’, som mange lige nu er bange for spreder sig på sociale medier. Men det, Labatut taler om, skyldes hverken Trump eller Facebook.

»Lige nu siger alle, at vi skal genfinde de fælles sandheder og uddrive løgnen, og det er lidt latterligt, for løgnene har hele tiden været der,« siger Labatut.

Videnskaben har aldrig været et sammenhængende hele. Både Heisenberg og Schrödinger har ret, selv om deres teorier modsiger hinanden. Elektroner opfører sig både som bølger og som partikler. Som Werner Heisenberg har sagt (og det er ikke fiktion):

»Når vi taler om videnskab i vores æra, taler vi om vores forhold til naturen, ikke som objektive observatører, men som aktører i et spil mellem menneske og verden.«

Midt i den tilsyneladende bastante forståelse af verden lever altså en radikal ubestemmelighed. Og for at overleve i sådan en verden, må vi alle sammen gå til verden på samme måde som grundige journalister eller kloge videnskabsmænd, siger Labatut:

»Hvert eneste stykke information, vi modtager, bør vi underkaste kritik: Hvem har skrevet det? Hvornår? Hvorfor?«

Det er idealet, det er metoden. Men virkeligheden er desværre en anden, siger han.

»Virkeligheden er, at folk gør det modsatte: De udvikler en idé om verden og holder fast i den. Man kan give dem fakta og fiktioner, sparke dem i munden, og de holder fast.«

På kanten af vanvid

Det han forsøger med sine bøger er at få læseren til at give slip på de sandheder. At sætte spørgsmålstegn ved alt og på den måde blive den kritiske og reflekterende fortolker, vi ifølge Labatut er nødt til at være for at navigere i verden.

»Jeg forsøger gennem fiktionen at drive læserne derud, hvor de ikke længere er sikre på, hvad de ved. Hvis man er sikker på en sandhed, holder man op med at tænke på det. Man ser det ikke mere. Jeg vil gerne fastholde folk i en tilstand af let forvirring.«

Han nævner Werner Herzogs dokumentarfilm som en inspiration. Herzog er netop berygtet for selv at skrive replikker til hovedpersonerne i sine dokumentariske film.

På den måde smelter bogens form sammen med bogens indhold. Og med Labatut selv. For det var netop det, han forsøgte at gøre med sin egen hjerne for ti år siden: At rive sindet ud af sin daglige tilstand. At skabe så meget gyngende grund, at de kategorier, vi opdeler verden i, falder sammen. Men gør man det, leger man også med ilden.

Bogens centrale karakterer er alle genier inden for deres respektive forskningsfelt, men netop fordi deres arbejde skubber til grænserne for den menneskelige erkendelse, balancerer de hele tiden på kanten af vanvid. Den eneste, som falder ned i afgrunden, er den franske matematiker Alexander Grothendieck, som ikke bare én, men to gange revolutionerede matematikken, hvorefter han aldrig igen løste en ligning, men i stedet henslæbte en ensom og munkeagtig tilværelse, fastende og vandrende med langt skæg og en kutte som troldmanden Gandalf den grå.

When We Cease to Understand the World er født af det samme mørke, som for ti år siden opslugte Labatut selv. Dengang brød han sammen under sine eksperimenter. I månedsvis gik han omkring i en døs og »spillede rollen som mig selv«, som han siger. I næsten fem år kunne han hverken skrive eller læse. Da han endelig igen dukkede op til overfladen, skrev han bogen »Después de la luz«, Efter lyset. En fragmentarisk, skitseagtig bog om at stirre ned i den mørke afgrund, som blander fiktion, essays og noter. Og åbningsessayet i bogen – den tekst, jeg har citeret fra, »den tekst som alle er så glade for«, som Labatut siger – var faktisk aflagte noter fra den første bog.

»Jeg gik igennem et personligt helvede for at undslippe mit eget perspektiv, det var forfærdeligt, og det, man står tilbage med, er ikke en tilstand, særlig mange mennesker har lyst til at leve i,« siger han.

»Det er en tilstand, hvor man ser, hvordan verden, som den faktisk hænger sammen. Verden er ikke så stabil, som man kunne ønske sig.«

Julieta Labatut

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Også en mesterlig beskrivelse af videnskabens gave og forbandelse.
Renæssancens videnskab opstod som en bestræbelse på at rive det falske slør af religiøse og mytologiske fortællinger bort fra forståelsen af mennesket og naturen.
Men videnskaben tilbyder ikke nogen tilfredsstillende eller beroligende forståelse af verden. Den er nok sandere, men samtidig mere tom for mening i ordets daglige forstand.
Vi har brug for fortællinger, der giver menneskelig mening.
Derfor har den individualistiske nyttefilosofi haft stærk gennemslagskraft, ikke mindst i dens neoliberalistiske version, forklædt som økonomisk videnskab. Men det er også et kollektivt bedrag.
Man kan kun håbe, at fortællingen om den bæredygtige verden langsomt vinder frem som det eneste, der giver rigtig mening på længere sigt.
Det er bare så svært at sige farvel til det gamle, velkendte og trygge verdensbillede uden at være helt sikker på, hvad det nye har at byde på.

Per Christiansen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Lyder som en mand, der har læst sin Amitav Ghosh; særligt 'The Calcutta Chromosome'. Tak for at I gør opmærksom på ham her.