Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.
Efter chokket skulle taberne lære noget, de skulle blive klogere. Sådan var stemningen for fire år siden, da Donald Trump, som de fleste liberale regnede for en moralsk skandale og et politisk monster, vandt det amerikanske præsidentvalg.
Aviserne sendte reportere ud på landet for at tale med de hvide mennesker uden universitetsuddannelse, som havde store amerikanske flag hængende foran deres træhuse, og som gerne ville være med til at gøre Amerika storartet igen. Kommentatorerne lovede selvransagelse, og forskere ved nationens fineste universiteter sagde, at de ville undersøge det amerikanske samfund igen for at forstå, hvor det var kommet fra.
Nu er Donald Trump færdig som præsident. Og spørgsmålet er om de, der blev chokerede og rystede for fire år siden, er blevet klogere. Om de har forstået, hvordan monstret kunne vinde et demokratisk valg i USA:
»Det tror jeg ikke, desværre,« siger Michael Sandel.
Han er professor ved Harvard University, en af USA’s store politiske filosoffer og har netop udgivet The Tyranny of Merit, som baseret på et omfattende studie af vælgerundersøgelser og sociologiske analyser er hans forsøg på at forklare Trumps sejr:
»Jeg tror, at mange tolker opbakningen til Donald Trump som et simpelt udtryk for racisme og fremmedhad, fjendtlighed over for indvandrere og modstand mod, at landet bliver mere mangfoldigt. Det er bestemt en del af Trumps tiltrækning. Men det er ikke hele historien«, siger Sandel fra sit hjem uden for Boston.
Han sidder i hvid skjorte og grå blazer i sin stue og taler med mig over Zoom i København, det er lyst og midt på dagen på østkysten, mens det er mørkt og aften i Danmark:
– Mange amerikanere forekommer helt fundamentalt chokerede over det, der skete på Capitol Hill for en uge siden. Hvordan skal vi forstå den begivenhed?
»Angrebet på Kongressen var den dramatiske kulmination på noget, der har kørt i fire år,« forklarer Sandel:
»Det er en præsident, som har overskredet alle normer i et demokrati med en forfatning. Så ja, det var chokerende, men mest var det en forlængelse af de seneste fire års oplevelser. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre herfra. Begivenheden viser, at selv om Trump tabte valget og er ude lige om lidt, så er de faktorer, der skabte ham, stadig derude. Og fremtiden for USA’s demokrati afhænger i meget høj grad af, hvordan vi konfronterer de faktorer, som Trump kun er ét synligt udtryk for.«
Fyrre års kritik
Det er efterhånden tre år siden, jeg hørte, at Michael Sandel var ved at skrive en bog om den samfundsudvikling, som havde skabt grundlaget for, at Trump kunne blive valgt. Og blev meget nysgerrig.
Sandel har i fyrre år været radikalt kritisk over for den politiske liberalisme, som har været en slags ideologi for det demokratiske parti. Hans første bog, Liberalism and the Limits of Justice fra 1982, var et opgør med John Rawls, som på daværende tidspunkt var den skoledannende professor i politisk filosofi på Harvard.
Sat på spidsen er Sandels pointe, at en liberalisme, som vil lave fremskridt gennem udvidelse af rettigheder for alle borgere, og som vil gøre op med gamle værdier, lokale loyaliteter og historiske fællesskaber, bliver for teknokratisk og for akademisk. Den appellerer ikke til arbejdere, og den skaber ikke stærke moralske fællesskaber. Hans næste hovedværk Democracy’s Discontent fra 1998 beskrev, hvordan hverken demokraternes politiske liberalisme eller republikanernes økonomiske nykonservatisme kunne forene amerikanerne i et demokrati med fælles engagement og fælles mål. I The Tyranny of Merit, som er den bog, jeg ventede på i tre år, og endelig er udkommet, tager han analysen til det næste niveau:
»Den her bog er virkelig et forsøg på at analysere, hvordan vores kultur og vores økonomi har forandret sig,« fortæller han:
»Vores holdning til succes og fiasko, til at vinde og tabe, har forandret sig, og det har været med til at skabe den vrede og den foragt, som åbnede vejen for Donald Trump.«
Det amerikanske uddannelsessystem har ifølge Sandel produceret en voldsom ulighed mellem de højtuddannede og resten og været med til at udbrede en fortælling om, at alle har muligheden for at klare sig, hvis bare de tager en uddannelse og arbejder hårdt:
»Det fører til, at dem, der er på toppen, tror på, at deres succes er deres værk, og dem, som ikke klarer sig, må bebrejde sig selv«.
De kloges fordomme
Sandel skriver i bogen, at de højtuddannede er lige så fordomsfulde og fordømmende som de lavtuddannede. Men »eliterne skammer sig ikke over deres fordomme. De tager voldsomt afstand fra racisme og sexisme, men er kompromisløse i deres negative holdning over for dem med lavere uddannelse«. Den liberale overklasse er ifølge Sandel bevidst om, at fattigdom og social klasse kan være et produkt af faktorer, man ikke selv har ansvaret for. De foragter ikke de fattige. Men det er for dem anderledes legitimt at se ned på »dumhed«, anfører han. Forskellen på de »intelligente« og »dumme« er blevet til en dominerende moralsk distinktion for de højtuddannede, siger han:
»Demokraternes svar på stigende ulighed og på, at lønningerne for arbejderklassen og middelklassen stagnerede, har i fyrre år været: Hvis du vil klare dig i den globale økonomi, skal du få dig en universitetsuddannelse. Tidens slogan har været: ’What you earn, will depend on what you learn’. Det virker som en god og inspirerende ting at sige til folk. Men der er også en implicit anklage i det: Hvis du ikke går på universitetet, og du klarer dig dårligt i den nye økonomi, er det din egen fejl, fordi du ikke gjorde, som vi sagde.«
Universiteterne er blevet det, Sandel kalder for »overdommerne« i den amerikanske økonomi:
»Det er universiteterne, som definerer de meritter, markedet efterspørger, og som uddeler de diplomer, der afgør, om man får professionel succes.«
Blå bog: Michael Sandel
- Michael Sandel blev født i 1953 i Minneapolis.
- Han er i dag professor på Harvard University og regnes for en af USA’s største politiske filosoffer.
- Sit gennembrud fik han i 1982 med Liberalism and the Limits of Justice, der var en grundlæggende kritik af den liberalisme, som var venstrefløjens og det demokratiske partis grundlæggende ideologi.
- Han udgav i 1998 Democracy’s Discontent – America in Search of a Public Philosophy, der handlede om, hvordan demokraternes individualisme og Ronald Reagans nykonservatisme havde efterladt USA uden fælles principper, goder og mål.
- Hans seneste bog er The Tyranny of Merit fra 2020, der udkommer på Informations Forlag til sommer.
Modsætningen til de højtuddannede og resten er således ikke bare en kulturel klassekamp. Ulighed i uddannelse fører også til en økonomisk ulighed. Og demokraterne er blevet den nye overklasses parti:
»Det Demokratiske Parti har de seneste årtier udviklet sig til et parti for dem med de rigtige diplomer fra de bedste universiteter. Partiet for de eftertragtede på arbejdsmarkedet og dem, der planlægger og styrer arbejdspladserne. Det er en meget markant historisk omvending. De plejede at være det parti, som repræsenterede arbejderne. Nu er der rigtig mange arbejdere, som har stemt på Donald Trump. Og rigtig mange uden lang uddannelse. To tredjedele af de hvide uden universitetsuddannelse stemte på ham i 2016, og de gjorde det igen i 2020. Uddannelse er blevet en af de dybeste politiske skillelinjer i amerikansk politik.«
Universiteterne som overdommere
Michael Sandel, der selv er ansat på et de mest eftertragtede eliteuniversiteter i verden, Harvard, fælder en hård dom over universiteterne i bogen. De har fået en magt i samfundet, som de ikke har ret til, og som de ikke forvalter særligt godt.
– Du betegner i bogen de højtuddannede som et nedarvet aristokrati – altså som en gruppe, hvis privilegier går i arv, og som fastholder en magt, de ikke selv har gjort sig fortjent til. Hvordan sker det?
»Formelt er adgangen til universiteterne baseret på indsats, på karakterer og på standardiserede test i det, der tager sig ud som rimelige og lige muligheder for alle. Det virkede godt for 70, 80 år siden, hvor det var et demokratisk opgør med de riges monopol på at komme ind på institutioner som Harvard«.
Men sådan er det ikke længere, forklarer Sandel:
»De velstående forældre har nu opdaget, hvordan de kan give privilegierne videre til deres egne børn. Det gør de ved at udstyre dem med særlige uddannelsesmæssige og kulturelle fordele, som sætter dem i stand til at få de højeste karakterer. Så jo højere familiens indkomst er, jo større er sandsynligheden for at score godt i de afgørende test og komme ind på de universiteter, som tildeler diplomer og muligheder.«
Sandel refererer adskillige statistikker, som dokumenterer denne tendens og pointerer, at uddannelser, der historisk har skabt social mobilitet, i dag fastholder ulighed.
»Der er på de bedste universiteter, de såkaldte Ivy League-universiteter, flere studerende fra den økonomiske top en procent i samfundet, end der er fra hele den nederste halvdel af indkomstskalaen. Så det formelt lige system er blevet til et sted, hvor de succesrige sætter deres børn i stand til at gentage deres egen succes.«
– Kan man forestille sig, at højrefløjens intense had til Obama ikke bare skyldes, at han er sort, men også at han repræsenterer hele dette system? Han er selv fra de bedste universiteter, hylder de intelligente løsninger og taler meget om uddannelse og muligheder?
»Der er en gruppe af racister blandt Trumps vælgere, og Trump blev en politisk figur i USA på grund af sin kampagne om, at Obama ikke var født i USA. Vi kan ikke se bort fra, at der er en racistisk dimension i Trumps appel,« siger Sandel fra sin stue og løfter en pegefinger. Han tilføjer, at han selv har stemt på Obama tre gange: først i primærvalget mod Hillary Clinton og efterfølgende ved to præsidentvalg. Men han er også kritisk over for ham:
»Obama var enormt dygtig, men ligesom mange andre centrumvenstreledere havde han ikke meget forståelse for den ydmygelse, som mange i arbejderklassen oplevede, når de hørte ham tale om, at man skulle bevæge sig fremad i samfundet gennem universitetsuddannelser, og han forstod ikke vreden rettet mod hele fortællingen om, at uddannelse er svaret for alle.«
– Biden er ikke samme type som Bill Clinton og Barack Obama, han har ikke den samme åbenlyse, strålende begavelse og repræsenterer ikke på samme måde troen på universiteterne og de intelligente. Tror du på, at han kan skabe en ny vej for demokraterne?
»Han er en anden type, ja, og han taler indimellem om værdighed ved arbejdet, som jeg synes, er et tema, demokraterne har forsømt. Værdigheden ved lønarbejde. Han og demokraterne skal forstå, at de skal forbinde deres kritik af neoliberalismen med nogle værdier og den patriotisme, som højrefløjen ellers har monopoliseret. De skal tale til arbejdende folks følelser af at høre til et sted. De skal tale til det, som arbejdere drømmer om og længes efter. Deres kritik af globaliseringen skal hænge sammen med et forsvar for de lokale samfund, som folk er en del af og er formet af. De skal være patrioter på en måde, som ikke er fremmedfjendsk og racistisk, hvis de skal have arbejderne tilbage.«
– Jeg vil gerne til sidst spørge om, hvordan det var som ung filosof at komme til Harvard i 1980’erne med en kritik af universitetets store filosofiske stjerne John Rawls? Det, du kritiserede ham for, er sådan set det samme, som du i dag kritiserer de liberale og demokraterne for …
»Ja. Da jeg lige var kommet til Harvard for at undervise, ringede telefonen en dag. Jeg tog den og hørte en stemme i den anden ende, som sagde: ’Det er John Rawls’. Og så stavede han sit efternavn. R A W L S.«
Sandel griner højt ved mindet om samtalen:
»Jeg glemmer det aldrig. Det var, som om Gud ringede og lige stavede sit navn for én, hvis man nu ikke havde hørt om ham. Men han var meget generøs, han inviterede mig til frokost, og vi mødtes og diskuterede hans bog og min bog. Og vi fik en god samtale om liberalismen og fællesskaber«.
– Hvordan har Harvard reageret på din nye bog, som jo også er en hård kritik af Harvard?
»Well …«, siger Sandel og griner igen:
»Nogle af mine kolleger har udtrykt sympati for kritikken, men jeg venter stadig på at høre fra dem, der har magten på Harvard. Og jeg ser frem til at få en dialog med dem, fordi jeg kritiserer den autoritet i samfundet og på markedet, universiteter som mit eget er blevet. Vi er ikke den eneste årsag til hele den meritokratiske kultur. Men vi er temmeligt vigtige medskyldige, og jeg mener, vi bliver nødt til at gentænke den rolle, som uddannelse har fået i vores samfund og den måde, vores økonomi og offentlige samtale er blevet formet af universiteterne på.«
Artiklen er en redigeret version af en Zoom-samtale, som fandt sted den 14. januar 2021. Se eller gense hele videosamtalen her.
Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.
Langsomme samtaler
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.
Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:
Seneste artikler
Claire Ainsley: Venstrefløjen skal tilbage til arbejderklassen – men ikke til klassekampen
25. marts 2023Storbritannien er nærmest ved at falde fra hinanden. Derfor er venstrefløjen nødt til at forstå arbejderklassen og levere løsninger på de akutte problemer på en måde, som langsomt transformerer hele samfundet, siger Claire Ainsley, der indtil for nylig var chef for politikudvikling under Labour-leder Keir StarmerForfatter Mithu Sanyal: Vi slipper ikke af med racisme, før vi også har menneskeliggjort hvidhed
17. marts 2023Indisktyske Mithu Sanyal har skrevet samtidens teorier om race, køn og identitet ind i en idéroman, som også er en dannelsesroman for hovedpersonen, for Sanyal selv og for alle dem, som skal finde ud af at leve med blandet oprindelse i det 21. århundredeForfatter og journalist Rana Foroohar: Det amerikanske opgør med den gamle kapitalisme er kun lige begyndt
11. marts 2023Unge intellektuelle, nye embedsfolk og USA’s præsident har ifølge Financial Times-journalisten og forfatteren Rana Foroohar indledt det, der kan blive det største økonomiske paradigmeskifte i 75 år
Langsomme samtaler
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Lyt og abonnér
Seneste podcasts
Forfatter Mithu Sanyal: Vi slipper ikke af med racisme, før vi også har menneskeliggjort hvidhed
17. marts 2023Indisktyske Mithu Sanyal har skrevet samtidens teorier om race, køn og identitet ind i en idéroman, som også er en dannelsesroman for hovedpersonen, for Sanyal selv og for alle dem, som skal finde ud af at leve med blandet oprindelse i det 21. århundredeForfatter og journalist Rana Foroohar: Det amerikanske opgør med den gamle kapitalisme er kun lige begyndt
11. marts 2023Unge intellektuelle, nye embedsfolk og USA’s præsident har ifølge Financial Times-journalisten og forfatteren Rana Foroohar indledt det, der kan blive det største økonomiske paradigmeskifte i 75 årToril Moi: Der er brug for en revolution af den feministiske tænkning
4. marts 2023Vi skal ifølge den norske litterat og forfatter Toril Moi gøre os fri af de alt for store avancerede og kritiske teorier, som vil forklare det hele. I stedet bør vi vende vores opmærksomhed mod det, der foregår i hverdagslivet
Spændende at læse. Tak for den oplevelse, Lykkeberg.
Ja tak for en god artikel !
Ja, og tak for at vi, der ikke hører podcasts, også kunne få lejlighed til at læse om denne vigtige kritik
Sandel siger jo bare det alle var klar over her i landet indtil Nyrop kom på banen og den store privatisering kunne tage sin begyndelse. Siden gik det stærkt med at understøtte den positive sociale arv under de borgerliges minimalstatsbestræbelser: every man for himself. En sådan doktrin understøtter jo helt naturligt den til enhver tid værende nepotisme indenfor uddannelsessektoren såvel som meritokrati og dynasti inden for alle brancher. Så hvad andet kan vi sige end tillykke til kendte folks børn, samt de der er så heldige at komme fra familier med tradition for succes over en bred kam: det være sig politikere, skuespillere, journalister, sports- og forretningsfolk. You name it. Det kører i familierne. Skal vi sløre det faktum?
mange af de samme elementer som Piketty, som jeg lige ser det
Glimrende!
Så mangler vi bare ydmygheden.
September 2020 skrev jeg på min blog en artikel ’ Jeg anklager universitetet’ hvor jeg bl.a. citerede den amerikanske forfatter Marilynne Robinson. Et klip fra artiklen
Marilynne Robinson anser det amerikanske universitet for en af den vestlige civilisations ypperste frembringelser. Men fordi humaniora har været under angreb, har hun tøvet med at angribe dem. Men som helhed har universiteterne bøjet sig for devaluering af humaniora, måske fordi rationalet bag denne nedvurdering er kommet fra deres egne økonomiske fakulteter og erhvervsskoler.
Derved er universiteterne indirekte og direkte med til at uddybe den polarisering af det amerikanske samfund, som MR ser som resultatet af økonomiens måde at arbejde på. Som betyder en faktisk institutionalisering af den gamle praksis med at nægte arbejderne den reelle eller mulige værdi af deres arbejde.
Den teoretiske baggrund for dette indlæres på universiteterne. Terminologien er økonomisk, men fordi den bygger på en bestemt menneskeopfattelse, en antropologi, så har den indflydelse indenfor de fleste discipliner. Denne menneskeopfattelse ser mennesket som drevet af profit i alle forhold og uundgåeligt, fordi det ligger i vore gener. Egeninteresse og cost-benefit overvejelser ligger underbevidst bag enhver handling.”Greed is good”.
Klassisk amerikansk uddannelse er dårligt udrustet til at tjene denne situation og er derfor under et konstant reformpres, med det formål at uddanne konkurrencedygtige arbejdere til den fremtidige globale økonomi.
Hele denne virkelighedsopfattelse fik et alvorligt skud for boven for få uger siden. Vi har set at mennesker beundrer uselviskhed og kan lide appeller til deres generøsitet – fællesskabet som helhed genoplives. Hvis vi nu trænges tilbage til vore primitive tilskyndelser, så må vi omhyggeligt iagttage vores kollektive adfærd, det vil fortælle os noget om vores egentlige natur. På mange måder gennemlever vi et aldrig før set eksperiment, en mulighed som det ville være en verdenshistorisk skam at spilde.
Det burde nu stå klart, at det, jeg anklager Universitet for, det er at have medvirket til den alvorlige situation vi står i. Og undladt at have udarbejdet alternative udviklingsmuligheder. Udtrykkeligt når det gælder klimakrise, polarisering og øget ulighed. Mere indirekte når det gælder vor sundhedskrise. Men også hvad den angår, ser jeg væsentlige opgaver for universitetet. Vi har oplevet, at der kan leves meningsfulde liv under radikalt ændrede vilkår. Vi er meget mere fleksible, end vi troede. Sådanne erkendelser burde kunne danne platforme for alternative modeller for produktion og forbrug, til gavn for natur, klima og sociale systemer. Vi er pisket til at finde på nye måder at være ’normale’ på.
Det er jo først og fremmest her i landet, hvor vi kan genkende det, den gradvise afskaffelse af velfærdssamfundets skyld: det var ikke den sociale mobilitet, der forventedes at komme af sig selv, men derimod sikringen af, at folk kunne opretholde og udøve en helt almindelig tilværelse i de funktioner i samfundet, de udfyldte, igennem universelle velfærdsydelser og udligning i indkomst over skatten.
Det var det socialdemokratiske snobberi, der førte os på afveje, og jo før, partiet igen fører os tilbage til det ret og rimelige, jo bedre.
Sandel siger til de højtuddannede og intelektuelle: "De skal være patrioter på en måde, som ikke er fremmedfjendsk og racistisk, hvis de skal have arbejderne tilbage." Det er ikke alene det, men der skal arbejdes for at arbejderne får ARBEJDET tilbage. Kun arbejdere (intelektuelle såvel som håndværkerne af alle slags) som arbejder sammen, for i fællesskab at forme deres tilværelse, kun sådanne arbejdere kan danne basis for et demokratisk og ligeværdigt samfund (socialisme). Det manglende arbejdsfællesskab og dets nødvendighed, det er kendsgerninger som både Sandel og Lykkeberg er blinde overfor.
Ib Jørgensen, et samfund er et forestillet fællesskab, og folk indgår i vidt forskellige sammenhænge. Kun i politikken og til dels den offentlige kultur mødes de fælles overordnede interesser.
Selvom vi trækker på samme hammel, så gør vi det i vore egne miljøer, og den demokratiske lighed er netop accepten af den mest radikale forskellighed mellem individer og grupper, uden at den ene kan underkendes af den anden.
Steffen - fordi vi arbejder i vidt forskellige sammenhænge, svækkes vores evne til at nå frem til fælles politiske løsninger. Vi har forskellige formål og målsætninger for vort arbejde. Det påvirker vore bevidstheder så vi får forskellige interesser. Den situation er nu blevet drevet til yderligheder, som besværlig/umuliggør egentlig demokratisk adfærd - sagt på en anden måde, vi trækker ikke på samme hammel.
Måske er det mere det republikanske parti der ikke har fattet at Trump 'tog' hele stikket i partiet?
Sandel siger, at de priviligerede klasser har fundet ud af, at de kan give arven videre til deres børn ved at give dem "særlige uddannelsesmæssige og kulturelle fordele, som sætter dem i stand til at få de højeste karakterer". Statistikkerne underbygger dette, men hvad er det mon for nogle uddannelsesmæssige og kulturelle fordele, han sigter til?
Nej, eliten er ikke blevet klogere. De klynger sig til deres økonomiske magt og kommer ikke til at afgive den frivilligt. De gjorde det heller ikke efter finanskrisen i 2008. De frygter optøjer imod dem, men gemmer sig bag top advokater og med lovens bogstaver i deres hånd som retfærdiggørelse for deres magt og rigdom. Samtidig med de more sig over den, i deres øjne, håbløse bund, som konstant står til deres, og deres penges, rådighed. Dag og nat - De kender ikke til bare de mindste små spor af ydmyghed over for andre end deres. De tror kun deres på deres rigdom og magt som guddommelig ret, som sin tid adelen og kirken gjorde det i sin. Tilstande i dagtidens Europa, som netop gjorde, at et USA opstod.
Så Trumpismen er ikke slut. Den er først lige begyndt.
...Hvis ikke det havde været for corona virussen ville Trump stensikkert være blevet genvalgt.
Fuldstændig enig med dig Jeppe Lindholm. Demokraterne fattede og fatter stadig hat. Identitetspolitisk blindhed fordelt på dem som tror på det (som f.eks. information og dens redaktion her til lands) og dem som har set det som det perfekte "sidetracking" stunt til at aflede opmærksomheden på kapital-interesserne over på noget pøblen kan mundhugges med den øvre middelklasse om fra nu af og til evig tid.
NB: ikke at jeg tror alle republikaner har forstået det heller, men, for nogle af dem er det held i uheld at Trump dummede sig så eftertrykkeligt med sit "stolen election", for nu fik de en perfekt undskyldning til at afsværge ham fuldstændig og gøre klar til at starte på en frisk igen.
Michael Sandel er underviser på et Harvard semester om politisk filosofi, som på trods af det noget "tørre" emne nu er set over 12 millioner gange. Formentlig fordi Sandel er en både fremragende, udfordrende og underholdende underviser.
I første lektion lægger han ud med at advare de håbefulde unge studerende ved at sige noget ala (frit fra hukommelsen):
"I er her fordi jeres forældre har råd til at betale for Harvard, og derfor vil mange af jer også havne i magtfulde positioner i samfundet. I har forhåbentligt valgt dette semester fordi i håber på at blive bedre til at forstå hvad der er den rigtige beslutning, men det kan jeg ikke lære jer. Tværtimod kan jeg garantere jer at i vil forlade semestret endnu mere i tvivl, men nu har i i det mindste et grundlag for at være forvirrede".
Typisk for en filosof :) Hvis man keder sig i coronaisolation, så er det bare at starte med første lektion her:
www.youtube.com/watch?v=kBdfcR-8hEY&list=PL30C13C91CFFEFEA6&ab_channel=H...
@ Anders Olesen
20. januar, 2021 - 16:02
"Sandel siger, at de priviligerede klasser har fundet ud af, at de kan give arven videre til deres børn ved at give dem "særlige uddannelsesmæssige og kulturelle fordele, som sætter dem i stand til at få de højeste karakterer". Statistikkerne underbygger dette, men hvad er det mon for nogle uddannelsesmæssige og kulturelle fordele, han sigter til?"
Godt spørgsmål.
De rige køber sig ind på dyre privatskoler, og deres børn får privat undervisning, hvis de ikke kan følge med i undervisningen.
Derudover donerer mange penge til skoler og universiteter, hvilket for skolernes vedkommende gør det en del sværere at smide de børn og unge ud, der faktisk ikke lever op til kravene.
Unge fra mindrebemidlede miljøer er nødt til at arbejde ved siden af universitetet, hvilket giver dem mindre tid end de riges børn til studierne.
For dem med scholarships i sport, drejer det sig om at få en professionel karriere, da de slet ikke har tid til bøgerne.
Mange oparbejder en vanvittig studiegæld, som de betaler af på resten af livet.
Der findes masser af eksempler på fx skolelærere, som bor i deres biler.
For ikke så længe siden var der flere retssager imod kendte skuespillere, der havde betalt universiteterne under bordet for at få deres børn optaget.
Der er enorm klikedannelse og klasseopdeling, bl.a. via de berygtede broder- og søsterskaber (sororities and fraternaties) hvor man lærer dem at kende, som senere kan hjælpe én til tops ved vennetjenester.
Det er blot nogle af ulighederne.
PS. Det er ikke tilfældigt, at begrebet curling-forældre kommer fra den mest velhavende del af USA ;-)
Som ofte I Information: kommentarerne er den egentlige beholdning. Der er noget – komisk? – over den faktiske afvisning af ”det liberale demokrati” overfor ”det illiberale-populistiske demokrati”. Det Amerikanske samfund er et liberalt demokrati, dette samfund – som alle andre typer – udvikler en elite: dem med talenter for i den givne sammenhæng lykkes få magt [penge i det liberale demokrati] og penge styre den virkelighed samfundet skal opfatte, er den rigtige. Eliten lever i samme virkelighed = ”vores samfund er frit og sandt”. Derfor opfattes elitens magt som naturlig og rigtig gennem den feedback eliten giver ”folket”. [I USA og Danmark: ”jeg er rig, hvilket er godt og beundrings værdigt, det står i avisen – som drives af eliten”]. I Information findes et pragteksempel på elitens selvpromovering. Lykketoft har læst en bog, og han er tryg ved at Biden bliver præsident – og DET skal i avisen [who cares? Eliten – hvad VI anser skal mine læsere forstå er vigtigt!!]. Ville Information skrive om hvor tryg murersvend Jensen føler sig, efter han har læst bogen? Dorf Pedersen føler sig krænket [who cares? Eliten, han er en af vores hvad, VI føler skal min avis læsere forstå er vigtigt ]. Om arbejdsmand Andersen føler sig krænket i over hvordan han blev fyret? Det har eliten ikke interesse i.
Populistiske-illiberale demokratier, mere eller mindre autoritære meritokratier udvikler også sin elite. Alle samfund fungerer til den periode hvor ”folket” får nok kommer, ”Bastillie stormere” en ”Thomas Jefferson”, en ”Lenin”, en ”Mao” dukker op – og nye samfund med nye eliter skabes. Samfund hvor eliten ikke lykkes at løbede ændrer forudsætninger for magt, de går til grunde. Nogen vil love at ”drænere sumpen” – hvilket beviseligt er lettere sagt en gjort.
Hør Chris Hedges hér; han taler fra et ret kategorisk, men stærkt informeret hjørne: www.youtube.com/watch?v=moASDiENbfw
"Tværtimod kan jeg garantere jer at i vil forlade semestret endnu mere i tvivl, men nu har i i det mindste et grundlag for at være forvirrede"."
Jeg havde en forelæser i filosofi, som indledte sin 6 mdr. lange forelæsningsrække med følgende: "Enhvér, som undervejs i dette forløb oplever at lære noget, må gerne forlade lokalet". Jeg huskede dén entré gennem hele forløbet, og da vi rundede forelæsningsrækken af med samtaler om hvad vi havde oplevet, nævnte jeg denne hans indledende entré, hvorpå han afbrød mig med ordene: "Så kan du godt forlade lokalet. Eller skal jeg gå?"