EU’s handelspolitik over for Kina udstiller kløften mellem Europa og USA

Man kunne næsten høre det dybe suk blandt kinaeksperter og tænketankstyper: På årets sidste arbejdsdag gav EU og Kina politisk håndslag på en ny investeringsaftale, der med EU-Kommissionens ord danner rammerne for et »værdibaseret investeringsforhold baseret på principper for bæredygtig udvikling«.

Men er der noget, aftalen ikke er, så er det værdibaseret og principfast, lød svaret prompte på Twitter.

»Værdibaseret handel in action. Kadrerne i Beijing (de kinesiske ledere, red.) må slå sig på lårene af grin,« skrev Thorsten Benner fra den tyske forskningsinstitution Global Public Policy Institute.

»Det her er dybt kynisk. Aftalen er et levn fra en æra, der for længst er forbi, og må stemmes ned i Europa-Parlamentet,« mente Andreas Fulda, kinaforsker ved Nottingham Universitet, mens direktøren for den tjekkiske tænketank European Values Center for Security Policy, Jakub Janda, stemplede aftalen som »grådighed over visdom« og en fejltagelse med »dybe geopolitiske implikationer«.

Når aftalen kan vække så stærke reaktioner, skyldes det en kombination af indholdet, timingen og et afsluttende forhandlingsforløb, der ikke er betryggende for europæisk enighed i et af de mest afgørende spørgsmål, som unionen står over for. Eller som en anonym EU-diplomat udtaler til Politico:

»Dette er ikke bare endnu en aftale med et eller andet lille land. Den måde, hvorpå vi positionerer os i dynamikken mellem USA og Kina, bliver definerende for EU’s fremtid.«

Og intet sted bliver retorikken skilt mere tydeligt fra realiteterne end på handelsområdet.

Investeringsaftalen har blotlagt et ambivalent EU, hvor handelspolitikken og værdipolitikken peger i hver sin retning.

Og få dage efter dens vedtagelse blev over 50 prodemokratiske aktivister i Hongkong anholdt onsdag i den foreløbig mest omfattende brug af byens nye, omstridte sikkerhedslov. Blandt de anholdte er nogle af Hongkongs mest kendte politikere og aktivister.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har blandt andet begrundet dansk støtte til aftalen med, at den vil presse Kina på menneskerettighedsområdet. Andre, herunder flere medlemmer af Europa-Parlamentet, mener, at Kommissionen endnu en gang sætter handel over menneskerettigheder, og at EU nu vil blive mindre kritiske over for Kina.

Så selv om EU ellers i de senere år har rykket sig i en mere kinaskeptisk retning – især i Parlamentet, deler aftalen drevet af det tyske EU-formandskab og Kommissionen vandene.

Muligheder eller knæfald

På den ene side står dem, der fortsat ser Kinas formidable økonomiske vækst som en mulighed mere end en trussel. Over for den fløj står dem, der mener, at kommunistpartiet målrettet forsøger at omdanne den regelbaserede verdensorden og tilpasse den til kinesiske normer og politisk illiberale præferencer. Samt at den kinesiske statskapitalisme og partiets villighed til at understøtte den internationalt er en afgørende del af det forsøg.

For sidstnævnte er aftalen et utilgiveligt knæfald for et autoritært og undertrykkende styre og en strategisk fadæse, der tilgodeser europæisk og i særdeleshed tysk erhvervsliv på bekostning af fælleseuropæisk sikkerhed og værdier.

»Timingen er forfærdelig. EU belønner Kina på et tidspunkt, hvor den folkelige stemning over for Kina er blevet langt mere kritisk. Der går ikke en dag uden overskrifter om Hongkong, fængslinger i Kina, trusler mod Taiwan eller kinesiske sanktioner mod Australien for at kræve en uafhængig undersøgelse af coronavirussens oprindelse,« siger Theresa Fallon, direktør for den Bruxelles-baserede tænketank Centre for Russia Europe Asia Studies.

Hun beskriver, hvordan Kina først satte skub på forhandlingerne, da det stod klart, at Donald Trump havde tabt præsidentvalget i USA. Med Biden som præsident er der udsigt til en mere koordineret fællesindsats over for Kina. Aftalen er fra kinesisk side designet til at svække det transatlantiske samarbejde og er udtryk for chokerende naivitet i EU, mener Theresa Fallon.

»Det er en kæmpe sejr for Beijing. Det gælder hjemme i Kina, hvilket altid er styrets vigtigste hensyn, men samtidig har man fra kinesisk side været åben om at ville hindre EU og USA i at arbejde sammen om at inddæmme Kina. EU siger, at man ønsker et tættere samarbejde med USA om Kina, men allerede inden Biden er på plads, gør man noget helt andet,« siger hun.

I Washington er den europæiske beslutning ikke gået ubemærket hen.

»Ledere i begge amerikanske partier og på tværs af den amerikanske regering er forvirrede og forbløffede over, at EU bevæger sig i retning af en ny investeringstraktat lige før en ny amerikansk regering,« lød det fra Trumps nationale vicesikkerhedsrådgiver, Matt Pottinger, efter den politiske aftaletekst var faldet på plads.

For Biden udgør aftalen et alvorligt tilbageslag. Ikke fordi den umuliggør et transatlantisk samarbejde. Men fordi den tydeliggør, hvor forskellig opfattelsen af den kinesiske udfordring er. Hvad Washington ser som en rival og fjende, ser Bruxelles som en rival og partner.

På det politiske plan blev investeringsaftalen forseglet på en videokonference mellem Kinas præsident Xi Jinping på den ene side og på den anden kommissionsformand Ursula von der Leyen, EU-præsident Charles Michel samt den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

I de næste måneder skal en række tekniske detaljer falde på plads, før den endelige version sendes til godkendelse i EU’s medlemslande, og Europa-Parlamentet skal stemme om den. I Kina blev transmissionen sat op med præsident Xi i midten og de fire europæere i hvert deres hjørne. Symbolikken var klar: Den kinesiske leder er ombejlet fra alle sider, og Kina har indtaget sin naturlige plads på den globale scene.

Umulig at håndhæve

Investeringsaftalen handler hovedsageligt om europæiske virksomheders adgang til det mere lukkede kinesiske marked. Den åbner for investeringer i flere sektorer, skaber mere gennemsigtighed i forhold til statsstøtte og mindsker risikoen for, at europæiske virksomheder bliver tvunget til at udlevere teknologi, når de etablerer sig i Kina. Det er i hvert fald hensigten.

Endnu er den fulde tekst ikke offentliggjort, men allerede nu bliver indholdet kritiseret for at være umulig at håndhæve. Aftalen lægger op til, at tvistbilæggelse skal ske på politisk niveau og ikke ved en domstol eller anden uafhængig mekanisme.

Samtidig skal oprettelsen af en arbejdsgruppe sikre, at regler vedrørende bæredygtig udvikling overholdes. Det gælder eksempelvis på områderne klima og arbejdstagerrettigheder. Afskaffelse af tvangsarbejde og indførelse af internationale standarder for arbejdere har været en af de helt store knaster under forhandlingerne.

Resultatet er en formulering om, at Kina skal gøre en indsats for at ratificere Den Internationale Arbejdsorganisations konventioner om tvangsarbejde. Men ingen ord om tidshorisont eller forpligtigelse, og det ville ikke være første gang, at Kina lover at ratificere en international konvention uden at gøre det.

Dertil kommer, at Kina under Xi Jinping har vist sig villig til at ignorere internationale aftaler, når de ikke er i Kinas interesse. Det har været tilfældet i forhold til territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav og senest i Hongkong, hvor kommunistpartiet flere gange har tilsidesat den internationalt bindende aftale, der blev indgået med Storbritannien i forbindelse med overdragelsen til kinesisk styre i 1997.

Stadig tiltro

Ifølge EU-Kommissionen retter investeringsaftalen op på, at europæiske virksomheder i Kina har stået svagere end virksomheder fra andre lande. Samme mantra lyder fra europæiske erhvervsgrupper. I Dansk Industri ser man aftalen som et skridt i den rigtige retning.

»Det er en invitation til kineserne, hvor de kan vælge, hvilken vej de vil gå. Vil de overholde internationale aftaler og indgå flere af dem, eller vil de gå deres egne veje og blive afskåret fra flere aftaler,« siger Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent for global handel og investeringer i DI.

Kina er interesseret i at indgå en mere omfattende frihandelsaftale med EU – der allerede er Kinas største handelspartner – og for at det kan komme på tale, må kineserne honorere deres løfter på eksempelvis klima og tvangsarbejde, vurderer han. For et lille land som Danmark er det afgørende, at Kina følger et internationalt regelsæt.

»Det er et tilbagevendende problem, at Kina siger en ting for så at gøre noget andet, og det kan ikke blive ved. Hvis man vil være en international stormagt, må man agere ansvarligt derefter. Det handler også om at overholde ånden i aftalerne. Kina bliver ved med at sige, at landet er en udviklingsøkonomi, hvorfor man skal have mere lempelige vilkår, men de kinesiske virksomheder, vi konkurrerer imod både i Kina og globalt, er ikke på et udviklingsstadium, de er højteknologiske,« forklarer Peter Bay Kirkegaard.

Investeringsaftalen vidner om, at EU stadig har tiltro til Kina som en international partner.

Set fra den anden side af Atlanten ser virkeligheden anderledes ud. Eller som Noah Barkin fra tænketanken The German Marshall Fund of the United States udtrykker det i en analyse:

»Denne tro gør det muligt for EU at hylde Kinas snak om statsejede virksomheder, subsidier og tvangsarbejde som sejre. I Washington er de dage for længst forbi, hvor man havde tillid til at Beijing ville holde sig til reglerne og opfylde sine løfter.«